« Fone Bone | Forside | Banelegmet »

VK og drivhuseffekten

I den seneste månedstid har der været nogle historier i medierne om jordens klima og den globale opvarmning og menneskets bidrag hertil.
- En rapport fra British Antarctic Survey fortæller at de antarktiske ismasser udtyndes markant hurtigere end man tidligere har set. (Omtalt på DR Online)
- En international rapport fra forretningsfolk, politikere og videnskabsfolk har konkluderet at vi har ti år til for alvor at gøre noget ved den globale opvarmning, hvis vi skal holde den under de 2 grader som vi og naturen nogenlunde kan tilpasse os. (Også omtalt på DR Online).
- Nye modelberegninger gengivet i Nature viser at temperaturen kan stige meget mere, måske helt op til 11 grader.

Alt lader den nuværende regering til at være helt ligeglad med. Dens ledende ministre ser det ikke som et problem, det rager dem faktisk en høstblomst.

Således udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde i Holstebro, at temperaturen jo også tidligere har bevæget sig op og ned, og hvis det går galt, så kommer der i hvert fald til at gå lang, og man kan jo ikke gå rundt og bekymre sig om oversvømmelser hele tiden, så får man et trist liv. (Gengivet fra DR Nyheder Online, 28/1 2005 23:41 og Information, 4/2 2005).

Ifølge ret pålidelig kilde går finansminister Thor Pedersen rundt og siger internt i regeringen og sit parti at han ikke tror på drivhuseffekten. Og da erhvervsminister Bendt Bendtsen overtog energiministeriet erklærede han at hans mål med energipolitikken ikke var at tage hensyn til miljøet, men at sikre billig energi til danske virksomheder, hvorpå han gav sig til at sylte og skære ned i alle slags forskning og udvikling og markedsføring af vedvarende energi. Endelig kan man anføre at en rapport fra det europæiske miljøagentur (omtalt på DR Online) for nylig kunne fortælle at Danmark er det EU-land der er længst fra at opfylde sine Kyoto-forpligtelser om at skære ned i udslippet af drivhusgasser.

Helt ærligt, hvor bagstræberisk har man lov til at være. Det er ikke bare visionsløst, det er decideret skadeligt.

Til statsministeren: Ja, temperaturen har bevæget sig op og ned i menneskehedens historie, men vi er allerede nu i den allerøverste ende af det spektrum temperaturen har bevæget sig mellem, samtidig med at der aldrig i menneskehedens historie har været så meget CO2 i atmosfæren. Det er noget man ret præcist har kunnet forvisse sig med iskerneboringerne. CO2 ér en drivhusgas, og udslippet stiger stadig, og når det så sker på baggrund af at vi allerede befinder os på et meget højt temperaturniveau, ja så skal der ikke meget omløb til at regne ud at vi er på vej ud i problemer. Lad venligst være med at tale mod bedre vidende og bagatellisere problemet med dumsmarte analogier og godtkøbsargumenter. Det er problemet for alvorligt til.

Og ja, det kan godt være det tager lang tid, men vi ved ikke præcist hvor lang tid, og udviklingen i klimaet kan pludselig få et kaotisk forløb. Det er nu vi skal gøre noget og gøre meget mere end det er tilfældet for indeværende. Naturligvis gør Danmark ikke den store forskel i det store globale billede, men
- Der er en pointe for Danmark i at være på forkant med udviklingen, det er bedst at være længst fremme med den nødvendige teknologiudvikling.
- Danmark er et af de lande der udleder mest CO2 per indbygger. Vi har altså en forpligtelse til at skride ind.
- Jo hurtigere vi går i gang med at grundlæggende at omstille vores energisystem og transportsystem, jo mere overkommelig bliver opgaven.
- Det er en sikkerhedspolitisk fordel ikke at være så afhængig af en enkelt energiresurse.

Tjek også mit indlæg om Lomborg-modellen.

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Powered by Movable Type 3.2