Arkiv: april 2005

« marts 2005 | Forside | juni 2005 »

03.04.2005

Økonomiske dogmer jeg ikke forstår

En særlig udgave af økonomisk rationalitet dominerer i voldsom grad den offentlige debat, men påstandene virker på mig ideologiske snarere end nøgternt objektive - som de ellers hele tiden bliver fremstillet.

Her er to eksempler, men kom gerne med nogle flere.

1. Vi får at vide, at hvis vi sænker skatten for de højest lønnede, så vil folk arbejde mere, fordi så vil det kunne betale sig at yde "en ekstra indsats". Menøh, hvorfor det?
- Hvis jeg skulle betale mindre i skat, og dermed fik en højere disponibel indkomst, så ville jeg da lige præcis ikke arbejde mere, og jeg ville enddda potentielt være interesseret i at arbejde mindre. Men i øvrigt er det ikke niveauet af den disponible indkomst der er ene-afgørende, når den individuelle arbejdsmængde fastlægges. Det har i meget højere grad at gøre med institutionelle omstændigehder og arbejdsopgavernes karakter.
- Hvorfor i al verden skal vi i øvrigt have alle mulige dybt stressede mennesker til at arbejde endnu mere, frem for at fordele den samfundsmæssige mængde arbejde der nu engang er på flere hænder. På det akademiske område kunne det i hvert fald godt være en god idé

2. Vi får at vide at det ikke kan betale sig at arbejde, så derfor skal dagpengesatsen sættes ned.
- Hvorfor pokker spørger man aldrig de lavtlønnede der er i arbejde, hvorfor de ikke bare går på dagpenge? Hvis man stillede den slags spørgsmål bare engang imellem, kunne det være at vi kunne slippe for tomhjernede økonomers forstenede dogmer.

Populisme

Den professionelle samfundsdebattør Henrik Dahl skrev et indlæg i Politiken d. 19/3 2005 med titlen "Uden populisme var vi ilde stedt". Den artikel har brug for nogle modargumenter (også selv om jeg er lidt sent ude).

Henrik Dahls centrale påstand er (lidt forkortet): "Hvis nogen synes det er godt, at vi har miljøpolitik og ligestilling, kan de takke populismen for det. Hvis nogen synes det er godt at private personer kan modtage de tv-signaler der passer dem, at den offentlige sektor og skatterne ikke vokser uhæmmet, og at årtiers forfejlede politik på indvandrings- og integrationsområdet er bragt til ophør, så kan de takke populismen for det."

Populisme er i hans analyse et andet ord for en uautoriseret identifikation af problemer, der ofte finder sted i de sociale bevægelser og undertiden slet og ret gennem medierne, og som står i modsætning til det samlede politisk-administrative system.

Det er rigtigt at påpegningen og italesættelsen af samfundsmæssige problemer finder sted i alle mulige sammenhænge - til tider faktisk også i det politisk-administrative system - men det er stadig ikke nogen særlig kløgtig analyse, Henrik Dahl præsterer.

1. Det er historisk forkert at miljøproblemerne kom på den politiske dagsorden som følge af et stort folkeligt pres. Det var snarere et produkt af alternativ sagkundskab, som til dels i regi af offentlige myndigheder og til dels i uafhængige institutioners (herunder universiteters) regi fremførte en række bekymringer vedrørende resursegrundlaget og naturens og miljøets tilstand. Rom-klubben der stod for udarbejdelsen af Grænser for vækst var en forsamling af virksomheds- og andre ledere. En af de første danske miljøorganisationer (bortset fra naturfredningsforeningen) var NOAH, og den bestod af universitets-biologer. Forfærdelsen over DDT og andre kemiske stoffers virkning på miljøet blev første gang formuleret med gennemslagskraft af videnskabskvinden Rachel Carson i 60'erne. At udslippene fra Cheminovas kemikalierlager på Harboøre Tange blev opdaget og problematiseret skyldtes lokale fiskere og miljøstyrelsens eksperter som skulle have en bevilling fra forskningsrådet til at gennemføre undersøgelserne.

Nogle af miljøsagerne fandt en resonansbund i befolkningen, f.eks. kampen mod atomkraft, men mange af miljøbevægelsens budskaber har også mødt en udbredt - omend ikke altid særlig artikuleret - folkelig modstand, såsom påpegningen af det dybt uhensigtsmæssige i den evigt voksende biltrafik. Det har heller ikke været synderligt populært at forestille sig nogen form for indgeb i den konstante udvidelse af forbruget, og økologien har været mødt med en hel del populær latterliggørelse og skepsis.

Så Henrik Dahls pointe burde egentlig vendes om: Hvis nogen synes det er godt at vi har en miljøpolitik, kan vi takke eliten - den uafhængige elite - for det. (Men for en professionel debattør der har travlt med at halse efter tidsånden, er det selvfølgelig ikke noget der er politisk korrekt at sige).

2. Endvidere er der faktisk en vis rimelighed i at skelne mellem populisme på den ene side og så sociale, folkelige og kulturelle bevægelser (og påpegningen af vigtige offentlige spørgsmål i alle mulige fora) på den anden. Igen kunne man med rimelighed vende Henrik Dahls pointe om: Hvis nogen var forfærdede over den serbiske antændelsen af den serbiske nationalisme der førte til borgerkrigen i Jugoslavien, så kan de takke populismen for det. Og hvis nogen er frustrerede over at vi har haft indvandrings- og integrationsspørgsmål konstant og stadig mere larmende på den politiske dagsorden i de sidste 15 år, uden at der er blevet taget hånd om de egentlige problemer, så kan de takke populistiske politikere for det, fordi de har insisteret på at finde syndebukke og tale i absurde generaliseringer frem for at lede efter reelle løsninger på de reelle problemer der har været.

Det er nemlig dét populisme handler om. Den er i familie med demagogien og symbolpolitikken. Den koncentrerer sig om at fremmane urovækkende billeder, men er ligeglad med de konkrete løsninger. Det er populisme at skabe problemer i stedet for at løse dem, som når man hidser befolkningsgrupper op mod hinanden og dermed skaber problemer og får dem til at vokse, frem for at løse problemer. Det er populisme at finde syndebukke og lave grove generaliseringer om hele befolkningsgrupper. Det er populisme at føre kampagner der dårligt kan stå for jøde-prøven, som når Venstre ved valget i 2001 havde plakater af nogle unge voltægtsmænd på vej ud af retten med knyttede næver og så teksten "Tid til forandring" - og dermed indikerede at alle disse fremmede er kriminelle.

3. Endelig virker det som om Henrik Dahl har en typisk Grundtvig-romantisk forestilling om den politiske proces. Som om problemer og forventninger i samfundet har en objektiv tilstedeværelse og størrelse. Det folkelige folk fortæller hvordan det hænger sammen, og efter noget tid har de fået råbt politikerne op. Men den politiske proces må snarere forstås som en kamp for definere problemer og forventninger og påpege at de er vigtige for offentligheden at interessere sig for. Den påpegning og dagsordensætning bliver varetaget af mange slags aktører - redaktører, interesseorganisationer, eksperter, markedsføringsagenter, virksomheder, politikere, kunstnere og kulturfolk sågar - men temmelig sjældent af de brede folkelige lag.

Danske forskerblogs

Lisbeth Klastrup har på sin weblog lavet en liste over danske forskerblogs og også inkluderet denne blog på listen. Forskerblogs defineres som "en weblog, der i sit indhold primært fokuserer på skribentens forskningsområde og forskningsinteresser...en forskerblog ville ikke være en blog, hvis man ikke også fik indsigt i den person, der står bag bloggen. Samtidig er dens fokus forskeren og forskningen, ikke det private og personlige". Hele artiklen om forsker-weblogs kan læses hér

Jeg siger tak for omtalen. Det er jo lidt forpligende ;-), og jeg må prøve at blive lidt flittigere i mine bloggerier (og er det ikke herligt med disse indlæg, hvor man henviser til hinanden).

Powered by Movable Type 3.2