« Populisme | Forside | Fritidssamfundet »

Økonomiske dogmer jeg ikke forstår

En særlig udgave af økonomisk rationalitet dominerer i voldsom grad den offentlige debat, men påstandene virker på mig ideologiske snarere end nøgternt objektive - som de ellers hele tiden bliver fremstillet.

Her er to eksempler, men kom gerne med nogle flere.

1. Vi får at vide, at hvis vi sænker skatten for de højest lønnede, så vil folk arbejde mere, fordi så vil det kunne betale sig at yde "en ekstra indsats". Menøh, hvorfor det?
- Hvis jeg skulle betale mindre i skat, og dermed fik en højere disponibel indkomst, så ville jeg da lige præcis ikke arbejde mere, og jeg ville enddda potentielt være interesseret i at arbejde mindre. Men i øvrigt er det ikke niveauet af den disponible indkomst der er ene-afgørende, når den individuelle arbejdsmængde fastlægges. Det har i meget højere grad at gøre med institutionelle omstændigehder og arbejdsopgavernes karakter.
- Hvorfor i al verden skal vi i øvrigt have alle mulige dybt stressede mennesker til at arbejde endnu mere, frem for at fordele den samfundsmæssige mængde arbejde der nu engang er på flere hænder. På det akademiske område kunne det i hvert fald godt være en god idé

2. Vi får at vide at det ikke kan betale sig at arbejde, så derfor skal dagpengesatsen sættes ned.
- Hvorfor pokker spørger man aldrig de lavtlønnede der er i arbejde, hvorfor de ikke bare går på dagpenge? Hvis man stillede den slags spørgsmål bare engang imellem, kunne det være at vi kunne slippe for tomhjernede økonomers forstenede dogmer.

Kommentarer

Jeg går ud fra at du snakker om fx fjernelse af topskatten. Hvis du skulle betale over 60% skat fremfor fx 30% af løn du fik for at arbejde en ekstra time om dagen, ville du så være mere eller mindre villig til at arbejde en ekstra time?

Hvad hvis det var 90% og 10%? Hvad hvis du kunne bruge din ekstra tjente løn på fx at betale en professionel maler for at male dit hjem, fremfor at bruge tid på at gøre det selv (eksemplet går ud fra at du ikke er maler (-; )? Og dermed få mere fritid at bruge på andet end at male, samt en professionelt malet hjem.

"- Hvorfor i al verden skal vi i øvrigt have alle mulige dybt stressede mennesker til at arbejde endnu mere, frem for at fordele den samfundsmæssige mængde arbejde der nu engang er på flere hænder."

Arbejde er ikke en fast mængde. Denne nulsumstankegang er ellers et typisk socialistisk dogme.

"2. Vi får at vide at det ikke kan betale sig at arbejde, så derfor skal dagpengesatsen sættes ned.
- Hvorfor pokker spørger man aldrig de lavtlønnede der er i arbejde, hvorfor de ikke bare går på dagpenge? "

Fordi det ikke handler om dem, der er i arbejde, men om dem der er på dagpenge. Hvad er en motivationsfaktor for at gå på arbejde? Ville du arbejde gratis fuld tid?

Tak til Lau for kommentarer.

1. Jeg er som udgangspunkt slet ikke interesseret i at arbejde mere, heller ikke hvis topskatten er fjernet eller jeg på andre måde får mere ud af den sidst tjente krone. Jeg er allerede i stand til at købe de varer og forbrugsgoder som jeg synes jeg har brug for. Det er simpelthen ikke en motivationsfaktor for mig. (Der kan dog være andre motivationsfaktorer - som økonomien i øvrigt har lidt svært ved at begribe - såsom pligtfølelse, nødvendigheden af at opretholde og skabe netværk, prestige, stolthed etc.)

Påstanden er at netop for de allerede højtlønnede vil det være motiverende for at yde en ekstra indsats at man ikke skal betale så meget i skat og dermed kan få en højere indkomst som står i forhold til en eventuel ekstra indsats, men for folk der i øvrigt mener at de ikke har synderligt behov for en forbrugsudvidelse kan øget tid (snarere end højere indkomst) nøjagtig lige så godt være et eftertragtelsesværdigt gode.

Jeg kan bestemt gå med til at mængden af samfundsmæssigt arbejde ikke er fast og konstant, den har en tendens til at udvide sig, men det forklarer ikke hvorfor den eksisterende endsige den fremtidigt øgede mængde arbejde skal varetages af de mennesker der allerede er dybt stressede og overbebyrdede frem for af folk der hidtil har stået uden for arbejdsmarkedet.

Hej Lars,

Et eksempel hvorpå man kan tjene flere penge, arbejde mere og spare mere tid:

En læge, der arbejder en ekstra time og tjener fx 500 kr. Betaler 200 kr. i skat og får 300 udbetalt af den ekstra time. De 250 kr. betaler han naboens knægt for noget havearbejde, hvilket sparer lægen for to timers arbejde. Lægen arbejder altså her en ekstra time, men sparer 2 timers arbejde i haven. De 50 kr. kan måske gå til opsparing eller en gave til et familiemedlem.

Hvis der skulle betales fx 400 kr. i skat, ville det måske bedre kunne betale sig for lægen at lave havearbejdet selv.

Indtægt kan bruges til andet end normalt forbrug. Også investeringer, vedligeholdelse osv.

Din påstand lyder nogenlunde sådan: at du personligt ikke ønsker en større indtægt og at andre mennesker nok derfor heller ikke ønsker en større indtægt. Det lyder som om at du tror at alle mennesker ønsker præcis den samme indtægt som dig.

Nu spørger jeg direkte: tror du ikke at penge kan være en motivationsfaktor for at arbejde? Tror du ikke at der findes folk, der gerne vil arbejde en ekstra time? For til gengæld fx at rejse på ferie eller købe sig til rengøringshjælp?

Jeg har argumenteret for hvorfor folk vil arbejde mere, ved lavere skat. Men det er ikke grunden til at man skal sænke skatten. Det bør man gøre fordi det er umoralsk at plyndre folk som det sker i dag. Det er folks surt tjente penge, som de bruger en stor del af deres liv på at tjene. Top- og mellemskat kunne fjernes uden en betydelig skatteindtægtsnedgang. Det er blot misundelsesskatter.

Hej Lau

Jeg mener ikke min påstand helt er som du udlægger den. Jeg projicerer ikke mine personlige præferencer over på hele resten af befolkningen, og jeg tror ikke at alle andre ønsker den samme indtægt som mig. Jeg er hverken så arrogant at tro at alle andre har det som mig eller så arrogant at tro at ingen andre har det som mig.

Og jo, jeg tror bestemt at penge er og kan være en motivationsfaktor for at arbejde. Det jeg anfægter er den automatik og universalitet hvormed det politisk-økonomiske dogme bliver fremført, altså at en sænkning af skatterne fører til at folk i almindelighed arbejder mere. For det første mener jeg ikke at der nødvendigvis er den automatik for hele eller blot meget store dele af arbejdsstyrken. Jeg mindes svagt en undersøgelse nogle år tilbage der netop viste at en højere disponibel indkomst foranlediget af skattelettelser nok fik nogle grupper på arbejdsmarkedet til at arbejde mere, men lige præcis fik andre til at arbejde mindre, netop fordi de med en mindre arbejdsindsats kunne opretholde en indkomst svarende til deres ønsker. Der er desuden en række andre faktorer der bestemmer mængden af ens arbejde end blot skatten, især hvordan arbejdet bliver organiseret.

For det andet mener jeg ikke at samfundet først og fremmest har brug for at de mennesker der allerede arbejder og tjener meget skal arbejde endnu mere. Det er min klare opfattelse at stress er ved at blive et temmelig omfattende samfundsproblem, og selv om dit eksempel med lægen der får mere tid ved at arbejde mere kan synes meget forførende, så har det ikke meget at gøre med den måde hvorpå arbejdsmarkedet er skruet sammen. Den overbebyrdelse der hidrører fra arbejdet bliver ikke nødvendigvis lettet af at man slipper for at passe sin have. Og den livskvalitet det vel først og fremmest drejer sig om, bliver ikke nødvednigvis forbedret af at man bruger al sin tid på arbejdet (En god ven skrev følgende i en mail: Måske lægen ville blive lykkeligere af selv at arbejde lidt i haven! I stedet for at vi alle sammen stresser og stædser rundt for at tjene penge vi så kan brænde af på et nyt køkken hvor vi alligevel aldrig har tid til at sidde og nyde morgenmaden fordi vi skal på arbejde!! ).

Hvad angår skattetrykket så kan jeg ikke følge dit synspunkt om at mellem- og topskat er umoralske misundeslesskatter. Jeg kender godt påstandene og forstår argumentet, men hver gang jeg hører velstående mennesker brokke sig over skatterne får jeg lyst til at spørge hvad det egentlig er de mangler. Jeg ved godt at det ikke er et særlig fyldigt modargument, men jeg bliver nødt til at hellige mig nogle andre aktiviteter lige nu :-), så den diskussion må vente.

Bør det ikke være op til folk selv, hvor meget de ønsker at arbejde? Hvis lægen nu ikke synes at have- eller murerarbejde er specielt spændende eller nemt, hvorfor skal andre så komme og blande sig i hvad han/hun skal bruge sin tid på?

"For det andet mener jeg ikke at samfundet først og fremmest har brug for at de mennesker der allerede arbejder og tjener meget skal arbejde endnu mere."

Tror at ved at arbejdsløse nemmere kommere i arbejde, hvis ikke-arbejdsløse arbejder mindre? Eller vice-versa, at hvis folk arbejder mere, så vil arbejdsløse få sværere ved at få et arbejde?

Ang. dit argument mod top- og mellemskatten, så mangles der fravær af røveri. Det er et spørgsmål om etik. Eksempelvis er tyveri af 5kr. forkert, selvom det at stjæle en femmer, ikke vælter budgettet for offeret.

Skriv en kommentar

Powered by Movable Type 3.2