Arkiv: juli 2005

« juni 2005 | Forside | september 2005 »

25.07.2005

Oschlag: Bådfart på Halmtorvet

Tjek lige dette herlige billede fra Halmtorvetoschlags weblog som i det hele taget ser ud som et godt sted at besøge.

Tanker om islamistisk terrorisme

Sommerens udbrud af islamistisk terrorisme i London og Ægypten er vanvittige handlinger, men er ikke løsrevet fra enhver politisk-historisk kontekst. En rapport fra den engelske tænketank Chatham House angiver at Irak-krigen er en medvirkende årsag til det aktuelle udbrud af terrorisme, og at krigen og besættelsen er ved at skabe en helt ny generation af terrorister. Dette er ikke, gentager ikke, en undskyldning for bombemændene og deres netværk - det ville simpelthen bare være perfekt at få fanget og straffet dem som de fascistsvin de er - men der er grund til at påpege at den islamistiske terrorisme er et produkt af forskellige sæt af omstændigheder, og nogle af disse omstændigheder har vestlige ledere gennem tiderne ansvaret for.

Der er vel i hvert fald to vigtige og til dels sammenhængende spor i udviklingen af nutidens islamistiske terrorisme. Et spor er de stærkt intolerante, ekstremt puritanske og dogmatiske og faktisk direkte fascistiske versioner af islam som er vundet frem. De har lange rødder med wahabismen i Saudiarabien, der i øvrigt opstod som en del af arabernes kamp mod det tyrkiske herredømme, og som er platform for den form for islam Saudiarabien har søgt at sprede ved hjælp af en hel masse oliepenge. Så vidt jeg har forstået danner wahabismen udgangspunkt for Osama Bin Ladens ekstremisme. Men de ekstreme og fascistiske varianter af islamistisk tænkning findes også i Pakistan, hvor de bliver næret af de religiøse skoler, madrasaerne, der for alvor begyndte at sprede sig under diktatoren Zia ul Haq. Han var ved magten i 80'erne (og endte med at blive dræbt af den afghanske efterretningstjeneste), og han brugte madrasaerne som en del af sit magtspil. Taleban er rundet af disse madrasaer, og det lader til at de nuværende bombemænd også kommer derfra.

Et andet spor er de vestlige stormagters sindssyge politik overfor den arabiske og islamiske verden gennem flere årtier. Londons overborgmester Ken Livingstone har ifølge Politiken 21/7 2005 sagt: “Hvis vi ved 1. Verdenskrigs slutning havde gjort hvad vi lovede araberne, nemlig at lade dem være frie og have deres egne regeringer og nøjedes med at købe deres olie” frem for at stræbe efter totalt at kontrollere oliestrømmen, “så mistænker jeg at dette [bomberne i London] ikke ville være sket”. Vestlige lande har gennem 80 år interveneret i den arabiske og muslimske verden og støttet ubehagelige regeringer og styrtet dem de ikke brød sig om.

Tilbage i 1950'erne kuppede man den demokratisk valgte leder af Iran og indsatte shah Reza Palavi, der viste sig at være en utrolig brutal diktator, som sikrede USA dominans i området. Man støttede Zia ul Haq i Pakistan og en række af de fundamentalistiske krigsherrer i Afghanistan og sågar Osama Bin Laden og hans kumpaner - og lærte dem at slå ihjel - alt sammen i kampen mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan. Ingen skrupler med at støtte fascister for at bekæmpe sovjetkommunismen. Man støttede beredvilligt Sadam Hussein og solgte ham glad og gerne våben til hans krig mod Iran. Heller ingen skrupler med at støtte en brutal stalin-agtig diktator for at bekæmpe et fascistisk regime Iran, der ikke ville lade sig indlemme i den amerikanske interessesfære. Man forhandlede sågar med taleban-regimet i Afghanistan om deres støtte til en olierørsledning gennem landet.

Man har siden 2. verdenskrig konsekvent nægtet at tage det palæstinensiske problem alvorligt og støttet en tiltagende agressiv israelske besættelse og ødelæggelse af større og større palæstinensiske territorier.

Man har nu invaderet Irak. Det var under alle omstændigheder en tvivlsom disposition, for der var ikke en nogen masseødelæggelsesvåben i landet, og Saddam - et monster man fra vestmagternes side selv havde været med til at skabe - støttede ikke den internationale terrorisme, men i processen har man til overflod gjort alt det forkerte, såsom at bruge alt for få soldater til at klare opgaven, torturere og ydmyge fanger i Abu Ghraib-fængslet, alliere sig med forbrydere og svindlere og i det hele taget vade rundt som elefanter i en glasbutik. Så nu er Irak ved at gå til i vold, 25.000 ofre for voldshandlinger og en overdødelighed på 100.000 som følge af elendig infrastruktur og dårlige vilkår. Befolkningen har ikke sådan rigtig fået det bedre, og der er skabt en fantastisk grobund og træningslejr for nye generationer af islamistiske terrorister.

03.07.2005

"Ikke sættes i bås"

I metroXpress' livsstilssektion "Tendens" fra tirsdag d. 28/6 bliver der fortalt om en singlering, som enlige kan tage på for at signalere at de er netop det. Denne ring bliver så kommenteret af en "modeeskpert", som siger at hvad der netop nu hitter i New York tværtimod er en "statement ring", en slags forlovelsesring, og den bliver kommenteret med ordene: "Statementringen skal ses i lyset af at vi bliver stadig mere individuelle som personer, og meget få af os har lyst til at blive sat i bås eller få klistret en label på os."

Åh gab, det må da være verdens trætteste og mest forslidte analyse: at vi ikke vil sættes i bås.

Altså for det første, hvordan er det så lige at man ikke får sat en label på sig ved at bære en særlig forlovelses- eller statementring. Så vidt jeg kan se er det netop en label. For det andet så ved vi kun noget, fordi vi skaber kategorier og båse - såsom at man enten er gift eller skilt eller forlovet eller enlig - ligesom social interaktion foregår omkring forskellige kategorier, de kategorier vi definerer os selv som værende indenfor eller udenfor, og som vi bliver skabt ved at være dele af eller ekskluderede fra eller pendle ind og ud af. For det fjerde er markedsføringen af masseproducerede produkter (med små variationer) efterhånden blevet meget dreven i at postulere at vi bliver individuelle netop ved at bruge disse produkter (Be special, be One). For det fjerde så foregår der social tvang ligegyldigt hvor meget det bliver påstået at vi er superindividualiserede, tvangen er blot anderledes iværksat end hvis det er staten eller stammens ældste der påbyder og forbyder - den bliver i stedet iværksat af markedsføringen kombineret med de sociale grupper man indgår i. Den fremstår som dit eget personlige valg. Såsom når truslen om social eksklusion bliver så manifest og de kulturelle stereotyper for den acceptable krop bliver så dominerende at unge teenagepiger føler sig nødsaget til at lemlæste sig selv og lave brystimplantationer på et tidspunkt hvor deres barme ikke engang er fuldt udviklede - hvilket de netop gør med indgangsbønnen om den helt egne individuelle selvrealisering. Duh - ja, meget individuelt.

Vi lever nok i en individualiserende tidsalder, men det er forkert at tro at der dermed nødvendigvis sker en frisættelse af individet.

Og det var så et lille skoleridt i sociologisk børnelærdom.

Resultatløn

På min arbejdsplan og i min afdeling har man netop indført resultatløn for at få os til at yde noget mere. Nærmere bestemt er det for at få os til at skrive flere såkaldte peer reviewed artikler til internationale tidsskrifter, og når vi gør det får vi en bonus, samtidig med at vi sandelig ikke skal løbe langsommere med hensyn til at skrive ansøgninger og i øvrigt passe de opgaver vi faktisk bliver betalt for at udføre - hvilket jeg personligt mener må være det centrale, altså at løse de opgaver som nogen betaler os for at løse.

Samtidig er det åbenbart at mange af mine kolleger er stressede og hårdt pressede i det daglige arbejde, og på den baggrund finder jeg det principielt forargeligt at bruge penge på det der resultatløn. Det er noget pjat (og beløbene er i øvrigt latterlige), og pengene skulle meget hellere bruges på noget andet.

Jeg er klar over at det er et overenskomstspørgsmål, og pengene er sat af i en særlig pulje som ikke uden videre kan overføres til noget andet, så jeg udtaler mig udelukkende om det principielle i spørgsmålet.

Når folk er overbebyrdede og hårdt pressede i hverdagen, så er det ikke flere penge man har brug for, så er det mere tid til de opgaver man har. Hvis man fra ledelsen ønsker at vi skriver flere artikler - og det vil vi i øvrigt vældig gerne selv - så skal man give os de fornødne timer til det, og man skal støtte udviklingen af evnerne til at skrive de artikler, men man skal ikke bare forvente at vi laver det ekstra arbejde oven i alt det andet vi laver. Det medfører kun en forøgelse af overbebyrdelsen, og jeg frygter at medarbejdere går hen og bryder sammen under byrderne. Med andre ord burde resultatlønmidlerne konverteres til flere timer som vi kunne bruge på dette artikelskrivningsarbejde.

Institutionen er i det hele taget presset, vi har f.eks. også lokaleproblemer. Og igen må jeg sige: det er i mine øjne direkte forargeligt at der bliver spildt penge på resultatløn (fordelt som lunser 5000 kr.), når der er medarbejedere der mangler et kontor. Det er en højst besynderlig prioritering.

Jeg må vist skrive til min fagforening om dette spørgsmål.

Powered by Movable Type 3.2