Meget økonomisk teori og mange økonomiske analyser bygger på en særlig præmis og en ganske særlig forståelse af rationel adfærd. Man bygger for det første analyserne på en formodning om det enkelte menneskes - den enkelte aktørs - handlinger og for det andet på en formodning om at dette enkelte menneske til enhver tid vil stræbe efter at maksimere egen nytte. Det er en grundantagelse som også kaldes rational choice.
Der er imidlertid en hel del problemer med den grundantagelse, den er simpelthen forkert. En god ven har henledt min opmærksomhed på et interessant socialantroplogisk eksperiment som tydeligt illustrerer dette. Eksperimentet hedder Ultimatum Game, og er bl.a. blevet udført af en økonom ved navn Herbert Gintis, som også har skrevet om det (og i øvrigt kalder sit felt "bioeconomics") i adskillige artikler, bl.a. i Samfundsøkonomen nr. 4 2002, s. 22-28 samt i en artikel jeg ret nemt fandt på Google Scholar ved at søge på ordene ultimatum game, Gintis. Se den hér.
Eksperimentet går ud på man tager 2 personer, A og B, og så giver man A en sum penge f.eks. 100 kr. Det er A's opgave at dele pengene mellem sig selv og B, idet B mindst skal have en tiendedel, altså 10 kr. Hvis B siger nej tak, mister også A pengene.
De fleste økonomer vil ifølge deres menneske- og verdenssyn regne med at A kun giver lige præcis 10 kr. Dermed opnår han/hun den maksimale nytte i situationen. Ligeledes vil økonomerne regne med at B glad tager imod disse 10 kr., fordi vedkommende jo stadig får noget ud af det. Imidlertid går det ganske anderledes. Ved talrige gennemførelser af dette eksperiment over hele verden, også i de rigeste vestlige lande, viser det sig at A (altså alle mulige forskellige A'er) ofte, ja nærmest rutinemæssigt, giver halvdelen eller næsten halvdelen væk. Det viser sig endvidere at når A giver mindre end en tredjedel, så vælger B helt at afvise donationen - og straffer dermed giveren, også selv om det går ud over ham/hende selv.
Hvis B informeres om at A blot er en maskine, så accepterer B dog uden problemer en donation på mindre end en tredjedel.
Man har lyst til at sige: "Ja, selvfølgelig", men det er altså i fuldstændig modstrid med fundamentet i temmelig meget økonomisk teori, den teori der alene hviler på rational choice-antagelser. En af de ting økonomerne ikke begriber er at man i sin forståelse af menneskelig, herunder økonomisk, interaktion ikke kan og ikke skal tage udgangspunkt i den enkelte aktør. Det er netop interaktionen man må prøve at forstå. Aktører bliver altid til i interaktion med andre aktører/mennesker.
Et andet problem i den økonomiske tænkning er den snævre opfattelse af rationalitet. Stillet overfor resultatet af ovenstående eksperiment vil mange økonomer blot sukke over menneskenes irrationalitet - lidt ligesom kristne præster der sørgmodigt konstaterer menneskets syndighed eller muslimske imamer der forbander gudsbespottelse. Men hvis man forstår mennesket som altid og nødvendigvis socialt (en socialitet der dog udmærket kan forvaltes som individualisme, hvor hver enkelt udfolder sin individualitet ved at mime sine omgivelser), så er det ikke synderligt irrationelt at handle som det sker i eksperimentet.
Hvis man som antropologisk grundantagelse regner med at mennesker fungerer i forskellige former for fælleshed, og at denne fælleshed hjælper vores overlevelse, beskyttelse og vebefindende - om det så er i et par, i en gruppe/en flok eller i et komplekst samfund med meget omfattende arbejdsdeling - så er det netop rationelt at sikre en vis sammenhængskraft i denne fælleshed, og så er det igen rationelt at opføre sig straffende overfor mennesker der end ikke i en simpel interaktion er i stand til at støtte denne sammenhængskraft.
Tilføjelse: Af den person der henledte min opmærksomed på ultimatum game er jeg blevet gjort opmærksom på følgende: Det er ikke korrekt at økonmer sukker over menneskers irrationalitet. Økonomer mener, at hvis folk handler irrationelt, så vil der ske 1 af 2 ting: 1)folk finder enten selv ud af, at deres adfærd er en dum idé, og så holder de op med at være irrationelle. 2) Eller folk der fastholder en irrationel adfærd vil på en eller anden måde tabe. Desuden er det urimeligt at sammeligne økonomer med imamer eller præster.
Jeg tager indvendingen til mig og vil søge at kvalificere den pointe jeg vist nok ville frem til: Økonomien er nok mindst lige så fuld af modsigelser og uenigheder som de andre samfundsvidenskaber, men visse udgaver af økonomien har en dominerende position i såvel den offentlige debat som den politiske administration og planlægning. Som alle andre vidensssystemer (inklusive religioner og inklusiv forskellige varianter af sociologi) hviler disse dominerende økonomiske vidensregimer på nogle grundantagelser, nogle dogmer om man vil. Således kan troen på homo oeconomicus og den individuelle rational choice-aktør få karakter af et dogme, og hvis det fastholdes hvor det ellers strider mod den verden man i øvrigt kan erfare, så får det karakter af et religiøst dogme.... Men jeg tager gerne mod korrektioner til den formentlig lidt uklart formulerede tanke.
