« Firehjulstrækkere nej tak | Forside | Konservative er skadelige for miljøet i København »

Ultimatum game

Meget økonomisk teori og mange økonomiske analyser bygger på en særlig præmis og en ganske særlig forståelse af rationel adfærd. Man bygger for det første analyserne på en formodning om det enkelte menneskes - den enkelte aktørs - handlinger og for det andet på en formodning om at dette enkelte menneske til enhver tid vil stræbe efter at maksimere egen nytte. Det er en grundantagelse som også kaldes rational choice.

Der er imidlertid en hel del problemer med den grundantagelse, den er simpelthen forkert. En god ven har henledt min opmærksomhed på et interessant socialantroplogisk eksperiment som tydeligt illustrerer dette. Eksperimentet hedder Ultimatum Game, og er bl.a. blevet udført af en økonom ved navn Herbert Gintis, som også har skrevet om det (og i øvrigt kalder sit felt "bioeconomics") i adskillige artikler, bl.a. i Samfundsøkonomen nr. 4 2002, s. 22-28 samt i en artikel jeg ret nemt fandt på Google Scholar ved at søge på ordene ultimatum game, Gintis. Se den hér.

Eksperimentet går ud på man tager 2 personer, A og B, og så giver man A en sum penge f.eks. 100 kr. Det er A's opgave at dele pengene mellem sig selv og B, idet B mindst skal have en tiendedel, altså 10 kr. Hvis B siger nej tak, mister også A pengene.

De fleste økonomer vil ifølge deres menneske- og verdenssyn regne med at A kun giver lige præcis 10 kr. Dermed opnår han/hun den maksimale nytte i situationen. Ligeledes vil økonomerne regne med at B glad tager imod disse 10 kr., fordi vedkommende jo stadig får noget ud af det. Imidlertid går det ganske anderledes. Ved talrige gennemførelser af dette eksperiment over hele verden, også i de rigeste vestlige lande, viser det sig at A (altså alle mulige forskellige A'er) ofte, ja nærmest rutinemæssigt, giver halvdelen eller næsten halvdelen væk. Det viser sig endvidere at når A giver mindre end en tredjedel, så vælger B helt at afvise donationen - og straffer dermed giveren, også selv om det går ud over ham/hende selv.

Hvis B informeres om at A blot er en maskine, så accepterer B dog uden problemer en donation på mindre end en tredjedel.

Man har lyst til at sige: "Ja, selvfølgelig", men det er altså i fuldstændig modstrid med fundamentet i temmelig meget økonomisk teori, den teori der alene hviler på rational choice-antagelser. En af de ting økonomerne ikke begriber er at man i sin forståelse af menneskelig, herunder økonomisk, interaktion ikke kan og ikke skal tage udgangspunkt i den enkelte aktør. Det er netop interaktionen man må prøve at forstå. Aktører bliver altid til i interaktion med andre aktører/mennesker.

Et andet problem i den økonomiske tænkning er den snævre opfattelse af rationalitet. Stillet overfor resultatet af ovenstående eksperiment vil mange økonomer blot sukke over menneskenes irrationalitet - lidt ligesom kristne præster der sørgmodigt konstaterer menneskets syndighed eller muslimske imamer der forbander gudsbespottelse. Men hvis man forstår mennesket som altid og nødvendigvis socialt (en socialitet der dog udmærket kan forvaltes som individualisme, hvor hver enkelt udfolder sin individualitet ved at mime sine omgivelser), så er det ikke synderligt irrationelt at handle som det sker i eksperimentet.

Hvis man som antropologisk grundantagelse regner med at mennesker fungerer i forskellige former for fælleshed, og at denne fælleshed hjælper vores overlevelse, beskyttelse og vebefindende - om det så er i et par, i en gruppe/en flok eller i et komplekst samfund med meget omfattende arbejdsdeling - så er det netop rationelt at sikre en vis sammenhængskraft i denne fælleshed, og så er det igen rationelt at opføre sig straffende overfor mennesker der end ikke i en simpel interaktion er i stand til at støtte denne sammenhængskraft.

Tilføjelse: Af den person der henledte min opmærksomed på ultimatum game er jeg blevet gjort opmærksom på følgende: Det er ikke korrekt at økonmer sukker over menneskers irrationalitet. Økonomer mener, at hvis folk handler irrationelt, så vil der ske 1 af 2 ting: 1)folk finder enten selv ud af, at deres adfærd er en dum idé, og så holder de op med at være irrationelle. 2) Eller folk der fastholder en irrationel adfærd vil på en eller anden måde tabe. Desuden er det urimeligt at sammeligne økonomer med imamer eller præster.

Jeg tager indvendingen til mig og vil søge at kvalificere den pointe jeg vist nok ville frem til: Økonomien er nok mindst lige så fuld af modsigelser og uenigheder som de andre samfundsvidenskaber, men visse udgaver af økonomien har en dominerende position i såvel den offentlige debat som den politiske administration og planlægning. Som alle andre vidensssystemer (inklusive religioner og inklusiv forskellige varianter af sociologi) hviler disse dominerende økonomiske vidensregimer på nogle grundantagelser, nogle dogmer om man vil. Således kan troen på homo oeconomicus og den individuelle rational choice-aktør få karakter af et dogme, og hvis det fastholdes hvor det ellers strider mod den verden man i øvrigt kan erfare, så får det karakter af et religiøst dogme.... Men jeg tager gerne mod korrektioner til den formentlig lidt uklart formulerede tanke.

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/443.

Kommentarer

At mennesket er irrationelt i alle mulige sammenhænge kan kun komme bag på økonomer. Til gengæld kommer det gang på gang bag på mig at det kommer bag på økonomer.

Her argumenterer jeg for at homo oeconomicus (eller hvad det nu må hedde, altså økonomernes model for mennesket og dets adfærd) svarer lidt til personerne i computerspillet Sims.

Lars, jeg kan ikke se hvad problemet er. Som du selv siger, så er den adfærd som faktiske mennesker udføre, når destilles i en Ultimatum Game-situation, sådan set rationel. Deres overvejelser går bare på hele situationen, og ikke kun på den monetære gevinst i den specifikke handel. De handler stadig fuldstændigt rationelt efter deres preferencer.

Som jeg ser det er problemet snarere, at du forsøger at presse din egen definition af rationalitet ned over 'økonomer', som derefter rubriceres som verdensfjerne. Det er muligvis rigtigt for nogle meget matematisk og modelfikserede økonomer, men fx for den østigske skole er Ultimatum Game altså ikke specielt mærkeligt. Man skal jo leve sammen, også efter man har fordelt pengene, og det kunne jo være, at det er den anden, der skal fordele pengene næste gang. Det har ikke noget med fælleshed kontra individ at gøre, det er blot sund fornuft

Har du nogle eksempler på faktiske økonomer, der er blevet rystede over eksemplet, eller bygger dets kraft ikke snarere på en fordrejning af, hvordan økonomer tænker?

mvh
Lars

Hej Lars

Tak for kommentar. Jeg har diskussionen og eksemplet fra en økonom som citerer andre økonomer (undervisere på universitetet) for en meget ensidig rational choice tilgang og for at sværge til økonomiske modeller der hviler på ret snævre antagelser om optimering af individuel egennytte.

Herbert Gintis, forfatteren til den artikel i Samfundsøkonomen jeg refererer, skriver i denne artikel: "Economists were at first astonished at this behaviour. Why would people reject a positive amount of money...", men navngiver dog ikke disse økonomer.

Jeg er sådan set enig i at eksemplet ikke rigtig angår den politiske diskussion om fællesskab versus individ (i betydningen socialisme versus liberalisme). Men eksemplet angår sondringen mellem fælleshed og individ i en analytisk optik, og det uanset om de sociale formationer man analyserer er af den ene eller den anden slags. Pointen er at man får svært ved at forstå menneskelig interaktion ordentligt hvis man altid og alene tager det enkelte individ som knudepunkt for analysen. Det er ofte mere frugtbart at tage udgangspunkt i interaktionen, udvekslingen og kommunikationen som analytisk knudepunkt.

Når man alligevel insisterer på analytiske modeller der f.eks. alene baserer sig på en forestilling om maksimering af individuel egennytte, så kan det dog have en form for politisk-ideologisk effekt. Ikke så meget i retning af enten socialisme eller liberalisme, som i retning af en utilitaristisk menneskeforståelse og en teknokratisk samfundsforståelse.

(PS Skægt at se dig og Torben tale om bloggerier i TV-Avisen)

Hej Lars,

Ok, så tror jeg vi er mere enige. Jeg er i hvert fald helt med på, at homo economicus er et utilstrækkeligt begreb, men det skal nok også mere ses som en abstraktion, der bruges i forhold til nogle specifikke økonomiske modeller, frem for at være en grundantagelse for økonomerne.

Jeg tror i øvrigt også, at de fleste økonomer er klar over, at deres modeller ikke afspejler virkeligheden. Problemet er at afgøre, hvor meget modellerne afviger fra virkelighedens adfærd, og hvad de så kan bruges til. Nogle økonomer er fortrøstningsfulde, andre - som de østrigske - afviser brugen af matematiske modeller, fordi menneskelig handling i sidste ende aldrig er til at forudsige fuldstændigt. En mere nyttig grundantagelse er for mig at se, at mennesker altid føler deres præferencer, hvilket er noget andet end at maksimere individuel egennytte, der er en alt for snæver forestilling.

mvh
Lars

der skulle stå "følger deres præferencer"...

Hej Lars
Din kommentar er ret spændende læsning for en økonom. Jeg skulle måske lige påpege, at jeg er phd studerende ved økonomisk institut og altså en af de der "verdensfjerne økonomer og undervisere der sværger til rational choice".

Der er flere problemer ved din kommentar:

For det første kan man sagtens forklare det observerede fænomen i ultimatum-spillet med standard økonomisk "rationel adfærd" teori, som det vist også nævnes af Lars Kjærulf. I økonomisk teori antages en person som regel at være rationel og optimere sine præferencer, men sådanne præferencer er altså IKKE nødvendigvis det du kalder egennytte. Fx indgår det i mine personlige præferencer at min kæreste og familie har det godt. Det er vigtigt for mig at understrege, at individers præferencer i økonomisk mikroteori ikke er nærmere specificeret, de kan altså også dække over medfølelse for andre personer. Således kan jeg med min rationel agent teori godt forklare hvorfoer der er nogen der giver 50% af kagen væk i ultimatum spillet. Det er for øvrigt ikke første gang at jeg som økonom får den slags antagelser om "egennytte" trukket ned over hovedet, det sker ofte når man er sammen med psykologer og sociologer.

For det andet er det et meget hurtigt voksende felt indenfor økonomisk forskning at kombinere teorier fra sociologi og psykologi med økonomi, feltet kaldes Behavioral and Experimental economics. Dette forskningsområde er netop opstået fordi vi som økonomer godt ved, at mennesker kan handle irrationelt. Kernen er her at udsætte folk for eksperimenter for at kortlægge empirisk hvornår vi typisk handler irrationelt. Bare fordi vi er økonomer kan vi jo godt kigge ud af vinduet og se på verden alligevel ikke? :) Nobelprisen blev forresten givet ud inden for dette felt for et par år tilbage.

Sidst skulle jeg måske lige påpege, at grunden til at man stadig bruger antagelser om rationelle forbrugere skyldes at man ikke har en fyldestgørende alternativ modellering af hvordan individer træffer økonomiske beslutninger. Og, fordi så langt fra virkeligheden er individuel rationalitet heller ikke. Når begrebet altså ikke bliver misforstået. Men det er altså ikke fordi vi ikke prøver at blive bedre til at forklare irrationel adfærd.

P

Hej Peter

Tak for en god kommentar med gode tilføjelser og nuanceringer. Umiddelbart har jeg kun følgende bemærkninger.

1) Det kan muligvis blive problematisk at udvide begrebet om præferencer indenfor et rational choice-paradigme. Kan og skal man også tale om æstetiske og moralske præferencer indenfor det regime - altså f.eks. at en aktør lader sine handlinger dirigere af sin moralske og religiøst forankrede modstand mod abort eller af sin æstetiske og kropslige glæde ved friluftsliv. Måske skal man netop skifte forståelsesramme, når det er andre logikker og rationaler der gør sig gældende.

2) Jeg tror det er vigtigt ikke at overse netop logikken og rationalerne i andre måder at ordne ens præferencer på, end hvad man kunne kalde en rent materiel målestok. Begrebet irrationelt dækker for mig at se, at handlingerne savner logisk sammenhæng og konsistens, men der kan jo godt være en logisk konsistens i moralske præferencer.

3) Endnu en pointe som jeg vil starte med at illustrere med et eksempel: Der har været en såkaldt værdisætningsundersøgelse af danskernes forhold til drikkevandet. Man spurgte på forskellige måder hvor meget den enkelte var parat til at betale for rent, urenset grundvand. Det var en ganske interessant undersøgelse, men ét af problemerne var efter min mening at man spurgte folk hvor meget de som enkeltforbugere var parat til at betale for det rene vand i direkte forbrugspris, mens mange nok har den holdning at det rene vand er en samfundsopgave der skal løses kollektivt over skatterne, Hvad jeg vil frem til er at det kan være problematisk altid at lade den enkelte aktør som privatforbruger være analytisk knudepunkt. Somme tider er det som samfundsborger og deltager i almenvellet man skal spørge aktøren. Og somme tider er det interaktionen mellem individer man skal se på snarere end enkeltindividets intentioner og præferencer.

Held og lykke med ph.d.-arbejdet, i øvrigt. Venligst, Lars

Hej Lars

Et par korte kommentarer

Ad 1 og 2) I klassisk økonomisk teori beskæftiger man sig overhovedet IKKE med hvordan forbrugere/individers præferencer ser ud. Så de kan altså også afspejle religiøse og moralske afvejelser, typisk er økonomer jo bare ikke interessert i valg, der er drevet af den slags. Derimod er vi fx interesseret i hvorfor nogen mennesker vælger at give 50% af kagen væk i ultimatum spillet. For at gøre det kort; når præferencer i økonomisk teori har en tendens til at blive opfattet som tagende udgangspunkt i materiel målestok, er det pga økonomers interesse-område. Men det kan sagtens udvides til at tage udgangspunkt i andre målestokke, da det defineres uhyre generelt.

Ad 3) Konflikten mellem beslutningstagning på det individuelle og det kollektive niveau er netop kernen i enormt meget økonomisk teori. Du har fat i en problemstilling som en del økonomer beskæftiger sig med. Og der mangler ikke løsningsforslag!!

Peter

Hej igen.
Jeg synes sådan set det er rimeligt nok at økonomisk teori og analyse opfatter præferencer i et økonomisk og materielt perspektiv. Det er som duskriver i høj grad økonomiens opgave. Jeg tror imidlertid det er vigtigt at anerkende at præferencer også kan have en anden basis - sundhedsmæssig, moralsk, æstetisk osv. Jeg tror også det er fint at prøve at se forskellige typer præferencer i sammenhæng, men jeg tror ikke altid det er en god idé at etablere en sådan sammenhæng ved at oversætte alting til økonomiske termer og parametre sådan som det sker i cost/benefit-analyse og contingent valuation. Det lader til at fungere nogenlunde at oversætte sundhedsspørgsmål til økonomiske parametre, men det er ofte temmelig problematisk at oversætte etiske og æstetiske præferencer til cost/benefit-modeller (såsom hvor meget vil du betale for at der ikke bliver udført abort?, hvor meget vil du betale for at dit barn ikke har astma?. Der skal den tværfaglige sammenligning og vægtning af forskellige typer præferencer hellere være regulært tværfaglig, snarere end at oversætte alting til økonomiske parametre.
Lars

Hej igen igen,

Jeg ved ikke om alting bliver oversat til økonomiske parametre, ej heller er jeg sikker på hvad "økonomiske parametre" er?
Økonomisk teori omhandler i meget lidt grad cost-benefit analyser, som vel kun bliver brugt af "rigtige" økonomer i kommuner, amter og stat. Og er altså ikke "økonomi" for mig. (Jeg tror der er generelt meget lidt viden om hvad økonomisk terori egentlig er, altså uden for min verden)
Jeg studsede bare over din kommentar til ultimatum spillet, da det blev fremstillet som værende et kæmpe mysterium for økonomiske forskere.
Økonomisk teori går jo grundlæggende ud på at modellere individuel og kollektiv adfærd i diverse økonomiske sammenhænge, for derefter at bruge disse modeller på at prøve at forstå observeret opførsel i den virkelige verden.
Om markedet eller en central planmyndighed skal klare prisfastsættelsen af vand, "sundhed" eller alle mulige andre goder, er en meget lille del af økonomisk teori. Men den del der får mest opmærksomhed udefra, af naturlige årsager.

Peter

Hej Lars, Lars og Peter

I "The Ultimatum Game" vælger de fleste mennesker en adfærd af gensidighed (reciprocity) frem for en adfærd, hvor de kan maksimerer egen interessen ved at modtage et pengebeløb. For at observere dette, skal man i første omgang fokusere på B frem for A.

Ikke alle afgørende faktorer er tydeligt gjort i kultursociolog Lars Kjerulfs hovedindlæg. Jeg vil derfor påpege følgende ved "The Ultimatum Game":

1) Der er fuld anonymitet mellem personerne A og B.

2) Spillet gennemføres kun en enkelt gang.

3) B's reaktion er den mest interessante. Vælger B at sige nej til det pengebeløb, som A tildeler B, så mister både A og B deres penge. B kan på denne måde straffe A, men omkostningen er, at B også selv mister sine penge.


B's adfærd:

Det viste sig, at når A tildelte B et beløb på under 30 % af den sum, som A og B skulle dele, så sagde B gerne nej til at modtage pengene. Derved mistede både A og B deres penge.

De fleste B’er foretrak altså at straffe A, når A tildelte B, et efter B's mening urimeligt lille beløb (A brød B's normer.). B’erne foretrak at straffe A, frem for at modtage deres eget penge beløb. Der var fuld anonymitet mellem A og B. Spillet blev kun spillet en gang. B fik derfor ikke noget ud af sin adfærd, men mistede der imod sine penge.

Heraf konklusionen: De fleste mennesker er i højere grad styret at gensidighed (reciprocity) end af maksimering af egen interessen med hensyn til pengebeløb.


Økonomers reaktion:

Økonomer var ifølge Herbert Gitis overraskede. Hvorfor skulle B afvise et positivt pengebeløb? Økonomer foreslog, at spillerne måske ikke forstod spillet. Man valgte derfor at gentage eksperimentet "The Ultimatum Game" i to nye varianter:

1) B fik oplyst, at A var en computer. Dette indebar, at B næsten ophørte med at sige nej til pengebeløb.

2) B fik oplyst, at A ikke mistede sine penge, hvis B sagde nej til sin andel af pengene. Nu kunne B ikke længere straffe A. Her ophørte gensidigheden (reciprocity) fuldstændig fra B's side. Nu sagde B aldrig nej til sit eget pengebeløb.

Spillerne havde altså forstået spillet.


A's adfærd:

At A giver halvdelen til B, kan være udtryk for at A's har en præference for medfølelse overfor B. Som Peter Holch Knudsen skriver i et tidligere indlæg, kan dette indeholdes i økonomisk teori. A's adfærd kan også skyldes, at A ved, at B vil straffe A, hvis B tildeles et beløb, som B opfatter som uretfærdigt lille. A's adfærd kan her også indeholdes i økonomisk teori om individuel rationalitet, som udtryk for A's egen interesse.


Spørgsmål til Peter Holch Knudsen og Lars Kjerulf:

De fleste kan nok være enige om at hensyntagen til andre mennesker er hensigtsmæssigt, hvis man skal leve sammen, er afhængige af hinanden, og at mennesker også kan udvikle medfølelse for hinanden fx. i familier. Men i "The Ultimatum Game" kender A og B ikke hinanden, og de skal ikke mødes i fremtiden.

Jeg kan se på Økonomisk Instituts hjemmeside, at Peter Holch Knudsen ud over at være økonom også forsker i spilteori. Og "The Ultimatum Game" er indenfor fagområdet spilteori. Hvordan vil en økonom tolke B's adfærd? Kan B’s adfærd indeholdes i teorien om den individuelle rationelle?

Lars Kjerulf hvordan opfatter en kultursociolog B's adfærd?

Alle andre er selvfølgelig også meget velkomne til at kommentere.

Hej Linda

Der er to måder en spilteoretiker vil forklare den observerede adfærd.

1) A har præferencer der gør ham interesseret i mere end blot eget payoff, men også B's payoff. Som du selv nævner er der flere problemer ved den antagelse i ultimatum spillet, såfremt de to spillere ikke kender hinanden.

2) Manglende rationalitet. Hvis begge spillere er fuldt rationelle og kun går op i eget payoff, er det en utroværdig trussel for B, at afvise bud der giver ham positivt payoff, da hans payoff ellers bliver nul. Men hvis A er i tvivl om B's rationalitet vil han måske alligevel tro at B afviser bud der ikke giver ham en vis del af kagen. Dvs. manglende rationalitet fra enten A eller B kan medføre den observerede opførsel.

Personligt hælder jeg mest til den sidste forklaring. A giver ikke noget til B fordi han er en fin fyr, men fordi han er bange for at B bliver kontrær og afviser bud der ikke giver ham en tilstrækkelig del af kagen. Den sidste kommentar er selvfølgelig fuldstændig uvidenskabelig!

P

Hov!
Jeg fik ikke læste hele Linda's indlæg, uoverskuelig hjemmeside! :)
Så det var ikke meningen blot at gentage mange af Linda's pointer.

Hej Peter

Du skriver i dit indlæg:

"Dvs. manglende rationalitet fra enten A eller B kan medføre den observerede opførsel."

Jeg forstå det således, at en spilteoretiker (og økonom) vil kunne opfatte adfærden i "The Ultimate Game", som at enten A eller B handler irrationelt. Lars Kjerulf påpegede også dette i sit hovedindlæg, at økonomer netop kunne opfatte adfærden som irrationel.

Du skriver senere i dit indlæg:

"Personligt hælder jeg mest til den sidste forklaring. A giver ikke noget til B fordi han er en fin fyr, men fordi han er bange for at B bliver kontrær og afviser bud der ikke giver ham en tilstrækkelig del af kagen. Den sidste kommentar er selvfølgelig fuldstændig uvidenskabelig!"

Hvis A tænker (fuldstændig uvidenskabeligt ligesom du gør), "B bliver kontrær og afviser bud der ikke giver ham en tilstrækkelig del af kagen", så forudser A (og du) korrekt i langt de fleste tilfælde.

"The Ultimate Game" er gennemført i mange lande og med mange forskellige typer af mennesker. Resulatet er entydigt. De fleste B'erne reagerer kontrært og siger nej, når A kun giver dem en lille bid af kagen. Og de fleste A'er forudset dette.

Det faktum at de fleste B'er handler sådan, gør det værd at tænker over, om B faktisk handler rationelt, selvom økonomisk teori umidlbart vil opfatte B som irrationel.

Det er også værd, synes jeg, at bide mærke i, at B'erne prioterer straf af A (ved uretfærdig behandling) højere end penge.

Måske kan andre fagdicipliner end økonomi give et videnskabeligt bud på B's adfærd?

Som Peter skriver i et tidligere indlæg: "Bare fordi vi er økonomer kan vi jo godt kigge ud af vinduet og se på verden alligevel ikke?" Og det er jeg er fuldstædig enig med dig i.

Spørgsmål til Lars Kjerulf:
1) Vil en kultursociolog være enig med Peter i, at det er uvidenskabeligt at mene, at nogle A'er giver B 50%, fordi A er bange for, at B bliver kontrær?
2) Hvordan opfatter en kultursociolog B's adfærd?

Mange tak til både Peter og Linda for at deltage i diskussionen, som er blevet mere omfattende end jeg havde forventet (mit indledende indlæg var nok lidt for firkantet formuleret). Jeg skal forsøge at svare på Lindas spørgsmål:

Ultimatum Game konstruerer efter min opfattelse en afhængighedssituation. Ganske vist forbliver forsøgets/spillets deltagere anonyme for hinanden, men sådan som forsøget er konstrueret bliver de alligevel kortvarigt sat i en gensidig afhængighedsrelation. Ligesom mennesker i det hele taget er sat i vedvarende anonymiserede afhængighedsrelationer i store samfundsdannelser, hvor man er bundet sammen med mennesker som man slet ikke kender (i kraft af infrastruktur, arbejdsdeling, fælles miljøforhold etc.)

Når A og B vælger at reagere som de gør i rigtig mange gentagelser af forsøget over hele verden, så er det netop udtryk for en adækvat reaktion i en gensidig afhængighedssituation. Man prøver at etablere en interaktion der er til gavn for begge parter OG hvor der er tilnærmelsesvis jævnbyrdighed og lighed i relationen. Jævnbyrdigheden er vigtig netop pga gensidigheden i den afhængighedsrelation der bliver etableret.

A kan i de fleste tilfælde selvfølgelig foregribe sin egen reaktion hvis han eller hun var i B's situation og agerer derefter med at anerkende ligheden og gensidigheden i deres relation og videregive op mod halvdelen af de penge han får. Når B reagerer "kontrært" og vælger at straffe A i de tilfælde hvor B har fået "for lidt", så er det i spillets situation simpelthen en ophævelse af den relation, fordi A ikke formår at forvalte den gensidige afhængighed og dens indbyggede jævnbyrdighed ordentligt. Hvad der i spillets situation er en decideret ophævelse af relationen vil i større og mere vedvarende sammenhænge være en såkladt altruistisk straf som skal indprente den tilnærmelsesvise jævnbyrdighed der er et væsentligt element i gensidig afhængighed.

Jeg har svært ved at opfatte dette reaktionsmønster som irrationelt. Det er tværtimod helt konsistent med en basal lighedsetik, som er en netop rationel tilgang til de gensidige afhængighedsrelationer som mennesker nu engang befinder sig i hele tiden i både store og små sammenhænge, relationer hvor et vist mål af jævnbyrdighed er nødvendigt for at alle kan klare sig godt - også det enkelte individ.

Jeg vil gerne understrege at den lighedsetik og den gensidige afhængighed ikke er begrænset til én samfundstype. Den er til stede - men forvaltes på helt forskellige måder - i alle mulige forskellige slags samfund.

Det er en rationalitet som jeg tror er svær at indfange med samfunds- og menneskeforståelser der hviler på rational choice- og homo oeconomicus-teori. Men ikke nødvendigvis svær at indfange for økonomisk teori generelt eller for samfundsforskere der samarbejder økonomiske, antropologiske og sociologiske tilgange.

Jeg vil godt lige understrege to punkter hvorpå jeg er blevet misforstået.

1) Det jeg mente med "uvidenskabelighed" var ikke, at B's opførsel er udvidenskabelig. Men min egen kommentar. Jeg skrev bare mine tanker ned, hvilket vel ikke kan ophøjes til videnskab :)

2) En gang til for prins Knud! Det er IKKE nødvendigvis irrationelt at sige nej til penge i ultimatum spillet. Kun hvis B's præferencer KUN afhænger af hans egen payoff. Men hans præferencer kan sagtems modelleres så der indgår lighed. Fx: "Jeg vil gerne have penge, men hvis ikke jeg får mindst halvdelen af A, vil jeg hellere være fri." Men! økonomer og spilteroetikere har det med at bruge præferencer hvor kun en egens payoff gælder. Om end det små småt ændrer sig jvf min allerførste kommentar.

En interessant pointe for øvrigt: Forestil jer at beløbene ændres fra 100 kr til 1mio kr. Tror i stadig at B vil sige nej til fx 250.000 kr i lighedens navn? Måske B siger nej til 25 kr i det beskrevne eksperiment fordi hun synes, at det er for lidt at få for besværet. At folk siger nej til penge kunne måske hænge sammen hermed?

Jeg tror at man skal lægge mærke til to meget vigtige ting i Ultimatum Spillet:

1) Som Peter også er inde på: Det er et meget lille beløb, det handler om. Jeg tror næppe vi ville se 50-50 adfærd, hvis det drejede sig om 250.000.

2) Pengene er dumpet 'ned fra himlen' og kunne opgaven med at fordelen dem kunne lige så godt være tilfaldet B som A. Dette giver en særlig gensidighed, som jeg tror man skal være rigtig forsigtig med at gøre sig alt for mange lighedsetiske konklusioner ud fra. Havde A frembragt værdien af egen kraft, tror jeg næppe B ville se det indlysende i at få en stor bid af kagen.

Det har jeg også tænkt på, det med beløbenes størrelse. Det ville formentlig gøre en stor forskel. (Men det bliver nok lidt sværere at gennemføre forsøget, idet jeg formoder at deltagerne ikke ville finde sig i at få frataget pengene igen ;-).

Mit gæt er at der med rigtig store beløb ville være mindre tilbøjelighed til at give helt op mod halvdelen og større tilbøjelighed til at acceptere donationen, selvom den ikke er lige. Men det må jeg spekulere lidt videre over... eller ej

Beløbets størrelse må næste helt sikkert spille ind. Det er nok de færreste der ville sige nej til 250.000 bare fordi de kunne have fået en million. For person B i spillet, vil beløbets størrelse altså nok være en væsentlig faktor. Sikkert også for person A, men mon ikke virkningen af et forhøjet beløb har en noget anden effekt i denne retning?

Det er ikke helt usandsynligt at person A ville være mere tilbøjelig til at tilbyde at dele 50/50, hvis beløbet lød på 1 million, frem for 100 kr.

Jeg tror Hvidberg har helt ret når han fremhæver betydningen af at pengene er dumpet ned fra himlen. Hvis jeg selv stod i situationen hvor jeg pludselig som en del af The Ultimate Game fik 1 million og kunne bestemme hvor meget B skulle tilbydes, er jeg sikker på jeg ville tilbyde halvdelen, simpelthen fordi det virker rimeligt at dele den pludselige gevinst, som jeg på ingen måde ville have gjort mig mere fortjent til en den anden forsøgsperson. Og jeg ville nok give dette tilbud i sikker vished om, at hvis det skulle lykkes mig på en eller anden måde at få spist person B af med 20.000 kroner, så ville jeg nok have temmelig dårlig samvittighed over måden jeg selv havde tjent 1 million på. Med et beløb på 100 kr. er jeg noget mere usikker på min opførsel. Samvittigheden ville næppe spille ind på samme måde, med så lille et beløb, men samtidig ville gavmildheden nok også virke mindre kostbar.

Forestiller man sig der derimod tale om at jeg havde tjent 1 million ved hårdt arbejde, og blev tvunget til at give en del af kagen til en person B, der ikke selv havde gjort noget af arbejdet, for at få lov at beholde nogen af pengene, så ville overvejelserne nok blive mere økonomisk rationelle og strategiske, og i så fald ville jeg nok blot være godt tilfreds med mig selv hvis jeg slap gennem spillet med så meget af millionen i behold som muligt.

"så er det netop rationelt at sikre en vis sammenhængskraft i denne fælleshed"

Hvis det er målet, er det vel ikke rationelt at give halvdelen til B. Så vil det rationelle være inden for spillet at give B 10 kr, beholde 90 kr., for derefter uden for spillet at fordele de 90 kr. ligeligt mellem hele befolkningen.

Beløbene, der blev anvendt i "The Ultimate Game", svarede til 1 til 2 dages løn, dengang spillet blev gennemført i 17 forskellige samfund omkring år 2000. Man kom endda så "langt ude på landet", at der er også blev anvendt tobak o.a. i stedet for penge. Før dette tidspunkt var spillet allerede gennemført
med studerende fra store dele af verden.

Peter havde kommentaren "En gang til for prins Knud!". Jeg vil derfor oplyse, at jeg er økonom. Jeg er bekendt med, om ikke al teori om præferencer, så i hvert fald en hel del. Jeg har tidligere skrevet, at B's adfærd kunne opfattes som at irrationel. Uden dermed at udelukke, der kan være andre forklaringer indenfor økonomi.

Peter foreslår, at B synes at beløbet er for lille til, at det er værd at tage. Et andet forslag fra Peter er, at B kunne have præferencen: "Jeg vil gerne have penge, men hvis ikke jeg får mindst halvdelen af A, vil jeg hellere være fri."

Men Peters forslag til præferencer er ikke konsisten med B's adfærd, fordi B siger JA til ALLE beløb (både store og små beløb), når A ikke kan miste penge.

B's motivation for at sige nej er, at straffe (fratage penge) A pga. uretfærdig behandling(Dette er ikke min konklusion, men en konklusion, der er draget af økonomer, der har arbejdet med "The Ultimatum Game".).

Mennesker lever i samfund og på en eller anden måde lykkedes os (for det meste) at samarbejde og få det til at fungere. Og vi bruger en hel del krudt på at opdrage hinanden, også dem vi ikke kender, og som vi aldrig kommer til at møde igen. Netop som det sker i "The Ultimate Game". Jeg har selv vanskeligt ved at se, hvordan B's straffende adfærd kan modelleres i den inviduelle rationelle i økonomisk teori.

Herbert Gintis, som er en af de økonomer, der arbejder med "The Ultimatum Game", konkluderer at mennesker kan få samarbejde til at fungerer, ved at straffe personer, der ikke samarbejder (free-riders). Dette ses fx. i "The Public Game" (bygger på "The Ultimatum Game"). Her er flere deltagere, man spiller i flere runder og anonymiteten opretholdes ved, at deltagerne rokerer, så de samme personer ikke kommer i kontakt med hinanden igen. Samarbejdet fungerer, hvis man tillader straf. Jo længere spillet kører jo færre personer opfører sig som free-riders.

Herbert Gintis har både en phd i økonomi, og en master i matematik (Fra Harvard). Han har været professor i økonomi i en længere årrække(Massachusetts Universitet). Hans konklusioner kan sikkert diskuteres (som al anden forskning), men man må formode, han er godt inde i sit fagområde, og at han går videnskabeligt til værks.

Reinhard Selten foreslog oprindeligt "The Ultimate Game". Han modtog i 1994 nobelprisen i økonomi sammen med John Nash og John Harsanyi for deres forskning indenfor spilteori. Sidst i sin tale til nobelkomitéen sagde Reinhard Selten:
".....The hypothesis stated above may have to be weakened in several directions......In the case of the ultimatum game the motivational force is resistance to unfairness....." Resten ses her: http://nobelprize.org/economics/laureates/1994/selten-lecture.pdf

Dette område er interessant, og man kan her få udfordret den økonomiske viden, man allerede har.

Hej Linda

En Præferencerelation over en mængde af "udfald" er rationel hvis og kun hvis:

1) Den er komplet, dvs alle udfald kan sammenlignes
2) Den er refleksiv, dvs. udfald x er mindst lige så godt som udfald x.
3) Den er transitiv, dvs. hvis a er bedre end b og b er bedre end c, da er a bedre end c.

1 og 3 medfører 2, så normalt ser man kun 1 og 3 som de nødvendige og tilstrækkelige betingelser. Hvis du tvivler på mig kan jeg henvise til Mas-colell et. al. "Microeconomic Theory". Er du økonom fra KU har du den vel på hylden :)

Men rationalitet er altså intet og jeg gentager INTET andet end disse tre betingelser. Og rationalitet siger altså intet om den specifikke udformning af præferencerne og dermed payoff funktionen i et givent spil. Dette har jeg efterhånden påpeget et par gange.

Jeg ved ikke hvornår det har sneget sig ind i den økonomiske teori, at rationalitet også indbefatter makismering af KUN sin eget monetære afkast. Men det har altså ikke noget med rationalitet at gøre. (Egentlig kommer det jo nok af, at man i spilteori næsten altid antager at præferencerne kun afhænger af personligt monetært afkast. Så forvirringen skyldes altså spilteoretiker som fx Selten og Harsanyi)

Men når det så er sagt, kan vi godt blive enige om, at den observerede opførsel i ultimatum spillet og "public goods" spillet forekommer økonomer mærkværdig. Men skal det kaldes irrationelt, skal vi altså have ændret definitionen på rationel adfærd. (Indenfor økonomi). Jeg er sikker på, at når navnkundige folk som Gintis og Selten kalder det irrationelt (gør de rent faktisk det?), så er det fordi terminologien så småt ændrer sig. De ved godt, at det ikke er irrationelt i traditionel forstand. (Håber jeg ved gud, at de gør!!)

Peter

Hej igen igen

Tak til Linda, du fik mig til at læse Seltens takke tale. (Noget af den).

Selten gør jo til sidst i sin tale netop opmærksom på problemet ved at bruge monetært payoff som eneste motivationsfaktor for spillerne. Dette bekræfter jo netop, at der ikke nødvendigvis er tale om irationalitet, men måske nærmere en misspecificering af spillernes egentlige præferencer over de mulige udfald.

Skriv en kommentar

Powered by Movable Type 3.2