Arkiv: april 2006

« marts 2006 | Forside | december 2006 »

08.04.2006

Murakami: Kafka on the shore

Nedenfor vil jeg gerne lave en slags anmeldelse af Haruki Murakamis roman Kafka on the Shore fra 2003, engelsk udgave 2005.

Den japanske forfatter Haruki Murakami har skrevet en hel række meget fascinerende bøger, og en hel del af dem er også oversat til dansk (enten fra engelsk eller fra japansk). På dansk er udkommet En vild fårejagt, Norwegian wood, Dans dans dans, Trækopfuglens krønike, Sønden for grænsen og vesten for solen og Sputnik min elskede (nævnt i den rækkefølge de er skrevet af forfatteren, så vidt jeg ved). Hans værker er fyldt med kulturelle referencer som er meget genkendelige for en vestlig læser: jazzmusik, bekendte klassiske komponister, en hel del vestlig populærmusik, de græske filosoffer og tragedieforfattere plus meget andet, men så er der lige noget andet, noget man måske kan kalde magisk realisme, men alligevel ikke som den latinamerikanske. Mere moderne på sin vis og også mere syret, i den forstand at de magiske og mystiske elementer ikke nødvendigvis er forbundet med temaer og plot i historien, men blot optræder som netop besynderlige indbrud - mens de dog somme tider også spiller en klar rolle i romanernes erkendelsesrejser.

Jeg vil især gerne anbefale Trækopfuglens krønike fra 1997, dansk udgave 2001. Den kan stadig fås i en flot udgave i stift bind på 634 sider. Den roman må man simpelthen opfatte som et hovedværk i samtids-verdenslitteraturen. Men nu mere om Kafka on the Shore

Romanen følger to personers skæbne. Den ene, Kafka Tamura, løber hjemmefra som 15-årig for at undslippe et hjerteløst liv alene med faderen, efter at moderen og søsteren forlod familien da han var lille, og efter han barndommen igennem er blevet præget af en frygtelig forudsigelse gentaget og gentaget af faderen. Romanen starter med at Kafka planlægger og gennemfører sin flugt, og den skifter mellem hans historie og historiens anden hovedkarakter, den aldrende Nakata, som efter en sælsom koma der kom over ham i barndommen ikke har været helt normal, f.eks. har han været ude af stand til at læse, mens han til gengæld kan tale med katte. Han sætter ud på en rejse hvis anledning og mål ikke står klart for ham, men afsted må han og hjælpes på vejen af en lastbilchauffør. Kafkas og Nakatas respektive odyseer flettes sammen, alt mens fisk falder fra himlen, soldater fra 2. verdenskrig er forblevet unge og holder til i en dyb skov hvor de vogter en indgang, og magiske kræfter personaliseres i skikkelse af Johnnie Walker (fra whiskyen) og Colonel Sanders (fra Kentucky Fried Chicken).

Mere end i nogle af hans tidligere romaner er den magiske realisme blevet til decideret surrealisme, idet der er et kraftigt element element af psykoanalytiske tankegods, og på den måde at de magiske og besynderlige begivenheder og figurer i temmelig høj grad optræder som billedliggørelse og materialisering af underbevidstheden, Der er drømmerejser og forskudte realiteter, og der er endda et helt centralt ødipuskompleks-tema: Drengen der er blevet forladt af sin mor og søster og tager af sted for at finde dem, samtidig med at han er fuldt bevidst om sin fars profeti om at han, sønnen, vil slå faderen ihjel og have sex med såvel mor som søster (om det sker, vil jeg overlade til læseren at finde ud af).

Jeg må straks sige at Kafka on the shore ikke kan måle sig med Trækopfuglens krønike Mindre kan også gøre det, men jeg synes også der er nogle problemer. Lad mig dog først nævne hvad romanen kan og gør: Det er sjældent at opleve en så gennemført surrealistisk roman, og det fungerer faktisk. Med alle drømmerejserne og abnormaliteterne og det uvirkelige bliver der fortalt en historie om minder og erindringer, om tyngden af de begivenheder der præger os, hvad enten vi fortrænger dem eller konstant pirker i dem, om længslen efter at kunne befri sig fra mindernes tyngde og om alligevel at opsøge og opklare erindringerne. Med den surrealistiske fortællemåde bliver dette tema levendegjort på en meget bevægende og tankeskabende måde.

Når det er sagt så er romanen dog ikke helt god. Personligt finder jeg meget psykoanalytisk gods primitivt og påståeligt, og det lykkes ikke helt for Murakami at begive sig ud i at genskabe en ødipus-fortælling uden at falde ned i noget af den forvrøvlede psykoanalyse. Hvad værre er så er der flere spændende karakterer i romanen, som bliver ladt i stikken, især den søster-figur der optræder alt for lidt og stort set ikke bruges til noget, selvom plottets fremadskriden lægger op til det, og man som læser er stærkt nysgerrig efter at få udviklet det spor. Lastbilchaufføren er en fin væbner og hjælper, men hans figur bliver heller ikke helt forløst, den forbliver mærkeligt tom i betragtning af hvor meget han er til stede i plottet - og hvor meget han bærer en masse spøjse og gode sidebetragtninger.

Hvis man allerede er Murakami-læser, så kan man fint gå i gang med Kafka on the Shore og få en god læseoplevelse ud af det, men jeg vil anbefale at man stifter bekendtskab med forfatterskabet ved først at læse Trækopfuglens krønike eller måske En vild fårejagt og Dans, dans, dans.

Powered by Movable Type 3.2