Arkiv: april 2007

« marts 2007 | Forside | marts 2008 »

06.04.2007

Klimakrisebenægtere

Hvordan kunne det lykkes dem der benægter klimakrisen, dem der benægter drivhuseffekten, og dem der altid er ligeglade med miljøhensyn at vildlede offentligheden i så lang tid og bortlede vores opmærksomhed fra et voksende klimaproblem og dermed på skadeligste vis forsinke og måske umuliggøre en ordentlig håndtering af de globale klimaforandringer? Det er den undren der har sat gang i dette indlæg.

Klimakrisen er langt om længe igen kommet på den nationale og internationale dagsorden. Det er sket med offentliggørelsen af endnu en rapport fra FN’s klimapanel IPCC, som endnu engang kan fortælle, nu med endnu større sikkerhed, at der er en global opvarmning i gang, og at den skyldes menneskelig aktivitet i form af udledning af drivhusgasser, især CO2. Al Gores film og foredragsrække har også spillet en væsentlig rolle i den fornyede opmærksomhed om klimakrisen. Connie Hedegaard har gjort en del ved at tage politikere og beslutningstagere fra USA og andre lande med til Grønland og se den svindende indlandsis, og den såkaldte Stern-rapport fra oktober 2006 om de øknomiske konsekvenser af klimaforandringerne skabte også en del opmærksomhed.

De indsigter om klimaet som nu igen spredes i den danske offentlighed rummer ikke meget som vi ikke også vidste og hørte om i medierne tilbage i 1992, da konferencen om bæredygtig udvikling løb af stabelen i Rio. Dengang blev der i de danske medier talt med nogenlunde samme vished om klimakrisen, og det nye der er sket her 14-15 år senere er blot, at klimaforskerne er blevet endnu lidt mere sikre på, at der er en global opvarmning i gang, og at den skyldes menneskelig påvirkning. Hvordan kan det være, at alt det blev glemt i en periode (sådan cirka 1998-2006)?

I Al Gores film er der en meget interessant oplysning om, at der ved en omfattende kortlægning af henholdsvis videnskabelige artikler og avisartikler om klimaforandringeren ikke viste sig nogen videnskabelige artikler der benægtede drivhuseffekten, mens 48 % af avisartiklerne insisterede på, at der var tvivl om drivhuseffekten. Hvordan kan det være?

I udforskningen af de spørgsmål vil jeg gerne se på det ideologiske indhold i benægtelsen af klimakrisens alvor.

1) Ud fra et liberalistisk ideologisk udgangspunkt er det en uacceptabel tanke, at der skulle findes begrænsninger for den individuelle udfoldelse og virksomheders aktiviteter andet end dem som bliver sat af markedet og ens egen formåen. Liberalister ser med mistro på alle former for miljøhensyn, netop fordi et grundlæggende budskab i hensynet til klima og biologisk mangfoldighed netop er, at man må begrænse sine udfoldelser, og at den begrænsning er begrundet med noget der ikke har med markedet at gøre.

2) Der er en forståelse af forholdet mellem menneske og miljø som bliver kaldt prometeanisme (efter den græske gud Prometheus). En af de førende prometeuske teoretikere hedder Julian Simon (bl.a. The Ultimate Ressource fra 1981), og Bjørn Lomborg er elev af Simon. Naturen bliver i den prometeuske optik forstået som blot og bart materie, der med stadig mere avancerede teknologier kan omdannes til produkter til gavn for menneskene. I det forhold findes der ikke nogen grænser for vækst, materien er principielt uendeligt manipulerbar. Den prometeuske tanke svarer til den natur- og miljøforståelse der har været dominerende i de industrialiserede samfund siden i hvert fald midten af 1800-tallet, men som diskurs om miljøet er den af nyere dato og blev til i opposition til de forestillinger om grænser for vækst der dukkede op i 1970'erne. Den prometeuske tanke kan være knyttet til liberalisme, og forestillingen er at der takket være markedsmekanismerne af sig selv vil udvikle sig nye teknologier og nye anvendelser af nye råstoffer, så snart der skulle vise sig nogle grænser i de bestående teknologiers måde at omdanne materien på, begrænsninger som bremser og forhindrer den økonomiske udvikling.

Klimakrisen er om noget et problem for den prometeuske tanke, fordi den demonstrerer at materien ikke er uendeligt manipulerbar, og at omkostningerne af vores manipulationer af materien er enorme for menneskelige samfund, også økonomisk set. Der er ikke sket en teknologiudvikling, eller rettere der er ikke på markedet sket en implementering af de allerede kendte og nødvendige teknologier i tide til at afværge de klimaforandringer, der vil have meget skadelige virkninger i form af bl.a. manglende vandresurser og tørke. For prometeanere er det følgelig vigtigt at bagatellisere effekten af den globale opvarmning for at hele deres ideologiske korthus ikke skal falde sammen.

3) De traditionalistiske, populistiske og nationalistiske ideologier som man finder hos bl.a. Dansk Folkeparti ser med skepsis på al den snak om klimaforandringer, fordi indsatsen mod den globale opvarmning indebærer accept af at overnationale organer blander sig i det danske samfund, indebærer solidaritet med mennesker på et globalt niveau - snarere end at opfatte næsten som blot éns nærmeste naboer - og indebærer accept af at der er visse ting som eksperter ved bedre.

Disse forskellige ideologiske positioner fandt netop sammen i den Venstre/Dansk Folkeparti-regering som kom til magten i 2001, men de ideologiske vinde var allerede kraftige i årene forud, så heri ligger nok noget af forklaringen på at klimakrisen blev glemt og fortiet og aggressivt benægtet i perioden 1998-2005.

Der var forskellige retoriske greb som hjalp denne udvikling på vej. Lomborg blev iscenesat som skeptiker snarere end som benægter, og det er altid et adelsmærke at være skeptisk. Så meget desto mere når Lomborg yderligere blev iscenesat som en kombination af Klodshans og den lille dreng i Kejserens nye Klæder, nogle af de stærkeste figurer i den danske selvforståelse.

Der var også andre greb. Se blot hvad en af de førende antimiljøkæmpere, Jørgen Thulstrup (fra analyseinstituttet IFKA), så sent som i 2006 skriver i Danskerne 2007 – om overdreven bekymring: Først opstiller han det som et spørgsmål om tro; man kan tro på Al Gore, eller man kan mene at den menneskeskabte CO2-forurening ikke er nogen afgørende faktor i de klimatiske forandringer. Allerede her er Thulstrup i direkte strid med den videnskabelige viden, for alle der har forstand på sagerne mener, at det menneskeskabte CO2-udslip faktisk spiller en afgørende rolle (og skulle den ændrede solpletaktivitet også spille en rolle, ja så meget desto værre). Men han fortsætter: “Selv om der blandt et stort antal forskere er såkaldt konsensus om at CO2-udslippet på sigt udgør en alvorlig trussel mod vores klima, så er der fortsat ikke videnskabeligt bevis for at det forholder sig sådan. Vi kan endog konstatere at der tidligere har været meget betydelige temperaturudsving.” De retoriske manipulationer er manifeste i denne passage. Den videnskabelige konsensus får prædikatet “såkaldt” på trods af at den er massiv og kun brydes af den slags tosser der også benægter sammenhængen mellem hiv og aids. Thulstrup forsøger yderligere at bagetellisere ved at skrive om trusler der rammer os “på sigt”. Det bliver påstået at der ikke er noget videnskabeligt bevis, selv om forfatteren burde vide at der slet ikke kan føres endeligt bevis for de menneskelige CO2-udslips betydning, men den videnskabelige sandsynliggørelse er nu så massiv at den nærmer sig vished. Og ja, jordens klima har ændret sig over tid, men vi befinder os allerede nu i den allerøverste ende af det spektrum indenfor hvilket temperaturkurverne har bevæget sig (og faktisk lidt over), og der har aldrig været så meget CO2 i luften i de sidste 600.000 år.

Det er fandme træls når så meget dumhed stadig skal have lov til at gøre sig gældende i klimadebatten.

Bjørn Lomborgs vrøvl om at det bedre kan betale sig at løse andre problemer end klimakrisen er pinagtigt idiotisk.
- Når han vil afgrænse hvor mange midler der er til rådighed så medregner han aldrig de enorme summer der bliver brugt til krigsførelse, endsige de summer der bliver brugt på landbrugsstøtte, industristøtte og subventionering af fossil energi og atomkraft. Selve konceptet med at der er én afgrænset sum som vi enten kan bruge på fattigdomsbekæmpelse eller på miljø er falsk og frastødende.
- Der bliver aldrig taget højde for den gavnlige økonomiske dynamik som en teknologisk udvikling på vej mod vedvarende energikilder vil medføre (ligesom alle andre teknologispring har gjort det).
- Han medregner aldrig den fordel det vil være indebære for mange lande ikke at være afhængig olie, men kan forlade sig på lokalt produceret vedvarende energi.
- Han viser absolut ingen evner eller vilje til at medregne alle de omkostninger som klimakrisens ulykker vil føre med sig: Tørke, oversvømmelser, tab af vigtig fauna i havene, faunatab også på landjorden, flygtningestrømme osv.

Privatkøb af CO2-kvoter

Man kan som privatperson købe CO2-kvoter for på den måde at give sit bidrag til - på sigt - at begrænse CO2-udslippet og mindske den globale opvarmning. Tankegangen er følgende: Virksomheder, herunder energiselskaber får tildelt kvoter for deres CO2-udledning. Kvoterne kan handles på det internationale marked, så hvis man som virksomhed har brug for at udlede mere end man har fået tildelt, så må man betale for det, eller man må investere i energibesparelser og alternativ energi. Som privatperson kan man købe et antal kvoter svarende til det udslip man selv er ansvarlig for (det kan beregnes på Nul CO2 eller på miløstyrelsens hjemmeside) eller mere endnu. De kvoter bliver så gemt, og det betyder ideelt set at industrien, herunder energiproducenterne, er nødt til at reducere deres egne CO2-udslip tilsvarende.

Der er dog nogle forbehold. Kvoterne er i øjeblikket i hele EU blevet tildelt så gavmildt (det er regeringerne der har gjort det) at langt de fleste virksomheder har så rigeligt af dem, at de slet ikke behøver at købe sig til mere udledning eller bekymre sig om deres CO2-udledninger. Det indebærer at der virkelig skal mange privatopkøb til for at det rykker. Dertil kommer at når man som privatperson via en organisation opkøber CO2-kvoter, så går pengene jo faktisk til den virksomhed som tidligere besad den kvote. Jeg kan leve med at jeg dermed i en vis forstand betaler den CO2-forurenende virksomhed for ikke at svine vores klima til, for jeg forurener jo selv, jeg køber en kvote der svarer til mit eget udslip, men jeg kunne godt tænke mig at vide hvad virksomheden bruger mine penge til - og jeg kunne godt tænke mig at vide om der overhovedet vil være kvoter til salg, når det begynder at gøre ondt.

05.04.2007

CO2-reduktion og flytransport

Det er i meget stor udstrækning et problemkompleks der skal håndteres på samfundsmæssigt niveau og gennem politiske midler, men der er visse ting man som enkeltperson kan gøre for at afbøde de klimaproblemer som kommer fra transporten - og fra andre dele af ens livsførelse. Man kan bl.a. tjekke forskellige netsteder, hvor man kan få tip til besparelser eller købe CO2-kvoter eller betale frivillig CO2-afgift for sine flyrejser. Tjek bl.a. den danske kvoteopkøber Nul CO2, Miljøstyrelsens kampagne "1 ton mindre", hvor man også kan beregne sit eget CO2-udslip, climate friendly som anbefales af WWF eller carbon neutral, som kan noget af det samme.

Jeg vil dog gerne give de muligheder et par overvejesler med på vejen.

Klimaforandringerne er på ny kommet på den internationale og nationale dagsorden. Det er igen blevet slået fast af FN's klimapanel - hvad vi sådan har vidst i flere årtier - at klimaforandringerne er i gang, og at de er menneskeskabte som følge af udledning af enorme mængder drivhusgasser, især CO2, der bliver skabt når vi bruger kul, olie, gas og benzin til at producere energi og som drivmidler ved transport. Netop transportsektoren står for en større og større del af udslippet af drivhusgasser, og den sektor er fuldstændig ude af kontrol.

Transportarbejdet stiger mere end den økonomiske vækst. Det gælder for transport af både mennesker og varer, og det gælder både i Danmark og i store dele af resten af verden. Vi flintrer og farer rundt over det hele, når vi kører os selv og vores børn på arbejde, i skole og til fritidsaktiviteter, når vi absolut skal til møder alle mulige steder, og når vi hele tiden drøner på ferie til alle afkroge af verden. Ligeledes tilbagelægger de varer vi køber og fylder vore liv og boliger med længere og længere afstande, inden de når frem til os. Så altså, vi transporterer os selv længere og hyppigere end hvad der svarer til væksten i vores velstand. Det er da egentlig utroligt. Hvor er det vi skal hen??

Flytrafikken er i den forbindelse noget af det værste. Dels fordi der bliver brugt meget energi og sluppet meget CO2 ud i atmosfæren for hver flytransporteret person, dels fordi det er ekstra problematisk når CO2'en bliver sluppet ud højt oppe i atmosfæren, og endelig fordi flytransport er endnu mere ude af kontrol og i eksplosiv vækst end andre former for transport. Det gælder ovenikøbet at brændstof til fly i modsætning til benzin og diesel til biler, og i modsætning til den el og diesel som tog kører på, ikke er afgiftsbelagt overhovedet.

Dette er et problem der ikke alene kan løses af den enkelte, heller ikke selvom det selvfølgelig i en vis forstand er den enkelte der efterspørger alle de flyrejser. For nogle erhvervsgrupper er transport noget man skal gøre af hensyn til sit arbejde, ligesom det er samfundsmæssigt betinget at man får længere og længere transport til sit arbejde (det har bl.a. noget med boligpriser, boligidealer og arbejdsmarkedets indretning at gøre). Endvidere er det kulturelt set blevet noget af en pligt at være hyppigt turistrejsende. Prøv at sige at du egentlig ikke bryder dig om at rejse, eller prøv at lade være med at deltage i fantasier om lange rejser, og du vil blive mødt med vantro af dine omgivelser.

Overordnet set er der i forhold til flytrafikken brug for
- Massive afgifter på flybrændstof m.v., så flypriserne i det mindste begynder at afspejle de miljøskader flytrafiken afstedkommer.
- Kraftig støtte til togtrafik, som dels i sig selv er meget mere energieffektiv per transporteret enhed, dels kan køre på el, som lettere kan produceres med energivenlige energikilder.
- Offentlige myndigheder skal begynde at feje for egen dør og indføre en transportpolitik for deres medarbejdere. Dvs. 1) at man ikke kritikløst sender medarbejdere afsted til møder langt væk, men overvejer videolink og lignende, 2) at man indenfor en vis radius insisterer på at medarbejderne rejser med tog (og så betaler arbejdspladsen de timer der bruges), og 3) at man i sidste instans betaler aflad for flyrejser.
- Der skal forskes massivt i alternative brændstoffer til fly. Jeg ved ikke om brint er en mulighed, men vi bliver nødt til at finde alternativer til benzinen, for vi slipper nok ikke af med flytrafikken (endsige får den reduceret til et rimeligt niveau).

Den enkelte kan gøre følgende.
- Lad være med at opfatte et utal af flyrejser om året som en menneskeret. Ferierejser langt væk er en luksusting, der kun realiseres ved sjældne lejligheder, også selvom du har råd til mere. Det er alligevel noget frygtelig stress at skulle nå alle de forpligtende rejseaktiviteter. Rejser er noget man skal have mentalt plads til.
- Tag toget! Brug den ekstra tid og køb dig til lidt luksus i en sovevogn.
- Det skader ikke at gå ind på nogle af de dertil egnede sider (se ovenfor) og betaler en frivillig CO2-afgift for ens flyrejser. Det er selvfølgelig ikke noget der reducerer udslippet fra flytrafikken, men pengene går til projekter hvor man udvikler vedvarende energiformer og/eller planter træer, så der enten bliver reduceret i CO2-udslippet fra andre kilder andre steder i verden eller bliver skabt noget trævækst som kan opsuge CO2'en. Pengene går altså til nogle gode klimaformål, så jeg vil gerne anbefale at man på den måde "køber aflad" - men først skal man lige overveje om man overhovedet har brug for at flyve.

Man kan også overveje at købe sine helt egne CO2-kvoter. Se det næste indlæg.

Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike

Jeg har tidligere skrevet om én af den japanske forfatter Haruki Murakamis romaner, nemlig Kafka on the Shore (se hér). Ved den lejlighed nævnte jeg Trækopfuglens krønike som Murakamis hovedværk, og nu vil jeg gerne tilbyde en kort analyse af den fantastiske roman.

Romanen blev udgivet i 1997 på japansk og oversat fra japansk (af Mette Holm) og udgivet på dansk på forlaget Klim i 2001. Den er på 635 sider og findes muligvis stadig i handelen, i givet fald i en fin udgave i stift bind til en rimelig pris.

Romanens fortæller er Toru Okada, en ung arbejdsløs fyr der lever et temmelig stille liv med sin kone Kumiko. Romanen bliver sat i gang af et mærkeligt telefonopkald som fortælleren modtager fra en navnløs kvinde, mens han kone er på arbejde. Herefter følger en række af besynderlige begivenheder.

Først og fremmest forsvinder hans kone, Kumiko. I sin søgen efter hende må Okada på orfeusk vis forsøge at redde sin elskede tilbage fra underverdenen, og her får han hjælp fra en dødsfikseret teenagepige ved navn Maj Kasahara, to synske søstre ved navn Malta og Kreta Kano, en gammel soldat, der fortæller ham om krigens bestialitet samt en mor og en søn, kaldet Muskat og Kanel, som driver en slags virksomhed hvor de healer kvinder der er plagede af frygtelige hovedpiner. Hans altoverskyggende fjende i denne stræben er Kumikos bror, Noboru Wattaya, der er dybt følelsesmæssigt forkvaklet og har en mystisk magt som han kan bruge til at skænde kvinder, men som udadtil i det japanske samfund fremstår som en mediekæledægge, en intellektuel med blændende analyser og en populær appel. Undervejs i sin søgen må Okada søge ned i en tørlagt brønd, og den finder han fra en gyde der ligger bag ved hans hus, og som er blevet lukket i begge ender, således at den ligger hen som et ingenmandsland bag de omliggende huse. Fra brønden kan man under de rette betingelser bevæge sig ind i den underverden, hvor hans kone i en vis forstand, dvs. sjæleligt set, holdes fanget. Det hele bliver på en eller anden måde bundet sammen af trækopfuglen, som med sit skrig trækker verden op.

Brønden er en helt central figur i bogen. Den udtørrede brønd tjener – som jeg læser bogen – som metafor for at man som individ er et isoleret og afgrænset væsen, alene i sit rør og afskåret og isoleret fra andre mennesker, men samtidig er der i brønden også forbindelse til de vandførende lag som under jorden binder os sammen. Ved at kravle ned i brønden og sætte sig på bunden af den og tænke – eller faktisk nærmest tømme sig for tanker – får han forbindelse med “en anden verden”, en slags drømmenes eller sjælelivets verden, og da Okada på et tidspunkt får et syn befinder han sig i en svømmehal, men føler sig pludselig transporteret til bunden af en denne gang vandfyldt brønd (s. 356). Jeg opfatter ikke denne brønd-figur som en forestilling om telepatisk kontakt imellem mennesker og heller ikke rigtig som en forestilling om det kollektivt ubevidste, men derimod netop som en forestilling om de sjælelige forbindelser der er mellem os, en forestilling om at vi som enkelte mennesker både er helt afgrænsede fra hinanden og alligevel forbundne.

En anden central figur i romanen er hvad man kunne kalde en “trialektik” mellem en forståelse af det menneskelige liv som en ophobning af tilfældigheder, der kaster os og hid og did uden nogen mening; en forståelse af menneskets liv som forudbestemt, styret af kræfter og skæbner og forudgående begivenheder som er langt stærkere end os; og en forståelse af vores liv og skæbne, som noget vi med vores vilje kan søge at gribe ind i og forme, i hvert fald så meget at vi bryder med noget af forudbestemtheden og kan forbinde tilfældighederne med lidt mening. Det er i denne trialektik trækopfuglen gør sig gældende. “Fuglens skrig kunne kun høres af nogle særlige mennesker, som lod dette skrig føre dem frem mod en uafvendelig undergang, Det enkelte menneskes vilje var uden betydning ... Mennesker var ikke andet end mekaniske dukker på et bord som blev trukket op ved hjælp af en lille nøgle i ryggen [eller altså ved hjælp af trækopfuglens skrig] for siden at bevæge sig i retninger de ikke selv kunne vælge. Næsten alle som kunne høre trækopfuglens skrig gik til grunde. De fleste af dem døde ved at gå ud over kanten af bordet” (s. 549).

Maj Kasahara indtager i meget høj grad rollen som græsk kor og sandsiger, den stemme der udlægger hovedpersonens karakter og det net af begivenheder han er fanget i. I et par af de breve hun skriver til Okada, forklarer hun således at de fleste mennesker lever i den overbevisning at tingene hænger logisk og konsekvent sammen, men for Maj selv føles livet og dets sammenhænge som en komplet gåde. Hun forstår ikke hvordan hun kan være et produkt af sine forældre, og hun forstår ikke den kæde af tilfældigheder der har ledt hende ind i Okadas liv og videre til en landsby i bjergene hvor hun arbejder på en toupéfabrik.

Hvis Maj Kasahara repræsenterer det vilkårlige liv, så repræsenterer Muskat og hendes far, der levede i det japansk besatte Manchuriet under 2. verdenskrig, det forudbestemte, mens Okadas kamp hele romanen igennem repræsenterer muligheden for med sine handlinger at gribe ind og ændre det skæbnebestemte og forhindre at man ryger ud over kanten af bordet.

Den tredje centrale figur i romanen er for mig noget mere uklar. Den består, tror jeg, i kampen mellem Okadas verden på den ene side og Noboru Wattayas (altså Kumikos brors) verden på den anden side. Som Maj Kasahara siger til Okada: “Du er simpelthen noget af det mest normale, og så gør du de mest unormale ting.” “Nogle gange når jeg ser på dig får jeg en fornemmelse af at du kæmper virkelig hårdt mod et eller andet på mine vegne” (s. 350-351). Wattaya har nogle uhyggelige kræfter. Således kan han med sine hænders berøring drive kvinder til en vanvittig seksuel ekstase, men når han gør det fratager han dem samtidig deres sjælekerne, han driver personligheden ud af dem. Denne mystiske kraft er af samme natur som de hovedpiner Muskat og senere også Okada hjælper visse kvinder med at dulme, hovedpiner der er en slags levende mørke felter inde i kvindernes hoveder. Den kraft Wattaya repræsenterer står historisk i forbindelse med de skruppelløse kræfter i det japanske kejserrige før og under 2. verdenskrig, og det skinner igennem at Wattaya vil bruge sin politiske karriere til at fremme lignende skruppelløse politiske mål. Det er imidlertid ikke disse politiske mål som sådan der er så interessante, selvom der faktisk bliver forklaret noget om dem. For mig at se handler den anden verden, som Okada afskyr og helst bare vil undgå men er nødsaget til at kæmpe mod for at redde sin elskede, mere om en slags menneskelig forkvaklethed der kommer til at være det styrende princip i samfundsordenen samt om den smarte fernis der dækker over afstumpetheden.

Trækopfuglens krønike er som Murakamis andre værker fyldt med referencer som giver masser af mening for et vestligt publikum. F.eks. skriver han et sted: “Der så ud som Munch ville male en Kafka-roman.“ I øvrigt forekommer det mig at alle de mystiske, overnaturlige og underbevidste ting der sker i Murakamis romaner i nogen udstrækning er underlige på samme måde som David Lynchs film er underlige. Det kunne man måske godt udforske lidt mere, men det må blive en anden gang.

Kulturby 69 - Kulørte klatter på færde

Lørdag d. 31. marts var der en demonstration for et nyt ungdomshus. Den startede ved Christiania og endte på Enghave Plads med en afstikker til Vestre Fængsel. Jeg så først demonstrationen da den var nået til Enghave Plads; kom i tanke om den da jeg så salatfade cirkle rundt på Vesterbro og hørte helikoptere i luften, og gik hen og så på og deltog lidt, og det var virkelig en fed demonstration. Masser af god musik - dancehall, techno af forskellig slags (detroit, techhouse, berliner-loveparade-stil), upbeat balkanmusik, punk - masser af cool mennesker, og masser af god stemning. Der var nogle demonstrationsvagter klædt i sorte kedeldragter, hvorpå der stod IDIOTI, og nogle af dem red rundt på ponyer - fed idé - og på en af de små flyers som fulgte demonstrationen stod der: "Kulturby 69. Huset er væk. Byen er vores." "Ungdomshuset er væk og kulturen har taget gaderne". Og det havde den virkelig.

Det klædte Istedgade og Enghave Plads at være fyldt med alt det liv, og budskabet var og er klart. København har virkelig brug for ungdomshuskulturen.

I mit foregående indlæg om balladen om Ungdomshuset gav jeg udtryk for en ret kraftig kritik af den måde ungdomshusets brugere havde handlet på med afvisningen af Stevnsgade-løsningen og opdroringen til at udtrykke sin frustration på nærmest enhver tænkelig måde. Den kritik holder jeg fast i, men som jeg også pointerede så skal vi have et nyt ungdomshus, for der er brug for de livsmåder og udtryksmåder og indstillinger til verden, som ungdomshuskulturen repræsenterer. Det synes jeg netop var hvad fremgik klart ved den demonstration den 31/3.

Det bliver tit kritiseret, hvordan vi i disse år gennemlever en aggressiv normaliseringskampagne, som udgår fra en hævngerrig, intolerant og snævertsynet småborgerlighed, og som stræber mod at udrydde frirum som Christinia, Ungdomshuset (og inden da Thorsen, hvor operaen landede, samt Luftkastellet/Supertanker, hvor der skal bygges tæt og nyt efter at statens ejendomsselskab har solgt med maksimal profit). Det er ikke en helt forkert diagnose af tidsånden, om end retorikken om mordet på frirummene også kan blive noget skinger.

Den pointe jeg gerne vil frem til er at majoritetssamfundet i Danmark bliver nødt til at indse og acceptere, at der er sådanne alternative kulturer (som ikke bare handler om forskellige musikalske scener, hvilket er vigtigt nok, men også handler om alternative livsmåder og politiske holdninger og verdenssyn), det er ikke noget der kan udryddes, og de er en vigtig del af samfundet. Der er to præmisser for den pointe. 1) Et samfund som det danske, og som så mange andre, består tit i kraft af de uenigheder og uoverensstemmelser som gennemstrømmer det. Der er er slags uoverensstemmelsernes scenografi med forskellige grupper der ikke har meget tilfælles og ikke er enige om særlig meget, men alligevel hører til det samme samfund og netop definerer sig i forhold til hinanden. 2) De grupper, kulturformer og livsmåder der er i samfundet er sjældent nationale, men er blot lokale udtryk for strømninger der er til stede i en større verden. Det gælder såvel autonome/bz'ere som yuppier i firehjulstrækkere. Til majoritetssamfundet kunne man sige: Lad være med at prøve at udrydde de marginale grupper. Og til de alternative kulturer fra ungdomshuset kan man sige: Det er ikke en værdi i sig selv at man er en anderledes og marginaliseret gruppe som resten af samfundet betragter med mistro: Noget tilsvarende gælder også for rockere og terrorister, og jeg ved ikke lige hvor vigtigt det er at give dem frirum. Man bliver på en eller anden måde nødt til at affinde sig med de spilleregler der gælder for det omgivende samfund, det gælder bl.a. at man ikke sætter ild til gymnasier og andre folks biler. Og hvis man vil have et hus, hvad er der så galt i at lade en fond betale det?

Powered by Movable Type 3.2