« Kulturby 69 - Kulørte klatter på færde | Forside | CO2-reduktion og flytransport »

Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike

Jeg har tidligere skrevet om én af den japanske forfatter Haruki Murakamis romaner, nemlig Kafka on the Shore (se hér). Ved den lejlighed nævnte jeg Trækopfuglens krønike som Murakamis hovedværk, og nu vil jeg gerne tilbyde en kort analyse af den fantastiske roman.

Romanen blev udgivet i 1997 på japansk og oversat fra japansk (af Mette Holm) og udgivet på dansk på forlaget Klim i 2001. Den er på 635 sider og findes muligvis stadig i handelen, i givet fald i en fin udgave i stift bind til en rimelig pris.

Romanens fortæller er Toru Okada, en ung arbejdsløs fyr der lever et temmelig stille liv med sin kone Kumiko. Romanen bliver sat i gang af et mærkeligt telefonopkald som fortælleren modtager fra en navnløs kvinde, mens han kone er på arbejde. Herefter følger en række af besynderlige begivenheder.

Først og fremmest forsvinder hans kone, Kumiko. I sin søgen efter hende må Okada på orfeusk vis forsøge at redde sin elskede tilbage fra underverdenen, og her får han hjælp fra en dødsfikseret teenagepige ved navn Maj Kasahara, to synske søstre ved navn Malta og Kreta Kano, en gammel soldat, der fortæller ham om krigens bestialitet samt en mor og en søn, kaldet Muskat og Kanel, som driver en slags virksomhed hvor de healer kvinder der er plagede af frygtelige hovedpiner. Hans altoverskyggende fjende i denne stræben er Kumikos bror, Noboru Wattaya, der er dybt følelsesmæssigt forkvaklet og har en mystisk magt som han kan bruge til at skænde kvinder, men som udadtil i det japanske samfund fremstår som en mediekæledægge, en intellektuel med blændende analyser og en populær appel. Undervejs i sin søgen må Okada søge ned i en tørlagt brønd, og den finder han fra en gyde der ligger bag ved hans hus, og som er blevet lukket i begge ender, således at den ligger hen som et ingenmandsland bag de omliggende huse. Fra brønden kan man under de rette betingelser bevæge sig ind i den underverden, hvor hans kone i en vis forstand, dvs. sjæleligt set, holdes fanget. Det hele bliver på en eller anden måde bundet sammen af trækopfuglen, som med sit skrig trækker verden op.

Brønden er en helt central figur i bogen. Den udtørrede brønd tjener – som jeg læser bogen – som metafor for at man som individ er et isoleret og afgrænset væsen, alene i sit rør og afskåret og isoleret fra andre mennesker, men samtidig er der i brønden også forbindelse til de vandførende lag som under jorden binder os sammen. Ved at kravle ned i brønden og sætte sig på bunden af den og tænke – eller faktisk nærmest tømme sig for tanker – får han forbindelse med “en anden verden”, en slags drømmenes eller sjælelivets verden, og da Okada på et tidspunkt får et syn befinder han sig i en svømmehal, men føler sig pludselig transporteret til bunden af en denne gang vandfyldt brønd (s. 356). Jeg opfatter ikke denne brønd-figur som en forestilling om telepatisk kontakt imellem mennesker og heller ikke rigtig som en forestilling om det kollektivt ubevidste, men derimod netop som en forestilling om de sjælelige forbindelser der er mellem os, en forestilling om at vi som enkelte mennesker både er helt afgrænsede fra hinanden og alligevel forbundne.

En anden central figur i romanen er hvad man kunne kalde en “trialektik” mellem en forståelse af det menneskelige liv som en ophobning af tilfældigheder, der kaster os og hid og did uden nogen mening; en forståelse af menneskets liv som forudbestemt, styret af kræfter og skæbner og forudgående begivenheder som er langt stærkere end os; og en forståelse af vores liv og skæbne, som noget vi med vores vilje kan søge at gribe ind i og forme, i hvert fald så meget at vi bryder med noget af forudbestemtheden og kan forbinde tilfældighederne med lidt mening. Det er i denne trialektik trækopfuglen gør sig gældende. “Fuglens skrig kunne kun høres af nogle særlige mennesker, som lod dette skrig føre dem frem mod en uafvendelig undergang, Det enkelte menneskes vilje var uden betydning ... Mennesker var ikke andet end mekaniske dukker på et bord som blev trukket op ved hjælp af en lille nøgle i ryggen [eller altså ved hjælp af trækopfuglens skrig] for siden at bevæge sig i retninger de ikke selv kunne vælge. Næsten alle som kunne høre trækopfuglens skrig gik til grunde. De fleste af dem døde ved at gå ud over kanten af bordet” (s. 549).

Maj Kasahara indtager i meget høj grad rollen som græsk kor og sandsiger, den stemme der udlægger hovedpersonens karakter og det net af begivenheder han er fanget i. I et par af de breve hun skriver til Okada, forklarer hun således at de fleste mennesker lever i den overbevisning at tingene hænger logisk og konsekvent sammen, men for Maj selv føles livet og dets sammenhænge som en komplet gåde. Hun forstår ikke hvordan hun kan være et produkt af sine forældre, og hun forstår ikke den kæde af tilfældigheder der har ledt hende ind i Okadas liv og videre til en landsby i bjergene hvor hun arbejder på en toupéfabrik.

Hvis Maj Kasahara repræsenterer det vilkårlige liv, så repræsenterer Muskat og hendes far, der levede i det japansk besatte Manchuriet under 2. verdenskrig, det forudbestemte, mens Okadas kamp hele romanen igennem repræsenterer muligheden for med sine handlinger at gribe ind og ændre det skæbnebestemte og forhindre at man ryger ud over kanten af bordet.

Den tredje centrale figur i romanen er for mig noget mere uklar. Den består, tror jeg, i kampen mellem Okadas verden på den ene side og Noboru Wattayas (altså Kumikos brors) verden på den anden side. Som Maj Kasahara siger til Okada: “Du er simpelthen noget af det mest normale, og så gør du de mest unormale ting.” “Nogle gange når jeg ser på dig får jeg en fornemmelse af at du kæmper virkelig hårdt mod et eller andet på mine vegne” (s. 350-351). Wattaya har nogle uhyggelige kræfter. Således kan han med sine hænders berøring drive kvinder til en vanvittig seksuel ekstase, men når han gør det fratager han dem samtidig deres sjælekerne, han driver personligheden ud af dem. Denne mystiske kraft er af samme natur som de hovedpiner Muskat og senere også Okada hjælper visse kvinder med at dulme, hovedpiner der er en slags levende mørke felter inde i kvindernes hoveder. Den kraft Wattaya repræsenterer står historisk i forbindelse med de skruppelløse kræfter i det japanske kejserrige før og under 2. verdenskrig, og det skinner igennem at Wattaya vil bruge sin politiske karriere til at fremme lignende skruppelløse politiske mål. Det er imidlertid ikke disse politiske mål som sådan der er så interessante, selvom der faktisk bliver forklaret noget om dem. For mig at se handler den anden verden, som Okada afskyr og helst bare vil undgå men er nødsaget til at kæmpe mod for at redde sin elskede, mere om en slags menneskelig forkvaklethed der kommer til at være det styrende princip i samfundsordenen samt om den smarte fernis der dækker over afstumpetheden.

Trækopfuglens krønike er som Murakamis andre værker fyldt med referencer som giver masser af mening for et vestligt publikum. F.eks. skriver han et sted: “Der så ud som Munch ville male en Kafka-roman.“ I øvrigt forekommer det mig at alle de mystiske, overnaturlige og underbevidste ting der sker i Murakamis romaner i nogen udstrækning er underlige på samme måde som David Lynchs film er underlige. Det kunne man måske godt udforske lidt mere, men det må blive en anden gang.

TrackBack

TrackBack URL for this entry:
http://www.groveloejer.dk/cgi-bin/mt/mt-tb.cgi/687.

Kommentarer

Godt indlæg. jeg er selv lige blevet færdig med bogen. har læst de fleste af Haruki´s romaner, men Kafka på stranden er stadig min yndlings.

desuden staves Kumiko´s bror vist wataya. :)

Hej Ida
Tak for kommentar :-). Jeg tror nok, at Trækopfuglen og nogle af de tidlige romaner: "Dans, dans, dans" og fårejagten er mine yndlings, men jeg tror også det beror på, at det var dem jeg startede med og blev helt overvældet af. Personligt synes jeg nok der er lidt for meget inspiration fra psykoanalyse i Kafka på stranden, men det ergivetvis en smagssag.
Lars

Jeg tror du har helt ret.. Den første er den bedste.. Jeg læste nemlig Kafka på stranden først! ;)
derefter kom:
Sønden for grænsen og vesten for solen.. (den skuffede mig enormt. intet specielt over den, efter min mening.)
Den vilde fårejagt ( langt bedre end dans dans dans, fandt jeg ud af.)
dans dans dans
efter skælvet. (den har jeg fået flere venner til at læse, da den er en hurtig måde at lære Haruki Murakami´s unikke stemning at kende.)
Derefter læste jeg Sputnik min elskede. Den har jeg haft delte tanker om.. men efter at have "tygget lidt på den" syntes jeg den var rigtig god..
Nu skal jeg til at begynde på Norwegian Wood :)!!

Hvor mange har du læst, og har du evnt. andre (japanske?) forfattere der minder om Haruki Murakami?

Mvh Ida :)

Du har tydeligvis læst flere Murakami-romaner end mig. Jeg har hverken læst "Sønden for grænsen..." eller "Efter skælvet". I øvrigt har jeg det som dig med "Sputnik min elskede", altså blandet - og mens jeg sidder og skriver dette kan jeg knap nok huske den.

Jeg tror ikke jeg kender andre japanske forfattere, men siden du spørger vil jeg ikke lade være med at lovprise en anden af mine yndlingsforfattere - som godt nok er noget heeelt andet end Murakami - nemlig Jonathan Franzen. Han har skrevet "Corrections", som er oversat til "Korrektioner, samt "Strong motion", der ikke er oversat. Men ham kender du sikkert. (Nu jeg er i gang, vil jeg i øvrigt også gerne anbefale Jeffrey Eugenides).

Jeg synes det er længe siden at jeg er blevet så optaget af en forfatter som af Franzen og Murakami. Så anbefalinger modtages gerne :-)

Alt godt, Lars

Sputnik min elskede, er en mand, der fortæller om hans gode veninde (sumire) han er forelsket i, selvom hun har et forhold med en 18 år ældre kvinde.. Og så forsvinder Sumire et tidspunkt, på en eller anden sydhavsø.. :)

Spændende med anbefalinger. - skal nok give dem en chance!

Hmm, på stående fod, ved jeg ikke lige hvem jeg kunne anbefale dig.. Er igang med Jack London´s "ulvehunden" pt. da jeg tænker at jeg efterhånden bliver nød til at læse nogle klassikere..

Tak for anbefalingerne!
- Ida

Hej Lars og Ida.
Tak for dit input omkring Trækopfuglen, det var interessant!
Angående andre japanske forfattere, kan jeg varmt anbefale forfatteren Banana Yoshimoto, og især bogen "NP"!

Hej Andreas
Tak for tip. Altid godt med nyt læsestof :-)

Skriv en kommentar

Powered by Movable Type 3.2