Arkiv: marts 2008

« april 2007 | Forside | oktober 2008 »

19.03.2008

Ritual, en definition

I en anden sammenhæng er jeg blevet bedt om at give en definition af begrebet ritual. Den tekst jeg har fået skruet sammen vil alligevel ikke blive publiceret og brugt - ikke fordi der er noget galt med den, men af andre grunde - og så slår det mig, at teksten passende kan blive publiceret på denne blog, så andre måske kan have glæde af mit arbejde. (Hvis du citerer teksten, må du gerne referere kilden).

Ritual: et sæt af handlinger, der udføres efter et særligt mønster eller en særlig koreografi, som på forhånd er fastlagt og kodificeret. I forbindelse med religionsudøvelse og ved vedligeholdelse af sociale institutioner udføres ritualer, også kaldet riter, især for deres symbolske betydning, som er foreskrevet af religionen eller af samfundets traditioner. Ritualer indgår ikke blot i den sociale organisering af gudsdyrkelse, men i et bredt spektrum af sociale begivenheder og samfundsmæssige processer, f.eks. såning og høst eller vedligeholdelse af samfundets magtinstitutioner såsom åbning af et parlament eller retshåndhævelse. Ritualer indgår også i markering af overgange fra en tilstand til en anden, både for samfundsinstitutioner og enkeltmennesker. Forandringer i et menneskes sociale eller seksuelle status ved fødsel, pubertet, bryllup og død markeres således med ritualer, der er kodificeret med henvisning til samfundets traditioner og normer.

Ritualer har været genstand for sociologiske og antropologiske studier lige fra disse videnskabers grundlæggelse. Således opfatter Emile Durkheim ritualer som en afgørende bestanddel i opretholdelsen af social sammenhængskraft. Om ritualets symbolske indhold etablerer en gudsdyrkelse eller på anden måde etablerer en forbindelse til noget, der fremstår som større end det enkelte menneske, f.eks. demokratiet eller nationen, så er ritualets centrale funktion at bekræfte det sociale bånd. Dette fremstår eventuelt gennem betydningsindholdet i ritualets koreografi, men nok så meget i kraft af den sociale dynamik, som bliver skabt gennem den fælles oplevelse og udøvelse af ritualets forskellige komponenter såsom sang, dans, råben og hujen og diverse kropslige bevægelser m.v. Herigennem kan der opstå en fornemmelse af overskridelse og en oplevelse af at være del af noget større. Antropologiske studier, bl.a. af Arnold van Gennep og Victor W. Turner, har kortlagt en grundstruktur i ritualers koreografi, en struktur der består af de tre faser: adskillelse, overgang - den liminale fase hvor ritualets udøvere befinder sig i et grænseland uden tilhør - og reintegration.

Begreberne ritual, rituel og ritualiseret bliver endvidere brugt om en bred vifte af praksisser, der ikke er knyttet til det hellige, fx hilseritualer, julehygge eller ritualer ved mødeafvikling, hvor fremgangsmåden for den sociale interaktion er kodificeret efter et fastlagt mønster, der fremstår som sin egen begrundelse. Den sociologiske interesse samler sig her om den sociale interaktion, som ritualet muliggør og iscenesætter.

04.03.2008

Storbykultur og bilisme

Den 9/2 2008 bragte Politiken et debatindlæg skrevet af mig, og tak for det. Der var dog blevet skåret i teksten og et par pointer blev lidt slørede på den måde, så her er hele teksten:

Søren Ulrik Thomsen, den fantastiske digter, har kastet sig ud i en politisk kamp til fordel for biltrafikken i København. Mens nødvendigheden af at reducere udslippet af CO2 bliver mere og mere påtrængende, mens trængselsproblemerne i hele hovedstadsområdet bliver mere og mere alvorlige, og internationale rapporter kan fortælle at luftkvaliteten i København og andre danske byer er så ringe, at det alvorligt forringer folks helbred, går Thomsen til angreb på byens planer for at begrænse biltrafikken. Hans synspunkt er, at en reduktion i biltrafikken vil være ødelæggende for storbykulturen og det urbane liv, som netop er kendetegnet ved masser af trængsel og larm og trafik og dermed masser af liv. Når Københavns Rådhus vil arbejde for parkeringsrestriktioner, bompenge og måske en omlægning af de store brogader, så de bliver lukket for gennemkørende biltrafik, så mener Søren Ulrik Thomsen at den slags initiativer vil ødelægge det sande storbyliv og ødelægge den klassiske storbykultur.

Det ærgerlige og frustrerende ved Thomsens politiske sag er ikke blot, at den er reaktionær og bagstræberisk, og heller ikke blot at den er fuldstændig ligeglad med de voldsomme miljø- og trængselsproblemer som den voksende biltrafik afstedkommer. Det frustrerende er at den hviler på en falsk præmis og forkerte iagttagelser.

Det er simpelthen forkert at karakterisere bilen og biltrafikken som et centralt og uomgængeligt element i den klassiske storby og det pulserende, mangfoldige byliv. Den klassiske storby som Paris, London og New York fra 1850 til 1950 er ganske vist kendetegnet af en omfattende trafik og en broget menneskevrimmel, men det er først og fremmest en trafik og en vrimmel som bliver båret af undergrundsbaner og sporvogne og bevæger sig til fods (eller endda på cykel, som vi kender det fra mindre metropoler som København).

Mere end det, så er selve essensen i at være "citizen"/"citoyen"/byborger, at det er i øjenhøjde man møder alle disse fremmede mennesker, som man er omgivet af i den larmende, pulserende storby. Man stimler sammen og passerer hinanden i de offentlige transportmidler, til fods og på cykel i gaderne, og alle disse fremmede møder man netop som mennesker med kroppe og forskelligheder – heri består det citizen-agtige – snarere end som aflukkede kapsler der suser forbi. Bilen er i den forstand en invasion af det offentlige rum; bilen er et lukket privat rum uden kommunikation med omgivelserne, og det er som sådan den invaderer det fælles gaderum. Bilen fortrænger de steder, hvor det urbane har mulighed for at udfolde sig.

Det er ikke den klassiske storby, men snarere den post-klassiske storby – områder som L.A. – der primært er karakteriseret af biltrafikken. Her er det urbane rum spredt og diffust, og bylivet er erstattet af et endeløst forstadsliv bestående af lave huse, parkeringspladser, motorvejsudfletninger og manglen på sammenhængende gaderum. Det er ikke den klassiske bykerne, men den klassiske forstad, der for alvor er bilens element. Det er dog heldigvis ikke dér storbykulturens fremtid ligger. Vi er hinsides den post-klassiske storby.

Udviklingen af København, og svaret på de voksende problemer med biltrafikken, er efter min mening ikke at gøre brogaderne til gågader; der er jeg formentlig enig med Thomsen. Det er ganske vist lodret forkert, når han i P1 Morgen d. 5/2 ’08 påstår, at Blågårdsgade er blevet lagt øde ved at blive til gågade. Den var blevet lagt øde, fordi baggårdene blev ryddet og befolkningstallet faldt, og byen udviklede sig i andre retninger, men i dag er gaden langt fra øde, den er tværtimod fyldt af caféer og forretninger, ligesom Strøget er fuldt af liv. Ikke desto mindre skal vi ikke forvandle alle Københavns gaderum til Strøget. Det ville være forfærdeligt. Vi har brug for et levende og frem for alt forskelligartet forretningsliv, vi har brug for forfaldne huse og baggårde og mærkelige foretagender i afdankede butikslokaler, vi har brug for masser af mennesker og trafik i gaderne, men det er ikke bylivet der skal tilpasse sig biltrafikken, det er biltrafikken der skal indordne sig under bylivet. Så brogaderne skal måske ikke forvandles til gågader, men man kan måske lukke Nørrebrogade for gennemkørende biltrafik (men altså stadig have busser og taxier og handicapbiler og ærindekørsel), og man kan lave såkaldt miljøprioriteret gennemkørsel på de andre brogader. Det er sådan den klassiske storby kan udvikle sig.

Eksempler på miljøskizofreni

Der skal gøres noget omfattende og drastisk ved vores afhængighed af fossile brændsler som olie, kul og gas. Det skal der af hensyn til klodens klima, for at begrænse lokal luftforurening, fordi afhængigheden af olie er en konstant kilde til sikkerhedsproblemer, og fordi olieresurserne er begyndt at blive meget dyre at udvinde. Der er heldigvis masser man kan gøre, både i forhold til at bruge vedvarende energikilder og i forhold til at spare på energien og udvikle mere energieffektive teknologier.

Bekymringen over den menneskeskabte globale opvarmning er begyndt at vinde frem igen, både i Danmark og på internationalt plan, men selv om flere klimabevidste ord spreder sig i offentligheden, så har indsigten i såvel klimakrisen som løsningerne på den alligevel svært ved at trænge igennem. Jeg falder hele tiden over eksempler på, at man simpelthen ikke forstår problemet - eller ikke forstår at løsningerne skal medtænkes i alle dele af vores livsførelse. Somme tider har de eksempler karakter af en decideret skizofreni.

1) Fx. er Danske Spil sammen med ni andre danske virksomheder "med til at støtte inspirerende projekter i landets grundskoler. Bæredygtighed er årets emne." Samtidig udlodder de en lørdag i februar 2008 to jaguarer som en ekstraordinær gevinst i Lotto-trækningen, hvilket bliver understøttet med reklame-plakater til landets Lotto-forhandlere. Jamen altså. Kan de mennesker ikke se, at de to initiativer slet ikke stemmer overens? Hvis man endelig skal udlodde en bil, så kunne man passende udlodde en Toyota Prius, som er en hybridbil med både el- og benzinmotor. Den har en strålende benzinøkonomi, kører 23 km/l, og den mangler ikke noget i luksus og køreegenskaber.

2) Trofaste Politiken-abonnenter bliver Politiken Plus-medlemmer og kan få forskellige rabatter rundt omkring. Man kan bl.a. få et gratis BroPas-abonnement til Øresundsbroen, hvilket giver mulighed for faste lave priser, når man kører over broen i bil. Det var dog en fantastisk dårlig idé, som strider mod den højere miljøprofil Politiken ellers har anlagt efter de mange år med ukritisk opbakning fra Seidenfaden til Lomborgs anti-miljøkamp. I stedet for et BroPas til biler skulle man give en rabat på togture over Øresund. Det ville være meget mere bæredygtigt. Ligeledes skulle man afstå fra at give rabat på flyrejser til udlandet og i stedet give det til togrejser.

03.03.2008

Interview i P1 Morgen om danskernes miljøindsats

Fredag d. 8/2 blev jeg interviewet til P1 Morgen til et indslag med dette indhold: "Danskere kan gøre mere for miljøet: Langt de fleste kunne gøre meget mere for at spare på energien og dermed skåne miljøet. Men dårlige vaner er forfærdelig svære at lave om på". Find interviewet HER

Brunch-frugt

Åh, at brunche, at sidde på en café med en tallerkenfuld af æg og cocktailpølser, youghurt, croissant og frugt... og hvad der ellers bliver fundet på. Men hvorfor bruger alle caféer stort set den samme kedsommelige frugtblanding: Lidt ananas, lidt melon og druer og måske et jordbær. Hvorfor tager de ikke danske æbler og pærer, når sæsonen er til; der findes masser af fine sorter at vælge mellem. Hvorfor er der stort set aldrig nogle der bruger friske bær som fx. brombær og stikkelsbær og ribs? hvorfor flyve kiwi ind fra den anden ende af verden til en brunch; hvorfor spise friske jordbær og druer i februar? Det er helt skørt. I vinterårstiden kunne man holde sig citrusfrugter, æbler og bananer og måske noget henkogt eller syltet frugt der ikke er alt for sødt.

Infrastrukturkommissionen og vejtrafikkens uendelige vækst

I januar 2008 udkom Infrastrukturkommissionens rapport og betænkning om udviklingen af vej- og baneanlæg og transportinfrastruktur i Danmark frem til 2030. Der var mange kloge kommentarer i den anledning, også fra nogle af kommissionens medlemmer, om hvor visionsforladt arbejdet er. Kritikken er især gået på, at man ikke har medtænkt de enorme klima- og miljøproblemer der udgår fra trafikken med dens hastigt voksende udledning af både CO2 og andre skadelig stoffer (bl.a. partikler og kvælstof-ilter), der skaber lokal forurening i byerne. Kritikken har endvidere påpeget det idiotiske i, at kommissionen ikke måtte tage stilling til forskellige former for bompenge, betalingsringe og trængselsafgifter ved de store byer, netop for at modvirke de miljø- og trængselsproblemer som især bil- og flytrafikken skaber.

Men et væsentligt aspekt kom aldrig frem i kritikken, nemlig selve præmissen for kommisionens arbejde. Præmissen er en formodning om, at det såkaldte transportarbejde – dsv. hvor mange mennesker og hvor mange stykker gods der rejser hvor langt – vil stige med 70 % frem til 2030. Den forudsigelse er detaljeret beskrevet i en selvstændig rapport. Noget af væksten udgøres af varetransporten, men tænk lige over det: 70 %!!! Så lang tid er der faktisk heller ikke til 2030. Det betyder, at du og hver eneste person i landet kommer til at futte endnu mere rundt i bil. Er det noget du har lyst til? Er det noget du kan holde ud? Er det noget samfundet kan bære?

Faktisk er det nødvendigt netop at tage fat i den præmis man, hvis man vil løse de enorme problemer som den konstante og ukontrollerede vækst i trafikken – især bil- og flytrafikken – medfører.

Den offentlige planlægning kan selvfølgelig have nytte af at lægge forskellige kvalificerede forudsigelser til grund for sit arbejde, men man kan bruge sådanne forudsigelser og fremskrivninger på to måder: Enten kan man forudsige og tilvejebringe, altså fx forudsige at der kommer 70 stigning i trafikken, og så tilvejebringe flere motorveje. Eller man kan forudsige og forhindre, altså spørge sig selv om en 70 stigning i trafikken virkelig er ønskeligt, om det ikke er et problem for hele samfundet og for den enkelte, og om man så måske skulle indrette samfundet, så der ikke bliver en sådan stigning.

På energiområdet er det jo lykkedes fra 1980'erne frem til begyndelsen af 2000'erne at opretholde en stor økonomisk vækst i det danske samfund uden at energiforbruget er steget i den periode. (Det har så ændret sig fra 2001 og indtil for ganske nylig, hvor den højreorienterede Fogh-regering har ført en dybt bagstræberisk energipolitik og stoppet alt arbejde med at udvikle energibesparelser og nye energikilder). Det må også kunne lade sig gøre for transporten, altså have fortsat økonomisk udvikling uden at den samlede transport vokser.

Vi kan for at nå et sådant mål sætte ind på mange fronter
- Lade være med at bygge flere motorveje: Flere veje giver mere trafik, som medfører krav om flere veje. Det er en ond cirkel som bør brydes
- Gøre alt for at forhindre, at folk kører deres børn i skole og alle mulige andre steder hen i bil. Børnene har alligevel bedst af selv at røre sig, og der ligger en frihed for børnene i selv at færdes i verden. Til den ende er det vigtigt at sørge for sikre skoleveje og sikre ruter til de aktiviteter børn deltager i.
- Det er ligeledes vigtigt at alle de aktiviteter som hverdagslivet byder på (for børn og voksne) ikke er spredt geografisk ud over det hele. Vi skal ikke indrette vores byer som tomme soveområder koblet til motorveje der fører til indkøbscentre og event-paladser. Vi skal indrette vores byer, så de understøtter et mangfoldigt liv - med grønne områder, indkøbsmuligheder, fritids- og rekreationsfaciliteter og adgang til offentlig transport - indenfor en rimelig afstand fra bolig og arbejde.
- Bygge en infrastruktur der meget mere effektivt understøtter hjemme- og fjernarbejde, så man ikke behøver at pendle så meget og ikke behøver at mødes ansigt til ansigt hver eneste gang samarbejdspartnere skal drøfte en detalje. Det vil bl.a. være sådan noget med bedre videolink-faciliteter.
- Begynde at beskatte flytrafik.

Fertilitetsbehandling og rugemødre

I Danmark er det muligt at få fertilitetsbehandling på det offentliges regning, og det gælder heteroseksuelle par såvel som lesbiske par og enlige kvinder. Hvis man nu ville være lidt polemisk, så kunne man hævde at den ordning er diskriminerende overfor enlige mænd og bøssepar. Som de eneste familietyper, har de ingen mulighed for at få det offentliges hjælp til at få børn. Man kunne derfor - for at være endnu mere polemisk - hævde, at enlige mænd skal have krav på at få det offentlige til at betale for en rugemor (hvilket dog godt nok kræver at man kan finde nogen der vil stille op).

Man kan også mene, at det ikke er det offentliges opgave at betale for fertilitetsbehandling. Det er fint nok, at den behandling findes, men folk må selv betale. Man skal jo også selv betale store afgifter, når man ønsker at adoptere.

Modargumentet mod det synspunkt er, at manglende evne til at få børn faktisk er en lidelse/sygdom hos heteroseksuelle par, og det er sædvanligvis en opgave for det offentlige sundhedsvæsen at behandle sygdomme (om end der faktisk er masser af brugerbetaling i sundhedsforsorgen i dag, fx. er der en betragtelig egenbetaling ved behandling af paradentose og andre smertelige sygdomme i tænderne og munden). Derimod er det ikke en sygdom at være enlig kvinde eller lesbisk, så hvorfor skal det offentlige egentlig betale disse gruppers fertilitetsbehandling?

Her er det så at argumentet om diskrimination bliver fremført, altså at det vil være diskrimination mod lesbiske og enlige kvinder, hvis de ikke kan få fertilitetsbehandling, når heteroseksuelle par godt kan få det. Men igen, det er ikke en sygdom at være lesbisk eller enlig, og hvis der virkelig er tale om diskrimination, hvorfor har man så ikke øje for den diskrimination der vedbliver med at ramme de enlige mænd? Så måske er argumentet snarere, at fertiliteten er lav i Danmark, ikke så lav som i resten af Europa, men dog lavere end hvad der er påkrævet for at holde befolkningen på dens nuværende størrelse og sikre en jævn aldersspredning. Derfor kan man mene, at alle der ønsker at få børn skal have hjælp til det. Men hvorfor finder man så ikke på en eller anden hjælp til enlige mænd. De kan da være lige så gode forældre og elske deres børn lige så højt som enlige mødre og lesbiske.

Argumenter vedrørende prostitution og kriminalisering af kunderne

Der har i nogen tid været rejst politiske krav om at kriminalisere køb af sex, sådan som man har gjort i Sverige. Jeg vil gerne i dette indlæg prøve at anføre nogle argumenter vedrørende det spørgsmål. Mit ærinde er først og fremmest diskussion snarere end at insistere på et bestemt synspunkt (så hvis du har modargumenter, så bare anfør dem, men uden at skælde ud).

Det udgangspunkt jeg gerne vil foreslå for dette indlægs diskussion er følgende: Principielt har enhver kvinde og enhver mand ret til at bestemme over sin egen krop. Hvis man vælger at bruge sin krop på en sådan måde, at man får penge for at dyrke sex, så har man lov til det – og så må det også være tilladt for køberen at indgå i en sådan relation.

Ovenstående principielle synspunkt findes i forskellige varianter og bliver af dets modstandere ofte kaldt myten om den lykkelige luder. Selve det udtryk synes jeg dog er en forvanskning af argumentet. Der er ikke nogen der kalder det myten om den lykkelige rengøringsmedhjælp, den lykkelige landarbejder eller den lykkelige fysioterapeut, når det bliver anført at man fint kan vælge at bruge sin krop i den slags beskæftigelse og få penge for det, og der findes mange slags beskæftigelse, bl.a. ovennævnte, hvor man bruger sin krop meget og også har kontakt med andre menneskers kroppe og med deres efterladenskaber.

Det centrale spørgsmål er derimod om valget er frivilligt, altså om man reelt selv vælger at bruge sin krop til at sælge sex, eller det er noget man er tvunget til. Det er indlysende, at hvis enhver kvinde og mand har ret til selv at bestemme over sin krop, så er der ikke nogen der har ret til at tvinge én til at sælge sex (eller tvinge én til slavearbejde, fx i kakaoplantager eller tøjfabrikker, hvilket er kendte eksempler, hvor børn den dag i dag arbejder under slavelignende forhold). Der er mange efterretninger om at især kvinder bliver tvunget ind i prostitution og bliver handlet på tværs af grænser (det der hedder trafficking), og de kvinder lider selv sagt stor overlast. Når det sker, er det rimeligt hævde, at ikke kun bagmanden men også kunden er ansvarlige for tvangen.

Det næste diskussionsspørgsmål er så, om enhver der sælger sex gør det under tvang. Det er i hvert fald ikke svært at finde udtalelser fra prostituerede, der hævder at de selv har valgt at sælge sex, og at de har det fint med deres beskæftigelse. Fx Lilje i Politiken, 11/3 2007: “Jeg elsker mit job, og folk skal ikke komme med alle deres fordomme om, hvordan jeg har det.” Eller Lotte i Politiken, 22/9 2002: “Jeg hygger mig faktisk ved at være på arbejde. De fleste ser en narkoman for sig, når de hører ordet prostitueret. Men det er helt forkert. Se på mig. Se på klinikken her. Mange af mine kunder kommer fast og kalder mig deres onsdagskæreste. Det handler jo bare om at få et hyggeknald og en lille snak.” I Information den 7/12 2007 er der ligeledes en artikel om veluddannede kvinder der med åbne øjne vælger at være prostituerede frem for fx at have et stresset, dårligt lønnet, konstant kontrolleret og ringeagtet arbejde på universitetet eller i socialsektoren, og med det valg oplever de på flere punkter en større frihed i deres tilværelse. I Information d. 8/3 2008 (side 6) bliver der refereret fra et pressemøde i anledning af oprettelsen af sexarbejderne nye talerør sexarbejde.dk - hvor der bliver bragt flere udsagn fra sexarbejdere og en længere diskussion af disse forhold, også ud fra en feministisk tilgang - og på det pressemøde fortæller Nina på 22, at hun begyndte som prostitueret for 7 måneder siden og er vild med det, og en kvinde der kalder sig "Feministen" udtrykker sin vrede over, at Dansk Kvindesamfund har kapret kvindernes internationale kampdag til en kampagne mod sexkøb.

Sociologen Christina Alzaga har undersøgt arbejdet i massageklinikker, og hendes studier lægger heller ikke op til alene at opfatte den prostituerede som offer. Hendes arbejde kan man læse om i bl.a. nedenstående publikationer (og jeg tager hende selvfølgelig ikke til indtægt for de argumenter der bliver anført i denne blog)
- Alzaga, Christina (2007): Prostitution indendørs. Massageklinikken som socialt rum. Dansk Sociologi, 18 (1): 9-34
- Alzaga, Christina (2004): Pige på lagnet: socialitet, entreprenørmentalitet og risikovillighed i indendørsprostitution. Specialeseriennr. 57, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Imidlertid kan man stadig problematisere, hvor frit valget af at sælge sex altid er. Ud over den form for åbenbar tvang, som kan foregå under trusler om vold eller ved at fange den prostituerede i gældsfælder eller andre former for tvangsprægede omstændigheder, så kan der være socialpsykologiske omstændigheder, der i praksis kan have en tvangsvirkning. Undersøgelser viser, at nogle prostituerede er ofre for incest og andre seksuelle overgreb i barndommen, og deres valg af at sælge sex er præget af den baggrund og bidrager samtidig til at forværre deres traumer. Ligeledes kan narkomaner være så afhængige af deres stof, at de må skaffe penge til det ved at ved at sælge sex, hvilket de ellers ikke ville have gjort.

Man kan sige, at den der udnytter et andet menneske, der tydeligvis er ude af stand til at tage vare på sig selv, også bærer et moralsk ansvar. F.eks. hvis en prostitutionskunde køber sex af en narkoman, der pga. sin afhængighed befinder sig i tvangslignende omstændigheder, så kan man sige, at kunden er med til at udøve tvangsforholdet.

Der er også tidligere prosituterede der siger, at de nok selv valgte at gå ind i den branche, men at de helst ville have været fri for at kunne træffe det valg, fordi det har traumatiseret dem - eventuelt forværret de psykiske skader de havde, inden de overhovdet gik i gang med at sælge sex. Her ville modinvendingen være, at man kan få, eller få forværret, psykiske mén af alle mulige slags beskæftigelse: en togfører der ser for mange selvmord, en underviser der bliver udbrændt, ofre for psykopatiske chefer, hårdt pressede medarbejdere der går ned med stress osv.

Så spørgsmålet er om man kan sige, at der er forskel på prostitution, og at forholdene for mennesker der sælger sex er så forskellige, at det ikke er et generelt forbud mod sexkøb der er brug for, men dels en indsats til at forhindre salg af sex under tvang, dels en hjælp til dem der får og har sociale problemer - ligesom samfundet også gennem sundhedsvæsenet hjælper ofre for stress og udbrændthed. Når en kvinde eller mand selv vælger at arbejde som prostitueret – og der bliver ved med at dukke udsagn op der tyder på, at det for nogle mennesker er tilfældet – så må de have ret til at træffe det valg, netop fordi enhver har ret til at bestemme over sin egen krop. Og så må det også være OK at være kunde. Her handler det i virkeligheden om, at det omgivende samfund må respektere den prostituerede, som man respekterer alle andre mennesker i samfundet.

Derimod kunne man indføre et forbud mod at købe sex af mennesker der er udsat for trafficking. Det vil godt nok være en udfordring for anklagemyndigheden at sandsynliggøre, at kunden ikke var i god gro, men politi og anklagemyndighed må jo hele tiden løse den slags opgaver i retshåndhævelsen, og en del af pointen med en sådan lovgivning er også dens markering af normative grænser.

02.03.2008

"Coffee to go" eller "Kaffe ud af huset" - Om sproglig dovenskab

I medie- og gadebilledet støder man hele tiden på ting og sager, der bliver benævnt med engelske udtryk. Det er efter min mening sproglig dovenskab at gøre sådan. Her er nogle eksempler. Send gerne flere

- På stationsbygningen i Roskilde er der et skilt ved én af dørene, og på det skilt står der "Risk management". Øh, hvad? Er der i DSB og/eller på Roskilde Station en sektion der hedder Risk Management? Hvorfor i alverden kalder de den ikke bare risikostyring?
- Offentlige myndigheder og private virksomheder nedsætter rask vægt en Task Force, når der er et eller andet problem der skal løses. Det forekommer mig direkte latterligt med den sprogbrrug. Man kunne vel bare nedsætte en indsatsgruppe eller en indsatsledelse.
- Kiosker, bagere, brødudsalg og caféer sælger alle Coffee To Go; jeg har endda hørt en ekspedient spørge en kunde: "skal det være to go?" og da kunden svarede "øh", blev der ikke tilbudt en omformulering så som "vil du have den med?", den første formulering blev blot gentaget. Ak ja. Hvad med at sælge "Kaffe ud af huset" eller måske "Tag med kaffe".
- DR har en nyhedsplatform de kalder DR Update og TV2 har en kanal de kalder TV2 News. Begge dele forekommer mig grimt. Hvorfor finder de ikke på noget bedre?

Når vi i tiltagende grad tyr til engelske udtryk i vores benævnelse af de fænomener vi omgiver os med og ikke gider bruge vores sproglige indlevelse til at finde de danske udtryk, der i reglen findes, så gør vi vores sprog fattigere. Eller rettere, der findes masser af engelske film-, tv- og musikcitater, som det er sjovt og berigende at krydre sin samtale med, som den flyder afsted i nu-et. Det er selvfølgelig også herligt at få nye ord til ordforrådet - jeg ville fx ikke være udtrykket "cool" foruden i mit talesprog - men netop når vi benævner fænomener i det offentlige rum, så er det sproglig dovenskab og misforstået smarthed at bruge engelske udtryk der i reglen kun er halvt fordøjede.

I Bertolucci-filmen Den sidste kejser fremsætter den kommende kejsers huslærer en aforisme, der smukt argumenterer for nødvendigheden af at være omhyggelig med sit sprog: "If you can't say what you mean, how can you mean what you say?" I den forbindelse er det en fordel at have et sammenhængende og helt sprog med hvilket man kan udtrykke i princippet hele det omfattende spektrum af menneskelig ekendelse, erfaring, benævnelse og oplevelse fra alle sfærer af livet - følelser, handel, teknologi, håndværk, videnskab, kunst, mode, husholdning, elskov osv. osv.

Powered by Movable Type 3.2