Men det var naturligvis ikke den demonstration vi fik lov til at høre særlig meget om i medierne. Det var naturligvis den vold der brød ud i bagenden af demonstrationen, vi skulle høre om; den vold der brød ud da Sort Blok gik i aktion med rudeknusning og flyvende brosten, mens politiet svarede igen med masseanholdelser. Her vil jeg blot sige følgende:

Fingeren til de narcissistiske små voldsromantikere, der rejser rundt med deres brostenskastende aktivistcirkus. De kan åbenbart ikke bære, at historier fra demonstrationer handler om noget som helst andet end dem selv og deres tagfat med politiet. Alle de stakkels mennesker der blev uskyldigt anholdt bør rette måske 50 % af deres vrede mod voldsaktivisterne. At se og høre på Sort Blok og ligesindede bøller forklædt som aktivister minder lidt om at høre på fodboldbøller; man får den mistanke at det er adrenalinsuset og spændingen ved kampen med politiet det hele handler om. Det er i hvert fald svært at se hvordan det lige gavner klimasagen at afspore en mulitkulturel klimamanifestation med flyvende brosten (indrømmet, man kan også have sin tvivl om hvorvidt demonstrationen betyder noget som helst, men flyvende brosten hjælper da endnu mindre).

Dernæst fingeren til medierne, som altid synes det er volden der er den interessante historie, og selvfølgelig ikke gider fortælle hvad budskabet fra demonstrationen var (og jeg nærer ingen illusioner: hvis der ikke havde været nogen vold, ville den eneste historie fra demonstrationen have været, at den var fredelig, og at politiet og arrangørerne var uenige om hvor mange der deltog). Hvorfor bliver I ved med udelukkende at jagte voldshistorierne, hvorfor fortæller I ikke om græsrødderne og NGO'erne og alle de konstruktive aktivister som opfindsomt og kreativt søger løsninger på klimakrisen?

Fingeren til politiet, der er så bondske, kluntede og ignorante, at de tror to drenge i et kokostume kaster med sten, ikke kan kende forskel på en hare krishna-nonne og en voldsnar, og skrider til klart overdrevne masseanholdelser. Indstillingen er tydeligvis at for meget magtudøvelse er bedre end for lidt, hvor deres pligt er at bruge så lidt indgribende magtudøvelse som muligt. Jeg må dog tilføje, at jeg umiddelbart tror det var godt at stenkasterne blev anholdt. Ud over at de jo begik ulovligheder, så var det godt at resten af klimamanifestationen ikke blev præget af den gruppe.

Og fingeren til Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som har vedtaget et sæt love der giver politiet alt for vidtgående magtmidler, nemlig ret til at tilbageholde folk i 12 timer uden nogen som helst begrundelse, blot på en diffus mistanke, og dermed forhindre dem i deres grundlovs- og menneskerettighedssikrede ret til at deltage i en lovlig demonstration.

Men hvis man nu ser bort fra de irritationsmomenter, så er ”Luksusfælden” noget meget interessant fjernsyn. Det tjener faktisk en public service funktion, ...

Men først og fremmest er programmet sociologisk set særdeles interessant. Det ville udgøre noget lærerigt materiale for såvel sociologistuderende som forskere. Man får indblik i det hverdagsliv folk lever og de forbrugsvaner de har, og man får indblik i den nærmest bizarre forbrugerisme der trives rundt omkring og som har været et fremherskende element i de seneste årtis friværdifinasierede overforbrug. Det er vel at mærke også sådan at man får et indblik i noget af det der driver forbrugerismen, hvilket ikke alene er trangen til besidde og udstille materiel rigdom i sig selv, men også er folks forestillinger om det ideale hjem, den rigtige familie og det gode liv og om en nydelse ved selve købshandlingen, ved selve anskaffelsen. (Det skal lige tilføjes, at ikke alle de familier der rådgives er havnet i megagæld på grund af umådeholden forbrugerisme, men mange af dem er).

Der er den enlige mor med en datter, der ikke kan leve deres liv uden en hest. Der er alle de familier som simpelthen skal have det bedste udstyr til hjemmet for at det kan blive rigtigt, eller som bare ikke kan lade være med at købe et eller andet med hjem hver gang de går uden for hjemmet. Og så er der de kønsroller som programmet fremviser og konstruerer. Typisk med en kvinde der har nemmest til tårer, en mand der ikke tager ansvar, men som skal lære at gribe det, en kvinde der synes al rodet i økonomien går ud over kærlighedslivet og så videre og så videre.

I en af de seneste udsendelser jeg har set er der et ungt, nybagt forældrepar, der i begyndelsen af rådgivningsprocessen bor på Vesterbro, men undervejs flytter til Hørsholm. Han er sælger og hun er lærer på barselsorlov. De har til sammen oparbejdet en gæld på 1,2 mio. kroner på rene forbrugslån. På Vesterbro bor de latterligt billigt, men de har haft et overforbrug, der ved rådgivningens start udgør noget med 12.000 kr. mere end de tjener om måneden – og de tjener ret godt og har fraset afdrag og renter ret lave faste udgifter. Det er helt utroligt så uansvarligt de har svinet med pengene, og det viser sig, at ikke mindst kvinden har haft et gigantisk forbrug og hæfter for en gæld, som hun, hvis de skulle gå hen og blive skilt, dybest set ikke ville kunne afvikle på egen hånd. Undervejs i udsendelsen går rækkevidden af hendes afhængighed op for hende, den resulterer også i en slags kortvarig offensiv overfor manden for manglende følelsesmæssig ansvarlighed i deres forhold, men ender med noget der minder om selvudslettelse, samtidig med at manden i øvrigt på ingen måde giver den som patriarkalsk nar, men tværtimod har nægtet at forsøge at få overblik over deres fælles økonomi. Læren for ham er, at han nu skal lære at træde i karakter. Den udvikling i parrets indbyrdes forhold minder nærmest om en Nora der flytter tilbage i dukkehuset. Ved programmets slut er de flyttet til Hørsholm, rådgiverne kommenterer hvor dejligt der er i det nye hus, det er som nat og dag i forhold til Vesterbro (hvad er det for nogle forestillinger om den ideale boligsituation der konstrueres her??), og man ser kvinden, stadig iført én af sine meget smukke designerkjoler sidde og fortælle, hvor glad hun er for at de nu har det meget bedre sammen – som en hausfrau i total afhængighed af sin mand. Belønningen de får for at have strammet op på økonomien er nogle sessioner med parterapi.

Som sagt, meget interessant.

Hvad mere er, så rummer Galleriet en boghandel med tilhørende café plus et plade- og bogantikvariat lige ved siden af. Det må være et godt sted at sidde på en regnvejrsdag med sin bærbare computer eller en bog eller bare med en kop kaffe. Der er også nogle andre relevante forretninger. (Det er blot en skam at forretningen med sengetøj nu lukker (september 2009)).

Jeg vil gerne bidrage til Bondams refleksioner på baggrund af mine egne erfaringer fra Vesterbro og mine erfaringer som miljøsociolog. Bondams udtalelser og analyser vidner nemlig om en utilstrækkelig forståelse både af de konkrete indvendinger fra borgerne og af de processer med borgerinddragelse og høring, som Københavns forvaltning og politikere ellers i tiltagende lægger vægt på som en vigtig del af demokratiet og af byens udvikling.

For det andet er det en misforståelse, når Bondam i de ovennævnte debatindlæg opfatter protesterne fra borgerne som udtryk for en manglende respekt for faglige beslutninger. Helt grundlæggende resulterer inddragelsen af faglig ekspertise ved store og komplekse byggerier som f.eks. metroen ikke i entydige konklusioner og anbefalinger. Dertil er der alt for mange hensyn der skal afvejes mod hinanden: det tekniske, det økonomiske, det miljømæssige, de politiske studehandler – og også hensyn til byrummet. En væsentlig pointe med borgerinddragelse er simpelthen at blive opmærksom på vigtige og legitime hensyn som skal inddrages i den faglige vurdering og i politikernes beslutninger. En anden væsentlig pointe er, at borgere ofte sidder inde med erfaringsbaseret ekspertise om forhold i deres lokalområde, forhold som teknikerne ikke nødvendigvis er opmærksomme på.

Hvad angår linjeføringen af de første metro-strækninger, så var det i hvert fald ikke entydigt baseret på ekspertise, da man valgte at lægge banen på en bar mark i stedet for under Amagerbrogade, hvor der bor mennesker. Det var en beslutning der lige præcis ikke var funderet på ekspertise, men på det politiske hensyn, at man (dengang) ikke måtte bruge skattekroner på offentlige trafikanlæg i Hovedstadsområdet (men kun på motorveje i Nordjylland).

Og hvad angår linjeføringen af metrocityringen har vi på Vesterbro søgt at give vores saglige input til beslutningerne. Da man i 2006 besluttede at ændre placeringen af en af bydelens stationer, fra noget der hedder Tove Ditlevsens Plads til Enghave Plads, prøvede vi at holde fast i den oprindelige placering og argumenterede for vores holdning med saglig henvisning til de forskellige byrums egenskaber. Ved den lejlighed anbefalede Ørestadsselskabet i øvrigt en borgerhøring som en del af beslutningsgrundlaget, men den blev aldrig gennemført, og det er nu endeligt besluttet, at stationen skal ligge på Enghave Plads. I efteråret 2008 har der så været høring om VVM-redegørelsen for metrobyggeriet (altså Vurdering af Virkninger på Miljøet), og her har vi på Vesterbro i vores høringssvar prøvet at fremføre tre - yderst konstruktive - pointer:
- At byggeprocessen bliver så skånsom som muligt
- At der er andre rekreative byrum som bydelens borgere kan bruge, mens byggeriet står på
- At det byrum der opstår efter byggeriet kan det samme som den nuværende Enghave Plads kan, nemlig give mulighed for ophold, caféliv, kommunale arrangementer og rekreative udfoldelser for alle bydelens borgere.

Det er trist hvis borgernes saglige input til byens udvikling skal latterliggøres og affejes som ’banana’, når byen har så meget at vinde ved at der bliver lyttet til os.

Søren Ulrik Thomsen, den fantastiske digter, har kastet sig ud i en politisk kamp til fordel for biltrafikken i København. Mens nødvendigheden af at reducere udslippet af CO2 bliver mere og mere påtrængende, mens trængselsproblemerne i hele hovedstadsområdet bliver mere og mere alvorlige, og internationale rapporter kan fortælle at luftkvaliteten i København og andre danske byer er så ringe, at det alvorligt forringer folks helbred, går Thomsen til angreb på byens planer for at begrænse biltrafikken. Hans synspunkt er, at en reduktion i biltrafikken vil være ødelæggende for storbykulturen og det urbane liv, som netop er kendetegnet ved masser af trængsel og larm og trafik og dermed masser af liv. Når Københavns Rådhus vil arbejde for parkeringsrestriktioner, bompenge og måske en omlægning af de store brogader, så de bliver lukket for gennemkørende biltrafik, så mener Søren Ulrik Thomsen at den slags initiativer vil ødelægge det sande storbyliv og ødelægge den klassiske storbykultur.

Det er simpelthen forkert at karakterisere bilen og biltrafikken som et centralt og uomgængeligt element i den klassiske storby og det pulserende, mangfoldige byliv. Den klassiske storby som Paris, London og New York fra 1850 til 1950 er ganske vist kendetegnet af en omfattende trafik og en broget menneskevrimmel, men det er først og fremmest en trafik og en vrimmel som bliver båret af undergrundsbaner og sporvogne og bevæger sig til fods (eller endda på cykel, som vi kender det fra mindre metropoler som København).

Mere end det, så er selve essensen i at være "citizen"/"citoyen"/byborger, at det er i øjenhøjde man møder alle disse fremmede mennesker, som man er omgivet af i den larmende, pulserende storby. Man stimler sammen og passerer hinanden i de offentlige transportmidler, til fods og på cykel i gaderne, og alle disse fremmede møder man netop som mennesker med kroppe og forskelligheder – heri består det citizen-agtige – snarere end som aflukkede kapsler der suser forbi. Bilen er i den forstand en invasion af det offentlige rum; bilen er et lukket privat rum uden kommunikation med omgivelserne, og det er som sådan den invaderer det fælles gaderum. Bilen fortrænger de steder, hvor det urbane har mulighed for at udfolde sig.

Det er ikke den klassiske storby, men snarere den post-klassiske storby – områder som L.A. – der primært er karakteriseret af biltrafikken. Her er det urbane rum spredt og diffust, og bylivet er erstattet af et endeløst forstadsliv bestående af lave huse, parkeringspladser, motorvejsudfletninger og manglen på sammenhængende gaderum. Det er ikke den klassiske bykerne, men den klassiske forstad, der for alvor er bilens element. Det er dog heldigvis ikke dér storbykulturens fremtid ligger. Vi er hinsides den post-klassiske storby.

Udviklingen af København, og svaret på de voksende problemer med biltrafikken, er efter min mening ikke at gøre brogaderne til gågader; der er jeg formentlig enig med Thomsen. Det er ganske vist lodret forkert, når han i P1 Morgen d. 5/2 ’08 påstår, at Blågårdsgade er blevet lagt øde ved at blive til gågade. Den var blevet lagt øde, fordi baggårdene blev ryddet og befolkningstallet faldt, og byen udviklede sig i andre retninger, men i dag er gaden langt fra øde, den er tværtimod fyldt af caféer og forretninger, ligesom Strøget er fuldt af liv. Ikke desto mindre skal vi ikke forvandle alle Københavns gaderum til Strøget. Det ville være forfærdeligt. Vi har brug for et levende og frem for alt forskelligartet forretningsliv, vi har brug for forfaldne huse og baggårde og mærkelige foretagender i afdankede butikslokaler, vi har brug for masser af mennesker og trafik i gaderne, men det er ikke bylivet der skal tilpasse sig biltrafikken, det er biltrafikken der skal indordne sig under bylivet. Så brogaderne skal måske ikke forvandles til gågader, men man kan måske lukke Nørrebrogade for gennemkørende biltrafik (men altså stadig have busser og taxier og handicapbiler og ærindekørsel), og man kan lave såkaldt miljøprioriteret gennemkørsel på de andre brogader. Det er sådan den klassiske storby kan udvikle sig.

Bekymringen over den menneskeskabte globale opvarmning er begyndt at vinde frem igen, både i Danmark og på internationalt plan, men selv om flere klimabevidste ord spreder sig i offentligheden, så har indsigten i såvel klimakrisen som løsningerne på den alligevel svært ved at trænge igennem. Jeg falder hele tiden over eksempler på, at man simpelthen ikke forstår problemet - eller ikke forstår at løsningerne skal medtænkes i alle dele af vores livsførelse. Somme tider har de eksempler karakter af en decideret skizofreni.

1) Fx. er Danske Spil sammen med ni andre danske virksomheder "med til at støtte inspirerende projekter i landets grundskoler. Bæredygtighed er årets emne." Samtidig udlodder de en lørdag i februar 2008 to jaguarer som en ekstraordinær gevinst i Lotto-trækningen, hvilket bliver understøttet med reklame-plakater til landets Lotto-forhandlere. Jamen altså. Kan de mennesker ikke se, at de to initiativer slet ikke stemmer overens? Hvis man endelig skal udlodde en bil, så kunne man passende udlodde en Toyota Prius, som er en hybridbil med både el- og benzinmotor. Den har en strålende benzinøkonomi, kører 23 km/l, og den mangler ikke noget i luksus og køreegenskaber.

2) Trofaste Politiken-abonnenter bliver Politiken Plus-medlemmer og kan få forskellige rabatter rundt omkring. Man kan bl.a. få et gratis BroPas-abonnement til Øresundsbroen, hvilket giver mulighed for faste lave priser, når man kører over broen i bil. Det var dog en fantastisk dårlig idé, som strider mod den højere miljøprofil Politiken ellers har anlagt efter de mange år med ukritisk opbakning fra Seidenfaden til Lomborgs anti-miljøkamp. I stedet for et BroPas til biler skulle man give en rabat på togture over Øresund. Det ville være meget mere bæredygtigt. Ligeledes skulle man afstå fra at give rabat på flyrejser til udlandet og i stedet give det til togrejser.

Man kan også mene, at det ikke er det offentliges opgave at betale for fertilitetsbehandling. Det er fint nok, at den behandling findes, men folk må selv betale. Man skal jo også selv betale store afgifter, når man ønsker at adoptere.

Modargumentet mod det synspunkt er, at manglende evne til at få børn faktisk er en lidelse/sygdom hos heteroseksuelle par, og det er sædvanligvis en opgave for det offentlige sundhedsvæsen at behandle sygdomme (om end der faktisk er masser af brugerbetaling i sundhedsforsorgen i dag, fx. er der en betragtelig egenbetaling ved behandling af paradentose og andre smertelige sygdomme i tænderne og munden). Derimod er det ikke en sygdom at være enlig kvinde eller lesbisk, så hvorfor skal det offentlige egentlig betale disse gruppers fertilitetsbehandling?

Her er det så at argumentet om diskrimination bliver fremført, altså at det vil være diskrimination mod lesbiske og enlige kvinder, hvis de ikke kan få fertilitetsbehandling, når heteroseksuelle par godt kan få det. Men igen, det er ikke en sygdom at være lesbisk eller enlig, og hvis der virkelig er tale om diskrimination, hvorfor har man så ikke øje for den diskrimination der vedbliver med at ramme de enlige mænd? Så måske er argumentet snarere, at fertiliteten er lav i Danmark, ikke så lav som i resten af Europa, men dog lavere end hvad der er påkrævet for at holde befolkningen på dens nuværende størrelse og sikre en jævn aldersspredning. Derfor kan man mene, at alle der ønsker at få børn skal have hjælp til det. Men hvorfor finder man så ikke på en eller anden hjælp til enlige mænd. De kan da være lige så gode forældre og elske deres børn lige så højt som enlige mødre og lesbiske.

Ovenstående principielle synspunkt findes i forskellige varianter og bliver af dets modstandere ofte kaldt myten om den lykkelige luder. Selve det udtryk synes jeg dog er en forvanskning af argumentet. Der er ikke nogen der kalder det myten om den lykkelige rengøringsmedhjælp, den lykkelige landarbejder eller den lykkelige fysioterapeut, når det bliver anført at man fint kan vælge at bruge sin krop i den slags beskæftigelse og få penge for det, og der findes mange slags beskæftigelse, bl.a. ovennævnte, hvor man bruger sin krop meget og også har kontakt med andre menneskers kroppe og med deres efterladenskaber.

Det centrale spørgsmål er derimod om valget er frivilligt, altså om man reelt selv vælger at bruge sin krop til at sælge sex, eller det er noget man er tvunget til. Det er indlysende, at hvis enhver kvinde og mand har ret til selv at bestemme over sin krop, så er der ikke nogen der har ret til at tvinge én til at sælge sex (eller tvinge én til slavearbejde, fx i kakaoplantager eller tøjfabrikker, hvilket er kendte eksempler, hvor børn den dag i dag arbejder under slavelignende forhold). Der er mange efterretninger om at især kvinder bliver tvunget ind i prostitution og bliver handlet på tværs af grænser (det der hedder trafficking), og de kvinder lider selv sagt stor overlast. Når det sker, er det rimeligt hævde, at ikke kun bagmanden men også kunden er ansvarlige for tvangen.

Det næste diskussionsspørgsmål er så, om enhver der sælger sex gør det under tvang. Det er i hvert fald ikke svært at finde udtalelser fra prostituerede, der hævder at de selv har valgt at sælge sex, og at de har det fint med deres beskæftigelse. Fx Lilje i Politiken, 11/3 2007: “Jeg elsker mit job, og folk skal ikke komme med alle deres fordomme om, hvordan jeg har det.” Eller Lotte i Politiken, 22/9 2002: “Jeg hygger mig faktisk ved at være på arbejde. De fleste ser en narkoman for sig, når de hører ordet prostitueret. Men det er helt forkert. Se på mig. Se på klinikken her. Mange af mine kunder kommer fast og kalder mig deres onsdagskæreste. Det handler jo bare om at få et hyggeknald og en lille snak.” I Information den 7/12 2007 er der ligeledes en artikel om veluddannede kvinder der med åbne øjne vælger at være prostituerede frem for fx at have et stresset, dårligt lønnet, konstant kontrolleret og ringeagtet arbejde på universitetet eller i socialsektoren, og med det valg oplever de på flere punkter en større frihed i deres tilværelse. I Information d. 8/3 2008 (side 6) bliver der refereret fra et pressemøde i anledning af oprettelsen af sexarbejderne nye talerør sexarbejde.dk - hvor der bliver bragt flere udsagn fra sexarbejdere og en længere diskussion af disse forhold, også ud fra en feministisk tilgang - og på det pressemøde fortæller Nina på 22, at hun begyndte som prostitueret for 7 måneder siden og er vild med det, og en kvinde der kalder sig "Feministen" udtrykker sin vrede over, at Dansk Kvindesamfund har kapret kvindernes internationale kampdag til en kampagne mod sexkøb.

Sociologen Christina Alzaga har undersøgt arbejdet i massageklinikker, og hendes studier lægger heller ikke op til alene at opfatte den prostituerede som offer. Hendes arbejde kan man læse om i bl.a. nedenstående publikationer (og jeg tager hende selvfølgelig ikke til indtægt for de argumenter der bliver anført i denne blog)
- Alzaga, Christina (2007): Prostitution indendørs. Massageklinikken som socialt rum. Dansk Sociologi, 18 (1): 9-34
- Alzaga, Christina (2004): Pige på lagnet: socialitet, entreprenørmentalitet og risikovillighed i indendørsprostitution. Specialeseriennr. 57, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Imidlertid kan man stadig problematisere, hvor frit valget af at sælge sex altid er. Ud over den form for åbenbar tvang, som kan foregå under trusler om vold eller ved at fange den prostituerede i gældsfælder eller andre former for tvangsprægede omstændigheder, så kan der være socialpsykologiske omstændigheder, der i praksis kan have en tvangsvirkning. Undersøgelser viser, at nogle prostituerede er ofre for incest og andre seksuelle overgreb i barndommen, og deres valg af at sælge sex er præget af den baggrund og bidrager samtidig til at forværre deres traumer. Ligeledes kan narkomaner være så afhængige af deres stof, at de må skaffe penge til det ved at ved at sælge sex, hvilket de ellers ikke ville have gjort.

Man kan sige, at den der udnytter et andet menneske, der tydeligvis er ude af stand til at tage vare på sig selv, også bærer et moralsk ansvar. F.eks. hvis en prostitutionskunde køber sex af en narkoman, der pga. sin afhængighed befinder sig i tvangslignende omstændigheder, så kan man sige, at kunden er med til at udøve tvangsforholdet.

Der er også tidligere prosituterede der siger, at de nok selv valgte at gå ind i den branche, men at de helst ville have været fri for at kunne træffe det valg, fordi det har traumatiseret dem - eventuelt forværret de psykiske skader de havde, inden de overhovdet gik i gang med at sælge sex. Her ville modinvendingen være, at man kan få, eller få forværret, psykiske mén af alle mulige slags beskæftigelse: en togfører der ser for mange selvmord, en underviser der bliver udbrændt, ofre for psykopatiske chefer, hårdt pressede medarbejdere der går ned med stress osv.

Så spørgsmålet er om man kan sige, at der er forskel på prostitution, og at forholdene for mennesker der sælger sex er så forskellige, at det ikke er et generelt forbud mod sexkøb der er brug for, men dels en indsats til at forhindre salg af sex under tvang, dels en hjælp til dem der får og har sociale problemer - ligesom samfundet også gennem sundhedsvæsenet hjælper ofre for stress og udbrændthed. Når en kvinde eller mand selv vælger at arbejde som prostitueret – og der bliver ved med at dukke udsagn op der tyder på, at det for nogle mennesker er tilfældet – så må de have ret til at træffe det valg, netop fordi enhver har ret til at bestemme over sin egen krop. Og så må det også være OK at være kunde. Her handler det i virkeligheden om, at det omgivende samfund må respektere den prostituerede, som man respekterer alle andre mennesker i samfundet.

Derimod kunne man indføre et forbud mod at købe sex af mennesker der er udsat for trafficking. Det vil godt nok være en udfordring for anklagemyndigheden at sandsynliggøre, at kunden ikke var i god gro, men politi og anklagemyndighed må jo hele tiden løse den slags opgaver i retshåndhævelsen, og en del af pointen med en sådan lovgivning er også dens markering af normative grænser.

Når vi i tiltagende grad tyr til engelske udtryk i vores benævnelse af de fænomener vi omgiver os med og ikke gider bruge vores sproglige indlevelse til at finde de danske udtryk, der i reglen findes, så gør vi vores sprog fattigere. Eller rettere, der findes masser af engelske film-, tv- og musikcitater, som det er sjovt og berigende at krydre sin samtale med, som den flyder afsted i nu-et. Det er selvfølgelig også herligt at få nye ord til ordforrådet - jeg ville fx ikke være udtrykket "cool" foruden i mit talesprog - men netop når vi benævner fænomener i det offentlige rum, så er det sproglig dovenskab og misforstået smarthed at bruge engelske udtryk der i reglen kun er halvt fordøjede.

I Bertolucci-filmen Den sidste kejser fremsætter den kommende kejsers huslærer en aforisme, der smukt argumenterer for nødvendigheden af at være omhyggelig med sit sprog: "If you can't say what you mean, how can you mean what you say?" I den forbindelse er det en fordel at have et sammenhængende og helt sprog med hvilket man kan udtrykke i princippet hele det omfattende spektrum af menneskelig ekendelse, erfaring, benævnelse og oplevelse fra alle sfærer af livet - følelser, handel, teknologi, håndværk, videnskab, kunst, mode, husholdning, elskov osv. osv.

De indsigter om klimaet som nu igen spredes i den danske offentlighed rummer ikke meget som vi ikke også vidste og hørte om i medierne tilbage i 1992, da konferencen om bæredygtig udvikling løb af stabelen i Rio. Dengang blev der i de danske medier talt med nogenlunde samme vished om klimakrisen, og det nye der er sket her 14-15 år senere er blot, at klimaforskerne er blevet endnu lidt mere sikre på, at der er en global opvarmning i gang, og at den skyldes menneskelig påvirkning. Hvordan kan det være, at alt det blev glemt i en periode (sådan cirka 1998-2006)?

I Al Gores film er der en meget interessant oplysning om, at der ved en omfattende kortlægning af henholdsvis videnskabelige artikler og avisartikler om klimaforandringeren ikke viste sig nogen videnskabelige artikler der benægtede drivhuseffekten, mens 48 % af avisartiklerne insisterede på, at der var tvivl om drivhuseffekten. Hvordan kan det være?

I udforskningen af de spørgsmål vil jeg gerne se på det ideologiske indhold i benægtelsen af klimakrisens alvor.

1) Ud fra et liberalistisk ideologisk udgangspunkt er det en uacceptabel tanke, at der skulle findes begrænsninger for den individuelle udfoldelse og virksomheders aktiviteter andet end dem som bliver sat af markedet og ens egen formåen. Liberalister ser med mistro på alle former for miljøhensyn, netop fordi et grundlæggende budskab i hensynet til klima og biologisk mangfoldighed netop er, at man må begrænse sine udfoldelser, og at den begrænsning er begrundet med noget der ikke har med markedet at gøre.

2) Der er en forståelse af forholdet mellem menneske og miljø som bliver kaldt prometeanisme (efter den græske gud Prometheus). En af de førende prometeuske teoretikere hedder Julian Simon (bl.a. The Ultimate Ressource fra 1981), og Bjørn Lomborg er elev af Simon. Naturen bliver i den prometeuske optik forstået som blot og bart materie, der med stadig mere avancerede teknologier kan omdannes til produkter til gavn for menneskene. I det forhold findes der ikke nogen grænser for vækst, materien er principielt uendeligt manipulerbar. Den prometeuske tanke svarer til den natur- og miljøforståelse der har været dominerende i de industrialiserede samfund siden i hvert fald midten af 1800-tallet, men som diskurs om miljøet er den af nyere dato og blev til i opposition til de forestillinger om grænser for vækst der dukkede op i 1970'erne. Den prometeuske tanke kan være knyttet til liberalisme, og forestillingen er at der takket være markedsmekanismerne af sig selv vil udvikle sig nye teknologier og nye anvendelser af nye råstoffer, så snart der skulle vise sig nogle grænser i de bestående teknologiers måde at omdanne materien på, begrænsninger som bremser og forhindrer den økonomiske udvikling.

Klimakrisen er om noget et problem for den prometeuske tanke, fordi den demonstrerer at materien ikke er uendeligt manipulerbar, og at omkostningerne af vores manipulationer af materien er enorme for menneskelige samfund, også økonomisk set. Der er ikke sket en teknologiudvikling, eller rettere der er ikke på markedet sket en implementering af de allerede kendte og nødvendige teknologier i tide til at afværge de klimaforandringer, der vil have meget skadelige virkninger i form af bl.a. manglende vandresurser og tørke. For prometeanere er det følgelig vigtigt at bagatellisere effekten af den globale opvarmning for at hele deres ideologiske korthus ikke skal falde sammen.

3) De traditionalistiske, populistiske og nationalistiske ideologier som man finder hos bl.a. Dansk Folkeparti ser med skepsis på al den snak om klimaforandringer, fordi indsatsen mod den globale opvarmning indebærer accept af at overnationale organer blander sig i det danske samfund, indebærer solidaritet med mennesker på et globalt niveau - snarere end at opfatte næsten som blot éns nærmeste naboer - og indebærer accept af at der er visse ting som eksperter ved bedre.

Disse forskellige ideologiske positioner fandt netop sammen i den Venstre/Dansk Folkeparti-regering som kom til magten i 2001, men de ideologiske vinde var allerede kraftige i årene forud, så heri ligger nok noget af forklaringen på at klimakrisen blev glemt og fortiet og aggressivt benægtet i perioden 1998-2005.

Der var forskellige retoriske greb som hjalp denne udvikling på vej. Lomborg blev iscenesat som skeptiker snarere end som benægter, og det er altid et adelsmærke at være skeptisk. Så meget desto mere når Lomborg yderligere blev iscenesat som en kombination af Klodshans og den lille dreng i Kejserens nye Klæder, nogle af de stærkeste figurer i den danske selvforståelse.

Der var også andre greb. Se blot hvad en af de førende antimiljøkæmpere, Jørgen Thulstrup (fra analyseinstituttet IFKA), så sent som i 2006 skriver i Danskerne 2007 – om overdreven bekymring: Først opstiller han det som et spørgsmål om tro; man kan tro på Al Gore, eller man kan mene at den menneskeskabte CO2-forurening ikke er nogen afgørende faktor i de klimatiske forandringer. Allerede her er Thulstrup i direkte strid med den videnskabelige viden, for alle der har forstand på sagerne mener, at det menneskeskabte CO2-udslip faktisk spiller en afgørende rolle (og skulle den ændrede solpletaktivitet også spille en rolle, ja så meget desto værre). Men han fortsætter: “Selv om der blandt et stort antal forskere er såkaldt konsensus om at CO2-udslippet på sigt udgør en alvorlig trussel mod vores klima, så er der fortsat ikke videnskabeligt bevis for at det forholder sig sådan. Vi kan endog konstatere at der tidligere har været meget betydelige temperaturudsving.” De retoriske manipulationer er manifeste i denne passage. Den videnskabelige konsensus får prædikatet “såkaldt” på trods af at den er massiv og kun brydes af den slags tosser der også benægter sammenhængen mellem hiv og aids. Thulstrup forsøger yderligere at bagetellisere ved at skrive om trusler der rammer os “på sigt”. Det bliver påstået at der ikke er noget videnskabeligt bevis, selv om forfatteren burde vide at der slet ikke kan føres endeligt bevis for de menneskelige CO2-udslips betydning, men den videnskabelige sandsynliggørelse er nu så massiv at den nærmer sig vished. Og ja, jordens klima har ændret sig over tid, men vi befinder os allerede nu i den allerøverste ende af det spektrum indenfor hvilket temperaturkurverne har bevæget sig (og faktisk lidt over), og der har aldrig været så meget CO2 i luften i de sidste 600.000 år.

Det er fandme træls når så meget dumhed stadig skal have lov til at gøre sig gældende i klimadebatten.

Bjørn Lomborgs vrøvl om at det bedre kan betale sig at løse andre problemer end klimakrisen er pinagtigt idiotisk.
- Når han vil afgrænse hvor mange midler der er til rådighed så medregner han aldrig de enorme summer der bliver brugt til krigsførelse, endsige de summer der bliver brugt på landbrugsstøtte, industristøtte og subventionering af fossil energi og atomkraft. Selve konceptet med at der er én afgrænset sum som vi enten kan bruge på fattigdomsbekæmpelse eller på miljø er falsk og frastødende.
- Der bliver aldrig taget højde for den gavnlige økonomiske dynamik som en teknologisk udvikling på vej mod vedvarende energikilder vil medføre (ligesom alle andre teknologispring har gjort det).
- Han medregner aldrig den fordel det vil være indebære for mange lande ikke at være afhængig olie, men kan forlade sig på lokalt produceret vedvarende energi.
- Han viser absolut ingen evner eller vilje til at medregne alle de omkostninger som klimakrisens ulykker vil føre med sig: Tørke, oversvømmelser, tab af vigtig fauna i havene, faunatab også på landjorden, flygtningestrømme osv.