Kurset er samfundsvidenskabeligt og henvender sig til studerende fra universitetsuddannelser i hele landet, herunder sociologi, statskundskab, antropologi, kommunikationsstudier, informations- og medievidenskab, pædagogik, byplanlægning, miljøplanlægning, ingeniørstudierne og handels­højskolerne.

Miljøsociologi beskæftiger sig med grundlæggende samfundsmæssige problemstillinger vedrørende risiko, praksis og hverdagsliv og menneskets interaktion med natur, teknologi og materialitet. Miljøsociologi er samtidig anvendelsesorienteret og beskæftiger sig med de sociale og samfundsmæssige forhold der dels bidrager til udviklingen af miljø- og klimaproblemer, dels kan indgå i håndteringen af miljøproblemer og bidrage til en bæredygtig udvikling. Miljøsociologiens anvendelsesperspektiv handler bl.a. om bæredygtig byudvikling, omstilling af teknologiske systemer, transportmønstre, energiforsyning, forbrug, husholdning, affald og meget mere. Her kan fokus være på praksisser i hverdagslivet, på styring, planlægning og regulering, på samfundsmæssige diskurser og på kultur og kommunikation.

Læs mere, bl.a. om tilmelding til kurset på dette link: Miljøsociologi

Men det var naturligvis ikke den demonstration vi fik lov til at høre særlig meget om i medierne. Det var naturligvis den vold der brød ud i bagenden af demonstrationen, vi skulle høre om; den vold der brød ud da Sort Blok gik i aktion med rudeknusning og flyvende brosten, mens politiet svarede igen med masseanholdelser. Her vil jeg blot sige følgende:

Fingeren til de narcissistiske små voldsromantikere, der rejser rundt med deres brostenskastende aktivistcirkus. De kan åbenbart ikke bære, at historier fra demonstrationer handler om noget som helst andet end dem selv og deres tagfat med politiet. Alle de stakkels mennesker der blev uskyldigt anholdt bør rette måske 50 % af deres vrede mod voldsaktivisterne. At se og høre på Sort Blok og ligesindede bøller forklædt som aktivister minder lidt om at høre på fodboldbøller; man får den mistanke at det er adrenalinsuset og spændingen ved kampen med politiet det hele handler om. Det er i hvert fald svært at se hvordan det lige gavner klimasagen at afspore en mulitkulturel klimamanifestation med flyvende brosten (indrømmet, man kan også have sin tvivl om hvorvidt demonstrationen betyder noget som helst, men flyvende brosten hjælper da endnu mindre).

Dernæst fingeren til medierne, som altid synes det er volden der er den interessante historie, og selvfølgelig ikke gider fortælle hvad budskabet fra demonstrationen var (og jeg nærer ingen illusioner: hvis der ikke havde været nogen vold, ville den eneste historie fra demonstrationen have været, at den var fredelig, og at politiet og arrangørerne var uenige om hvor mange der deltog). Hvorfor bliver I ved med udelukkende at jagte voldshistorierne, hvorfor fortæller I ikke om græsrødderne og NGO'erne og alle de konstruktive aktivister som opfindsomt og kreativt søger løsninger på klimakrisen?

Fingeren til politiet, der er så bondske, kluntede og ignorante, at de tror to drenge i et kokostume kaster med sten, ikke kan kende forskel på en hare krishna-nonne og en voldsnar, og skrider til klart overdrevne masseanholdelser. Indstillingen er tydeligvis at for meget magtudøvelse er bedre end for lidt, hvor deres pligt er at bruge så lidt indgribende magtudøvelse som muligt. Jeg må dog tilføje, at jeg umiddelbart tror det var godt at stenkasterne blev anholdt. Ud over at de jo begik ulovligheder, så var det godt at resten af klimamanifestationen ikke blev præget af den gruppe.

Og fingeren til Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som har vedtaget et sæt love der giver politiet alt for vidtgående magtmidler, nemlig ret til at tilbageholde folk i 12 timer uden nogen som helst begrundelse, blot på en diffus mistanke, og dermed forhindre dem i deres grundlovs- og menneskerettighedssikrede ret til at deltage i en lovlig demonstration.

Men hvis man nu ser bort fra de irritationsmomenter, så er ”Luksusfælden” noget meget interessant fjernsyn. Det tjener faktisk en public service funktion, ...

Hvad mere er, så rummer Galleriet en boghandel med tilhørende café plus et plade- og bogantikvariat lige ved siden af. Det må være et godt sted at sidde på en regnvejrsdag med sin bærbare computer eller en bog eller bare med en kop kaffe. Der er også nogle andre relevante forretninger. (Det er blot en skam at forretningen med sengetøj nu lukker (september 2009)).

Jeg vil gerne bidrage til Bondams refleksioner på baggrund af mine egne erfaringer fra Vesterbro og mine erfaringer som miljøsociolog. Bondams udtalelser og analyser vidner nemlig om en utilstrækkelig forståelse både af de konkrete indvendinger fra borgerne og af de processer med borgerinddragelse og høring, som Københavns forvaltning og politikere ellers i tiltagende lægger vægt på som en vigtig del af demokratiet og af byens udvikling.

Søren Ulrik Thomsen, den fantastiske digter, har kastet sig ud i en politisk kamp til fordel for biltrafikken i København. Mens nødvendigheden af at reducere udslippet af CO2 bliver mere og mere påtrængende, mens trængselsproblemerne i hele hovedstadsområdet bliver mere og mere alvorlige, og internationale rapporter kan fortælle at luftkvaliteten i København og andre danske byer er så ringe, at det alvorligt forringer folks helbred, går Thomsen til angreb på byens planer for at begrænse biltrafikken. Hans synspunkt er, at en reduktion i biltrafikken vil være ødelæggende for storbykulturen og det urbane liv, som netop er kendetegnet ved masser af trængsel og larm og trafik og dermed masser af liv. Når Københavns Rådhus vil arbejde for parkeringsrestriktioner, bompenge og måske en omlægning af de store brogader, så de bliver lukket for gennemkørende biltrafik, så mener Søren Ulrik Thomsen at den slags initiativer vil ødelægge det sande storbyliv og ødelægge den klassiske storbykultur.

Bekymringen over den menneskeskabte globale opvarmning er begyndt at vinde frem igen, både i Danmark og på internationalt plan, men selv om flere klimabevidste ord spreder sig i offentligheden, så har indsigten i såvel klimakrisen som løsningerne på den alligevel svært ved at trænge igennem. Jeg falder hele tiden over eksempler på, at man simpelthen ikke forstår problemet - eller ikke forstår at løsningerne skal medtænkes i alle dele af vores livsførelse. Somme tider har de eksempler karakter af en decideret skizofreni.

1) Fx. er Danske Spil sammen med ni andre danske virksomheder "med til at støtte inspirerende projekter i landets grundskoler. Bæredygtighed er årets emne." Samtidig udlodder de en lørdag i februar 2008 to jaguarer som en ekstraordinær gevinst i Lotto-trækningen, hvilket bliver understøttet med reklame-plakater til landets Lotto-forhandlere. Jamen altså. Kan de mennesker ikke se, at de to initiativer slet ikke stemmer overens? Hvis man endelig skal udlodde en bil, så kunne man passende udlodde en Toyota Prius, som er en hybridbil med både el- og benzinmotor. Den har en strålende benzinøkonomi, kører 23 km/l, og den mangler ikke noget i luksus og køreegenskaber.

2) Trofaste Politiken-abonnenter bliver Politiken Plus-medlemmer og kan få forskellige rabatter rundt omkring. Man kan bl.a. få et gratis BroPas-abonnement til Øresundsbroen, hvilket giver mulighed for faste lave priser, når man kører over broen i bil. Det var dog en fantastisk dårlig idé, som strider mod den højere miljøprofil Politiken ellers har anlagt efter de mange år med ukritisk opbakning fra Seidenfaden til Lomborgs anti-miljøkamp. I stedet for et BroPas til biler skulle man give en rabat på togture over Øresund. Det ville være meget mere bæredygtigt. Ligeledes skulle man afstå fra at give rabat på flyrejser til udlandet og i stedet give det til togrejser.

Men et væsentligt aspekt kom aldrig frem i kritikken, nemlig selve præmissen for kommisionens arbejde. Præmissen er en formodning om, at det såkaldte transportarbejde – dsv. hvor mange mennesker og hvor mange stykker gods der rejser hvor langt – vil stige med 70 % frem til 2030. Den forudsigelse er detaljeret beskrevet i en selvstændig rapport. Noget af væksten udgøres af varetransporten, men tænk lige over det: 70 %!!! Så lang tid er der faktisk heller ikke til 2030. Det betyder, at du og hver eneste person i landet kommer til at futte endnu mere rundt i bil. Er det noget du har lyst til? Er det noget du kan holde ud? Er det noget samfundet kan bære?

Man kan også mene, at det ikke er det offentliges opgave at betale for fertilitetsbehandling. Det er fint nok, at den behandling findes, men folk må selv betale. Man skal jo også selv betale store afgifter, når man ønsker at adoptere.

Modargumentet mod det synspunkt er, at manglende evne til at få børn faktisk er en lidelse/sygdom hos heteroseksuelle par, og det er sædvanligvis en opgave for det offentlige sundhedsvæsen at behandle sygdomme (om end der faktisk er masser af brugerbetaling i sundhedsforsorgen i dag, fx. er der en betragtelig egenbetaling ved behandling af paradentose og andre smertelige sygdomme i tænderne og munden). Derimod er det ikke en sygdom at være enlig kvinde eller lesbisk, så hvorfor skal det offentlige egentlig betale disse gruppers fertilitetsbehandling?

Her er det så at argumentet om diskrimination bliver fremført, altså at det vil være diskrimination mod lesbiske og enlige kvinder, hvis de ikke kan få fertilitetsbehandling, når heteroseksuelle par godt kan få det. Men igen, det er ikke en sygdom at være lesbisk eller enlig, og hvis der virkelig er tale om diskrimination, hvorfor har man så ikke øje for den diskrimination der vedbliver med at ramme de enlige mænd? Så måske er argumentet snarere, at fertiliteten er lav i Danmark, ikke så lav som i resten af Europa, men dog lavere end hvad der er påkrævet for at holde befolkningen på dens nuværende størrelse og sikre en jævn aldersspredning. Derfor kan man mene, at alle der ønsker at få børn skal have hjælp til det. Men hvorfor finder man så ikke på en eller anden hjælp til enlige mænd. De kan da være lige så gode forældre og elske deres børn lige så højt som enlige mødre og lesbiske.