16.05.2011

Duchamp i Malmö (og den rigtige historie om den tissekumme)

Marcel Duchamp er en af de kunstnere, der har betydet mest for mig, og det er egentlig sært, for det er ikke kommet som sådan en wow-oplevelse. Men Duchamps værker har sneget sig længere og længere ind på mig i de sidste 20 år, fordi de sætter så mange ting i gang.

Duchamp - Fountain og Air og Underwood (lille).jpg

Fontæne (1917) + Folder til den rejsende (1916) + skyggen af 50 cc pariserluft (1919)

.

.

Jeg har nu haft en lejlighed til at anmelde Duchamp i Politiken, idet der er en Duchamp-udstilling på Moderna Museet i Malmö, og den fik så hele armen.

Læs min anmeldelse her.

Samtidig bliver Duchamp tit misforstået, omgærdet med fejlagtige antagelser og reduceret til en simpel pointe. Den største myte (som gentages jævnligt) lyder at Duchamp udstillede en tissekumme i 1917 og vakte skandale. Det er forkert, den blev slet ikke udstillet (se forklaringen i min anmeldelse).

Det er også forkert at opfatte Duchamps readymades som ligegyldige objekter, der kun her til formål at kritisere kunstinstitutionen. Mange af dem forsøgte han slet ikke at få udstillet - han gav dem som gaver eller hængte dem op derhjemme i atelieret. I min bog Objektiv sensibilitet fremfører jeg dette argument i detaljer og kritiserer bl.a. Peter Bürger og Rosalind Krauss for deres reduktionistiske fremstillinger af readymaden (Objektiv sensibilitet s. 27-35).

Det er ikke lige meget om det er en tissekumme eller en kam, og de har desuden disse poetisk-humoristiske titler, der henviser til kropslige processer og mekanismer. Readymaden er mere end en tom institutionel pointe, det er et stykke konkret poesi der involverer noget kropsligt.

Duchamps indflydelse er stadig stor, her 100 år senere. For eksempel åbner Den Frie på lørdag en udstilling med nye værker, der tager afsæt i readymaden.

Så hvorfor ikke nyse?

05.02.2011

Børne-tv: Bamse, Barbapapa, Skæg, Sigurd og Gurli Gris

Jeg har i det seneste 1½ års tid anmeldt fem børneprogrammer i Politiken. Det bragte mig blandt andet omkring Barbapapa i freudiansk belysning, Bamse der ønsker Kylling død og konflikthåndtering i griseland.

barbapapa.jpg Bamse.jpg Gurli Gris.jpg

De tre af dem er mere eller mindre kritiske. Værst går det ud over Barbapapa, som er helt forfærdelig set med voksenøjne. De nye afsnit af Bamses Lillebitte Billedbog er bedre end de forrige, men stadig ikke på niveau med guldalderen med Aske og Luna. Gurli Gris er lidt pæn i det.

Skæg.jpg

Men Skæg med bogstaver er jeg entydigt begejstret for i min anmeldelse. Hr. Skæg har formået at få de helt små til at interessere sig for noget så abstrakt som bogstaver med tosserier af høj kvalitet.

Sigurd.jpg

Og Sigurd og operaen har endog fået min den gang 2-årige datter til at proklamere, at hun godt kunne lide at høre opera. Det er ikke et mål i sig selv, men det er underholdende og musikalsk, omend jeg hurtigt blev træt af dirigenten (spillet af Nikolaj Hansen), som er lovligt overgearet.

Nu kunne nogen måske forledes til at tro, at jeg derfor foretrækker børne-tv, man lærer noget af, men det har altså ikke været kriteriet - eller i hvert fald højst ét blandt andre. Det vil man kunne forvisse sig om ved at kigge på mine tidligere anmeldelser af fx Minisekterne.

Læs min anmeldelse af Barbapapa
Læs min anmeldelse af Bamse
Læs min anmeldelse af Gurli Gris
Læs min anmeldelse af Skæg med bogstaver
Læs min anmeldelse af Sigurd og operaen

Tidligere anmeldelser
Minisekterne
Nasse
I drømmehaven

06.01.2011

En udgivelse, der giver ordet 'lydbog' en ny betydning

"Påvirket som kun et menneske kan være," hedder den. Det er en håndlavet "bog" med indbygget lyd og mærkelige billeder i mange materialer og små unikke indlæg.

Jeg har anmeldt den i Politiken.
.
.
.

Den ser sådan her ud:

Den koster så også lige 2000 kr.

06.12.2010

Personregister til Trude Marstein: Weekend

En af de bedste læseoplevelser i år var den norske forfatter Trude Marsteins bog Weekend (som på norsk hedder Gjøre Godt). Romanen udspiller sig over en weekend, men er bygget op sådan at man først får søndagen, dernæst lørdagen. Persongalleriet er enormt, der er flere hundrede personer, og 118 af dem er på skift jeg-fortællere. Det er en slags stafet, hvor fortællerstemmen gives videre i real-time til nogen som den nuværende fortæller kan se, hvad enten vedkommende kender denne person eller ej.

Marstein.jpg

Hver person optræder flere gange i løbet af romanen, men på grund af de mange personer er det mildt sagt uoverskueligt at følge med. Dog optræder der ingen personer med samme fornavn, og derfor er det muligt at følge den enkelte person på kryds og tværs mellem tid og rum i romanen. Det kræver bare at man er nørdet nok til at lave et bogholderi over personerne. Så nørdet er jeg, og nu deler jeg det med enhver der har lyst til at læse eller genlæse romanen i den danske udgave. Advarsel: det er håndskrevet med blyant og lidt gnidret, men skulle kunne afkodes.

Se og download mit register her i PDF-format.

Trude Marstein har evnen til at leve sig ind i alle sine personer, hvilket er en stor dyd hos en romanforfatter. Romanen har som et af sine store potentialer netop dette, at kunne se virkeligheden fra flere synsvinkler, hvilket i sidste ende er et etisk aspekt. Det betyder ikke at jeg ikke bryder mig om personbundne fortællere, det er glimrende, men i en tid hvor Karl Ove Knausgård overskygger al anden norsk litteratur med sit navlebeskuende JEG, vil jeg gerne slå et slag for Trude Marsteins psykologisk og sprogligt langt bedre romaner.

05.12.2010

Eva Koch blæser liv i skulpturer på Glyptoteket

Jeg kan anbefale at man tager ind og ser Eva Kochs udstilling på Glyptoteket, hvor hun går i meget direkte dialog med tre udvalgte skulpturer, heriblandt Rodins 'Borgerne i Calais'.

Eva Koch.jpg

Mest imponerende er dog hendes vækken 'Nanna' til live gennem en projektion direkte på H.W. Bissens skulptur. Der er desuden også et lydværk i vinterhaven og klassikeren 'Approach, hvor en gruppe af døvstumme deklamerer en passage fra Dantes 'Paradis' i Politigården.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken.

16.11.2010

Dylan-opfølgning

Jeg har nu fulgt op på diskussionerne i kølvandet på Dylan-udstillingen. Se kommentarerne til Dylananmeldelsen.

(Og så skal jeg beklage at der går så langt mellem opdateringerne af bloggen i øjeblikket. Der er rigeligt at følge op på, men der er ikke længere så meget tid i min hverdag til det).

06.09.2010

Bob Dylan på Statens Museum for Kunst

Jeg fik til opgave af Politiken at anmelde Bob Dylans kunst, og da jeg indtil videre har et princip om at jeg ikke vil sige nej til noget fordi det er prekært (således også dronningen), kastede jeg mig over denne opgave med samme grundighed som jeg plejer. Jeg besluttede med det samme, at jeg ikke ville bruge plads på at sige at Dylan har lavet nogle gode sange, for det ved folk godt, jeg gik direkte til sagen, som var at præsentere min oplevelse og vurdering af billederne.

Bob - Favela.jpg

Jeg var klar over at man ikke slipper ustraffet fra at kritisere Bob Dylan, og jeg har da også modtaget en række hademails fra Dylan-fans, der synes jeg er en idiot. Det skal de have lov til, men det er bare slående at ikke én af dem forsøger at godtgøre at Bob Dylans billeder er gode, og jeg tror ikke at nogen af dem har set udstillingen.

En del af miséren ligger formentlig i den overskrift som er kommet på web-udgaven af artiklen: "Bob Dylans Brasilien er hamrende uinteressant". Det er det, man kalder en skarp vinkling af min egen afsluttende formulering i anmeldelsen, der vel er noget mindre aggressiv og mere nuanceret. Som altid er det ikke mig selv der laver weboverskrifterne, men som anmeldelsens forfatter hænger jeg på overskriften, og det har ansporet en del mennesker til at fortælle mig at jeg også er hamrende uinteressant, hvilket jeg ikke vil benægte. Af samme grund bliver jeg ikke anmeldt som et kunstværk.

Min egen overskrift i papiravisen lyder "Bob i Brasilien", og den står jeg ved.

Det bliver også skudt mig i skoene, at jeg har besluttet mig på forhånd, at det er jantelov og at jeg bare vil have Bob Dylan ned med nakken. Det er ikke tilfældet, og igen er der en vis ironi i at kalde mig forudindtaget, hvorefter man udtaler sig om mine motiver (som man ikke kender) og forsvarer en udstilling, man ikke har set. Jeg ville faktisk ønske at Dylans billeder havde grebet mig, at jeg kunne sige at det var en flot udstilling med spændende billeder, der siger enormt meget om samfundet. Det er det bare ikke. Desværre.

Læs min anmeldelse her (og husk i særdeleshed at det ikke er min overskrift på webudgaven).

Heldigvis har jeg også fået et par opmuntrende henvendelser fra folk, som er uenige eller som selv har været involveret i udstillingen: Fagfolk, der synes at mine argumenter og min vinkel på udstillingen er interessante. Én Dylan-fan skriver at han sikkert er uenig med mig, men at min anmeldelse har givet ham ekstra lyst til at se udstillingen. En af de ansvarlige for udstillingen skriver at da hun så overskrifterne og de to hjerter, blev hun nedslået, men at hun blev sært opløftet af at læse selve teksten. Det glæder mig naturligvis.

Jeg vil opfordre til at eventuelle vrede mennesker her på bloggen forholder sig til billederne: Hvis du er sur over min anmeldelse, så forklar hvad det gode ved Dylans billeder er efter din mening. Nu har jeg sagt min.

11.08.2010

Munch og Warhol

Da jeg hørte om udstillingen Warhol After Munch på Louisiana, var det som at få en tanke gjort til virkelighed. I min bog Objektiv sensibilitet er der et kapitel om Warhol, og der skulle egentlig også have været et kapitel om Munch - eller rettere om Skrigets virkningshistorie, om hvordan dette inderligheds-billede har givet anledning til så megen bearbejdning i yderligheds-retning (fra humoristisk merchandise til diverse remakes) og at følge det at skrige i nutidskunsten. Jeg fik aldrig skrevet det kapitel, men pointen er at både Munch og Warhol besidder en dialektik mellem dybde og overflade, omend fra hver sin side. Og det er netop også udgangspunktet for Louisianas udstilling - derfor min store glæde.

Warhol Munch.jpg

Det betød dog ikke at jeg var ellevild efter at anmelde udstillingen, for det er ikke altid en fordel at have sin egen nære dagsorden og engagement som anmelder. Det måtte jeg i sin tid sande med Sonic Youth-kunstanmeldelsen, der var en af de sværeste for mig at skrive. Som gammel fan og senere analytiker af Sonic Youth (i Støjens æstetik) var jeg helt rundt på gulvet og kunne ikke få det hele til at hænge sammen. Heldigvis gik det bedre med denne Munch/Warhol-anmeldelse, synes jeg, den nød tværtimod godt af min reflekterethed, hvis jeg selv skal sige det.

Læs anmeldelsen her.

(Husk at overskrifter mv. på Ibyen.dk ikke er mine egne)

09.07.2010

Sophie Calle og den dér email

Forestil dig at få en email, du sender til din kæreste gennemanalyseret af 106 mennesker og en papegøje i al offentlighed. Det skete for Sophie Calles kæreste, da han slog op med hende.

Calle Louisiana.jpg

Franske Sophie Calle har længe været blandt de mest interessante nulevende kunstnere. Hendes projekter er som regel præcise, fascinerende og nådesløse i deres afdækning af sociale og psykologiske mekanismer. Til gengæld har udstillingerne tit været sært kedelige, som bøger slået op på en væg. Det har hun rådet bod på i de senere år (med hjælp fra Daniel Buren), og derfor er Pas godt på dig selv en fantastisk oplevelse, hvor koncept, projekt og æstetik går op i en højere enhed. Værket er udstillet På Louisiana sammen med nogle af hendes tidligere ting.

Læs min anmeldelse i Politiken

07.07.2010

Hvilket politiske hold er du på?

Jeg er frustreret over at visse politiske emner er umulige at diskutere uden at man skal sættes i bås på det ene aller det andet hold: Cuba vs. USA/Batista, Palæstina vs. Israel osv.

Det har jeg skrevet lidt om ovre på Det spekulative øre.

29.06.2010

EXIT 09

Stærkt forsinket kommer her et link til min anmeldelse af EXIT 09.

Her er anmeldelsen.

Her er flere billeder fra udstillingen (klik på de enkelte navne).

.

.
.
Mikkel S Andersen.jpg

Mikkel S. Andersen: 'For the Love of Hatred', olie og plastic på lærred, 2009.
Billedet af den dræbte Teletubbies-figur Tinky-Winky med bøsseporno på maven er formentlig en henvisning til den konservative kritik af, at Tinky-Winky skulle virke feminin med sin røde taske, og derfor naturligvis må være bøsse. Både højrekristne amerikanere og den polske konservative regering var bekymrede for programmet fordi Tinky-Winky derfor måtte have en skadelig effekt på børnene.

25.06.2010

Den gode anmeldelse

Da Magasinet Kunst bad mig kommentere deres debat om kunstkritikken i dag, svarede jeg med noget, der kunne minde om et manifest for den gode anmeldelse. Det handler specifikt om kunstanmeldelsen, men en del af af idealerne kan udvides til at gælde for andre typer anmeldelser - litteratur, musik, film, tv, teater osv.

Dog skyldes mit fokus på forpligtelsen til konkret iagttagelse og sansning nok, at det er der, jeg synes det tit halter i kunstanmeldelser. Man oplever tit disse kedelige anmeldelser, der taler lidt rundt om værket (i stedet for at dykke ned i det) og fyrer et par klichéer af fra pressemeddelelsen eller fra den almene viden om kunstnerens projekt, før de fælder en hurtig dom. Det modsatte må være idealet, derfor dette fokus:

Læs kommentaren her

Jeg påstår ikke, at jeg selv altid lever op til mine egne idealer, men blot at det er min ambition. Jeg har ikke formuleret dem før, og de skal blot forstås som en slags tommelfingerregeler, som der givetvis findes undtagelser fra, hvis særlige forhold gør sig gældende.

12.06.2010

Christian Schmidt-Rasmussen på Overgaden

Jeg har altid godt kunnet lide Christian Schmidt-Rasmussens værker, der kombinerer maleri og tekst. Hvor han førhen tog udgangspunkt i et barnligt visuelt univers, har han bevæget sig mod såvel en større realisme som et større fokus på skønhed. Men den finurlige humor og den vrede kulturkritik er intakte.

Christian SR.jpg

Jeg anmeldte udstillingen i Politiken

En ting, der ikke blev plads til i den endelige version af anmeldelsen, er det fokus, han har på forældre-barn-relationer. Der er flere af billederne hvor forældre og børn er sammen, men hvor der ikke er den kontakt og det fællesskab, man kunne forvente. Ikke kun kælkebilledet, men fx også et maleri af en legeplads og et billede af en far, der trøster sit barn. Jeg havde nogle pointer, som jeg slettede for at forkorte teksten, og nu kan jeg ikke huske dem længere. Men jeg ville bare lige nævne det.

06.06.2010

Kunstnergrupper i fælles numsedans

Fire kunstnergrupper har som et eksperiment slået sig sammen og lavet en fælles udstilling på Den Frie under titlen 'Party and Lost'. Det drejer sig om Ingen Frygt, Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine og Bank & Rau. Det er egentlig ikke nogen overvældende udstilling, og måske ville det faktisk have klædt den med lidt mindre plads, så de enkelte elementer gik mere i dialog, men den er både sjov og tankevækkende, og gjorde et indtryk i dagene efter. Jeg har derfor været ganske positiv i min anmeldelse:

Læs min anmeldelse i Politiken
(Husk som altid at web-udgavens overskrifter ikke er mine egne. I dette tilfælde må jeg sige at ordet 'inviterer' er misvisende. Tværtimod er der tale om en bogstaveligt talt lukket kreds, der ikke inviterer til deltagelse.)

Party and Lost.jpg

Numsedans og spiselige legemsdele. Foto: Anders Sune Berg (beskåret).

02.06.2010

Olafur Eliasson sludrer videre

Jeg har før været ude med riven efter Olafur Eliasson - ikke hans værker, men alt det spin han lægger uden om: De er mere demokratiske, det er beskueren der skaber sin egen oplevelse, de er inkluderende i stedet for ekskluderende etc. etc.

Olafur 2.jpg

Man skal ikke bilde sig ind at der er tale om en henkastet uforsigtighed fra Eliassons side. Der er tale om en konsekvent, opportunistisk lommefilosofi, en light-udgave af den i forvejen kritisable franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud og hans begreb om 'relationel æstetik', kombineret med en subjektivistisk fejllæsning af fænomenologien. For nu at udtrykke mig i fagtermer.

Man kan sagtens tilbagevise hans påstande uden at referere til disse filosofiske teorier, man kan simpelthen påpege at hans påstande er ude af trit med virkeligheden, med hvad der faktisk foregår når vi møder hans værker. Så da jeg tv-anmeldte en ny dokumentarfilm om ham, var det oplagt at pege på to af de mest oplagte eksempler:

Læs min anmeldelse her.

28.05.2010

Mit møde med Diamanda Galás

I aften optræder Diamanda Galás i Marmorkirken, og det giver mig anledning til at støve mit gamle interview med hende frem fra gemmerne og fortælle historien om et møde, der gjorde stort indtryk på mig.

diamanda.jpg

Det var i 1996, og hun skulle optræde i Vega. Jeg havde været en beundrer af hende siden 1987, hvor jeg så hende optræde på Roskilde Festival, og nu sendte Information mig ud for at lave et af mine første interviews med en udenlandsk stjerne. Jeg var en ung studerende og en slags fan, og jeg var hamrende nervøs for at møde denne stærke og lidt skræmmende personlighed.

Det var der ingen grund til, for hun var noget så sød, og kunne tydeligvis godt lide denne unge, mandlige beundrer, som ikke lagde skjul på, hvor godt jeg kendte hendes værker. Hun kaldte mig 'cute' og synes at min sølvjakke var flot.

Men vigtigst af alt: Da jeg fortalte hende, at jeg syntes at 'Last Man Down' var det bedste nummer på The Sporting Life og spurgte hvorfor det ikke var på aftenens sætliste, ændrede hun den på stedet, og sagde "I'll play it for you". Det er ikke noget, jeg bilder mig ind, jeg har det på kassettebånd. Hun åbnede med netop dette nummer, og fik mig på den måde til at føle mig udvalgt. Jeg vil ikke direkte sige at hun flirtede med mig, men hun nød i hvert fald at blive beundret.

Og så havde hun så meget tillid til mig, at hun betroede mig ting, som jeg lovede ikke at skrive, og det løfte holder jeg fast i. Det handlede om relationer til og meninger om visse samarbejdspartnere.

Selve interviewet blev fint. Jeg ville nok have gjort det noget anderledes i dag, men det skulle også næsten være mærkeligt andet. Det samme gælder min anmeldelse fra to år tidligere af The Sporting Life. Jeg supplerer med lidt flere uddrag fra interviewet nedenfor.

Link til interview-artiklen fra Information
Link til 1994-anmeldelse af The Sporting Life + Laurie Anderson: Bright Red

Nedenfor som sagt nogle supplerende citater fra interviewet:

Læs videre: "Mit møde med Diamanda Galás" »

24.05.2010

Historisk TV

Jeg har fire gange i det sidste halve år anmeldt tv-udsendelser, der formidler historie, og som gør det godt.

Jeg fik personligt aflivet min interesse for historie i gymnasiet, hvor vi havde en materialistisk verdenshistoriebog uden mennesker og begivenheder - eller sådan husker jeg den i hvert fald. Den var meget abstrakt, og gik mere op i kulproduktionen end i hvordan folk levede eller hvem de var.

Det er ikke fordi jeg vil have den rent anekdotiske historieskrivning i stedet, og da slet ikke den moraliserende, men det er faktisk muligt at være lødig og fortællende på én gang, og jeg genvandt da også min historiske interesse ti år senere, da jeg beskæftigede mig med Wien omkring år 1900.

Dette blot for at lægge op til mine fire begejstrede anmeldelser, for tv er et fremragende medie til historieformidling.

En af mulighederne er den gammeldags, hvor en historiker går rundt på historiske steder, og fortæller om hvad der skete og hvordan det hang sammen. Det kræver en ualmindeligt engageret og karismatisk vært og et filmhold med sans for billeder. Begge dele havde Erik Kjersgaards Danmarkshistorie, som blev sendt omkring 1980.

Hvis man beskæftiger sig med den nyere historie, den som angår tiden efter 1930, er det indlysende at bygge udsendelsen op om klip fra tv, film og fotos. En rigtig god måde at gøre det på, så vi for nylig i serien '24 timer du aldrig glemmer' på DR2. Her fulgte man en markant, mediedækket begivenhed time for time, set fra forskellige synsvinkler. Det fungerer helt fantastisk når der var mediedækning hele dagen, som ved urolighederne 18. maj 1993. Det er lidt sværere med den udsendelse, jeg anmeldte, nemlig mordet på Makrellen, men det lykkes alligevel at få en fin udsendelse ud af det.

En særlig type historieskrivning er den kontrafaktiske. Den går ud på, at man forestiller sig hvordan det ville være gået, hvis ét eller andet havde været anderledes. DR2 havde en temaaften under overskriften 'Hvad nu hvis' (der findes i øvrigt en glimrende radio-podcast af samme navn). Her viste de en tysk film om Tredje verdenskrig, der brød ud i 1989, efter at der blev slået hårdt ned på demonstrationerne mod styret i Østeuropa. Den anden handler om, hvad der var sket, hvis Sovjet var kommet først til Danmark i maj 1945, hvilket var tæt på at ske. Vi får altså et portræt af det kommunistiske Danmark.

Men mere end nogen tv-serier kan en god dokumentarfilm skabe den helt store historieskrivning ved at tage den lille historie i den store. Ingen er bedre til denne metier end Werner Herzog. I dokumentaren Lille Dieters drøm (Little Dieter Needs to Fly) følger vi et usædvanligt menneske, en overlever fra vienamisisk krigsfangeskab og meget mere end det. Det er en af de bedste dokumentarfilm, jeg har set.

Min anmeldelse af Erik Kjersgaards Danmarshistorie
Min anmeldelse af 24 timer du aldrig glemmer om mordet på makrellen.
Min anmeldelse af Hvad nu hvis.
Min anmeldelse af Lille Dieters drøm (Werner Herzog).

17.05.2010

Børnereklamer i TV

Det er ingen hemmelighed at jeg ikke går ind for tv-reklamer målrettet til mindre børn, modsat Brian Mikkelsen, der slet ikke kunne vente med at få dem tilladt så snart han tiltrådte som kulturminister i 2001.

Det har jeg skrevet lidt om her.

12.05.2010

Karaktererne i Krysters kartel

Jeg elsker 'Krysters kartel', der er det morsomste tv siden Drengene fra Angora. Det er ikke mindst mange af personerne, karaktererne, der gør den så god. I min tv-anmeldelse gennemgår jeg nogle af dem. Læs anmeldelsen her.

Krysters 1.jpg

Krysters 2.jpg

De tv-anmeldelser skal være forbistret korte, så jeg nåede jo slet ikke rundt om alle karaktererne. Jeg ville også gerne have nævnt macho-nordjyden Carsten og hans hustru Malene, som man ikke begriber er sammen med ham. Eller Franks hårdtslående thailandske hustru Pong, der kan dansk fodboldhistorie i alle detaljer. Eller stakkels sølle Lasse, der gang på gang tromles af de ulidelige venner. Ja, man kunne blive ved.

De fire skuespillere er alle gode. De har hver især fundet vidt forskellige mennesketyper, som de rammer helt præcist, med enkelte undtagelser, hvor det ikke er helt morsomt. Ud over Johnny & Simone, synes jeg også at økonomen, der rømmer sig og ikke kan gennemføre et interview er umorsom. Det samme gælder lærergruppen, hvor Troels Mallings Stan Laurel-figur og Laura Kvists hosten er mere irriterende end morsomme. Men det er meget få forbiere i en vellykket komediepalet.

Morten Stræde i Viborg

Jeg var sendt til Viborg for at anmelde Dronningen, og benyttede lejligheden til at se den egentlig langt mere interessante udstilling med Morten Stræde på Brænderigaarden. Der er mange flotte enkeltværker/-elementer, men det overordnede koncept 'Byen og verden' holder ikke - i hvert fald ikke uden formidling.

Læs min anmeldelse her
.
.
.
Morten Stræde.jpg

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2