Arkiv: maj 2003

Forside | juni 2003 »

26.05.2003

Hvad er meningen med livet?

Her er så min lille tekst om meningen med livet fra år 1999 (klik nedenfor). Den ville have set anderledes ud i dag, men jeg har valgt at lade den stå i sin daværende form. Noget af det mere problematiske er nok min nærmest Adorno-fyndige bemærkning om den absolutte kærlighed. Men lad det være et debatoplæg der ægger til modsigelse!

(Lad mig understrege at kommentarer ikke behøver være filosofisk skolede som Malene Busks - enhver type kommentar er velkommen, fra den umiddelbare, ureflekterede reaktion til den grundigste akademiske overvejelse)

Svar på spørgsmålet: Hvad er meningen med livet?

Jeg skal nok komme med et klart svar, men først vil jeg lige problematisere spørgsmålet. Som det (normalt) stilles, lyder det som et transcendentalt spørgsmål, dvs. hvad er den højere mening med at vi er sat her på jorden, at der eksisterer liv overhovedet. Mit svar på dét er enten den hårde version: der er ikke nogen, eller den blødere version: det har jeg ingen anelse om.
Men formentlig er det ikke det som menes. Det som menes er snarere eksistentielt: hvad giver mening for mig her i livet, hvilke værdier er (eller bør være) i centrum i livet. Fejlen skyldes ordet ‘med’, der burde erstattes af et ‘i’: hvad er meningen i livet. Og selv da er det problematisk, for det forudsættes at der kun findes én mening, at livets værdier kan sammenfattes i ét princip, og det kan det ikke.

Jeg kan stille to værdier op som de allervigtigste. Ikke alle sekundære værdier kan afledes af disse to, så de er ikke første principper i et sammenhængende, deduktivt livssyn. Det er blot de to ting som i højest grad er styrende for livet og for den glæde der trods alt er ved det. De to meninger er: Kærlighed og det jeg (i mangel af et bedre ord) vil kalde virksomhed.

Kærlighed skal her forstås i sin bredeste betydning: givende, kærlige relationer til andre. Den mest iøjenfaldende og mest problematiske og den som fylder mest i bevidstheden er uden tvivl den erotiske kærlighed, den som baserer sig på forelskelse og parforhold. De andre former for kærlighed tales der ikke lige så meget om, tænkes der ikke så meget på, men mangler man dem er man ikke i tvivl om at de også betyder meget: kærligheden til forældre, til sine børn, til venner etc. Det afgørende er at kærligheden giver en fylde; det at holde af og blive holdt af, følelsen af en varm relation, er altafgørende for at kunne leve og nyde livet.

Den absolutte kærlighed, der er vores ideal, oplever vi kun som et savn af noget vi tror vi har kendt.

Virksomhed er som sagt et dårligt ord, men det jeg mener er: det at virke i verden, at give sig selv udfordringer, at skabe, at forstå verden, at udvikle sig. Det er altså alt muligt, fx at skabe et kunstværk, læse eller skrive en bog, kreere en god middag, dyrke sport, bygge en reol, bestige et bjerg, ja selv det at sidde og kigge ud af vinduet og tænke over meningen med livet. Nogle (fx Hegel og Freud) ville kalde det "arbejde", men det er misvisende, eftersom arbejde i dag nærmest er synonymt med job, og desværre er det de færreste der for alvor udfolder sig virksomt i kraft af deres job. Målet for et retfærdigt samfund måtte være at alle havde muligheden for at forene job og virksomhed. Så længe vi kun er få priviligerede der har denne mulighed kommer vi heller ikke materialismen til livs. Mange har et rutinejob eller pligtjob som fylder en stor del af deres tilværelse og kun er et middel til at tjene penge. De knokler ugen lang og er for trætte til at være virksomme når de har fri, og drikker så hjernen ud i weekenden og når sjældent at stoppe op og spørge sig hvad meningen er.

Folk som ikke længere virker, virker ikke længere. De er levende døde.

Torben Sangild, 1999

19.05.2003

Lou Reed & Antony

Vi havde ikke forventet os noget særligt af koncerten, blot endnu en Lou Reed-koncert, måske centreret omkring den nye plade The Raven. Men det var ikke den gode gamle Lou Reed, det var en ny og bedre Lou Reed, en generøs, veloplagt Lou Reed, der lod sit band få fremtrædende roller undervejs. Repertoiret lagde vægten på Velvet Underground og de første Lou Reed-plader, og det var populært. Og godt!

”Venus In Furs” var mit personlige højdepunkt med cellisten Jane Scarpantoni for fuld forvrænget udblæsning, mere ekspressivt end John Cales bratsch, og nogen vil måske mene at der dermed går noget af VUs kølige tilbageholdthed tabt, men her virkede det bare rigtigt. At Lou Reed så til gengæld ikke kan finde ud af at synge sine egne melodilinjer, men forsøger sig med mislykkede synkoperede fraseringer (som også Velvet Undergrounds koncert på Roskilde i 199?...nå, for mange år siden (det var tider)), det kan man tilgive når resten fungerer. Og man kunne også tilgive Fernando Saunders’ lidt for lange bassoloer og tvivlsomme kærlighedssang (han fik lov at spille en af sine egne sange). Og man kunne – ikke mindst på grund af absurditeten – endda tilgive Lou Reed at slæbe sin Tai Chi-lærer ind på scenen for gentagende gange i sit fineste sæt tøj at udføre et show bestående af bevægelser der absolut intet havde med musikken at gøre – hverken som afspejling eller kontrast.

I højre side sad der en mærkelig, drenget skikkelse, en mandsling kaldet Antony med lyse dun på hovedet og topmavet skjorte som uden forfængelighed sad og rokkede sidelæns med hovedet og knipsede kejtet. Der var intet groovy eller særligt musikalsk over hans bevægelser, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over hvorfor Lou Reed havde slæbt denne tosse med ind på scenen. Ind imellem sang han kor på et par fraser uden at det gav særlig meget mening. Ellers sad han dér og knipsede og virrede med hovedet. Jeg havde glemt alt om hans bidrag på den nye plade.

Men så skete der noget. To gange rejste Antony sig op og blev forsanger. Det var på ”Candy Says” og ”Perfect Day”. Og dunene på hans hoved var en svanes, for dér udgød den kejtede ælling sin særprægede røst, et sted mellem Tim Buckley og Scott Walker (men lysere), trak tonerne ud med en engletynd, kunstlet vibrato og tilførte disse sange et skær af noget hinsides.

Det kan man også høre på The Raven, hvor ”Perfect Day” aldrig har lydt smukkere end i Antonys version. Jeg kunne ikke slippe Antony i dagene der fulgte, og jeg har lavet research på hvem han er og hvad han går og laver.
Han er med i drag-bandet Antony and the Johnsons, som holder til New York. De har lavet et album og en EP, og jeg bestiller albummet gennem deres lille, uafhængige pladeselskab.

Man kan læse mere om Antony & the Johnsons på http://www.antonyandthejohnsons.com/ - her kan man også høre uddrag af deres musik, som lægger sig i samme spor som Antonys version af ”Perfect Day” med klassiske instrumenter til særprægede popsange.

06.05.2003

Lykke er...

Mon ikke det er på sin plads med et lille Adorno-citat?

Som bekendt var Adorno ikke meget for at svare på hvad det bedre liv, utopien, lykken var - både fordi svaret blæser i vinden og fordi en formulering ville banalisere det allervigtigste. Alligevel er der rundt omkring formuleringer hvor han giver (vel at mærke) forskellige udtryk for hvad det er man burde vente sig af livet i stedet for det armod vi befinder os i. En kendt formulering er "at uden angst kunne være forskellige". En utvivlsomt smuk sætning når man ved hvad der ligger bag (respekten for det anderledes i stedet for den herskende vold mod det, som går i lige linje fra mobning til Auschwitz).

Men dagens citat er et andet, som markerer et andet aspekt af utopien - en næsten zen-buddhistisk ro. Nu kommer det:

"Rien faire comme une bête, ligge på vandet og kigge fredeligt op i himlen, "at være, ikke andet, uden nogen videre bestemmelse og opfyldelse", at dette kunne træde i stedet for proces, gerning, opfyldelse...Intet af de abstrakte begreber kommer den opfyldte utopi nærmere end det om den evige fred."

Det er fra Minima Moralia §100 (jeg har modereret Arnos oversættelse). Det franske betyder "Intet gøre, som et dyr", og både dette og det som står i anførselstagn må være citater. Hvis nogen ved hvorfra, så vil jeg gerne vide det. Jeg ved ikke om det taler til jer, men det taler helt sikkert til mig. Ikke at skulle kæmpe, ikke at skulle overleve, ikke at skulle noget som helst, bare være.

Peace!

04.05.2003

Hvilke filosoffer/teoretikere optræder mon mest på nettet?

- sådan har du sikkert spurgt dig selv adskillige gange, men været for seriøs og fornuftig til - som jeg - rent faktisk at foretage en undersøgelse som en velkommen overspringshandling. Her er resultatet af udvalgte navne (dem som jeg lige kom i tanker om), indsamlet for et par uger siden. Jeg har søgt i Google på fornavn og efternavn (engelsk stavemåde ved græske filosoffer) som sammenhængende streng. Du skal være velkommen til at supplere med din egen personlige yndlingsfilosof/kulturteoretiker.

Man bemærker hurtigt hvor godt den gamle Aristoteles er slået igennem på nettet (også langt mere end lærermesteren Platon), og at både Freuds og Nietzsches drifter slår Kants pligtetik. Adorno slår heldigvis Deleuze og Baudrillard, men desværre ikke Bourdieu og Derrida. Hegel er en overraskende andenplads - denne populære og optimistiske dialektiker står tilsyneladende foran en renæssance, mens hans arvefjende, den pessimistiske Schopenhauer, har omkring en tyvendedel så mange hits.

1. Aristoteles (789.000)
2. Hegel (405.000)
3. Freud (138.000)
4. Platon (137.000)
5. Descartes (108.000)
6. Nietzsche (91.600)
7. Kant (87.400)
8. Benjamin (68.000)
9. Foucault (54.900)
10. Heidegger (52.000)
11. Hume (50.500)
12. Heraklit (42.700)
13. McLuhan (42.500)
14. Derrida (41.800)
15. Merleau-Ponty (39.100)
16. Bourdieu (38.500)
17. Adorno (36.000)
18. Deleuze (31.000)
19. Baudrillard (30.000)
20. Lacan (29.000)
21. Schopenhauer (27.000)
22. Habermas (26.900)
23. Luhmann (15.200)
24. Husserl (14.500)
25. Lyotard (12.400)

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2