Torben Sangilds weblog

Hvad er meningen med livet? Spørgsmålet instrumentaliserer ganske rigtigt, som om livet var ejet (eller eget). 'I' og 'med' får iøvrigt den omvendte ombytning, men med en lignende pointe, hos Deleuze. Ikke 'væren-i-verden', der markerer den gamle dualisme mellem stof og ånd, menneske og natur osv., men hvordan opfinde måder at være-med-verden, blive-til-med-verden?
Et deleuziansk svar på spørgsmålet ville måske blive noget i retning af: din anden 'mening', at virke, virksomhed (eller virkelighed) svarer til hans nye kategoriske imperativ:' Gør!' Begær eller lyst er ikke mangel, men gøren - gå en tur, give et kys, skrive en bog, danse, løbe fra det dårlige. Men hvilke kræfter bevæger begæret, lysten, hvordan virker det? Min læsning ville være de to affekter, der motiverer det etiske spor i deres tænkninger, ja, tænkningen som passion overhovedet såvidt som den bliver til med livet, ikke 'om' det: en kærligheds kraft (der forbinder planer) og en vredes kraft (der eksploderer den sammentrukne energi, splitter op, sprænger vej). I din lille tekst bliver du ved virksomheden og kærligheden, men hvis jeg læser din Warhol-tekst rigtigt, er der sandelig også en vredes kraft på spil. Er den underordnet eller?

”Vredens kraft” er ikke meningen med livet, men en indignation over denne menings udhuling.

Jeg kan se det virker mærkeligt at kalde 'vrede' eller explosionsenergi, riven fra hinanden-energi for 'en mening med livet'. Det lyder lidt paranoidt utilfredst eller krigerisk, men sådan mener jeg det ikke helt. Det er en markering af, at jeg savner et element i din beskrivelse af livet som, ikke facit eller abstrakt 'mening', men levet proces, (for det er vel det du sigter på: hvordan leve så ikke intentionen om, men praktiseringen af kærligheden og virksomheden støtter og uddyber kærlighed og virksomhed?). Det jeg savner prøvede jeg at udtrykke som 'en vredes kraft', men jeg har også forsøgt med begrebet om 'kritisk-affirmativ filosofi', en slags modpol til såvel fascisme, den totale, selvforstærkende destruktion, som til 'den skønne sjæl', den sagtmodige og medgående mangel på evne til at registre og forandre dårlige ting eller bare erfare noget nyt, ikke-samme (kommer i nærheden af Adornos kritik af affirmativ kultur). Jeg tror dette begreb ligner dét Seubold kaldte 'generativ-destruktiv' hos Adorno [på "Minima Moralia"-seminaret, Goethe-inst. april 2003]. For både kærligheden og virksomheden kan immanent antage dårlige og destruktive former, der forkrøbler dem, ligesom oplysningen, selvopretholdelsen, kollektiviteten eller produktionen, som Adorno påpeger. Og det kræver en anden slags handling og en anden slags evne end forbindelsens eller produktivitetens: den 'revolutionære' handling, enthusiasme eller indstilling, ville Deleuze have kaldt det, 'en vredes kraft'. Præcis dén åbenhed i de praktiske subjekter, der er nødvendig for at gøre sig adækvat til at møde et singulært, ikke-identitært 'præ-objekt', som du har så godt fat på i din Adorno-artikel ["Gråd uden tårer"], betyder uvægerligt at den indre sammenhæng og orden som subjektets midlertidige fornemmelse af 'selv' udgør, må brydes delvist op og lade sig påvirke intimt af ikke-integrerede, fremmede og 'uordentlige' elementer udefra. Det er den forandring, den livsnødvendige bliven-anden eller læring, som de begge søger, også i kontakten med kunstværket, eller i at lære et nyt sprog, lære at svømme, lære at elske, lære at slippe væk fra doxa. Den opbrydende, 'destruktive', kritiske eller revolutionære evne er ikke rigtig til at borttænke fra evnen til at træde i kontakt med noget nyt og ubekendt. Francesco Alberoni har om forelskelsen som 'revolutionært nedslag i en bevægelse på to personer' påpeget noget lignende: der er en kraft på spil som forener det der før var adskilt, nemlig de to forelskedes liv, og der er samtidig en kraft på spil der adskiller det, der var forenet, river tidligere bånd, tidligere 'meninger' i livet over og forlader dem for noget, man endnu ikke ved hvad er, men føles uendeligt meningsfuldt og transformerer ens hidtidige selvbillede.

Jeg tror de to sider, kærligheden som forbindelsesparathed og vreden som opbrudsparathed, måske mere er formelt adskilte, som to forskellige typer bevægelser, end praktisk adskillelige. Negri læser Spinoza, glædens, sagtmodighedens og dyden-bærer-lønnen-i-sig-selv filosof, som udtryk for en sådan 'permanent krise', permanent revolution, dvs. noget ganske andet end en Sovjet-revolution, der tilintetgjorde omvæltningen i et destruktivt, lystløst og rigidt system.

Jeg mener det er utrolig overfladisk at blande politik ind i et så stort et spørgsmål som "hvad er meningen med (i) livet" så absolut er.

Det kunne jo også være at det kunne udtrykkes meget mere enkelt, og uden fremmedord (eller er det for vanskelig?) eller fortidens filosoffer, da de øjensynlig heller ikke har noget definitivt svar.....

Hej Jan,
Det med politikken og fremmedordene var vist møntet på mit indlæg. Jo, selvfølgelig er jeg enig i at man kan sige noget meningsfuldt om meningen i livet uden fremmedord. Eller uden ord, for den sags skyld. Kunsten er bl.a. andet god til det. Det udelukker selvfølgelig ikke at det filosofiske begrebssprog også kan have sine styrker. Og ligesom musik ikke vil give mening, hvis man er tonedøv for dens lydmedium, har jeg ingen illusioner om at alle vil synes det er interessant at læse sig ind i filosofiens kaleidoskopiske dialog om emnet. Meningen i livet er ikke sådan lige til at fange een gang for alle i blot eet medium, så jeg hilser alle vovestykker velkomne. Og jeg har naturligvis ikke tænkt mig at holde op med at konfrontere spørgsmålet med filosofiens og fremmedordenes (vid-)underlige univers - og heller ikke at begrænse det dertil.
Om politikken i livet: den er der også. Simpelthen. Ligesom børn og kærlighed og arbejde og eksistentielle bekymringer. Jeg synes ikke det er et must at politik SKAL snittes, når en flig af livets mening søger udtryk, men jeg synes det er temmelig naivt at tro at måderne vi indretter os med hinanden på i menneskelige kollektiver slet og ret ikke har noget med spørgsmålet at gøre. De sociale former både påvirker os i de inderste celler og er påvirket af de virksomme og kærlige udtryk, vi giver vores liv, når vi prøver at gøre det bedre end den almindelige skematik lægger op til. Og gudskelov at filosofferne ikke har nogle definitive svar på hvordan impulser til noget glædeligere skal se ud: derfor er den netop interessant.

Det er meget spændene det i skriver om, men meningen i livet er måske at komme et bedre sted hen?
Vi lever jo i en verden som er totureret af os mennesker, vi kvæler den med asfalt og biler, vi "klipper" den ved at fælde træer, vi udrydder den ved at gå i krig.
Kan der være en større mening med det?
Ja! At komme et sted hen hvor der IKKE findes krig og asfalt og biler, et sted hvor alle lever i fred, et sted hvor vi kan leve i harmoni med naturen.
Problemet : Vi ved ikke hvad det er for et sted.
Vi ved ikke hvordan vi kommer derhen.

Det er noget af det jeg vil sige.
Tak fordi i vil høre på mig.

Hilsen Emil S. Jensen. 14 år.

Kære Emil, Torben, Jan og Malene
Jeg ved ikke hvad der har startet jeres diskussion, men jeg synes Emil rejser et interessant spørgsmål: nemlig om det sted, der ikke er der - sted hedder topos på latin, og det sted der ikke findes andre steder end i vores forestillinger (eller fremstillinger) hedder a-topos - eller u-topos. Det kunne da være interessant at høre, om i mener 'via irae' fører derhen i nærheden af?

Hey jeg elsker bare at hører folk snakke om livet, og hvor næmt det egentlig er at beskrive, at det er kærligheden der betyder "alt" for mennesket. det lyder så banalt at sige det, men det er jo rigtigt, vi er jo simple slaver af kærlighed. Ens liv kan fungere fint uden, men når man først har smagt på den søde kærlighed er man bundet for livet, måske lidt ligesom narko. Den følelse at man er et med sig selv og man har ubestridt selv kontrol og er øverst i herakiet for man kun når man er forelsket, eller er høj af narko. hvad er det der gør at man kan finde mening med livet ved at tage et kunstigt stof. Derved kan jeg kun udvinde en teori om hvad det er som tæller i livet og det er lykke, og lykke er noget din hjerne diffinere, og hvem har styr over sin egen hjerne? hvad er det der for os til at tænke, er det en selv? eller er det noget abstrakt, og uendeligt som f.eks. en gang upersonligt strøm 1 taller og 0´er der foregår i ens hoved? Jeg er selv dybt forelsket i en pige for tiden og har det rigtigt dejligt når jeg bare går i min hverdag med sommerfugle i maven og bare lykkelig, men når jeg tænker mere over hvor den lykke kommer fra stå jeg tom tilbage, hvad er det kan gøre mig så lykkelig, at der er en anden person der vil bruge sin tid sammen med mig? det kan jeg jo finde hos min familie, hvad er det så? ved det ikk, men ville ikke kunne undvære det nu jeg har det, og kan ikke komme med nogen konklusion, kan kun stille spørgsmål...

Hej.

Jeg har lige laest siden her, og fik lyst til hurtigt, at give en lille kommentar. Jeg synes selv det er yderst interessant at soege efter en mening i livet, men hvad jeg synes er endnu mere interessant er, at vide hvorfor folk synes det er saa interessant?
Jeg er af den opfattelse, at de mindre heldige beboere i denne verden som f.eks. ekstremt fattige og sultne mennersker i Afrika, Asien og rundt over hele verden ogsaa finder dette interessant? Mit svar: Nej, det tror jeg ikke de har hverken tid, eller overskud til. Deres tanker er ikke hengivet til at finde meningen med livet, det de taenker paa, er hvor de kan faa mad fra, hvordan de bedst muligt kan passe deres boern med de faa midler de nu engang har.
Naar vi mennesker der uden at taenke over det hver dag kan spise mad, koebt i supermarkedet, filosoferer over livet synes jeg det er vigtigt at huske, at det langt fra er alle mennersker der overhovedet taenker over meningen med livet.
Naar mennesker har det fundamentale paa plads i deres liv, som mad og menneskelige tilhoersforhold, soeger man automatisk efter nye spoergsmaal at faa svar paa. Hvis mennesket med sikkerhed vidste hvad meningen med livet var, ville man blot finde paa et andet problematisk spoergsmaal.
I vores verden er der mange millioner der, hvis du spoerger dem, VED hvad meningen med livet er...spoerger du Al-Quedas medlemmer er meningen med livet at bekaemper alt de mener er forkert, og leve deres liv saaledes at de faar det perfekte liv efter doeden. Kort sagt mener de, at doe "rigtigt" er deres mening med livet.
Spoerger man nogle af de dybt religioese mennesker i f.eks. bibelbaeltet i USA, er meningen med livet for dem, at leve renest muligt udfra bibelens synspunkt. Det jeg proever paa at sige her er, at dem der virkelig TROR paa deres forskellige religioner, har fundet meningen med livet (deres liv), og disse mennesker soeger derfor ikke som vi andre efter en mening. Vi, der ikke tror 100 procent af noget af det vi hoerer, vi skal undersoege, studere, sammenligne og hvad ved jeg foerst, for bare at komme med en ide, eller en konklusion der alligevel bare siger, at der ikke er noget svar!

Mennesker er komplicerede, at forstaa dem er endnu mere kompliceret.

Mit bud paa, hvad meningen med/i livet er, er at leve sit liv bedst muligt. Jeg mangler ikke noget i mit liv, mens mange millioner mangler lidt broed. Hvad giver saa undertegnede retten til at foele jeg mangler mening med mit liv, nogle folk bruger hele deres liv paa, at forske i hvad meningen i livet er?
Hvorfor kan vi mennesker ikke bare vaere tilfredse med det haandgribelige vi har...

Nysgerrighed, soegen efter svar er det vaesentligste svar paa hvorfor vi mennesker ikke bare kan lade de store spoegsmaal glide forbi os. Hvis det ikke var for vores nysgerrighed ville vi jo ikke have svar paa mange af de ting vi ved idag.

Fordi jeg selv er et menneske der ikke mangler de vitale ting i min tilvaerelse er jeg ogsaa nysgerrig for at finde svar paa alting....

Men selvom jeg stadig er ung (21 aar), maa jeg konkludere at jeg ikke kan faa svar paa alt, selvom jeg vil goere mit ypperste for det livet igennem.
Hvorfor egentlig???

Meningen med livet er, = 42!!!!!!!!!!

Det er ganske enkelt. Der er 2 meninger med livet.

(1) At videreføre arten - mennesket (altså finde en passende mage at få børn med, således at generne hele tiden forstærkes og evulotionen holdes i gang).

(2) At finde en mening med sit eget liv.

Når jeg siger "videreføre arten" er det ikke tænkt som en subjektiv mening for det enkelte individ, men derimod som den overordnede mening for vores art (naturens mening).

Hvis vi udfra dette synspunkt anskuer begrebet "kærlighed" vil vi kunne finde det begge steder.
Den kærlighed man har til sin kone (kæreste) samt den kærlighed man har til sine børn vil falde under kategori (1), da man her fra naturens side er programmeret til at søge en mage, elske(beskytte) sine børn osv.
Den kærlighed man har til sin øvrige familie & omagangskreds (herunder venner) vil falde under kategori (2), da den udelukkende er socialt betinget.

Jeg synes, at Pers punkt 1) kan nuanceres lidt: Der er masser af individer, både blandt mennesker og andre arter, der bidrager til artens videreførelse, selv om de ikke får børn. Hvis man f.eks. fravælger børn til fordel for arbejde/karriere eller andet, kan man derigennem bidrage til at skabe bedre vilkår for fremtidige og nuværende generationer.

.. hvilket Platon er inde på i sit "Symposium", hvor han taler om "at være svanger" ( viderførelse af arten rent fysisk gennem at få børn) og at være "svanger på sjælen" ( en indre trang/behov/kald til at udforske verden gennm forskning, kunst eller lign., og derigennem viderføre arten på et mere mentalt plan..)

Hvad er meningen med livet?

Skulle man problematisere spørgsmålet, var det mere nærliggende at påpege, at spørgsmålet overhovedet postulerer en mening og – hvad der er endnu værre – kun én mening.
Udgangspunktet for den filosofiske overvejelse er altså formuleret dogmatisk og totalitært.

At besvare et spørgsmål, kræver at man forstår det og til den ende, kan man analysere spørgsmålet. Starter man bagfra, må man først definere:
Hvad er meningen med livet?
Væsentligt er det selvfølgelig også, at definere meningen med meningen.

Når Torben skriver: ”Men formentlig er det ikke det der menes”, gør han ydre autoriteter ansvarlige for fortolkningen, hvilket er helt i overensstemmelse med akkademiske traditioner, men det er ikke i filosofiens ånd.
Selvstændig tænkning kræver mere mod og mindre ærbødighed.

Jeg gør da netop ikke "autoriteterne" ansvarlige for fortolkningen, idet jeg netop omdefinerer og problematiserer spørgsmålet. Prøv lige at læse det igen.

I øvrigt er spørgsmålet aldrig blevet stillet til mig af nogen autoritet, og det er ikke et akademisk spørgsmål og jeg behandler det heller ikke akademisk.

Med sætningen: ”Men formentlig er det ikke det som menes” gør du det klart, at det ikke er din personlige fortolkning af spørgsmålet, som du lægger til grund, men hvordan du tror andre mener det skal fortolkes.

Hvordan skal jeg ellers forstå sætningen?

For det første er man nødt til at forstå et spørgsmål for at kunne svare på det.

For det andet kunne du læse den næste sætning, der fortsætter med at problematisere spørgsmålet. Jeg anerkender jo netop ikke at der skulle findes én mening. Det fremgår da helt klart!

Jeg stillede dig et spørgsmål Torben og fordi det var mig der stillede det, må du prøve at forstå hvad jeg mente med mit spørgsmål.

Når du stiller dig selv et spørgsmål, ved du formentlig hvad du selv mener.

Sætningen: ”Men formentlig er det ikke det som menes” efterfølges af sætningen: ”Det som menes er snarere eksistentielt”.
Det fremgår klart, at du fortolker spørgsmålet som om det ikke var dig selv der stillede det.
Heri lå min anke og der ligger den stadig.

Du påstod at jeg ikke problematiserede spørgsmålet om meningen med livet, hvilket er forkert. Derudover hænger du dig i en sætning som jeg ikke kan se det fjerneste problem i.

Det var ikke mig selv der stillede spørgsmålet, anledningen var at en ven stillede mig det. Han stiller et spørgsmål som folk ofte stiller sig, og det kan sagtens lade sig gøre st prøve at forstå hvad folk mener det og samtidig problematisere det og komme med sin egen omdefinering af det.

Din logik synes at indebære at man ikke kan svare på spørgsmål andre stiller, for så er man "totalitær" - i hvert fald hvis man prøver at forstå hvad de mente. Skal man udelukkende gå rundt i sin egen lille boks og svare på sine egne spørgsmål? Det er ikke selvstændighed, det er egocentrisme og manglende evne til dialog.

Jeg har altså ikke påstået, at du ikke problematiserede spørgsmålet om meningen med livet.

At din ven havde formuleret spørgsmålet om meningen med livet, fremgik ikke klart af din tekst, men det besvarer så mit spørgsmål.
Konventionelle fortolkninger af konventionelt formulerede spørgsmål, er snarere skolastik end selvstændig filosofi. Jeg har åbenbart med urette tiltroet dig både fortolkning og formulering.

At livet kun har én mening, er et totalitært synspunkt, men at forstå hvad andre mener, uanset hvor totalitære deres synspunkter måtte være, er ikke totalitært ifølge min logik.

Besvarer det dit spørgsmål?

Jeg savner en 3. hjørnesten i meningen i livet. En sten der handler om fællesskab i mellem mennesker.
Man kan diskutere om der findes en 100 % uselvisk handling eller om al motivation kommer inde fra, men uanset udfaldet mener jeg at alle skal (her har jeg fravalgt bør fordi det smager af regnvåd mandag morgen og fordi det ikke handler om pligt men nødvendighed) leve deres liv på en måde der bidrager positivt til fællesskabet af mennesker på denne planet. Jeg er ikke religiøs, men jeg føler at jeg her skal fremhæve at mange religioner faktisk prøver at indgyde den slags adfærd som jeg her forsøger at bringe på banen. Jeg mener at viljen til at bidrage til fællesskabet og i nogen grad også følelsen af nødvendigheden af at bidrage, er for nedadgående og det er skræmmende. Ansvaret overfor fællesskabet bliver i højere og højere grad sat i skyggen af egen vinding, lyst og bekvemmelighed. At menneskeheden står overfor kæmpe udfordringer i fremtiden som kræver et stærkt fællesskab at overvinde er jeg slet ikke i tvivl om. Det her handler for mig om mere end at stemme på det ”rigtige” parti eller give penge til en velgørende organisation – Det handler om at tage stilling til det fællesskab vi alle er en del af og at inddrage fællesskabets behov i sine prioriteringer!

At meningen i livet ikke kun handler om hvad der er rigtigt og godt for mig, men også hvad der er godt for fællesskabet er det jeg prøver at slå på tromme for.

Jeg giver Per 100% ret i at den eneste grund til at et individ bliver født er for at viderebringe artens gener. Ind imellem sker der biologiske fejl, heraf sker evelutionen "survival of the fittest". Den eneste grund til at et menneske bliver forelsket er den indkodede lyst til at finde et stærkt gen at pare sig med. Den eneste grund til at du elsker din familie og medmennesker er fordi vi på den måde vil stå stærkere imod omverdenen.
Denne teori vil jeg sige kan bevises ved at se på fejlproducerede typer som f.eks. psykopater. Disse mennesker kan ikke føle kærlighed på samme måde og beviser dermed at det er et medfødt gen og ikke noget der er opstået med vores itelligens.

Man kan selvfølgelig stille spørgsmål ved om vi med vores udviklede intelligens har ført den naturlige evelution et skridt videre. Om manden/kvinden med den høje intelligens kan føle en lige så stor tilfredsstillelse ved at sikre artens fremtid med udvikling og teknologi som han kan ved at lave og opdrage sine børn.

Dette forklare selvfølgelig ikke hvordan det hele startede, men hvem sige også at der skal være et svar på det hele derude. Kunne det hele ikke bare være startet ved et tilfælde.

Og forøvrigt 100% uselviske gerninger findes hvordan kunne julemanden eller eksistere.

Tænk sig bare at være i nuet, lige nu og nu...
At mærke sig selv indefra og ud
og verden udenfra og ind
at dingle i øjeblikket
og give sig hen
uden forventning, uden forbehold
eksistens

Sandelig om ikke Wikipidea nu giver alle svarene!

(via Webmercial)

Hvor kommer al denne søgen efter mening med livet fra?

Er det ikke en meget moderne beskæftigelse for folk som er trætte af kryds-og-tværs etc?

Nej! Ærlig talt! Jeg finder mig sjældent i færd med at lede efter meningen.
Gør det mig holdningsløs?
Uden retning?
Farer jeg vild undervejs?

Livet leves som bekendt forfra osv. Ved man ikke godt at meningen bare er en efterrationalisering, noget vi finder på fordi vi holder af det, på samme måde som vi holder af at løse rebusser og soduko?

Den mening jeg for tiden bebor findes selvfølgelig. Man kan vælge:
1) Jeg er en fisk med en fiskeforstand,
2) Min skurvogn gir mig ly & læ; her er der rart...
3) Eller: Marxistisk står jeg lænet ud over rælingen...

Hvor kommer denne søgen fra?
Er det noget vi skal passe på?
Blir denne søgen brugt af magter vi ikke magter at afsløre?

JEG - for min del - synes lykkelig/glad når jeg med en kop kaffe og en smøg betragter min sovende prinsesse.
Er dette meningen/en mening?

Meningen med livet er at have et mål. Tænk over hvornår man har det bedst. Det har man, når man har et klart mål indenfor de opnåelige grænser. Formålsløshed er det omvendte og værste for sjælen. De sene nattetimer man ikke bruger til andet end at se fjernsyn, skrive kommentarer på hjemmesider osv :-) Jeg ville nogle gange ønske, jeg var religiøs. Religioner definerer og lægger et klart mål for livet. Det gør videnskaben ikke. Alligevel ser jeg ned på religiøse mennesker, men de er sikkert gladere end mig.

Meningen med livet er også overlevelse, derfor tror jeg, at der med formålsløshed opstår "umening", hvilket fører til de store selvmordsrater i de "gode" lande. Jeg havde tænkt mig at gøre det kort, men meningen med livet kan vel aldrig beskrives kort...

Hej alle

Ad. Har mening i livet noget med formål at gøre?

JA.

Mening betyder "betydning" eller "formål". Jeg vil vove at påstå at mening i det enkelte menneskes liv altid er et formål. Dette formål kan jo være et mere eller mindre bevidst/reflekteret formål. Kærlighed, fællesskab eller væren er jo stadig også et formål (eller læs: en virksomhed...), selv om det ikke er egoistisk. F.eks. ville en gartner ikke sige at meningen med hans liv bl.a. er at se planter gro. Men planterne har en betydning for ham, han vil noget med dem, de får ham til at føle noget. Han har en tilknytning til dem!

Dermed kan man sige at jeg tror, at meningen med livet er at vi kan knytte os følelsesmæssigt til objekter (læs: både ting og mennesker) på en sammenhængende forståelig måde (en meningsfuld måde). Meningen med livet er at "VILLE" noget med nogen/noget. Hvis dine forældre ikke ville dig, har du heller ikke lært at ville noget med nogen.

Ad. Er "meningen i livet" et vigtigt spørgsmål, og er det godt at stille spørgsmålet?

Spørgsmålet dukker ganske enkelt op, når man har mistet meningen i livet.(læs: mistet even til at "ville" noget, til at have et formål med livet) Og derfor er det da hammervigtigt for de mennesker, som ikke længere føler at livet er noget ved!

Jeg tror ikke det er farligt at stille sig dette spørgsmål, tværtimod kan det være vældig godt at gøre sig tanker om, om man har gang i det rigtige i sit liv, er det her noget jeg gerne vil, giver det mening for mig? Derimod tror jeg det er uhensigtsmæssigt at spekulere på meningen med livet for hele menneskeheden eller et højere formål, hvis man er træt af sit liv, for det er der ganske enkelt ikke et svar på. Så det kommer man ikke langt med!

Grunden til at det er mere aktuelt end nogensinde er efter min mening bl.a., at vi i de vestlige samfund ikke bare har travlt med at overleve (vi har ligesom de basale behov for mad og sex dækket) og derfor rent faktisk har overskud til at tænke over, hvorfor vi lever, når vi har mistet lysten til at leve. HVert år er der f.eks. 200.000 danskere der får en depression se www.netdoktor.dk.

Helt simpelt kan man også sige, at meningen med livet, er, at vi skal leve.

Mvh
Christa Lindahl Jacobsen

Jeg glemte at skrive at jeg er psykolog, og at jeg har skrevet speciale om dette emne.

Mvh
Christa Jacobsen

Hej

Jeg tror Christa har fat i noget der. Min læge gav mig diagnosen depression i August 2006.. Jeg syntes spørgsmålet "Hvad er meningen med livet", er ret interessant. Før tænkte jeg ikke over spørgsmålet. Men nu søger jeg at besvare spørgsmålet bevidst, og blive bevidst om svaret. Ikke leve efter en ubevidst mening med livet, som jeg gjorde før. måske vidner depression om at vi mennesker har brug for at tænke over et spørgsmål som dette, og vi lider psykisk ved ikke at gøre det. Vi har for travlt til at stoppe op, og lever nærmest som robotter, der ikke ved hvorfor vi træffer de valg vi gør. Lad os stoppe op, stille os selv dette spørgsmål, blive klogere på os selv og livet, og føle at liv er langt mere end vi troede.. Før viste jeg ikke hvor meget et venskab kan betyde, men har indset at et venskab kan ændre alt, og at jeg burde værdsætte det mere end jeg gjorde. "Meningen med livet", er at gøre livet mere levende og bevidst.. Håber alt dette give mening

Hejza..

En undskyldning til christa.. Kom vist til at skrive Christy

Hej med jer! Fin diskusion i har gang i. Jeg kom til at tænke på hvordan det er med mennesker, der har misbrugsproblemer. Hvordan kan det være, at det gi´r mening at være alkoholiker eller stofmisbruger? For det må det jo gøre et eller andet sted. Hvis de havde noget vigtigere at lave, så ville de nok gøre det, eller hvad?
Jeg er pedagogstuderende og er lige nu i praktik på et behandlingsted for misbrugere, hvor jeg for tiden er meget optaget af lige det her med mening. Mening er jo, ifølge Kierkegaard, menneskets drivkraft og kilde til motivation. Når man tænker på en misbruger, forsvinder denne betydning så. Bliver misbruget drivkraften og kilden til motivation? Glæder mig til reaktioner fra jer:)

Meningen med livet, i et sprogligt niveau for alle!!

Spørgsmålet: hvad er meningen med livet?
Giver ikke mening, at svare på udfra et synspunkt, der kan generaliseres for alle.
Det er et problem med formuleringen, for der findes ikke nogen generel mening med livet, ligesåvel som der ikke findes nogen sandhed der er ens for alle.
Sandhed og mening bliver dannnet af det enekelte menneske og i det enekeltes menneskes opfattelse af verden. Vi kan selvfølgelig , til tider, være enige om enkelte svar, i så fald er det fordi svaret har en betydning der danner mening for de enkelte.
Din opfattelse af verden er med til at skabe din mening af verden! Din opfattelse af verden er afhængig af, din evne til at percepere, handle og hvordan du oplever reaktioner, på dine handlinger, fra omverden.
Dit liv og meningen med livet bliver dannet i et samspil mellem dig og dine omgivelser.

Kære pædagogstuderende

Mening og formål hænger også sammen med valg. Hvis en misbruger nu skal reflektere over det, så er det vel ikke evigt fedt ikke at have penge til andre ting end stoffet m.m. Med andre ord har de nok valgt noget i livet, som til sidst ikke giver dem en fornemmelse af tilknytning til noget vigtigt... Noget der peger fremad, noget der realiserer deres indre pontentiale .. for nu at bruge et af Rogers´udtryk..

Kierkegaard mener jo også, at vi vil føle angst, hvis vi ikke har taget de rigtige valg i vores liv, og dermed mente han, hvis vi ikke har skabt en mening i vores liv.

Det kan være svært at føle dette ansvar for sit liv, og måske er det det misbrugeren prøver at undgå. Men ikke at vælge, er også et valg!

Håber det kunne bruges.
Hilsner
Christa

Definér mening (holdning? Opfattelse? Hensigt? Synspunkt? Formål?). Definér liv (menneskelivet på Jorden? Princippet om forløsning (processen)? Det absolutte?). Optimistisk set, er existensen meningsløs. Og iøvrigt en illusion. Reativt set, er meningen med livet som menneske på Jorden i vores univers, at repræsentere den variation af relativitet, vi er. At være, hvem, hvad vi er. Tænk en tanke, og skab derved et nyt univers. Vores univers er brudt intethed, dvs. eet stort problem. Sammentrukket energi. Fjern presset, angsten, og vær fri, ingenting igen. Skab dig et univers, ved, lige nu, at hade din kone. Hvad er meningen med det? Elsk hende igen, og hadet neutraliseres, går i sig selv igen, bliver til hvad det egentlig er: ingenting (kærlighed). Der er kun intethed (Gud). Nogethed er bundet intethed, dvs. intethed. Bindingen er forestilling, en mental konstruktion. Fjern den, og der er ingenting. Alt er relativt, dvs. (alt er) absolut. Hvordan får jeg så min arm til at forsvinde? Dybest set reagerer partikler afhængigt af observatøren, dvs. der ingen fysiske love findes. Det gør der ikke, fordi fysik, existens er illusion, dvs. noget andet end det, vi ser det som. Det er ikke-fysisk. Definér mening igen! Menes der "højere" mening, som at vi er sat her med et bestemt formål for øje, har en bestemt opgave at løse, men at vi bare ikke ved hvorfor vi skal løse den og hvem der beder os om det? Eller betyder mening en opgave, som vi, ud fra vores existens, manifest, finder på, udlever, skaber? Definér igen liv! Liv er (=) mening. Død er (=)meningsløs(-hed), illusion. Vores univers er relativitet, dvs. tilsyneladende en blanding af begge elementer. Relativt liv, dvs. relativ død. Relativitet. Dybest set, er vi mennesker, vores existens, vores liv, en illusion. Vi er ikke til, vi eer. Man kan så foretage eet af to valgmuligheder: Vær hvad du VIRKELIG er (ingenting), eller vær, lev den specifikke variation af relativiteten, du repræsenterer, ud. Vælger du førstnævnte, vil det indebære et liv uden tanke, tale, handling (ren meditativ tilstand). Vælger du sidstnævnte, vil det være et liv, hvor du lader som om, du lever det, du tror du er, fx. som pianist eller postbud - eller filosof ;-) Sidstnævnte er dybest set en løgn (meningsløst), men relativt set sandhed. Relativt set er et liv, for et menneske, hvis selv er pianist, men lever som regnskabsassistent, for at betale terminen på huslånet, en løgn, meningsløs. Så vi kan sige, vi kan vælge at leve på to eller tre måder, en meningsfuld og en meningsløs - og så en tredje, som er TOTALT meningsløs. Bare foretag et valg. Og bliv ved valget. Lad ikke valget være relativt, særligt ikke, hvis du vælger livets sande mening, førstnævnte.

Jeg mener, at disse selvdestruktive antagelser er farlige. Vi er ikke sat på jorden til at ræsonnere over tilværelsen. Vi er en del af en cyklus som atter skal bestå.

Hvorfor er vi så udstyret med evnen til det?

... eller rettere: Hvad selvdestruktivt er der ved at ræsonnere over tilværelsen?

... eller rettere: Hvad selvdestruktivt er der ved at ræsonnere over tilværelsen?

Det er da simpelt.
Jeg mener, møntet på mit indlæg, at det kan være selvdestruende, da der ikke findes noget svar på de dybere spørgsmål vedrørende tilværelsen, og dog, som du selv nævner, er vi udstyret med denne evne. Det er netop problematisk at vi besidder denne enigmatiske evne; for det eneste vi opnår ved at reflektere og ræsonnere er bare et nyt spektrum alle ubesvarede spørgsmål.

Hislen dreng 15 år.....

Det er da simpelt.
Jeg mener, møntet på mit indlæg, at det kan være selvdestruende, da der ikke findes noget svar på de dybere spørgsmål vedrørende tilværelsen, og dog, som du selv nævner, er vi udstyret med denne evne. Det er netop problematisk at vi besidder denne enigmatiske evne; for det eneste vi opnår ved at reflektere og ræsonnere er bare et nyt spektrum af* ubesvarede spørgsmål.

Hislen dreng 15 år.....

Ja, hvad er meningen egentligt med livet?
Har selv ofte filosoferet over det spørgsmål uden dog at have fundet noget svar endnu:) Jeg latterliggør ofte selv religiøse, men må erkende at jeg gerne selv vil tro, som de gør. Alt skal jo bevises, vejes og måles i vores tid. Vi er blevet skolet til at videnskaben forklarer alle spørgsmål. Big Bang er årsagen til universets dannelse, så egentlig er vi en tilfældig skabelse uden formål/ mening i/med livet?
Vi lever i det uvisse, og det er ret beset dét, vores hjerne ikke kan kapere.
Jeg sætter personlige mål, for hvad jeg gerne vil med mit liv på jorden. Men hvad er formålet med at udrette alt dette, hvis man om 200 år allgevel er glemt? Ja selvfølgelig oplevelserne, men er det ikke lidt overfladisk? Hvorfor engagere sig vildt i skole, arbejde mv. og binde sig i de 60 bedste år af ens liv? Hvorfor skulle man ikke bare gøre lige, hvad man ville nu og her?

Hvem der bare havde svarene eller troen?

Signed by God??

http://www.gotquestions.org/Dansk/meningen-med-livet.html

Jeg synes kun der et svar på det ene spørgsmål:

Stræben

jeg kan ikke forklare det på et dybere niveau, hvilket jeg heller ikke mener er nødvendigt.

Se på det som et svar der ikke kan modbevises, og derfor er det nærmeste vi kan komme sandheden.
For kan vi nogensinde være sikker på hvad der er sandt og hvad der ikke er sandt?

/Kristoffer 18 år

Jeg syntes der mange gode spørgesmål i det i alle skriver, men også i selve teksten.. men jeg syntes satdig væk er noget af det r forkert, Ex med Hamoni og Fred og altdt der. min mening med livet er simpel og kot: Livet spørgsmål er det man ser, det man Høre, det man rør. det er nok en lidt mærklig forklareing jeg udtrykker, men der findes nok ikke en bedre. det jeg høre indtil virde er at folk kun stiller spørgsmål, men jeg savner et "real qusten". hvis du på nogen måde har/mangler en diskution/svar så skriv til mig, jeg elsker at pusle med sådan noget.. men jeg mangler bare en at diskuter med:(

Hej alle,

Fantastisk mange input til et meget vigtigt emne, der nu på denne blog har kørt i 6 år. Jeg beskæftiger mig med netop eksistens coaching, som netop handler om livets store spørgsmål. Når man har brug for at vende disse tanker med en anden, uden at blive anset som underlig eller at blive misforstået.

Hej alle,

Fantastisk mange input til et meget vigtigt emne, der nu på denne blog har kørt i 6 år. Jeg beskæftiger mig med netop eksistens coaching, som netop handler om livets store spørgsmål. Når man har brug for at vende disse tanker med en anden, uden at blive anset som underlig eller at blive misforstået.

Jeg er 58 år, og emnet: formålet med livet.....hvor var vi før vi blev født? Hvad er meningen med livet på jorden? Hvor for døden? Det har altid optaget mig.

Jeg har gjort visse erfaringer, og har læst om rigtig mange religioner og haft utallige snakke med mennesker fra diverse trosamfund.....jeg har selv været aktiv i 20 år i et trosamfund, som jeg holder meget af, men jeg har fået en dybere forståelse nu.....nu savner jeg nogen at få åndelig føde fra og give tilbage......derfor prøver jeg af denne vej at få dialog med andre......o.s.v.

Jeg vil gerne høre jeres overbevisning......

Hilsen Sonja

Hvad hvis...
meningen med livet er døden?

Indimellem får man fornemmelsen af, at den energi der frigives i forbindelse med liv og død,måske i lighed med ind og udånding- er "meningen"med livet.

livet er meget large med liv og død.

hvad med artens videreførelse- selvfølgelig uden den, intet liv og død, derfor er det også vigtigt.

Og tiden indimellem liv og død. Hvis man bruger analogien med indånding og udånding, s¨å foregår der en udveksling af ilt og andre stoffer i den , tiden indimellem.Et iltmolekyle ille have svært ved at se en egentlig mening. men en udveksling foregår der: Så at få "himlen" ned på jorden, kunne man kalde det ( i ikke særlig religiøs forstand) ..? Tiden indimellem liv og død er absolut ikke ligemeget men som min kære moder plejer at sige : hvis man kun går i 5 klasse og ikke nogensinde kunne se verden udover 5 klasse, er det svært at forklare hvad den 5 klasse skal bruges til....

der er på engelsk et smukt begreb der hedder "Grace"

Det er nok det nærmeste man kan komme essensen.....
god påske