« Lykke er... | Forside | Hvad er meningen med livet? »

19.05.2003

Lou Reed & Antony

Vi havde ikke forventet os noget særligt af koncerten, blot endnu en Lou Reed-koncert, måske centreret omkring den nye plade The Raven. Men det var ikke den gode gamle Lou Reed, det var en ny og bedre Lou Reed, en generøs, veloplagt Lou Reed, der lod sit band få fremtrædende roller undervejs. Repertoiret lagde vægten på Velvet Underground og de første Lou Reed-plader, og det var populært. Og godt!

”Venus In Furs” var mit personlige højdepunkt med cellisten Jane Scarpantoni for fuld forvrænget udblæsning, mere ekspressivt end John Cales bratsch, og nogen vil måske mene at der dermed går noget af VUs kølige tilbageholdthed tabt, men her virkede det bare rigtigt. At Lou Reed så til gengæld ikke kan finde ud af at synge sine egne melodilinjer, men forsøger sig med mislykkede synkoperede fraseringer (som også Velvet Undergrounds koncert på Roskilde i 199?...nå, for mange år siden (det var tider)), det kan man tilgive når resten fungerer. Og man kunne også tilgive Fernando Saunders’ lidt for lange bassoloer og tvivlsomme kærlighedssang (han fik lov at spille en af sine egne sange). Og man kunne – ikke mindst på grund af absurditeten – endda tilgive Lou Reed at slæbe sin Tai Chi-lærer ind på scenen for gentagende gange i sit fineste sæt tøj at udføre et show bestående af bevægelser der absolut intet havde med musikken at gøre – hverken som afspejling eller kontrast.

I højre side sad der en mærkelig, drenget skikkelse, en mandsling kaldet Antony med lyse dun på hovedet og topmavet skjorte som uden forfængelighed sad og rokkede sidelæns med hovedet og knipsede kejtet. Der var intet groovy eller særligt musikalsk over hans bevægelser, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over hvorfor Lou Reed havde slæbt denne tosse med ind på scenen. Ind imellem sang han kor på et par fraser uden at det gav særlig meget mening. Ellers sad han dér og knipsede og virrede med hovedet. Jeg havde glemt alt om hans bidrag på den nye plade.

Men så skete der noget. To gange rejste Antony sig op og blev forsanger. Det var på ”Candy Says” og ”Perfect Day”. Og dunene på hans hoved var en svanes, for dér udgød den kejtede ælling sin særprægede røst, et sted mellem Tim Buckley og Scott Walker (men lysere), trak tonerne ud med en engletynd, kunstlet vibrato og tilførte disse sange et skær af noget hinsides.

Det kan man også høre på The Raven, hvor ”Perfect Day” aldrig har lydt smukkere end i Antonys version. Jeg kunne ikke slippe Antony i dagene der fulgte, og jeg har lavet research på hvem han er og hvad han går og laver.
Han er med i drag-bandet Antony and the Johnsons, som holder til New York. De har lavet et album og en EP, og jeg bestiller albummet gennem deres lille, uafhængige pladeselskab.

Man kan læse mere om Antony & the Johnsons på http://www.antonyandthejohnsons.com/ - her kan man også høre uddrag af deres musik, som lægger sig i samme spor som Antonys version af ”Perfect Day” med klassiske instrumenter til særprægede popsange.

Kommentarer

Hej Torben

-...sikke dog en fin-fin weblog; "so ein Ding..."

Jeg har snuset lidt rundt & du har jo fat i en masse spændende/pudsigt stof, selvom det jo i første omgang var Reed-anmeldelsens, der fangede min opmærksomhed.

Jeg er ret enig i din oplevelse af showet (det VAR jo osse samme koncert); især deler jeg helt din fremhævning af den sælsomme Anthony-skabning & vi er osse fælles om at mene, at Lou med fordel kunne have ladet sin Tai-Chi-lærer blive stående i kulissen.

Til gengæld kan jeg ikke fuldstændig være med på "At Lou Reed så til gengæld ikke kan finde ud af at synge sine egne melodilinjer, men forsøger sig med mislykkede synkoperede fraseringer". Jeg ser ikke noget principielt forkert at eksperimenterer med (meget) velkendte schlageres melodiforløb & foretage improviserede fraseringer. Improvisationerne kan naturligvis mislykkes (mere eller mindre), men resultatet kan osse ende med at tage sangen nye og ukendte steder hen.

På den måde kan man vel sige, at Reed går til sine sange, lidt på samme måde som en jazzmusiker; der er givet nogle rammer for struktur & forløb, men der er osse masser af plads til improvisation.

vh, t

Kære Tore

Tak for kommentaren.

Hvad angår at frasere anderledes og ændre melodien: ja, naturligvis er det tilladt, men min pointe (som ligger i ordet ”mislykkede”) er at de i Lou Reeds tilfælde er umotiverede, kedelige og dårlige; de bibringer efter min mening intet til numrene.

Desuden er det generelt oftest sådan (som regel et dække over at sangeren ikke kan synge det han/hun gjorde i studiet og derfor holder sig til at synge de samme tre toner gennem alle numre), med mindre der er tale om cover-versioner i en anden genre. Men det er noget andet.

Opdatering: Sidenhen er Antony blevet en verdensstjerne, og det er gået ganske stærkt.

I sin tid bestilte jeg det første (og bedste) album, Antony & The Johnsons, og det var meget besværligt at få fat i dengang. Det andet album, I Am A Bird Now, er til gengæld blevet et stort hit, selv om kun få af sangene er oppe at ringe efter min mening.

Selvom det er længe siden Lou og Anthony lagde Falkonersalen ned, føler jeg trang til at medhylde den koncert i 2003. Og jeg er fuldt ud enig i, at Venus in furs var fuldstændig overvældende.

Så meget desto større var skuffelsen, da Anthony gæstede Falko igen i sommer. Det var en slem skuffelse; ikke mindst på grund af et fuldstændigt opkørt publikum, der på forhånd kollektivt havde besluttet at koncerten skulle blive en intim oplevelse. Alt sammen ok, hvis koncerten havde foregået i en skummel cafe i New York; men lidt ved siden af i den pæne teatersal på Frb.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2