Arkiv: juni 2003

« maj 2003 | Forside | juli 2003 »

28.06.2003

Normalitetens gestus: Adfærd ved busstoppestedet

[Denne lommesociologiske aforisme skrev jeg for 5 år siden, men måske kan den stadig vække stof til eftertanke og kommentarer, så nu lægger jeg den herud]:

Det er især ved busstoppesteder man oplever fænomenet. Busstoppestedet er indbegrebet af den såkaldt ‘serielle’ socialitet, dvs. der hvor en flok mennesker tilfældigvis er sat samme sted, uden at have nogen som helst intention om at være sammen.

Fænomenet har ikke noget navn, men lad os kalde det ‘normalitetens gestus’. Det er simpelthen en måde folk reagerer på, som ytrer sig i hosten, skutten, stønnen, stampen i jorden, snøften, kløen sig i håret, kiggen på uret og talen om vejret. Ikke fordi det er specielt presserende at udføre disse handlinger, men fordi der er andre til stede, ukendte, måske endda skeptiske mennesker.

Den umiddelbare grund til at skutte sig og stampe i jorden skulle være at det er koldt. Men eftersom det ikke giver megen varme at gøre det, er det efterhånden mere en gestus med en overordnet betydning end en praktisk handling.

Og hvad er så betydningen af denne gestus? Man ønsker at afsende en meddelse til sine omgivelser, hvadenten man er bevidst om det eller ej. Allerede i dette uudtalte ønske om kommunikation er der givet en åbning i forhold til de andre. De mest skræmmende fremmede er de tavse, dem der ikke føler et behov for at punktere forlegenheden, men blot stirrer ubekymret frem for sig, som er de hævet over den almindelige utilpassethed ved den serielle situation. De sætter sig ikke ned på normalitetens niveau.

Normalitetens gestus markerer et fællesskab. Hvad har man til fælles med mennesker man er sat sammen med ved et busstoppested? Ikke meget. Man er først og fremmest defineret ved sin skillen sig ud fra de andre. Alle går rundt og bærer på et massivt reservoir af ideologi, stil, status osv. - og normalitetens umiddelbare reaktion på den fremmede er at foragte ham/hende og overdrive forskellen. Modreaktionen er disse gestus, der markerer det vi som mennesker faktisk er fælles om.

Vi er først og fremmest alle underlagt vejret. Vejret er politisk neutralt, det er fælles for os alle. Det er enten for varmt, for koldt, regnende eller blæsende - eller det er fint vejr, hvilket snarere udtrykkes verbalt end kropsligt. Vi er også alle underlagt vores krop: den hoster og klør og gør ved, og at markere dette er at markere at man er et menneske der lider af de samme småskavanker som alle andre. Endelig er vi alle underlagt tiden. Ved at kigge på uret markerer man at også man selv ønsker at bussen snart skal komme.

Det er altså den begyndende fjendtlighed eller angst for en sådan, der langsomt blødes op af normalitetens ritualer der understreger et fællesskab ved at markere ligheder frem for forskelle.

En videre betydning kan gøre sig gældende hvis nogen i udgangspunktet skiller sig meget ud og er bange for decideret at virke truende på deres omgivelser. De udfører normalitetens gestus og markerer derved ikke blot et fællesskab, men netop også en svaghed: “Bare rolig, jeg er en slave af vejret/kroppen/tiden ligesom jer andre”. De signalerer underlegenhed (og en trang til at kommunikere denne) og dermed imødekommenhed som modsætning til den tavse og roliges udstråling af herredømme.

Andre vælger at understrege forskellene, at skille sig ud, at signalere biologisk herredømme gennem en stålsat ro og et hævet blik. De hoster ikke, de kigger ikke på deres ur, de er upåvirket af kulden og anfægtes i det ydre ikke af at der er folk omkring dem. Det er busstoppestedets Herrer, serialitetens overmennesker.

Torben Sangild, juni 1998

24.06.2003

Støjens Æstetik bliver udgivet!

Endelig! Min bog Støjens æstetik bliver udgivet ca. september, da jeg har fået penge til trykningen fra Lademanns Fond (5.000) og Sonning Fonden (10.000).

Historien er jo den at jeg skrev specialet 1995-96, og har forsøgt at få det udgivet i revideret form lige siden. Flere forlag har vist interesse, men har på forskellig vis syltet eller droppet den senere med den begrundelse at emnet var for smalt/specielt. For 1½ år siden sagde Mutivers jatak til at udgive den på betingelse af at jeg selv skrabede sammen til at dække det kalkulerede underskud. Og efter afslag fra utallige andre fonde har jeg nu fået skrabet det absolutte minimumsbeløb sammen til en skrabet udgivelse (uden illustrationer eller andet gejl), men det er en bog, og den meget større (128 s.) end den lille engelske.

Dette er så at sige den tredje udgave med et nyt kapitel om støj i elektronisk musik, skrevet sommeren 2002 - et kapitel som jeg allerede kunne have lyst til at udvide og omskrive betragteligt, men det bliver der vist desværre ikke mulighed for.

Det er en stor lettelse at få den ud! Tak til alle der har hjulpet (I bliver nævnt i forordet til bogen), og en særlig tak til Klaus Lynggaard og Jørgen I Jensen for officielle anbefalinger.

Du kan se en indholdsfortegnelse til bogen ved at klikke her

23.06.2003

Dogville

Dogville er en rigtig god film – trods sit fejlagtigte, anti-amerikanske rygte.

Noget af det vigtigste ved filmen er for mig at se at den viser hvordan gode gerninger og tjenester gang på gang indskrives i en økonomi – en økonomi der handler om om gen-gæld og taknemmeligheds-gæld, en økonomi hvor penge og sex indgår som delelementer i denne overordnede gælds-logik.

Den har ingen kulisser, kun kridtstreger og møbler. Efter kort tid bemærker man det ikke længere – man ser Dogville for sig fordi skuespillet er fremragende og fordi fortællingen er medrivende.

Den foregår i en lille bjergflække i USA, men den kunne lige så godt være foregået i Hundested, Schäeferburg eller Ville de la Laborador.

Hvorfor er den så blevet udråbt til at være anti-amerikansk og hvorfor har Trier hele USA på nakken? Der er to grunde: en intern og en ekstern.

Den interne er at han slutter filmen (rulleteksterne) med socialrealistiske billeder, bl.a. af Jakob Holdt, mens musikken er David Bowie: ”Young Americans”. Det virker underligt malplaceret og påklistret og kaster ikke spor lys over resten af filmen.

Den eksterne er at Lars von Trier til en amerikansk journalist for at provokere sagde at Dogville er en hævn over den amerikanske kritik af Dancer In The Dark. Det var dumt sagt, for nu tror hele USA vist at han faktisk mente det alvorligt. Og det har intet med filmen at gøre (pånær måske rulleteksterne).

Så se filmen som en film om menneskene i den vestlige verden snarere end som anti-amerikansk. Den er i så fald en hel del mere interessant.

20.06.2003

Forargelse og indignation

Man må skelne mellem forargelse og indignation. Mens forargelsen angår at nogen tillader sig excesser som man afskærer sig selv, handler indignationen om en retfærdighedssans, en medfølelse.

Således vil man fx kunne blive både forarget og indigneret over pornografi, men der er tale om to væsensforskellige reaktioner: den forargede ser pornografien som en promiskuitet, sædernes forfald, en fordærvelse af ungdommen og måske en vægten drifterne over ånden. Den indignerede ser pornoindustrien som en uværdig udnyttelse af kvinder. (Den samme person kan naturligvis rumme begge reaktioner. Det gør dem ikke mindre væsensforskellige).

Forargelsen er konservativ, indignationen er social. Venstrefløjen har indignationen som drivkraft, mens højrefløjen blandt andet lever af forargelse. Men det modsatte forekommer også: mange socialister er forargede over de riges luksuriøse tilværelse, og nogle borgerlige evner i glimt medfølelse med de undertrykte.

Hver gang man forarges bør man spørge sig selv om man ikke bare er misundelig fordi nogen lever noget ud som man selv har lagt bånd på. Først indignationen er for alvor berettiget (hvis altså ens diagnose er korrekt – at nogen lider).

Konsekvensen af denne indignationens etik er bestemt ikke et påbud om at man skal smide sine hæmninger og kaste sig ud i alle de excesser man ellers ville blive forarget over. Det er snarere en besindelse på ikke at lade forargelsen bruge den energi som tilkommer indignationen. Det handler om proportioner, og er lige så politisk som det er psykologisk.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2