« Hvad er meningen med livet? | Forside | Dogville »

20.06.2003

Forargelse og indignation

Man må skelne mellem forargelse og indignation. Mens forargelsen angår at nogen tillader sig excesser som man afskærer sig selv, handler indignationen om en retfærdighedssans, en medfølelse.

Således vil man fx kunne blive både forarget og indigneret over pornografi, men der er tale om to væsensforskellige reaktioner: den forargede ser pornografien som en promiskuitet, sædernes forfald, en fordærvelse af ungdommen og måske en vægten drifterne over ånden. Den indignerede ser pornoindustrien som en uværdig udnyttelse af kvinder. (Den samme person kan naturligvis rumme begge reaktioner. Det gør dem ikke mindre væsensforskellige).

Forargelsen er konservativ, indignationen er social. Venstrefløjen har indignationen som drivkraft, mens højrefløjen blandt andet lever af forargelse. Men det modsatte forekommer også: mange socialister er forargede over de riges luksuriøse tilværelse, og nogle borgerlige evner i glimt medfølelse med de undertrykte.

Hver gang man forarges bør man spørge sig selv om man ikke bare er misundelig fordi nogen lever noget ud som man selv har lagt bånd på. Først indignationen er for alvor berettiget (hvis altså ens diagnose er korrekt – at nogen lider).

Konsekvensen af denne indignationens etik er bestemt ikke et påbud om at man skal smide sine hæmninger og kaste sig ud i alle de excesser man ellers ville blive forarget over. Det er snarere en besindelse på ikke at lade forargelsen bruge den energi som tilkommer indignationen. Det handler om proportioner, og er lige så politisk som det er psykologisk.

Kommentarer

Om forargelse og indignation, samt hvad torben har tilfælles med Christine Antorini.

Mine venner har lige købt to brugte stole. De kostede 3500 kroner stykket. Det tog noget tid at finde stolene til den pris, det var ekstremt billigt. Det vat det værd, sagde han, for det er nogle tjekkede stole, det holder længe. Da der ikke er så meget plads i deres to-værelsers måtte de gamle stole vige pladsen. De var lisså dyre. De står nu i et velordnede loftrum sammen med en fancy lædersofa med tilhørende stole. Og jeg skal komme efter dig med en hel masse andet skrammel af den bedste kvalitet. Det blir godt for dem at have, det hele, når de skal flytte til et større sted. Jeg kan kun sige, at jeg er pissemøghamrende forarget. Jeg synes simpelthen det er så forbandet sjofelt at investere så meget tid og penge for at hamstre den slags, i mine øjne, fuldstændigt åndsforladt og praktisk taget unødvendigt bras. Det er ikke bare en excess, men en notorisk perversitet jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med, andet end at råbe FORARGELSE! Slet og ret fordi jeg mener, at det er forageligt at de i dne grad insisterer på at finde en nydelse i den her analt-materielt fixerede stole-excess, når de på andre områder rent faktisk udtrykker en vis form for intelligens. Get a life.

Jeg er forarget fordi jeg føler at mine værdier sjofles. Og fordi jeg føler, at det her venskab kunne her været så meget bedre hvis ikke alt det her overfladiske pis var så forbandet vigtig. Det er egentligt ikke rationelt som sådan, for det gør vel egentlig ikke noget ved det vi har sammen.

Psykologisk set er det ret banalt. Det er et ’hvis-ikke-det-var-for...så’ –spil. Dette er forargelsens struktur. Forargelsen er følelsen af at andre tager nydelsen fra en ved at modsætte sig den forestilling om verden man selv mener er den rigtigste. Den person eller de personer der er årsag til forargelsen befinder sig, strukturelt set, i den postition der blokerer for nydelse. Nydelsen handler om realiseringen af ens eget idealiserede verdensbillede. Forargelsen er grundstrukturen i alle de populistiske udgaver af racisme, feminisme og marxisme, etc., der alle bygger på ’hvis-ikke-det-var-for...så’ strukturen. Forargelsen har rod i det grundlæggende ubehag vi føler når andre ikke spiller med på de regler som vi selv mener er indiskutable og universelle. Forargelse er dybt følelsesbetonet.

Man må skelne mellem oprigtig eller subjektiv forargelse og den slags forargelse man blabrer af sig for at styrke fællesskaber. Det er altid let at skabe en forarget stemning over et eller andet – man ved for det meste hvilken plade der spilles. Den oprigtige foragelse er kendetegnet ved spontan vrede, den fælleskabsstyrkende ved ligusterhæk-agtigt aliancebyggeri. Det er dog samme struktur der gør sig gældende.

Du ser forargelsen som årsagen til ondskab, mens indignationen er kilden til det gode. Indignationen er det oplyste, kølige og gennemskuende bliks domsfællelse over andres uetiske handlinger, der først sekundært omgang sætter sig i følelseapparatet. Forinden ligger en etisk beregning. Indignationen er på den måde mere sekundær end forargelsens ureflekterede grynt. Fordringen er at besindelse sig og ikke lade forargelsen æde den energi som tilkommer indignationen. Det gælder med andre ord om ikke at lade følelserne bruse på bekostning af det drive for etisk diskussion der er at hente i indigantionen. Det handler om oplysning og selvbeherskelse.
Hvis forargelse på grund af sin blindhed overfor hvad der egentlig er på spil kan siges at være potentielt skadelig for andre mennesker (idet man handler i blinde), så må (den ironisk distancerede, kan det være andet) iagttagelse af ens egen følelse af forargelse give anledning til indignation over egen forargelse. Din realisme handler om at afløse den følelsesstyrede forargelse med indignationens mere rationelle retfærdighedsetik.

Med din realise indskriver du dig i den tendens der for tiden er til at udgrænse det følelsesmæssige. Et af mine yndlingseksempler eksempler på dette er Christine Antorini, Henrik Dahl og Lars Goldschmitts bog Det Ny Systemskifte. Overordnet kan man sige, at Antorini, Dahl og Goldschmidt ser det danske samfund som underlagt visse betingelser, der hovedsageligt er koblet til den internationale økonomi og det moderne netværkssamfund. Den nye elite, det nye vi er underlagt som borgere, er ikke en økonomisk eller social elite, det er den globale økonomi som sådan, samt det netværkssamfund der udspringer af denne nye orden. Fordringen for dansk politik er at tilpasse sig denne nye orden. For at tilpasse os må vi have realitetssans, og ikke lade nostalgiske følelser forstyre kompasset. Fjenderne af den danske stat er for Antorini, Dahl og Goldschmidt således alle ‘ignoranter’, dem de kalder ’spilfordærvere’ - skåret bredt over en kam, alle dem der ikke anerkender tilpasselighedens og rimelighedens politik (her er både rawlske og Tayloriske undetoner om det fælles grundlags politik). Dvs. alt fra Nazister, autonome, feminister, religiøse grupper, Tvind, rockere, nationalister, fundamentalister, ATTAC, og sågar Blekinge-banden nævnes. Med andre ord: følelsespolitik. Følelsesladet identitetspoltik er farlig, idet dens irrationelle og ‘ufornuftige’ karakter leder til handlinger der undergraver mulighederne for velfærdsstatens overlevelse. Dermed skader følelsespoltik i sidste ende mennesker. Deres realisme stemmer helt overens med, at det følelsesmæssige ureflekterede udbrud, forargslens udbrud, i dansk politik ofte betegnes som noget der ’ikke er stuerent’, ’et surt opstød’, ’det ufordøjede’, ’den indre svinehund’; at ’krænge sig selv ud’ i det offentlige rum er ikke vel set. Omvendt så hyldes den beherskede og rimelige politiske røst. Antorini, Dahl og Goldschmidt tager konsekvensen og forsøger at lave en model for et poltisk sytsem, der levner plads på sidelinjen til alle den støjgenererende forargelse. De kommer til at fremstå som en slags Moses der kan lede os ud af ørkenen (andre ville kalde dem for slaver af kapitalismen).

Det er let at blive indigeret over andres forargelighed, da det let kan gennemskues, at det er de andres egoistiske motiver for at holde fast på eget gods der afføder forargelsen. Indigantionen over andres forargelighed ender dog på samme måde, idet ’verden ville være et bedre sted at være, hvis ikke folk gik rundt og var så pokkers forargede’. Spørgsmålet er, om det ikke er vigtigt at netop lade sig forage og så råbe højt, end at lade den være skjult, fordi den er ’utilpasset’, eller lade cirkulerere i lukkede fællesskaber udenfor dialogens rækkevidde. Det er farligt at forvirre etisk diskussion, der har sit udspring i indignationen, med moralsk forargelse. Ingen tvivl om det. Der er dog også en fare ved at arrestere enhver forargethed som i bund og grund værende selvoptaget og uberettiget surhed over andres ’excesser’. Den individuelle forargelse er følelsernes spontane sprog, og er derfor svær at uddanne. Lige meget hvor meget jeg vender og drejer det er jeg stadig forarget over de her to stole til 5000.- per styk. Jeg tror på man bare skal leve det ud. Forargelse er fedt, det udtrykker følelser, det skaber liv. Jeg vil derfor insistere på mere højlydt forargeri, så kan vi altid tage den etiske debat derefter.

Peace

Citat:

Now it’s your “isms” (like your genetic code) that determine whether you are
“good” or “evil”. Whether you are right or wrong, just or unjust, honest or
dishonest. There’s patriotism, nationalism, racism, sexism, socialism, cartesianism,
elitism, consumerism, conservatism, radicalism, liberalism but CAPITALISM
is the most capital “ism” of all. If you are on the wrong side of the “ism”
lines, they can usurp even your memories.

- internettet

Hvorfor jeg alligevel ikke ligner Christine Antorini

Tak for et provokerende og veloplagt indlæg, der tager forargelsen i forsvar. Jeg må dog tage til genmæle, da din læsning af min aforisme fører til uhyrlige misforståelser.

At jeg skulle være en realist der udgrænser det følelsesmæssige til fordel for en kølig, etisk beregning er noget af en tilsnigelse. Du taler i øvrigt mod bedre vidende da det er en kendt sag at jeg netop er i min forskning forsøger at opprioritere følelsen som noget der rummer kritisk erkendelse. Men for polemikkens skyld er det fint at du giver mig anledning til at understrege netop det.

Jeg vil gerne anfægte ideen om at forargelse er umiddelbar og indignation en efterrationalisering. Indignationen er i høj grad følelsesbetonet! Når jeg bliver indigneret over at der ikke bruges penge på at bekæmpe malaria, men postes millioner i den langt mindre skadelige sygdom, SARS, så harmes jeg så det kan mærkes i min krop.

Jeg står ved at man ikke kan bygge en moral på forargelser - dine venners prioriteringer er deres egen sag, selv om det provokerer dig.

Jeg siger til gengæld ikke at forargelsen ikke kan have nogen berettigelse som reaktion, og at den skal undertrykkes som sådan. Man skal bare erkende at det er en forargelse og overveje hvorfor man dog reagerer så stærkt på noget som ikke er ondt.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2