« Støjens Æstetik bliver udgivet! | Forside | Cykelsport skal høres i radioen »

28.06.2003

Normalitetens gestus: Adfærd ved busstoppestedet

[Denne lommesociologiske aforisme skrev jeg for 5 år siden, men måske kan den stadig vække stof til eftertanke og kommentarer, så nu lægger jeg den herud]:

Det er især ved busstoppesteder man oplever fænomenet. Busstoppestedet er indbegrebet af den såkaldt ‘serielle’ socialitet, dvs. der hvor en flok mennesker tilfældigvis er sat samme sted, uden at have nogen som helst intention om at være sammen.

Fænomenet har ikke noget navn, men lad os kalde det ‘normalitetens gestus’. Det er simpelthen en måde folk reagerer på, som ytrer sig i hosten, skutten, stønnen, stampen i jorden, snøften, kløen sig i håret, kiggen på uret og talen om vejret. Ikke fordi det er specielt presserende at udføre disse handlinger, men fordi der er andre til stede, ukendte, måske endda skeptiske mennesker.

Den umiddelbare grund til at skutte sig og stampe i jorden skulle være at det er koldt. Men eftersom det ikke giver megen varme at gøre det, er det efterhånden mere en gestus med en overordnet betydning end en praktisk handling.

Og hvad er så betydningen af denne gestus? Man ønsker at afsende en meddelse til sine omgivelser, hvadenten man er bevidst om det eller ej. Allerede i dette uudtalte ønske om kommunikation er der givet en åbning i forhold til de andre. De mest skræmmende fremmede er de tavse, dem der ikke føler et behov for at punktere forlegenheden, men blot stirrer ubekymret frem for sig, som er de hævet over den almindelige utilpassethed ved den serielle situation. De sætter sig ikke ned på normalitetens niveau.

Normalitetens gestus markerer et fællesskab. Hvad har man til fælles med mennesker man er sat sammen med ved et busstoppested? Ikke meget. Man er først og fremmest defineret ved sin skillen sig ud fra de andre. Alle går rundt og bærer på et massivt reservoir af ideologi, stil, status osv. - og normalitetens umiddelbare reaktion på den fremmede er at foragte ham/hende og overdrive forskellen. Modreaktionen er disse gestus, der markerer det vi som mennesker faktisk er fælles om.

Vi er først og fremmest alle underlagt vejret. Vejret er politisk neutralt, det er fælles for os alle. Det er enten for varmt, for koldt, regnende eller blæsende - eller det er fint vejr, hvilket snarere udtrykkes verbalt end kropsligt. Vi er også alle underlagt vores krop: den hoster og klør og gør ved, og at markere dette er at markere at man er et menneske der lider af de samme småskavanker som alle andre. Endelig er vi alle underlagt tiden. Ved at kigge på uret markerer man at også man selv ønsker at bussen snart skal komme.

Det er altså den begyndende fjendtlighed eller angst for en sådan, der langsomt blødes op af normalitetens ritualer der understreger et fællesskab ved at markere ligheder frem for forskelle.

En videre betydning kan gøre sig gældende hvis nogen i udgangspunktet skiller sig meget ud og er bange for decideret at virke truende på deres omgivelser. De udfører normalitetens gestus og markerer derved ikke blot et fællesskab, men netop også en svaghed: “Bare rolig, jeg er en slave af vejret/kroppen/tiden ligesom jer andre”. De signalerer underlegenhed (og en trang til at kommunikere denne) og dermed imødekommenhed som modsætning til den tavse og roliges udstråling af herredømme.

Andre vælger at understrege forskellene, at skille sig ud, at signalere biologisk herredømme gennem en stålsat ro og et hævet blik. De hoster ikke, de kigger ikke på deres ur, de er upåvirket af kulden og anfægtes i det ydre ikke af at der er folk omkring dem. Det er busstoppestedets Herrer, serialitetens overmennesker.

Torben Sangild, juni 1998

Kommentarer

Det er en rigtig og interessant mikrosociologisk iagttagelse, Torben.
Målet for den mere åbnende, frygtreducerende side af den normaliserende adfærd kan måske sammelignes med slipsets eller uniformens beroligende signalværdi i mange ellers dybt kompetitive arbejdsmiljøer: jeg har underkastet mig reglerne, jeg er ikke en trussel, men one-of-the-boys og bare rolig, den hænger slapt ned...
Det gør det iøvrigt lidt vanskeligt for en kvinde i sådanne mandlige miljøer, har jeg ladet mig fortælle. Hun kan ikke berolige ved at gå med slips, for det skaber kønsforvirring og dermed ængstelse og hun kan heller ikke bare være accepteret kvindelig, for da er hun en potentiel trussel mod de kompetitive mænds klub-fredspagt, en reminder om muligheden af at splipset rejser sig og freden er brudt.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der nok er flere sider af dialektikken mellem overmenneskelig lukkethed og betydningsladet, normaliserende åbenhed end dit lidt skarpe værdiskel. F.eks. er det vigtigt ikke at se hinanden for meget i øjnene på et ufrivilligt samlingssted - en elevator, en kantinekø, et stoppested. Jeg tror derfor at den delvise, diskrete åbenhed i at vedkende sig sin dødelighed (for det er hvad du sigter til: underlagt det ydre miljø, det indre miljø og tiden, ikke? God analyse!)desværre har en del at gøre med frygt og dæmpelse af frygt, en slags kollektiv overenskomst om at tåle hinandens uønskede tilstedeværelse med færrest muligt konsekvenser. Der er hårfine grænser for åbenheden: I know you're there, but please spare me the details!
De små kollektive ticks du beskriver er nok ligesåvel fysiske udtryk for ubehaget ved at have tilfældige kroppe for tæt på. På grund af ens overordnede mål (komme op på 8. sal, nå togforbindelsen eller få sin frokost)forbyder man sig selv at følge impulsen til at kravle op i nærmeste træ og studere indtrængeren fra sikker afstand, eller simpelthen vende sig og gå. Energien fra impulsen får et andet afløb, man bevæger fødderne, men uden at løbe væk, man stryger sig over håret eller pudser brillerne, men uden at gemme ansigtet, man stirrer mod horisontens lokkende flugtveje som om man allerede var et andet sted og er samtidig akut bevidst i alle nerveceller om ens egen og den andens fysiske nærhed. Man kigger på uret eller roder i sin taske for at markere at man har sit private rum og sin egen tid med sig som den anden ikke er del af.

Normaliseringens ticks udtrykker ikke blot åbenheden vs. den lukketheden, men tjener også til at forhindre større affekt på sjælen fra de tilfældige indtrængere end højst nødvendigt og altså barrikadere sig for muligheden af et ægte møde, en virkelig åbenhed - om det nu er en dybere samtale, et fælles grin over noget, der foregår, en spontan omfavnelse eller en decideret brydekamp. Og det er som regel rigtig effektivt, men vidner indirekte om de andre som dybt problematiske størrelser for sjælefreden.

Mange tak for kommentaren, som er helt og aldeles i tråd med mine egne tanker. Det er godt du understreger at det handler om frygt for fremmedes fysiske nærhed og skepsis. Og at det altid sker indirekte, sjældent med direkte konfrontation af blikke.

Herligt med beskrivelsen af hvordan man et eller andet sted har en impuls til at "kravle op i nærmeste træ og studere indtrængeren fra sikker afstand" - det kender jeg godt! Hvordan studerer man nogen så de ikke føler sig studeret og objektiveret? Små, forsigtige sideblikke? Mørke solbriller?

Vi kommer ikke xenofobien til livs før vi alle lærer at være mindre bange for fremmede.

Det er helt sikkert et interessant tema: hvad sker der når mennesker mødes. Man kan se på hvordan arkitekturen enten fremmer eller hæmmer muligheden for menneskelig kontakt. Metroen er et eksempel på et rum hvor anonymiteten og integriteten prioriteres højt: Rulletrapperne er parret i samme retning, to ned og to op, således at man ikke kører modsat hinanden. Alternativet ville være at de kørte modsat hinanden, således at man mødte de modsatkørendes ansigter. Det kunne være et fint lille sted midt i travlheden, hvor man fik mulighed for stå stille og kikke på hinanden, udveksle blikke. Man står jo alligevel bare der og glaner. Det kunne være en mulighed for at møde ansigterne på de mennesker der udgør byen. Byen er ikke arkitektur, men de mennesker der bor der.

En tur rundt om Levinas ville åbne for en diskussion om ansigtet som det sted humaniteten afslører sig. Ansigtet er selvfølgelig ikke det eneste sted. Derrida kritiserede Levinas for at glemme døgnets mørke timer - det kan jo ikke passe at humaniteten kun afslører sig om dagen. Den blinde ville i det forhold være temmelig prisgivet. Uden at reducere ansigtet til den eneste passage til humaniteten vil jeg hævde vigtighed af at se ind i hinandens ansigter. Det kan være svært, som Torben nævner. Den nordiske blufærdighed er en hæmsko for denne vigtige genkendelsens aktivitet. Metroens rulletrapper kunne være et sted, hvor man relativt vederlagsfrit kunne se ind i andres ansigter. Det er et ufriviligt samlingssted, der samtidig er uforpligtende, idet møderne definitivt er korte. Og ja, det er et lidt 'fejt' sted. Men vi har brug for de her steder der ikke kræver så meget mod. Set ud fra et human-etisk synspunkt er rulletrapperne en arkitektonisk brøler.

Frederik

Skidegodt, Frederik, jeg tænkte nok at du ville komme frem med dit Metro-eksempel (denne gang i en mildere formulering end det frådende essay du viste mig sidste år).

Jeg er dog ikke helt sikker på at det der med ikke at turde kigge på fremmede særlig længe er noget særligt nordisk. Måske er det simpelthen et byfænomen - en del af den blaserthed som allerede Georg Simmel talte om.

Jeg ved heller ikke om det er specielt nordisk. Men man synes ikke den samme afmålthed gør sig gældende i fx Mexico, Guatemala City, New York, Singapore...etc. Omvendt: tag på landet i Finland, og jeg skal give dig stilhed ved bustoppestedet! Jeg tror blasertheden er koblet til en stigende adskillse af privat og offentlig, men er mere kompleks end som så. Jeg tror ikke det er et decideret byfænomen - så skulle det være a la den flaneaurske shoppe kultur simmel analyserede. Ordet 'by' er det svage punkt i analysen.

frederik

Måske afslører også mobiltelefonen en dobbelthed - både brugen af den i offentlige rum og irritationen over samme. Vi kan reagere på den ufrivillige socialitet ved stoppestedet, ikke blot ved at underkaste os, stille os normale an eller finde måder til ikke at lade de andre trænge igennem: med mobiltelefonen markeres at vi skam foruden vores egen tid (uret) og vores eget rum (tasken), også har medbragt vores eget sociale netværk, der her demonstreres som mere nærværende end socialiteten af de tilfældige kroppe (inkl. ører) omkring os. Men dobbeltheden ligger i at vi jo netop også gerne vil lægges mærke til, anerkendes fremfor ignoreres, som Frederik er inde på, selvom vi også er bange for kontakten. Og måske derfor bliver mobiltelefonen et irritationsmoment: den talende fremmede stirrer i vores retning uden at se os, taler genkendelige ord, der ikke er henvendt til os, smiler venskabeligt til en ansigtsløs, øjenløs lytter udenfor det fælles rum. Hvis de andre kun var uønskede burde vi bare være taknemmelige for at se dem virtuelt forsvinde ud af det tilfældige nærheds-rum og ind i antennerummet, men det er vi ikke kun. Kroppen er der stadig med nysgerrighed og ængstelse og kræver åbenbart sit af de andre, om det så blot er demonstrativ stampen, nervøse ticks eller et stjålent blik. Vi vil ikke gerne lade os påvirke, men længes dog efter at nå igennem, få den anden krop til at give sig ufrivilligt, fremkalde en lille rystelse i fremmede nerver?

Nemlig Malene!

Du foregriber i øvrigt mit kommende indlæg om mobiltelefoner, så lad os lige vente lidt med den diskussion til jeg får tid at skrive det essay.

Dejligt, jeg venter med spænding dit essay om mobiltelefonen.

For i mellemtiden alligevel at gå dig i bedene, kunne mobiltelefonens fænomen i offentlige rum måske sammenlignes med tog-lekturen i togalderens begyndelse. Bl.a. W. Schivelbusch har analyseret togrejsens kulturhistorie, f.eks. dens dybe påvirkning af vores rum- og tidsopfattelse (tidligere var også det at rejse en aktivitet, der krævede anstrengelse og opmærksomhed, nu er det snarere 'spildtid') Så vidt jeg husker var det nyt og også provokerende at folk ikke mere rejste 'sammen' med hinanden, men begravede sig i den typiske lette læsning som angav at næsten alt var bedre end at lægge mærke til sine medpassagerer. Parallellen til flertallet af inderligt ligegyldige mobilsamtaler er tydelig. Men det er samtidig et sjovt 'næsten-nærværende' fænomen, der dukker op her igen. For vi har jo altid, og uden bus- eller mobilteknologi, kunnet se når folk indstiller blikket på uendeligt eller er fraværende, som vi meget rammende (og for det meste stødt) siger. Måske har det at gøre med 'mellemtidens' sub-bevidste fænomen, det første varsel om subjektets multi-skizofrene konstitution? Det er simpelthen ikke sandt at vi ikke kan være flere steder på én gang: Vi kan næppe andet! (Der er nok en litterær fødsel involveret også: tænk på alle de rammefortællinger, der handler om tilfældige menneskers fordrivelse af mellemtiden ved at fortælle historier: Decameron, Tusind og en nat, Blixen...)

Måske er undtagelsen fra det delvise nærvær de sublime momenter af netop selvforglemmelse, ikke selvnærvær, hvor vi virkelig kan være med noget andet eller nogen andre: kærlighed?

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2