Arkiv: juli 2003

« juni 2003 | Forside | august 2003 »

28.07.2003

Adorno som kioskbasker

Er Adorno overdrevent pessimistisk? Ja! Er det grund nok til at afvise hans filosofi? Nej!

Ole Thyssen har anmeldt Adornos Minima Moralia i Weekendavisen 7/7, eller rettere: har brugt bogens genudgivelse som anledning til at lufte sine irritationer over for Adorno og hans måde at skrive på. Der er tale om irritationer som han deler med mange andre, ikke mindst de fra hans egen generation som er vokset op med at læse Adorno ortodokst-bogstaveligt og derefter har vendt den oprindelige begejstring til en vrede over at Adorno er så kompromisløs.

Man kunne for nyligt høre noget lignende udfolde sig i P1s filosofiprogram ”Eksistens” hvor den gamle garde, Hans-Jørgen Schanz og Arno Victor Nielsen fik beskrevet en værdiløs karikatur af Adorno.

Jeg er ikke neutral. Jeg tilhører den generation der læser Adorno på ny, uden dogmatismen, med henblik på at høste de erkendelser der ligger hos Adorno og at korrigere det der ikke holder eller som har ændret sig eller som må betragtes anderledes i dag. Det driver mig til at svare Thyssen igen.

Thyssen skriver at Adornos problem er at alt er håbløst, selv erkendelsen af håbløsheden. Selv om der er noget om dette må jeg for det første understrege at Adorno bevidst overdriver, fordi det ville være en værre synd at grine ad lidelsen end at tage den for alvorligt.

"Jeg har overderevet det dystre ud fra maximen om at kun overdrivelsen i dag kan være sandhedens medium." (Was bedeutet: Aufarbeitung der Vergangenheit GS 10.2 s. 567)

"I once said that after Auschwitz one could no longer write poetry, and
that gave rise to a discussion I did not anticipate when I wrote those
words. I did not anticipate it because it is in the nature of philosophy
and everything I write is, unavoidably, philosophy, even if it is not
concerned with so-called philosophical themes that nothing is meant quite
literally
" (Metaphysics - Concepts and Problems s. 110)


For det andet er det ikke rigtigt at ikke er håb, udveje, lyst sanselighed hos Adorno – hvis man kigger efter det er det overalt. Faktisk har den britiske sociolog Yvonne Sherrattt skrevet en bog med den polemiske titel Adorno’s Positive Dialectics (Cambridge 2002) – en bog der netop påviser at det er en forsømmelse at Adorno er blevet læst som ren negativist.

Jeg forstår på den anden side godt at nogen bliver irriterede af at læse disse overdrivelser (jeg har det selv sådan med at læse Baudrillard), men hvis man flytter fokus fra pessimismen dukker der uhyre mange andre lag frem. Desuden er pessimismen i høj grad drevet af en ofte berettiget indignation.

Thyssen skriver at Adorno ser magten som et anonymt og kontrollerende ”de”. Det er ikke rigtigt. Magten er ikke personificeret hos Adorno, vi er alle præget af den, den er ikke noget uden for os selv. På flere punkter foregriber Adornos teori om magten faktisk Foucaults, hvad denne også selv har erklæret. Se fx Poul Ferland: Kritik af magten (Ålborg 1984).

Thyssen skriver at Adorno ”afviser USA totalt”. Det er også forkert. Adorno var ikke blind for potentialerne i den amerikanske livsstil (selv om han var meget kritisk), og han foragtede den europæiske bedrefølelse over for de pragmatiske amerikanere. Se Kaspar Maase: “A Taste of Honey” i European Readings of American Popular Culture (1996).

I samme ombæring kalder Thyssen nærmest Adorno utaknemmelig fordi han (tror Thyssen) ikke har udtrykt en tak til England og USA som husede ham da han var i eksil. Det er en typisk forvekslen kritik af (sider af) USA med anti-amerikanisme, et ord der virkelig bruges om ethvert kritisk pip i disse år (jvf. diskussionen om Dogville nedenfor). At Thyssen tager fejl viser sig for eksempel i forordet til den engelsksprogede udgave af Prismen, hvor Adorno skriver:

"The author could wish for nothing better than that the English version of Prisms might express something of the gratitude that he cherishes for England and for the United States--the countries which enabled him to survive the era of persecution and to which he has ever since felt himself deeply bound"

Den eneste interessante indvending fra Thyssen er at Adorno (og netop det gælder vel særligt i Minima Moralia) ofte taler i polemiske one-liners, hårdtslående aforismer der ikke lader formiddagsbladene noget tilbage, og som Thyssen kalder ”intellektuel sadisme” uden argumentation – rene svovlende besværgelser. Det er interessant fordi Adorno jo netop er talsmand for det ikke-identiske, det som det kategoriske sprog forfladiger, og som han derfor ifølge Thyssen selv forråder, og er ”lige så voldelig og hensynsløs som de kræfter han beskriver”. Her må man for det første sige at det er vulgært af Thyssen at sammenligne nazismens gerninger og en filosofs sprogbrug og sætte dem kvantitativt lige. For det andet er der trods alt forskel på at udtrykke sig køligt i rationelle begreber og så på at komme med polemisk-poetiske udbrud. Det er evident at det ikke skal tages bogstaveligt, det er aforismer, spidser, smertensudbrud, smånotater og så videre. Men indvendingen er ikke desto mindre interessant og delvist berettiget. Adornos ofte voldsomme generaliseringer er i stadig modstrid med det de siger.

Thyssen siger derfor at Adorno er autoriær, at Adorno påstår at han kan gennemskue alt. Det er ikke bare forkert, det er MEGET forkert! Få filosoffer er så bevidste om deres begrænsede udsyn som Adorno. Al filosoferen er forsøg, essays. Adorno er den første til at indrømme at han selv er påvirket af de kræfter han beskriver. Læs fx ”Essayet som form” eller bare første side af ”Vers und musique informelle”.

Thyssen mener at en moralfilosofi skal give anvisninger på hvad læseren skal vælge. Det er nok derfor Adorno netop ikke har skrevet en sådan, men blot en samling aforismer der ikke gør krav på at være en moralfilosofi.

Endelig indrømmer Thyssen faktisk at ”Adornos troldspejl [giver] anledning til formidable indsigter”. Hov, ikke et ord om hvilke indsigter det er, blot en bisætning midt i den lodrette afvisning der i hvert fald ikke står tilbage for Adornos negativitet. Forskellen er blot, at hvor Adorno næsten altid dialektisk nuancerer sin kritik, der tromler Thyssen så meget desto mere som han kritiserer Adorno for netop dette.

18.07.2003

Hvad er en weblog?

Jeg bliver tit spurgt hvad det der weblog er for noget, og mumler et eller andet vagt, men det behøver jeg ikke mere for nu er der kommet en klar, letforståelig og oven i købet videnskabelig definition ved Jill Walker som har forsket i weblogs som sin ph.d. Hendes definition kommer at stå i The Routledge Encyclopedia of Narrative Theory og den kan læses her.

03.07.2003

Cykelsport skal høres i radioen

I 1998 lavede jeg sammen med Michael Nielsen P1-radioprogrammet "Myten om den gule trøje" der handlede om mytologiseringen af cykelsporten.

Det bliver nu genudsendt på søndag 6/7 i anledning af Touren. Det sendes på P2 søndag kl. 13.00 og står i programoversigten som litteraturprogrammet "Alfabet". Det varer 45 minutter.

Jeg vil understrege at programmet er lavet før den store dopingskandale og der er ikke et ord om doping. Til gengæld har vi et interview og lidt digtoplæsning med Jørgen Leth, uddrag af Roland Barthes, Peter Laugesen og Jean-Phillipe Toussaint om mytologiske aspekter af cykelsporten, musik af Kraftwerk og andet godt.

Så hvis du synes det lyder interessant, så skriv det ind i din kalender (eller sæt alarmen i din mobiltelefon til), så du husker det. Jeg tror ikke det lægges ud på nettet af copyrightgrunde.

vh
Torben

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2