Arkiv: august 2003

« juli 2003 | Forside | september 2003 »

22.08.2003

Interleave

At gennemskyde med hvide blade.

Dette er ordforklaringen på verbet ”interleave” i Gyldendals Røde Engelsk-Dansk. Tænk at have et ord for en handling der næppe nogensinde udføres! Man forestiller sig en Loke-agtig skikkelse med sin magiske bladkanon, der vil have ram på en Balder-agtig skikkelse, der kan modstå alle våben undtagen albino-kastanjeblade (eller måske hvidmalede bøgeblade). Han har brugt dage på at forberede dette øjeblik, lader omhyggeligt sin bladkanon, og gennemhuller sit offer, som ellers var usårlig, med en maskingeværsagtig skudsalve! Siden da har englænderne med sorg i stemmen refereret til denne ”interleaving” som et usårlighedens syndefald. Et poetisk ord, der blander den bløde flora med den rå nedslagtning.

Men forklaringen er nok mere profan:

Der skulle nok have stået "indsættelse af blanke ark i en bog".

I hvert fald skriver Oxford English Dictionary (den største engelske ordbog): "To insert leaves, usually blank, between the ordinary leaves of (a book)."

På en måde tager det lidt af poesien væk...

19.08.2003

Deus ex machina - svar til kreationisterne

Min dejlige kæreste, Sidsel, har skrevet en kommentar til Weekendavisen med nogle modargumenter til kreationisterne (de som mener at den kristne skabelsesberetning bør have samme videnskabelige status som evolutionsteorien).

Det er en vigtig diskussion alene af den grund at kreationismen har vind i sejlene - i USA og Canada har mange stater indført tvungen sidestilling af evolution og Adam/Eva i biologiundervisningen - og denne holdning har bredt sig til Danmark. Ellers kunne man jo sige at det var eksotisk overtro som det ikke var værd at spilde tid på.

Sidsel Larsen er biolog, ny redaktør af tidsskriftet Kaskelot, freelance-skribent, anmelder, illustrator mm. Hendes kommentar kan du læse ved at klikke her:

Deus ex machina

Er det tyranni at der kun bliver undervist i evolution i Danmark og ikke i fx den kreationistiske teori ”intelligent design”? Det mener Ole Vang i artiklen ”Biologen tror ikke på Darwin” i Weekendavisen d. 4-10 august.
”... naturens mønstre er for komplekse til, at de kan bero på tilfældigheder. Det betyder, at der må stå en intelligent designer bag livet” siger Ole Vang der er molekylærbiolog og kristen. Han tror på bibelens skabelsesberetning og kan altså ikke acceptere at arter, heriblandt mennesket, opstår ved evolution.
At naturen er for kompleks og uforståelig til at kunne opstå ved tilfældigheder og naturlig selektion er ikke noget nyt argument fra kreationisternes side. Det blev først fremført af teologen William Paley (1743-1805). Han illustrerede argumentet med at sige hvis man går en tur og finder et ur på vejen, er det første man tænker at nogen må have tabt det, ikke at naturlove anbragte det der.

Ok, den er købt, det ville jeg også tænke (bortset fra jeg nok ville påkalde tyngdeloven). Men hvis det nu var en snegl man fandt på vejen ... ”Hov, hvem har tabt den snegl, jeg må hellere aflevere den på hittegodskontoret!”. Nej, vel? Måske tænker man ”Nej hvor sjovt, en snegl! Det er tegn på regn” eller ”En snegl! Hvor mon den skal hen, og hvor kommer den fra?”. Og selvom det første man tænkte faktisk var, at der må være nogen der har tabt den snegl efter at have designet den, så er det alligevel ikke nogen særlig god teori om snegle.

En teori er en samling ideer der beskriver og/eller forklarer et fænomen. En holdbar teori skal være falciférbar og have forudsigelseskraft. ”Intelligent design”- teorien kan ikke forudsige og forklare naturens mønstre sådan som evolutionsteorien kan og giver ingen nye indsigter. Istedet fordrejer eller ignorerer kreationisterne videnskabelige observationer. Med henvisning til at det er alt for komplekst til at kunne forklares ved tilfældigheder og naturlig selektion fremfører de en deus ex machina – lader et guddommeligt væsen klare ærterne, men det er en kortvarig løsning, som ikke giver rum til nye erkendelser. ”Intelligent design” har intet videnskabeligt indhold og har derfor intet at gøre i biologiundervisningen.

Det kan illustreres med at nogle af de såkaldte ”creation scientists” bruger deres tid på at regne ud hvor stor Noas ark skulle have været for at rumme alle de dyrearter der eksisterer og har eksisteret (ja, også dinosaurerne) og hvordan det kunne lade sig gøre at brødføde alle de dyr.

Et andet klassisk kreationist-argument han hiver frem er at man ikke har glæde af mellemformerne fx mellem en mund og et næb. Et andet klassisk eksempel er øjet, hvad skal man med et halvt øje? Men et halvt øje er faktisk ikke så tosset endda i en verden af blinde. Mellemformerne var lige så fint tilpassede deres verden som vi er til vores (med alle de besværlige konstruktionsfejl vi end slæber rundt på).

Og nu ligger der jo altså de her fossiler i jorden der ligner en mellemting mellem mennesker og menneskeaber... og der ligger de her fossiler der ligner en mellemting mellem krybdyr og fugle. Disse fossiler affærdiges af kreationisterne som freaks, uddøde arter, der ikke har noget med nutidens dyreliv at gøre.

I artiklen argumenterer Ole Vang med at de biokemiske enzymsystemer er alt for komplekse til at kunne forklares med andet end at det må være skabt af den kristne gud. Det kan han nemt fremføre, for hvem husker ikke hvor svært det var at forstå biokemiske processer med alle deres enzymer og pile i alle retninger. Han siger at hvis ikke alle delene var der, ville det ikke fungere og derfor er det et irreducerbart komplekst system og det betyder at det umuligt kan have udviklet sig trin for trin gennem evolution og altså må det være skabt.

Men selv hvis det var et ”irreducerbart kompleks system” kan det faktisk bygges gradvist op ved at tilføje dele, der i starten blot er en fordel, men som med tiden på grund af yderligere effektivisering bliver essentielle. Og dette modargument til ”intelligent design” er der heller ikke noget nyt i, det blev fremført engang i starten af det 20. århundrede.

I artiklen står der også at tilhængerne af intelligent design ”er blevet en mere seriøs udfording for de amerikanske darwinister”. Det er korrekt at de er en udfordring, men det er kun fordi de får overbevist politikere om deres budskab, så de forlanger at der bliver undervist i ”intelligent design” på lige fod med evolution i skolerne i mange amerikanske stater. Den videnskabelige udfordring er ikke-eksisterende. Tankevækkende er det også at der er troende der ”tror” på evolution, men så vidt jeg ved ingen ateister der tror på ”intelligent design”. Det kan ikke lade sig gøre. Det er ikke en teori man kan erkende, medmindre man i forvejen er troende og på den måde er det en ringslutning.

Og der er jo mange ting i biblen der ikke holder videnskabeligt: fx står der at insekter har fire ben og at kaniner er drøvtyggere. Det gør ikke biblen til en dårlig bog, man skal måske bare ikke påstå at den er videnskabelig korrekt.
Kreationisme har ingen plads i klasseværelser i Danmark, ihvertfald ikke i biologiundervisningen. Det er nemlig ikke videnskab. At undervise i intelligent design på linie med evolution ville være som at undervise i astrologi i fysiktimerne og i storke-teorien i seksualundervisningen.

Sidsel Larsen
Biolog og redaktør af ”Kaskelot”

18.08.2003

Adorno forklaret for børn

I dag blev jeg interviewet til P1-programmet "Læst & Påtalt" om Adornos "Minima moralia". Jeg synes selv det gik godt, men nu skal jeg lige høre det endelige resultat når det bliver sendt.

Det er meget introducerende for den almindelige lytter (så meget det nu kan lade sig gøre med Adornos meget komplekse tænkning), og jeg taler bl.a. om mobning, lykke og gaver. Men også om sprogets problemer med at indfange verden, oplysningens dialektik og holocaust, kunstens kritiske potentiale og bestræbelsen på at bevare en sensibilitet.

Det bliver sendt på P1 onsdag 3. september kl. 15.30 og bliver genudsendt lørdag 6. september kl. 9.40

Tilføjelse 11.september: Nu ligger interviewet på nettet - klik her!

(P.S. Overskriften på denne post er ikke ment nedladende - det er en parafrase over Lyotards berømte bog, Det postmoderne forklaret for børn)

17.08.2003

Lyt...

"Om man er lykkelig kan man høre på vinden. Den advarer den ulykkelige om at hans hus er skrøbeligt, og jager ham ud af den lette søvn og den voldsomme drøm. For den lykkelige synger vinden sangen om hans tryghed: den rasende tuden melder, at den ikke mere har magt over ham."

Adorno: Minima moralia §29

15.08.2003

Elektronisk avantgarde

Nu har jeg færdiggjort min artikel "Elektronisk avantgarde" om Stockhausen: Gesang der Jünglinge - en elektronisk komposition fra 1956 med en drengestemme klippet i stykker og sat sammen påny. Det er et meget kompliceret værk med en masse mulige betydninger. Mit mest originale bidrag er at se værket som en reference til holocaust, men derudover kommer jeg med en del betragtninger som musikvidenskaben normalt glemmer - betragtninger om rum, sprog, avantgarde, subjekt etc.

Artiklen er 15 sider lang og skal udgives i antologien "Avantgardernes genkomst og aktualitet", som formentlig udkommer primo 2004. Den bygger på en del af min større Sparagmos-artikel.

Indledningen kan læses hvis du klikker hernede.

Elektronisk avantgarde
– Stockhausens Gesang der Jünglinge

Af Torben Sangild

I et skyllende hav af rastløst myldrende elektroniske klange dukker brudstykker af en drengestemme op, nogle gange i kor med sig selv; ofte med så korte fragmenter at de sungne ord er uforståelige. Ord som ”Schnee”, ”Mond”, ”Feuer” og ”Sonne” dukker alligevel frem af mylderet, og en hel sætning fungerer som en slags genkommende omkvæd, sunget med de samme toner: ”Preiset den Herrn”. Ind imellem er der pauser som nogle gange pludseligt afbrydes af et komplekst og arytmisk væld af lyde, andre gange får stemmen lov at stå alene og klart frem. I passager kan man ikke klart skelne drengestemmen fra de elektroniske lyde.

De elektroniske lyde (impulser, toner og støj, ofte tilsat rumklang) er relativt bløde, men kølige og stærkt uregelmæssige - de kommer ofte i tætte klynger uden varsel. Ud over at drengens sang er splittet i små fragmenter forvrænges den, spilles baglæns, synger i kor med sig selv og ændres radikalt i hastighed. Bag denne tilsyneladende kaotiske sammenklipning af lydelementer ligger et sindrigt konstrueret serielt system så omfattende at det ikke kan gengives her. Gesang der Jünglinge (1955-56) er et serialistisk, elektronisk værk med konkrete elementer, et modernistisk hovedværk og et avantgardistisk eksperiment. Og måske er det også en håbefuld bearbejdning af et traume.

(resten må læses når bogen kommer...)

13.08.2003

Forside til Støjens æstetik

Så er der kommet omslag til min bog. Det var egentlig meningen at der skulle være et simpelt udsnit af forlagets logo, men grafikeren "blev inspireret af bagsideteksten" og kreerede dette ved brug af billeder af de nævnte bands. Jeg er ganske glad for det!

Forside.gif

08.08.2003

Objektiv sensibilitet - artikler

Hvad handler din ph.d egentlig om? bliver jeg tit spurgt, og svarer noget lidt forskelligt hver gang.

Arbejdstitlen er Objektiv sensibilitet med undertitlen Følelsesudtrykkets rolle i nyere kunst og musik. En kritisk aktualisering af Adornos æstetik. Den vil komme til at bestå af 5 artikler og en lang "paraplytekst" (ca. 100 sider) der udfolder det overordenede argument og binder artiklerne sammen. De fire af artiklerne har jeg næsten skrevet færdig (jeg regner med at blive færdig med den fjerde i juli). Den femte vil jeg så skrive august-september, og derefter skrive paraplyteksten. Jeg vil begynde med at fortælle kort om artiklerne, da jeg har ret travlt – det er i øvrigt også derfor jeg langtfra skriver poster på denne weblog hver dag.

1. "Døden reproduceret: Andy Warhols katastrofebilleder og den følelsesladede kynisme" trykt i KRITIK nr. 157 (2002)
I denne artikel forsøgte jeg at leve op til mine egne idealer om en balance mellem videnskabelighed og sanselig indlevelse. Udgangspunktet er en analyse af Andy Warhols katastrofebilleder (dem med fotos af trafikuheld, selvmord o.lign reproduceret adskillige gange hen over lærredet ved brug af silketryk) med et af dem som omdrejningspunkt. Der er skrevet meget om Warhol, og enten fokuserer folk på distance og blankhed eller også (i tilfældet med katastrofebillederne) på en slags ekspressionisme. Men hele løsningen består i at se det distancerede og det ekspressive som to sider af samme sag i en slags "objektiv ekspressivitet" eller "kynisk følsomhed", der kritisk afspejler mediernes forhold til spektakulære tragedier. Der er langt flere iagttagelser end denne, men det er nok hovedpointen, lidt firkantet formuleret.

2. "Glitch – The Beauty of Malfunction" (til antologien Bad Music, Routledge: New York 2003)
Jeg har skrevet denne artikel på engelsk til en antologi på det meget anerkendte forlag Routledge, som jeg er stolt over at udkomme på. Artiklen er peer reviewed (kritisk læst af en akademisk kapacitet på området som siger god for det faglige indhold) – noget man ellers mest bruger på naturvidenskabelige fag. Den handler om den del af den elektroniske musik der kaldes "glitch", som benytter sig af fejl i det digitale udstyr (CDer der går i hak, computere der fejllæser data etc.) som lydmateriale. Jeg forsøger at inddele denne nye genre i tre stilarter: "conceptual glitch", "oceanic glitch" og "minimal click". Jeg gennemgår udvalgte kunstnere og beskriver deres musik: Oval, Yasunao Toné, Ryoji Ikeda og Alva Noto. Og så reflekterer jeg over denne musiks konceptuelle og kritiske aspekter. Det er en pointe at glitchmusikken rummer en særlig skrøbelig sensibilitet i forhold til megen anden elektronisk musik, og at det sanselige og det konceptuelle er to sider af samme sag. Bogen udkommer vistnok novemer eller december.

3. "Gråd uden tårer: Adorno, følelsesudtrykket og nyere avantgardekunst" (til antologien Efter Adorno, Glänta: Göteborg 2003)
Mit udgangspunkt var ambitiøst, men jeg har måttet skære og skære i artiklen, så det nu er koncentreret udelukkende om en perspektiverende og aktualiserende udlægning af begrebet om kunstens "udtryk" hos Adorno med særligt henblik på den objektivt orieneterede avantgardekunst. Altså, sagt lidt klarere: kunsten har reageret mod ideen om det umiddelbare, inderlige udtryk og understreget sin betingethed og middelbarhed. Ikke desto mindre udtrykker denne kunst sig, og dets udtryk kan ikke forstås uden om en følelsesmæssig sensibilitet, der selv igen handler om objektet. Jeg er her direkte på vej til at formulere en del af min teori om den "objektive sensibilitet" i polemik mod på den ene side de som sværger til ekspressionistiske myter om inderlighed og på den anden side mod den sædvanlige reception af avantgardekunsten (popkunst , konceptkunst, serialisme etc.) som noget der ikke længere handler om udtryk, men kun om kommunikation i kategorial forstand. Jeg foretager en dialektik af de to modsætninger, og havner i en objektiv sensibilitet, der kritiserer inderlighedsmyten, men samtidig bevarer den følelsesmæssige og sanselige dimension og endda antydningsvis knytter an til et udvidet begreb om æstetisk kommunikation der måske (hvis den blev uddybet) kunne bilægge stridigheder mellem fløjen der dyrker det uudsigelige som en særlig auratisk kategori på den ene side og fløjen der gør kunst til en rent diskursiv praksis på den anden.

4. "Sparagmos – stemmens traumatiske sønderdeling i elektronisk musik" (til antologi om avantgarde, ultimo 2003)
Denne artikel skriver jeg på nu. Jeg udkaster et begreb om "sparagmatisk musik" (af oldgræsk "sparagmos": sønderdeling, fragment), jvf. Orfeus, den syngende gud, der blev parteret og hans lemmer spredt ud over landet, hvor de tomt og livløst fortsatte med at synge og spille. Artiklen tager fat i en række elektroniske kompositioner som alle benytter sig af en fragmentering, forvrængning og/eller opløsning af stemmens tale/sang med henblik på noget traumatisk.
Med båndoptagerens og den elektroniske musiks fremkomst sker der generelt en hidtil ukendt grad af kontrol over det musikalske materiale. Det gælder også den talte og sungne stemme, kroppens eget instrument, hvis udsigelse ofte forbindes med en særlig autenticitet og som ofte er centrum for subjektets emotionelle udsigelse. Stemmen kan nu hakkes op, fragmenteres og efterlignes, og jeg analyserer nogle markante eksempler på dette:
Karlheinz Stockhausen: Gesang der Jünglinge (1955-6)
Herbert Eimert: Epitaph für Aikichi Kuboyama (1958)
Luigi Nono: Ricorda cosa ti hanno fatto in Auschwitz (1965)
Steve Reich: Different Trains (1988)
Desuden kommer jeg kort ind på værker af Pierre Schaeffer, György Ligeti, Luciano Berio, Else Marie Pade og Curd Duca.
Jeg reflekterer over forholdet mellem det traumatiske og sprogets opløsning. På den ene side viser disse eksempler væk fra et helt, talende subjekt – på den anden side er de alle forbundet med noget følelsesmæssigt, noget traumatisk. Den traumatiske tale er afsubjektiveret.

Den femte artikel skal (hvis jeg når at skrive den, hvilket ikke er så sikkert) handle om skrig efter billedet Skrig af Edvard Munch. Hvori ligger dette billedes status som ekspressionistisk ikon? Og hvorfor har kunstnere og merchandise-producenter samtidig en voldsom trang til at lave parodier på den? Lang historie, som I måske får senere...

Hvis jeg får tid vil jeg senere fortælle om resten af afhandlingen...

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2