« Elektronisk avantgarde | Forside | Adorno forklaret for børn »

17.08.2003

Lyt...

"Om man er lykkelig kan man høre på vinden. Den advarer den ulykkelige om at hans hus er skrøbeligt, og jager ham ud af den lette søvn og den voldsomme drøm. For den lykkelige synger vinden sangen om hans tryghed: den rasende tuden melder, at den ikke mere har magt over ham."

Adorno: Minima moralia §29

Kommentarer

Også i filosofiens særlige livsform kan vinden lyde forskelligt og også her fortæller den om fornemmelsen af sikkerhed: enten den lærde sikkerheds rolige vind, der gennemskuer sammenhænge i et væv af indsigter. Eller den foruroligende fornemmelse af at tankerne tager en egen kurs og kaster os ud på åbent hav, så snart man troede sig sikkert i havn, som Leibniz beskriver. Deleuze har om Spinoza beskrevet begge facetter positivt. Det minder os om at vindens rasende tuden ikke kun er ulykkens sendebud, men ligesåvel er en glædelig påmindelse om, at det stadig er muligt for tænkningen at blive henført i en tilstand, hvor livet ikke mere drejer sig om angst og beherskelse (hvilket også var Adornos utopi):

"Mange kommentatorer holdt tilstrækkeligt af Spinoza til at anråbe en Vind, når de talte om ham. Og faktisk er der ingen anden sammenligning end vinden. Men handler det om den store, rolige vind som Delbos taler om som filosof? Eller om heftige vindstød, troldmandens storm, som "manden fra Kiev" taler om ['Altmuligmanden' af Malamud (1966): "Jeg læste senere nogle sider, og så fortsatte jeg som om heftige vindstød skubbede mig i ryggen.", mb.], ikke-filosoffen par excellence, en fattig jøde, der havde købt 'Etikken' for en kopek og ikke kunne forstå sammenhængen? Begge dele (...)"

Gilles Deleuze: 'Spinoza. Philosophie pratique.' p. 175.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2