« Adorno som kioskbasker | Forside | Forside til Støjens æstetik »

08.08.2003

Objektiv sensibilitet - artikler

Hvad handler din ph.d egentlig om? bliver jeg tit spurgt, og svarer noget lidt forskelligt hver gang.

Arbejdstitlen er Objektiv sensibilitet med undertitlen Følelsesudtrykkets rolle i nyere kunst og musik. En kritisk aktualisering af Adornos æstetik. Den vil komme til at bestå af 5 artikler og en lang "paraplytekst" (ca. 100 sider) der udfolder det overordenede argument og binder artiklerne sammen. De fire af artiklerne har jeg næsten skrevet færdig (jeg regner med at blive færdig med den fjerde i juli). Den femte vil jeg så skrive august-september, og derefter skrive paraplyteksten. Jeg vil begynde med at fortælle kort om artiklerne, da jeg har ret travlt – det er i øvrigt også derfor jeg langtfra skriver poster på denne weblog hver dag.

1. "Døden reproduceret: Andy Warhols katastrofebilleder og den følelsesladede kynisme" trykt i KRITIK nr. 157 (2002)
I denne artikel forsøgte jeg at leve op til mine egne idealer om en balance mellem videnskabelighed og sanselig indlevelse. Udgangspunktet er en analyse af Andy Warhols katastrofebilleder (dem med fotos af trafikuheld, selvmord o.lign reproduceret adskillige gange hen over lærredet ved brug af silketryk) med et af dem som omdrejningspunkt. Der er skrevet meget om Warhol, og enten fokuserer folk på distance og blankhed eller også (i tilfældet med katastrofebillederne) på en slags ekspressionisme. Men hele løsningen består i at se det distancerede og det ekspressive som to sider af samme sag i en slags "objektiv ekspressivitet" eller "kynisk følsomhed", der kritisk afspejler mediernes forhold til spektakulære tragedier. Der er langt flere iagttagelser end denne, men det er nok hovedpointen, lidt firkantet formuleret.

2. "Glitch – The Beauty of Malfunction" (til antologien Bad Music, Routledge: New York 2003)
Jeg har skrevet denne artikel på engelsk til en antologi på det meget anerkendte forlag Routledge, som jeg er stolt over at udkomme på. Artiklen er peer reviewed (kritisk læst af en akademisk kapacitet på området som siger god for det faglige indhold) – noget man ellers mest bruger på naturvidenskabelige fag. Den handler om den del af den elektroniske musik der kaldes "glitch", som benytter sig af fejl i det digitale udstyr (CDer der går i hak, computere der fejllæser data etc.) som lydmateriale. Jeg forsøger at inddele denne nye genre i tre stilarter: "conceptual glitch", "oceanic glitch" og "minimal click". Jeg gennemgår udvalgte kunstnere og beskriver deres musik: Oval, Yasunao Toné, Ryoji Ikeda og Alva Noto. Og så reflekterer jeg over denne musiks konceptuelle og kritiske aspekter. Det er en pointe at glitchmusikken rummer en særlig skrøbelig sensibilitet i forhold til megen anden elektronisk musik, og at det sanselige og det konceptuelle er to sider af samme sag. Bogen udkommer vistnok novemer eller december.

3. "Gråd uden tårer: Adorno, følelsesudtrykket og nyere avantgardekunst" (til antologien Efter Adorno, Glänta: Göteborg 2003)
Mit udgangspunkt var ambitiøst, men jeg har måttet skære og skære i artiklen, så det nu er koncentreret udelukkende om en perspektiverende og aktualiserende udlægning af begrebet om kunstens "udtryk" hos Adorno med særligt henblik på den objektivt orieneterede avantgardekunst. Altså, sagt lidt klarere: kunsten har reageret mod ideen om det umiddelbare, inderlige udtryk og understreget sin betingethed og middelbarhed. Ikke desto mindre udtrykker denne kunst sig, og dets udtryk kan ikke forstås uden om en følelsesmæssig sensibilitet, der selv igen handler om objektet. Jeg er her direkte på vej til at formulere en del af min teori om den "objektive sensibilitet" i polemik mod på den ene side de som sværger til ekspressionistiske myter om inderlighed og på den anden side mod den sædvanlige reception af avantgardekunsten (popkunst , konceptkunst, serialisme etc.) som noget der ikke længere handler om udtryk, men kun om kommunikation i kategorial forstand. Jeg foretager en dialektik af de to modsætninger, og havner i en objektiv sensibilitet, der kritiserer inderlighedsmyten, men samtidig bevarer den følelsesmæssige og sanselige dimension og endda antydningsvis knytter an til et udvidet begreb om æstetisk kommunikation der måske (hvis den blev uddybet) kunne bilægge stridigheder mellem fløjen der dyrker det uudsigelige som en særlig auratisk kategori på den ene side og fløjen der gør kunst til en rent diskursiv praksis på den anden.

4. "Sparagmos – stemmens traumatiske sønderdeling i elektronisk musik" (til antologi om avantgarde, ultimo 2003)
Denne artikel skriver jeg på nu. Jeg udkaster et begreb om "sparagmatisk musik" (af oldgræsk "sparagmos": sønderdeling, fragment), jvf. Orfeus, den syngende gud, der blev parteret og hans lemmer spredt ud over landet, hvor de tomt og livløst fortsatte med at synge og spille. Artiklen tager fat i en række elektroniske kompositioner som alle benytter sig af en fragmentering, forvrængning og/eller opløsning af stemmens tale/sang med henblik på noget traumatisk.
Med båndoptagerens og den elektroniske musiks fremkomst sker der generelt en hidtil ukendt grad af kontrol over det musikalske materiale. Det gælder også den talte og sungne stemme, kroppens eget instrument, hvis udsigelse ofte forbindes med en særlig autenticitet og som ofte er centrum for subjektets emotionelle udsigelse. Stemmen kan nu hakkes op, fragmenteres og efterlignes, og jeg analyserer nogle markante eksempler på dette:
Karlheinz Stockhausen: Gesang der Jünglinge (1955-6)
Herbert Eimert: Epitaph für Aikichi Kuboyama (1958)
Luigi Nono: Ricorda cosa ti hanno fatto in Auschwitz (1965)
Steve Reich: Different Trains (1988)
Desuden kommer jeg kort ind på værker af Pierre Schaeffer, György Ligeti, Luciano Berio, Else Marie Pade og Curd Duca.
Jeg reflekterer over forholdet mellem det traumatiske og sprogets opløsning. På den ene side viser disse eksempler væk fra et helt, talende subjekt – på den anden side er de alle forbundet med noget følelsesmæssigt, noget traumatisk. Den traumatiske tale er afsubjektiveret.

Den femte artikel skal (hvis jeg når at skrive den, hvilket ikke er så sikkert) handle om skrig efter billedet Skrig af Edvard Munch. Hvori ligger dette billedes status som ekspressionistisk ikon? Og hvorfor har kunstnere og merchandise-producenter samtidig en voldsom trang til at lave parodier på den? Lang historie, som I måske får senere...

Hvis jeg får tid vil jeg senere fortælle om resten af afhandlingen...

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2