Torben Sangilds weblog

Det glimrende århusianske musiktidskrift Geiger (der desværre står i skyggen af det mere poppede Gaffa) nåede tilsyneladende lige at anmelde min bog inden jul, og anbefaler den oven i købet som julegave. Denne (mig bekendt) femte anmeldelse af Støjens æstetik er bestemt også overvejende positiv - ja faktisk er den største indvending at anmelderen (Morten Bruhn) gerne ville have haft mere af den midterste skuffe, nemlig næranalyserne af udvalgte bands. Og det er jeg glad for, for det er selv den del jeg regner for den vigtigste.

Læs anmeldelsen her

Som det ofte sker er der nogle småfejl hist og her, ligesom jeg også har nogle kommentarer til anmeldelsen i øvrigt - de kommer her:

Kommentarerne først:

Om jeg har "tøjlet min musikglæde til fordel for de mere teoretiske overvejelser" ved jeg ikke. Jeg synes selv at jeg på akademiske præmisser har formået at lade en stor del af netop denne glæde skinne igennem, og det har jeg da også hørt fra andre. Men jo, måske har jeg ikke villet ende i den grøft hvor jeg blot skriver som begejstret fan og glemmer at argumentere, beskrive og reflektere. Og da grundkorpuset var et speciale var der jo netop krav til den slags dyder...

Jeg er meget smigret over at anmelderen synes at jeg har højnet niveauet for den hjemlige musikdebat. Det er jeg virkelig glad for! En interessant ting i den forbindelse er at mens kunstkritikken generelt befinder sig på et meget reflekteret niveau synes det meste af populærmusikdiskursen at være reduceret til journalistisk sladder og overfladesnak. Bevares, det er en del af mediemeaskineriet, men der mangler noget andet. Jeg beskæftiger mig både med musik og billedkunst, men det er helt tydeligt at det er på musikområdet der er efterspørgsel efter sådan en som mig og de få andre herhjemme der beskæftiger sig med noget lignende. Derfor kan jeg også leve med at Støjens æstetik i de filosofiske afsnit forekommer anmelderen lidt tung. Andre har været glade for netop denne del.

Og så til korrektionerne:
Postmodernismen kobles ikke til postpunken og Batailles ideer om det heterogene i bogen. Postmodernismen diskuteres derimod i forbindelse med Sonic Youth.
The Aesthetics of Noise er snarere en forkortet udgave af Støjens æstetik end denne er en udvidelse af den engelske. At den kommer senere er forlagsverdenens skyld.
Jeg har ikke været vært på Rockland.
Kapitlet om elektronisk musik bygger ikke på diverse foredrag, men er skrevet før disse. Igen noget med en lang ventetid før bogen kom ud...

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:32 | Kommentarer (0)
Kategorier: Støjens æstetik

Jeg har taget den moralfilosofiske test, der afgør hvilke filosoffers moralfilosofi jeg deler mest. Svaret er: Sartre og Mill (begge 100%)! Dernæst kommer så
3. Kant
4. Bentham
5. Præskriptivisme (som vel må være den analytiske filosofis label til de som mener at etik har med forskrifter at gøre...)
6. Epikuræerne
...
Jeg har til gengæld stort set intet til fælles med Thomas Hobbes og overraskende lidt med Nietzsche.

Det resultat kalder vist på et par kommentarer:

Spørgsmålene er ofte meget firkantede og forudsætter at de giver mening for svareren. Det samme gælder de firkantede svarmuligheder. Heldigvis er der altid muligheden at svare at man ikke synes der er noget relevant at svare på spørgsmålet.

Sartre og Mill - tjah, det er vel fordi der er så meget common sense i deres tanker at de får så høj en score. Jeg vil hellere læse Nietzsche. Ikke fordi jeg som sådan er "enig" i fx Nietzsches dyrkelse af overmennesket, men fordi han er en inspirerende tænker på trods af hans nogle gange lovligt heroiske tanker.

Og det peger nok på den største svaghed ved en sådan test: at moralfilosofi skulle handle om at blive bekræftet i ens egne meninger. Jeg skulle altså læse Sartre og Mill fordi de ligesom jeg mener at samfundet lissom skal gribe en smule ind uden lissom at tvinge nogen bestemt moral igennem og andre kedelige svar.

Jeg har læst Sartre, men ikke hans moralfilosofi, og Mill kender jeg kun sekundært, men mener at vide at han er utilitarist, og derfor forstår jeg ikke at jeg skulle være 100% enig med ham, da jeg ikke regner mig selv som utilitarist. Men det er sikkert fordi jeg har sat frihed som en stor værdi.

Grundlæggende har jeg ikke nogen moralfilosofi og tvivler på at en systamtisk sådan giver mening. At det handler om at behandle hinanden ordentligt og at anerkende dem som er anderledes end en selv, er de eneste principper jeg som sådan kan formulere, og de er tæt på det banale - i hvert fald den første.

Men om ikke andet fik jeg endnu en overspringshandling serveret...

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:38 | Kommentarer (10)
Kategorier: Filosofi | Links

Min kæreste har lavet en Googlism på mig (hun som ellers altid ser påtaget strengt på mig når jeg har lavet for mange overspringshandlinger). Af den fremgår det at jeg er tilbage i Asien som dværgskuespiller, at jeg er et rivejern, der er færdig med at kysse, at jeg tilbereder hjemmesider og er født i Odense og har flere børn - altsammen noget der kommer bag på såvel hende som mig. Hun har også Googliseret edderkopper og evolution (hendes vigtigste interesser - ud over mig, altså...)

Her er Sidsels Googlisms

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:12 | Kommentarer (0)
Kategorier: Links

Den fjerde anmeldelse af bogen udmærker sig ved at have lydeksempler, så man kan danne sig en smule indtryk af hvad det er for noget musik, hvis man ikke allerede kender det. Der er tale om P2-programmet Lyt til nyt som i tirsdags præsenterede Støjens æstetik på flot manér, synes jeg. Anmelderen (Erik Christensen) gør ikke så meget ud af at vurdere den direkte, men de ord han undervejs benytter må siges at være ganske smigrende!

Læs mere og hør indslaget her

Hvis du klikker nedenfor kan du læse et par detaljekommentarer til indslaget.

Små kommentarer til indslaget

1. Det meste af den musik man hører i udsendelsen er passager uden vokal (formentlig for at der kan speakes ind over), men for dem som ikke kender musikken i forvejen kan jeg lige nævne at der næsten altid er sungne melodier i støjrocken. Det gælder dog naturligvis ikke den elektroniske musik.

2. Om Sonic Youth siges det i radioen at de stemmer strengene på deres guitarer "forskelligt". Der menes naturligvis "alternativt", dvs. at strengene er stemt i andre toner end den normale guitar. Det er en længere historie, som man også kan læse nærmere om i bogen.

3. Hvad det skal betyde at "støjen bliver stueren i filosofiens skærende lys" ved jeg ikke - det må stå for anmelderens regning...

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:22 | Kommentarer (2)
Kategorier: Støjens æstetik

Det er ikke os alle der skriver på gadesprog, men hvis man vil peppe sin weblog lidt op eller læse en webavis på en ny måde, så kan man få Styrelizeren til at korrigere sproget, så det får lidt mere street credibility...

Her kan du se denne weblog styrelizerliseret (læg især mærke til "Seneste poster", hvor emnerne blandt andet er Adorno forklaret for kidz...)

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:39 | Kommentarer (0)
Kategorier: Links

Sandelig om ikke jeg også er blevet anmeldt i et af de store dagblade, nemlig Politiken. Anmelderen er Thomas Michelsen, der normalt skriver om klassisk musik. Den er overvejende positiv, og jeg er glad for at den understreger mit engagement i og kærlighed til den musik jeg skriver om. Hvis du klikker nedenfor kan du læse anmeldelsen og mine kommentarer til den.

(Og så skal jeg lige nævne at bogen også bliver anmeldt i P2 på tirsdag 21.30 i programmet Lyt til Nyt)

Rock: Forførende og farligt

Politiken 6. december 2003, 4. sektion, side 8

Ny bog om støjens æstetik emmer af begejstring for den grænseoverskridende støjrock.

Af Thomas Michelsen

Kan du bare ikke snuppe lyden af Sonic Youth og The Jesus & Mary Chain? Eller elsker du, når rocken går amok og vasker alting væk i en beskidt malstrøm af guitarforvrængning og uartikuleret larm? I begge tilfælde er der god grund til at bruge et par timer på en ny lille bog af en dansk universitetsmand, som har sat sig for at bearbejde støjens æstetik med udgangspunkt i sin egen begejstring for støjrock.

Torben Sangild lægger ikke skjul på sin kærlighed til de nævnte bands - eller for den sags skyld til Band of Susans og My Bloody Valentine. Alle fire orkestre får en omhyggelig behandling. Med afsæt i en akademisk tradition for musikæstetisk refleksion har han forsøgt at indkredse kvaliteter og oplevelsesmekanismer i mødet mellem lytter og støjrock. Definitioner af støj danner udgangspunktet. Etablerede filosofiske kategorier som det sublime og det dionysiske og tanken om vor tid som prisgivet de overvældende informationsmængders støjende vilkår fungerer som de kaffefiltre, hvorigennem Sangild destillerer sine erfaringer med støjrock.

Det bryg, der kommer ud af filtreringen, er ganske stærkt. Støjrock er overvejende udtryk for dysfunktion, dødsdrift, mismod. Genren er uafviseligt knyttet til fænomener som selvlemlæstelse og sadomasochisme. Så hvorfor tiltrækker den os? Eller i det mindste nogle af os? Det får Torben Sangild givet nogle tankevækkende svar på, der - selv om bogen ikke er udtryk for den sædvanlige sociologiske tilgang til rockmusik - også siger noget væsentligt om samfundet. Det har at gøre med både angst og ekstase, finder man ud af.

Bogens udstyr er uanseeligt grænsende til det kedsommelige. Det underbygger på værste vis de tørre fodnoter, som har overlevet fra universitetsspecialet, der danner grundlag for 'Støjens æstetik'. Det er meget begrænset - men til gengæld centralt - hvad læseren får at vide om støjens tidlige musikalske historie fra futurismen og videre gennem det 20. århundrede. Det er ikke en grænsebrydende komponist og filosof som John Cage, der dvæles ved. Meget hurtigt hopper vi til rocken, som er forfatterens egentlige anliggende.

Her er det til gengæld interessant, som der graves rødder op hos blandt andre The Beatles. En klassisk støjpioner som komponisten Edgard Varèse staves konsekvent forkert. Men det er en petitesse i en bog, der tager fat på et underbelyst emne inden for rockmusikken, og som ender med at føre emnet helt frem til den electronica, der i dag har overtaget rockens funktion af isbryder i farvandet mellem musik og støj - ikke mindst hos ekstreme japanske støjfetichister.

'Støjens æstetik' er relevant både for den, der instinktivt støder det grimme fra sig, og for den, der har modet til at tage brydekampen med det forførende og det farlige, som i musikken findes sublimeret som vild og sanselig støj.

-----Min kommentar-----
Det var så Politikens anmeldelse. Noget tyder på at vi her (i modsætning til de to tidligere anmeldelser) ikke har at gøre med en der lytter så meget til den slags musik. Han ser det udefra, med alt hvad det indebærer. Derfor fokuserer han på spørgsmålet om hvad det egentlig er den her musik handler om, og hvorfor mon der er nogen der lytter til den (hvilket er fint).

Desuden bruger han så plads på at nævne at jeg ikke gør så meget ud af John Cage og kompositionsmusikken som han nok havde håbet, og retter pedantisk en lille stavefejl (jeg havde skrevet Edgar i stedet for Edgard). Jeg er faktisk glad hvis det er den eneste fejl i bogen!

At "udstyret er kedsommeligt" må henvise til at der ikke er nogen billeder - det var der simpelthen ikke råd til (det bliver jo nok ikke en bestseller). Og at der er fodnoter (egentlig ikke så mange) er nogen glade for, mens andre finder det tørt. Jeg forestiller mig at mange af læserne er studerende eller rockfans, som gerne vil se hvilket interview jeg citerer fra eller som gerne vil have enkelte ord forklaret nærmere. Derfor er der fodnoter. Bogen udkommer i Multivers' akademiske serie, hvor man tillader den slags. Den lægger sig i et farvand mellem det akademiske og det populære, og det er mit håb at den kan tjene begge formål.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:09 | Kommentarer (2)
Kategorier: Støjens æstetik

Jeg og min kæreste har eksperimenteret lidt med en herlig (og i Danmark ret ukendt) ret, som er ganske almindelig i både USA og Sydamerika, nemlig black bean soup - suppe med sorte bønner.

Det er en oplagt vinterret, men den kan nydes hele året. Den smager lidt specielt, især de første par mundfulde, men snart er man solgt, og så kan man næsten ikke stoppe igen. Mmmm...

Jeg har lavet en opskrift på suppen, som man kan læse hvis man klikker nedenfor. Den er inspireret af vidt forskellige amerikanske versioner, og den er lavet med en stor grad af variationsmuligheder hvad angår ingredienser. De 2½ times tilberedning er ikke så krævende - det meste af tiden står den bare og koger. Husk at bønnerne skal sættes i blød et døgns tid før.

Hvis du prøver den af vil jeg meget gerne have kommentarer.

Torbens & Sidsels sort bønne-suppe

4 personer
Tilberedningstid: 2½ time

600 g sorte bønner
6 løg
6 fed hvidløg
bacon i strimler
1½ spsk. spidskommen
1-2 frisk chili (eller 1-2 spsk. chilipulver)
kyllingefond
1 bundt persille
Lidt olivenolie
Salt

Nedenstående ingredienser er frivillige, og kan varieres fra gang til gang:
(1-2 gulerødder)
(1-2 bladselleri)
(andre grøntsager efter eget valg)
(lidt koriander eller timian eller oregano)
(en klump kogte ris)
(tilbehør: brød)

Bønnerne udblødes i 24 timer, hæld rigeligt vand i skålen så det dækker godt,
for bønnerne suger meget væske.

Hæld 4 liter vand i en stor gryde og kog bønnerne heri en time, lad dem derefter trække i bønnevandet en halv time.

Imens de trækker varmes olie på panden. Løgene hakkes, hvidløgene presses, halvdelen af baconen klippes i små stykker og steges på panden. Når løg og bacon har fået godt, tilsættes alle grøntsager (hakkede) og krydderier.

En del af vandet hældes fra bønnerne i en skål og halvdelen af bønnerne tages fra i en anden skål. De stegte ingredienser hældes i gryden, blandes rundt og blendes. Tilsæt bønnevand efter behov. Tilsæt kyllingefond og godt med salt. De hele bønner tilsættes og det hele koges yderligere en halv time.

Den resterende bacon steges og serveres som pynt, evt. sammen med lidt persille. Lad suppen køle lidt af før den serveres.

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:26 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned

Så er Støjens æstetik blevet anmeldt igen (og igen positivt), denne gang i P1 Morgen i tirsdags, hvor anmelderen (Alexander Buchwald) talte om bogen i 4 minutter. Den ligger online her.

Det er tydeligt at denne anmelder lægger vægt på nogle andre ting end Gaffas anmelder. Hvor Gaffa lægger vægt på det musikalske som sådan er P1 mere interesseret i de analytiske og teoretiske pointer (selv om der kun nævnes ganske få).

Det er dejligt at bogen falder i god jord - nu må vi se hvad der sker i weekenden...

[Her var der et link til udsendelsen]

Tilføjelse august 2004: linket virker ikke mere, da fagbogsanmeldelser automatisk bliver fjernet fra DRs hjemmeside efter et halvt år :-(

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:35 | Kommentarer (0)
Kategorier: Støjens æstetik