« Sort bønne-suppe (Black bean soup) | Forside | hvassådér øh... »

08.12.2003

Anmeldelse af Støjens æstetik 3 - Politiken

Sandelig om ikke jeg også er blevet anmeldt i et af de store dagblade, nemlig Politiken. Anmelderen er Thomas Michelsen, der normalt skriver om klassisk musik. Den er overvejende positiv, og jeg er glad for at den understreger mit engagement i og kærlighed til den musik jeg skriver om. Hvis du klikker nedenfor kan du læse anmeldelsen og mine kommentarer til den.

(Og så skal jeg lige nævne at bogen også bliver anmeldt i P2 på tirsdag 21.30 i programmet Lyt til Nyt)

Rock: Forførende og farligt

Politiken 6. december 2003, 4. sektion, side 8

Ny bog om støjens æstetik emmer af begejstring for den grænseoverskridende støjrock.

Af Thomas Michelsen

Kan du bare ikke snuppe lyden af Sonic Youth og The Jesus & Mary Chain? Eller elsker du, når rocken går amok og vasker alting væk i en beskidt malstrøm af guitarforvrængning og uartikuleret larm? I begge tilfælde er der god grund til at bruge et par timer på en ny lille bog af en dansk universitetsmand, som har sat sig for at bearbejde støjens æstetik med udgangspunkt i sin egen begejstring for støjrock.

Torben Sangild lægger ikke skjul på sin kærlighed til de nævnte bands - eller for den sags skyld til Band of Susans og My Bloody Valentine. Alle fire orkestre får en omhyggelig behandling. Med afsæt i en akademisk tradition for musikæstetisk refleksion har han forsøgt at indkredse kvaliteter og oplevelsesmekanismer i mødet mellem lytter og støjrock. Definitioner af støj danner udgangspunktet. Etablerede filosofiske kategorier som det sublime og det dionysiske og tanken om vor tid som prisgivet de overvældende informationsmængders støjende vilkår fungerer som de kaffefiltre, hvorigennem Sangild destillerer sine erfaringer med støjrock.

Det bryg, der kommer ud af filtreringen, er ganske stærkt. Støjrock er overvejende udtryk for dysfunktion, dødsdrift, mismod. Genren er uafviseligt knyttet til fænomener som selvlemlæstelse og sadomasochisme. Så hvorfor tiltrækker den os? Eller i det mindste nogle af os? Det får Torben Sangild givet nogle tankevækkende svar på, der - selv om bogen ikke er udtryk for den sædvanlige sociologiske tilgang til rockmusik - også siger noget væsentligt om samfundet. Det har at gøre med både angst og ekstase, finder man ud af.

Bogens udstyr er uanseeligt grænsende til det kedsommelige. Det underbygger på værste vis de tørre fodnoter, som har overlevet fra universitetsspecialet, der danner grundlag for 'Støjens æstetik'. Det er meget begrænset - men til gengæld centralt - hvad læseren får at vide om støjens tidlige musikalske historie fra futurismen og videre gennem det 20. århundrede. Det er ikke en grænsebrydende komponist og filosof som John Cage, der dvæles ved. Meget hurtigt hopper vi til rocken, som er forfatterens egentlige anliggende.

Her er det til gengæld interessant, som der graves rødder op hos blandt andre The Beatles. En klassisk støjpioner som komponisten Edgard Varèse staves konsekvent forkert. Men det er en petitesse i en bog, der tager fat på et underbelyst emne inden for rockmusikken, og som ender med at føre emnet helt frem til den electronica, der i dag har overtaget rockens funktion af isbryder i farvandet mellem musik og støj - ikke mindst hos ekstreme japanske støjfetichister.

'Støjens æstetik' er relevant både for den, der instinktivt støder det grimme fra sig, og for den, der har modet til at tage brydekampen med det forførende og det farlige, som i musikken findes sublimeret som vild og sanselig støj.

-----Min kommentar-----
Det var så Politikens anmeldelse. Noget tyder på at vi her (i modsætning til de to tidligere anmeldelser) ikke har at gøre med en der lytter så meget til den slags musik. Han ser det udefra, med alt hvad det indebærer. Derfor fokuserer han på spørgsmålet om hvad det egentlig er den her musik handler om, og hvorfor mon der er nogen der lytter til den (hvilket er fint).

Desuden bruger han så plads på at nævne at jeg ikke gør så meget ud af John Cage og kompositionsmusikken som han nok havde håbet, og retter pedantisk en lille stavefejl (jeg havde skrevet Edgar i stedet for Edgard). Jeg er faktisk glad hvis det er den eneste fejl i bogen!

At "udstyret er kedsommeligt" må henvise til at der ikke er nogen billeder - det var der simpelthen ikke råd til (det bliver jo nok ikke en bestseller). Og at der er fodnoter (egentlig ikke så mange) er nogen glade for, mens andre finder det tørt. Jeg forestiller mig at mange af læserne er studerende eller rockfans, som gerne vil se hvilket interview jeg citerer fra eller som gerne vil have enkelte ord forklaret nærmere. Derfor er der fodnoter. Bogen udkommer i Multivers' akademiske serie, hvor man tillader den slags. Den lægger sig i et farvand mellem det akademiske og det populære, og det er mit håb at den kan tjene begge formål.

Kommentarer

Hej Torben
Jeg har bestilt din bog, og glæder mig vildt til at læse den. Så skal den gamle Thorens-grammofon med den fede Ortofon guld-pickup støves af, og jeg skal (igen) genhøre alle mine plader med Sonic Youth, My Bloody... og Band Of Susans (jeg dyrkede ikke Jesus & The.... i særlig høj grad).
Jeg kan endnu huske hvordan det ringede for mine ører efter at My Bloody... afsluttede en FED koncert i Den Grå Hal i starten af 90´erne.
Hygge
Karsten

Det er pudsigt at du skulle nævne koncerten i Den Grå Hal - den beskriver jeg faktisk i bogen s. 77-79. Der er rigtig mange (inklusive mig selv) for hvem netop den koncert er uforglemmelig.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2