« Anmeldelse af Støjens æstetik 2 - P1 | Forside | Anmeldelse af Støjens æstetik 3 - Politiken »

07.12.2003

Sort bønne-suppe (Black bean soup)

Jeg og min kæreste har eksperimenteret lidt med en herlig (og i Danmark ret ukendt) ret, som er ganske almindelig i både USA og Sydamerika, nemlig black bean soup - suppe med sorte bønner.

Det er en oplagt vinterret, men den kan nydes hele året. Den smager lidt specielt, især de første par mundfulde, men snart er man solgt, og så kan man næsten ikke stoppe igen. Mmmm...

Jeg har lavet en opskrift på suppen, som man kan læse hvis man klikker nedenfor. Den er inspireret af vidt forskellige amerikanske versioner, og den er lavet med en stor grad af variationsmuligheder hvad angår ingredienser. De 2½ times tilberedning er ikke så krævende - det meste af tiden står den bare og koger. Husk at bønnerne skal sættes i blød et døgns tid før.

Hvis du prøver den af vil jeg meget gerne have kommentarer.

Torbens & Sidsels sort bønne-suppe

4 personer
Tilberedningstid: 2½ time

600 g sorte bønner
6 løg
6 fed hvidløg
bacon i strimler
1½ spsk. spidskommen
1-2 frisk chili (eller 1-2 spsk. chilipulver)
kyllingefond
1 bundt persille
Lidt olivenolie
Salt

Nedenstående ingredienser er frivillige, og kan varieres fra gang til gang:
(1-2 gulerødder)
(1-2 bladselleri)
(andre grøntsager efter eget valg)
(lidt koriander eller timian eller oregano)
(en klump kogte ris)
(tilbehør: brød)

Bønnerne udblødes i 24 timer, hæld rigeligt vand i skålen så det dækker godt,
for bønnerne suger meget væske.

Hæld 4 liter vand i en stor gryde og kog bønnerne heri en time, lad dem derefter trække i bønnevandet en halv time.

Imens de trækker varmes olie på panden. Løgene hakkes, hvidløgene presses, halvdelen af baconen klippes i små stykker og steges på panden. Når løg og bacon har fået godt, tilsættes alle grøntsager (hakkede) og krydderier.

En del af vandet hældes fra bønnerne i en skål og halvdelen af bønnerne tages fra i en anden skål. De stegte ingredienser hældes i gryden, blandes rundt og blendes. Tilsæt bønnevand efter behov. Tilsæt kyllingefond og godt med salt. De hele bønner tilsættes og det hele koges yderligere en halv time.

Den resterende bacon steges og serveres som pynt, evt. sammen med lidt persille. Lad suppen køle lidt af før den serveres.

Kommentarer

Hej Torben,

er lidt nysgerrig mht. denne suppe, de sorte bønner der bruges, er det de små sorte bønner der kan købes i thai supermarkeder eller nogle andre sorte bønner ?

vil gerne prøve opskriften af ved lejlighed, og skal nok kommentere!
mvh
Lene

Jeg ved ikke om de er specielt små - jeg kender kun én type, som vistnok er normal bønnestørrelse og som fx kan fås i helsekostforretninger, specialforretninger og de største supermarkeder. Jeg ved ikke om det er til nogen hjælp?

Hej Torben,
dem må jeg så på udkig efter, for der er flere forskellige typer....

mange hilsner
Lene

Har selv ledt efter sorte bønner (fandt nogle i en pose i en lille grøntforretning i Nakskov, små bitte bønner)Det er de store bønner jeg er ude efter!
Der var en artikel i Diabetes bladet vdr. sorte bønner.De sænker kolesteroltallet (sænker ldl og højner hdl,og giver vægttab
Hvor kan man købe dem på Loland/falster???

Hej Torben

Tak for denne opskrift. Den gav lidt ny inspiration.
Jeg plejer at lave en sort bønnesuppe hvor jeg også putter en ds. flåede tomater og en dåse tomatpurre.
Jeg plejer dog at stege løg og krydderier sammen først og så bare koge bønnerne sammen med krydderi og løgblandingen.
derudover bleender jeg det hele til sidst og putter limesaft på toppen.
Min kæreste som ellers ikke kan lide vegetarmad og hader når jeg snakker om bønner og bønnepaté, elsker denne suppe.

Med venlig hilsen
Iben

Jeg er også helt vild med black bean soup, og har lagt en anden opskrift på min hjemmeside: http://pernillepind.dk/mambo/pdf/Sortboennesuppe.pdf

Det er altid bedst at give løg og hvidløg lidt let stegning, men ikke brunes - først, med mindre man gerne vil have den bitre smag fra løgene. Ved let stegning, ca. 5-10 bliver løgsmagen mere mild, det syntes de allerfleste bedst om.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2