Arkiv: februar 2004

« december 2003 | Forside | marts 2004 »

25.02.2004

Smilemuskler

Hvor tit hører man ikke en selvtilfreds type sige at man kun bruger x antal muskler til at smile, men at man skal bruge y antal muskler for at se sur ud. Nå, men ligesom den med at vi kun bruger 10 % af vores hjernekapacitet, så holder denne floskel altså heller ikke. Når folks slynger den ud er det en smart måde at sige ”smil nu for satan!” på. Men der er nu en gang ikke altid noget at smile af.

Jeg har fire indvendinger, som kan læses hvis man klikker her. Den sidste knytter an til en egentlig undersøgelse af den videnskabelige baggrund for udsagnet.

1. Selv hvis det var sandt ville det være åndssvagt at gå rundt og prøve at smile fordi det ikke var så krævende. Jeg kan kun smile når jeg er i godt humør, og jeg synes nu engang at det er dér smilet er på sin plads.

2. Når folk selvtilfredst siger det til én gør de det som regel når man bare er lidt træt og hænger med hovedet. Her bruger man uden tvivl færre ansigtsmuskler end når man smiler. Argumentet bygger på en fejlslutning, nemlig et skred fra det at lave en voldsom grimasse, som når man er rasende, til det almindelige småmutte ansigt. Selvfølgelig kræver det meget at lave en anstrengt sur grimasse, men det er sjældent at det er sådan en der tales om.

3. Alene det at folk altid slynger et nyt tal ud med stor overbevisning er et tegn på at de ikke aner hvad de taler om. Det er alt mellem 14 og 72 muskler man bruger til at se sur ud (prøv fx at søge på google på smile sur muskler). Come on! Aviserne bringer også den angiveligt glade nyhed igen og igen med et nyt tal hver gang. På den måde minder den lidt om den med hjernekapaciteten. Ingen henviser nogensinde til nogen kilde.

4. Her er der en der faktisk har undersøgt sagen.

23.02.2004

Sneglens følehorn

Ud over resuméet af min afhandling Objektiv sensibilitet, så vil jeg lige diske op med det allersidste af min afhandling - det sidste afsnit af afslutningen, som handler om en snegl. Det er sneglen hos Adorno og Horkheimer, sneglen hvis følehorn er det bedste billede på sammenhængen mellem sansning, tanke og følelse. Adorno/Horkheimer-citatet gengiver jeg her på bloggen på dansk.

At sansningen, tanken og følelsen kan betragtes som viklet ind i samme sensibilitet illustrerer Adorno/Horkheimer i slutningen af Dialektik der Aufklärung med lignelsen om sneglens følehorn som det sensibilitetsorgan der rækker ud for at registrere sine omgivelser:

"Intelligensens vartegn er sneglens følehorn, "det følende ansigt", hvormed den, om man ellers kan tro Mefistofeles, også lugter. Når følehornet møder modstand, trækkes det straks tilbage i kroppens beskyttende hætte, det bliver atter ét med det hele og vover sig først tøvende frem igen som selvstændigt. Hvis faren endnu er til stede, forsvinder det på ny, og der går længere mellem gentagelserne af forsøget. Det åndelige liv er i sin vorden uendelig sart. Sneglens sans er afhængig af musklen, og muskler bliver slappe, når deres muligheder for at spille indsnævres. Kroppen lammes af det fysiske chok, ånden af forskrækkelsen. I deres oprindelse kan de to ting slet ikke skilles ad."
(Oplysningens dialektik s. 346, tysk s. 295)

Både det fysiske (sansningen af omverdenen) og det mentale (tanker, følelser) har hos sneglen deres aktive organ i følehornet. Sneglen mærker hvad der er omkring den, den orienterer sig derefter og den reagerer på det. Sneglens erkendelse går udelukkende gennem dens sensibilitet.

Når sneglen trues eller hæmmes trækker den følehornene til sig. Først langsomt tør den stikke dem ud igen. Hvis den er under en permanent trussel sløves sensibiliteten idet ”musklerne slappes” i de tilbagetrukne følehorn. Sneglen bliver ikke blot mindre følsom, den bliver ”dum”, og essayfragmentet kaldes da også ”Zur Genese der Dummheit”. Dumhed hos mennesker skyldes et ”ar” fra et sår påført sensibiliteten, ofte som en dæmpelse af den åbne nysgerrighed og undersøgelsestrang hos barnet. Her formuleres et ganske andet begreb om dumhed end det gængse, et begreb der hverken handler om passiv intelligens eller mængden af akkumuleret viden, men om en mere eller mindre udviklet sensibilitet.

Lignelsen om sneglen synes at tale om anæstesien i kulturen, og kobles dette med Adornos æstetik er det tydeligt at Adornos filosofi rummer en implicit og diskret positivitet: kunstens mulighed for at udvikle den ellers hæmmede sensibilitet såvel i individet som i kulturen, og dermed skabe en klogere, en mere følsom, alsidig og nysgerrig kultur. Denne positivitet skal ikke hypostaseres som målestok, men blot afslutningsvis nævnes som et videre perspektiv på den æstetiske erfaring.

Selv uden at være lige så pessimistisk som Adorno ofte er hvad angår vor nutids muligheder for egentlig mangfoldighed og sanselighed vil man kunne anerkende det stadige behov for en udvikling af sensibiliteten.

Torben Sangild

16.02.2004

Så har jeg afleveret!

Jeg har lige afleveret min ph.d-afhandling! Jeg brugte hele weekenden på at slås med interne henvisninger, layout, printere og limindbindingsapparatet og blev alligevel ikke færdig. Men nu er den afleveret. Til min skræk opdagede jeg at side 156 alligevel - på trods af alle mine gennembladringer - endte med at være helt blank. Noget må have forskubbet sig i sidste øjeblik.

Så nu er der altså en blank side i min ph.d, et interleaf, en pause for læseren, et meditativt pusterum til eftertanke, et tomhedens tegn midt i ordenes fylde.

Jeg har ikke helt fattet det endnu: jeg har arbejdet på den siden år 2000 (med pauser, bl.a. til bearbejdningen af Støjens æstetik og varetagelse af undervisning, vejledning og andre opgaver). Men nu er den færdig!

Så skal jeg i gang med at undervise, skrive artikler, anmelde, holde foredrag og hvad jeg ellers har bundet mig til i løbet af foråret. Men jeg tror bestemt jeg får mere tid til at skrive til denne weblog, så aktiviteten bliver helt sikkert større.

For de som måtte være interesseret i hvad min ph.d egentlig handler om, så kan du læse mit officielle resumé (1 A4-side) ved at klikke nedenfor. Sproget er kompakt og akademisk, for det gjaldt om at putte så meget præcis information som muligt ned på en side.

Dansk resumé

Torben Sangild: Objektiv sensibilitet – om objektiveringstendenser i nyere kunst og musik med refleksioner over sensibilitetens afgørende rolle i kunstnerisk udtryk, erfaring og kritisk potentiale

Det er kendetegnende for neoavantgarden at den har objektiveret sin gestus og på vidt forskellige måder understreget sin medierede, kodede, konceptuelle, teknologiske og institutionelle karakter. Således gjorde den op med en subjektdyrkende og spontanitetssøgende udtryksmodel knyttet som myte til især romantisk og ekspressionistisk kunst.

Gennem analyser af værker fra musik og billedkunst og refleksioner over udtryk, erfaring og autonomi forsøger jeg at formulere et begreb om den ”objektive sensibilitet”. Det er her en pointe at kunstens sanselige og følelsesmæssige aspekter ikke forsvinder i denne objektivering, men at sensibiliteten stadig er afgørende for kunstens udtryk og vores erfaring af den. I denne argumentation trækker jeg først og fremmest på en nylæsning af Theodor W. Adornos æstetik, som hermed aktualiseres.

I min analyse af Andy Warhols katastrofebilleder understreges det at den indifferente, cool gestus selv er udtryksskabende, at ekspressiviteten og den kyniske gestus ikke kan skilles ad, men virker dialektisk sammen. Gentagelsen af det tragiske motiv, den grumsede overflade, trykketeknikken og titlerne virker sammen i en kompleks betydningsdannelse mellem medieret overflade og profan bøn.

I ”Sparagmos” analyserer jeg fire musikalske kompositioner der har det til fælles at de benytter elektronisk fragmenterede menneskestemmer i en depersonaliseret traumebearbejdning. Der er tale om værker af Karlheinz Stockhausen, Herbert Eimert, Luigi Nono og Steve Reich som forholder sig til holocaust og atombombeprøvesprængningsofre. Teknologiens objektiverende brug af stemmen lægger sig mellem tale og tavshed, mellem erindring og forsigtighed over for sprogets vold. Menneske og maskine sammensmeltes og lydobjekternes underkastes systemer i en objektiveret sensibilitet.

Den tredje næranalyse forholder sig til en nyere genre inden for electronica, kaldet ”glitch”. Denne musik gør brug af teknologiens fejlkilder som lydmateriale og udtrykker på én gang en særligt skrøbelig sensibilitet og en teknologiens selvkrik.

Derudover er der korte behandlinger af Iannis Xenakis, Gerhard Richter, Jenny Holzer, Gordon Matta-Clark og John Klima og af mere generelle strømninger.

”Gråd uden tårer” er en teoretisk refleksion over begrebet om kunstens ”udtryk” med henblik på ovennævnte objektiveringstendens og med udgangspunkt i Adornos æstetik. Her anføres det hvordan objekter kan udtrykke følelser og hvordan en indifferent gestus stadig kan kaldes sensibel.

Den æstetiske erfaring reflekteres i næste kapitel som en subjekt-objekt-dialektik med objektet i centrum. Subjektet udlåner sit sensorium i en registrering af værkets udtryk. Det er en pointe at denne erfaring ikke uden videre kan kaldes en kommunikation. Endvidere understreges den intime sammenhæng mellem tanke, sansning og følelse.

Endelig diskuteres Adornos autonomibegreb og aktualiseres med henblik på et tidssvarende begreb om autonomi som det at kunsten selv vælger sine love, uanset hvor kontekstuel og determineret den end er. Desuden ligger der en minimal autonomi i kraft af det æstetiske blik. Det påvises at Adornos autonomibegreb er mere avantgardistisk, politisk og selvkritisk end det traditionelt er blevet læst.

Der lægges afsluttende op til videre perspektiver inden for andre kunstarter og teorier på vej mod en tidssvarende sensibilitetsæstetik, og antydes et moralsk perspektiv på den objektive sensibilitet.

Læs et uddrag af afslutningen her

15.02.2004

Pantani er død!

Jeg må afbryde min annoncerede pause endnu engang for at kommentere en tragisk hændelse som har berørt cykelsportsfans overalt i verden: Marco Pantani er død!

Han blev fundet på et hotelværelse med noget medicin og et afskedsbrev. På den baggrund kan man vist godt antage at der er tale om selvmord.

For mig som for mange andre var Pantani i 90erne inkarnationen af cykelsporten. Den største klatrer i feltet, med et ryk som ingen kunne følge, en stor personlighed, hvis karriere var eventyrlig, kulminerende med sejrene i både Giroen og Touren 1998. Men næste år knækkede kurven, da han blev taget ud af Giroen med for stort hæmatokritværdi på et tidspunkt hvor han sad solidt og heroisk i den lyserøde føretrøje. Siden da blev han aldrig helt sig selv igen, og de sidste par år har han lidt af depressioner og dårlige resultater. På trods af at han blev frifundet for dopingsagen var han en knækket mand. Det var en pine at se den tidligere store helt kæmpe forgæves og bruge munden mere end benene. Nu har han formentlig taget livet af sig, og det er fandeme trist!

pantani.jpg

Folk uden interesse for cykelsport forstår det sikkert ikke, men det er altså noget der berører mig. Jeg gider ikke have kommentarer om doping (jeg kender alle argumenter i alle retninger og har diskuteret det hele en million gange med mig selv og alle mulige andre) - det her handler om cykelrytteren Pantani.

Hvis du klikker her kan du læse afsnittet om Pantani fra min artikel ”Cykelsporten som myte”, skrevet i foråret 1999, inden det hele gik galt.

Marco Pantani - en grimpeurs triumf
Første gang jeg bemærkede Pantani var i Giro d’Italia 1994, hvor to unge ryttere fik deres gennembrud ved at skubbe den tidligere vinder Indurain ned på tredjepladsen. Vinderen hed Evgenij Berzin - hans karriere er gået støt ned ad bakke lige siden dengang og hans tro på sig selv forekommer mere og mere ynkelig. Nummer to hed Marco Pantani. Dengang havde han stadig lidt hår på hovedet og var ganske overvældet over dette pludselige gennembrud, men det vidste jeg ikke, for løbet blev ikke transmitteret på andre kanaler end dem som var ejet af den højreradikale Berlusconi. Jeg så blot navnet i Politikens sparsomme resultatopgørelser og jublede i mit stille sind over de unge rytteres detronisering af maskinen Indurain. Senere samme år viste Pantani at han ikke var nogen døgnflue ved at blive nr. 3 i Tour de France med sin fornemme bjergkørsel. Man hyldede denne feltets eneste klatrer, en type rytter man var bange for nærmest var uddød i 90’ernes indurainokrati.

Men det var først i 1995 at Pantani for alvor trådte i karakter, selv om hans sæson på papiret ikke var lige så succesrig. I Schweiz Rundt åbenbarede han sit nye look og kendemærke, den smukke, skaldede isse, der senere skulle danne mode i feltet. På trods af dette formåede han ikke at slå Tonkov af banen i det løb, men i Tour de France viste han sin sande klasse ved at vinde de to fornemste bjergetaper, en i alperne, en i pyrenæerne. Og det er ikke bare sejrene, der gør Pantani til noget særligt, det er måden: jeg husker stadig på Alpe d’Huez hvordan Robert Millar var i udbrud på den afgørende stigning, mens en klynge af de bedste bjergryttere flokkedes om kongen Indurain, heriblandt Pantani. I et sjældent anfald af stor iagttagelsesevne råbte kommentator Jørn Mader pludselig: “og Pantani skifter gear!” - vi reagerede alle med overbærenhed og tænkte at det var endnu en af Maders hysteriske fejltagelser, men 7 sekunder senere skød Pantani væk fra Indurains hof med en uimodståelig lethed, der blev sat i relief da han minuttet efter fløj forbi den resigneret trampende Millar med den tredobbelte hastighed. Ingen kunne svare igen på dette angreb, end ikke Virenque.

Det er, som sagt, Pantanis essens: grimpeuren, der befinder sig bedst alene på de stejleste stigninger hvor han træder ind i en anden væren end resten af feltet for hvem stigningen er et sandt helvede.

Klatreren har et kærlighedsforhold til bjerget, som Pantani klart skulle udtrykke det i nedenstående citat fra Tour de France 1997. Men citatet kræver en forhistorie: Pantani har ofte været uheldig og haft voldsomme styrt, men det grusomste var uden tvivl da han i oktober 1995, få dage efter sin bronzemedalje ved VM, kørte ind i en privatbil, der havde forvildet sig ind på en nedkørsel under løbet Milano-Torino. Hans venstre ben blev smadret, og der skulle gå et helt år før han var tilbage på cyklen og yderligere 8 måneder før han var tilbage i Tour de France 1997. Det store spørgsmål var om Pantani havde genvundet sin storhed eller om han aldrig ville blive den samme igen. Og den mest ivrige efter at få besvaret dette spørgsmål var Pantani selv.

Han havde allerede i foråret vist sig som en mere komplet rytter ved at klare sig godt på et par enkeltstarter, en disciplin der jo ofte er de egentlige bjergrytteres svaghed. Det blev bekræftet i den første enkeltstart i Touren, hvor han blev nr. 5, lige efter de største tempoeksperter. Nu gjaldt det så den mest prestigefyldte af alle etaper, en etape han havde vundet i 1995 før ulykken, konge-etapen til bjerget Alpe d’Huez. Sjældent har nogen villet vinde noget så gerne som Pantani ville vinde den dag. Vi holdt vejret og slog korsets tegn.

Pantani satte angrebet ind på det rette tidspunkt og med den velkendte gimmick at smide kasketten lige før angrebet - en overlegen gestus der udtrykker at han ikke behøver lukrere på overraskelseseffekten, men kan angribe helt åbent. Alle vidste at det ville ske, kun Ullrich og Virenque kunne hænge på. Men da Pantani, som alle store bjergfyrster, befinder sig bedst alene, måtte han ryste disse to generende elementer af sig. Og til det måtte han benytte sig af et af hans karakteristiske og mest frygtede våben: de pludselige temposkift, accelerationer der slår rytmen i stykker hos større legemer som er afhængige af det regelmæssige tråd, men som er essensen af den lille Pantanis stil. Og det havde sin virkning: først måtte Virenque slippe, siden Ullrich. Resten af vejen mod mål var et triumftog af de store, et mytisk billede på genrejsningen af fordums storhed. Og stærkest af alt var billedet af Pantani da han krydsede målstregen. Hans gestus har ikke set sin lige hverken før eller siden. Der var ingen opadstrakte arme, ingen glædesjubel, kun en indestængt krampetrækning der vidnede om den indre forløsning efter den lange kamp mod smerten og usikkerheden. Også da han stod på podiet var han sært indadvendt: bevægelsen gjorde ham ude af stand til at smile. Han behøvede ikke nogen hyldest den dag. Det eneste vigtige var at han havde gjort det; at han havde bevist over for sig selv at han var tilbage.

Dagen efter (som det så oftest sker i afmatningen efter en stor bedrift) blev han småsyg med bronkitis. Han overvejede at stoppe. Næste dag igen var det den anden store bjergetape med den hårde stigning på Col de Joux Plane. Pantani var stadig groggy og ville egentlig ikke angribe, men han gjorde det alligevel og vandt endnu en etape. Denne gang var sejrsgestusen udadvendt og efter sejren udtrykte han sig som en ægte bjergrytter:

"Jeg havde det så skidt at jeg overvejede ikke at stille op her til morgen. Og jeg havde besluttet at jeg ikke ville angribe. Men jeg fik det bedre undervejs, og da vi så kom til den sidste stigning kunne jeg ikke lade være. Den var så smuk og så hård."

Så smuk og så hård! Også rytterne selv mytologiserer løbet. Pantani knytter an til både det skønne og det sublime i denne sætning: det naturskønne er med i beslutningen, bjerget er smukt, det indbyder til store præstationer, det skal erobres. Således angriber Pantani Kants interesseløse behag: skønhed er også fristelse. Det sublime ligger i hårdheden, i den umenneskelige trussel som bjerget udgør og tilfredsstillelsen ved næsten overmenneskeligt at kunne trodse dets modstand og klatre ubesværet hvor andre må stå af. Igen er Pantani polemisk mod Kant: det sublime overvindes ikke ved fornuft og sikker afstand, men ved direkte og fysisk konfrontation. Pantani repræsenterer, som cykelsporten i det hele taget, en førborgerlig æstetik.

Året efter, 1998, var på én gang det bedste og det værste år for cykelsporten i 90’erne. Bedst, fordi man vidnede de mest spændende cykelløb og fordi en bjergrytter, Pantani, formåede at vinde - ikke blot Giroen eller Touren, men dem begge, og det i en offensiv stil man ikke har set mage til i mange, mange år. Værst, fordi dopingskandalerne var en konstant trussel mod nydelsen af denne triumf.

Pantani er nu ikke længere blot en mand der triumferer spektakulært i bjergene, men en komplet rytter der vinder de allerstørste etapeløb. Han er Italiens mest populære mand og den mest elskede cykelrytter i verden. Således er vores helt nået hjem. Men i modsætning til den klassiske fortælling slutter beretningen ikke her. Den fortsætter i skrivende stund med Pantani i en birolle i Baskerlandet Rundt og for alvor i Giro d’Italia om få uger, hvor Pantani som helt skal forsvare sit mesterskab.

[Uddrag fra artiklen "Cykelsporten som myte", Kulturo nr. 9, forår 1999]

12.02.2004

Hjernekapacitet 100%

Hvor tit hører man ikke en eller anden popsmart NLP'er eller lommefilosof sige at vi kun bruger 10% af vores hjernekapacitet? Nå, men det er altså en myte!

I forlængelse af Sidsels afsløring af endnu en vandrehistorie har jeg sporet denne påstand i aviserne gennem de sidste 8 år, og da også fundet en oprindelse til myten. Det kan du læse om i kommentaren til Sidsels indlæg.

Ja, hov, så kom jeg alligevel til at blogge selv om jeg skal skrive den afhandling færdig. Men det er ganske vist: jeg afleverer på mandag!

08.02.2004

Countdown

(Når der er stille på min weblog i disse uger er det fordi jeg har travlt med at skrive min afhandling færdig og har forbudt mig selv at skrive indlæg, men efter 16. februar bliver den mere aktiv end nogensinde før).

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2