« Hjernekapacitet 100% | Forside | Så har jeg afleveret! »

15.02.2004

Pantani er død!

Jeg må afbryde min annoncerede pause endnu engang for at kommentere en tragisk hændelse som har berørt cykelsportsfans overalt i verden: Marco Pantani er død!

Han blev fundet på et hotelværelse med noget medicin og et afskedsbrev. På den baggrund kan man vist godt antage at der er tale om selvmord.

For mig som for mange andre var Pantani i 90erne inkarnationen af cykelsporten. Den største klatrer i feltet, med et ryk som ingen kunne følge, en stor personlighed, hvis karriere var eventyrlig, kulminerende med sejrene i både Giroen og Touren 1998. Men næste år knækkede kurven, da han blev taget ud af Giroen med for stort hæmatokritværdi på et tidspunkt hvor han sad solidt og heroisk i den lyserøde føretrøje. Siden da blev han aldrig helt sig selv igen, og de sidste par år har han lidt af depressioner og dårlige resultater. På trods af at han blev frifundet for dopingsagen var han en knækket mand. Det var en pine at se den tidligere store helt kæmpe forgæves og bruge munden mere end benene. Nu har han formentlig taget livet af sig, og det er fandeme trist!

pantani.jpg

Folk uden interesse for cykelsport forstår det sikkert ikke, men det er altså noget der berører mig. Jeg gider ikke have kommentarer om doping (jeg kender alle argumenter i alle retninger og har diskuteret det hele en million gange med mig selv og alle mulige andre) - det her handler om cykelrytteren Pantani.

Hvis du klikker her kan du læse afsnittet om Pantani fra min artikel ”Cykelsporten som myte”, skrevet i foråret 1999, inden det hele gik galt.

Marco Pantani - en grimpeurs triumf
Første gang jeg bemærkede Pantani var i Giro d’Italia 1994, hvor to unge ryttere fik deres gennembrud ved at skubbe den tidligere vinder Indurain ned på tredjepladsen. Vinderen hed Evgenij Berzin - hans karriere er gået støt ned ad bakke lige siden dengang og hans tro på sig selv forekommer mere og mere ynkelig. Nummer to hed Marco Pantani. Dengang havde han stadig lidt hår på hovedet og var ganske overvældet over dette pludselige gennembrud, men det vidste jeg ikke, for løbet blev ikke transmitteret på andre kanaler end dem som var ejet af den højreradikale Berlusconi. Jeg så blot navnet i Politikens sparsomme resultatopgørelser og jublede i mit stille sind over de unge rytteres detronisering af maskinen Indurain. Senere samme år viste Pantani at han ikke var nogen døgnflue ved at blive nr. 3 i Tour de France med sin fornemme bjergkørsel. Man hyldede denne feltets eneste klatrer, en type rytter man var bange for nærmest var uddød i 90’ernes indurainokrati.

Men det var først i 1995 at Pantani for alvor trådte i karakter, selv om hans sæson på papiret ikke var lige så succesrig. I Schweiz Rundt åbenbarede han sit nye look og kendemærke, den smukke, skaldede isse, der senere skulle danne mode i feltet. På trods af dette formåede han ikke at slå Tonkov af banen i det løb, men i Tour de France viste han sin sande klasse ved at vinde de to fornemste bjergetaper, en i alperne, en i pyrenæerne. Og det er ikke bare sejrene, der gør Pantani til noget særligt, det er måden: jeg husker stadig på Alpe d’Huez hvordan Robert Millar var i udbrud på den afgørende stigning, mens en klynge af de bedste bjergryttere flokkedes om kongen Indurain, heriblandt Pantani. I et sjældent anfald af stor iagttagelsesevne råbte kommentator Jørn Mader pludselig: “og Pantani skifter gear!” - vi reagerede alle med overbærenhed og tænkte at det var endnu en af Maders hysteriske fejltagelser, men 7 sekunder senere skød Pantani væk fra Indurains hof med en uimodståelig lethed, der blev sat i relief da han minuttet efter fløj forbi den resigneret trampende Millar med den tredobbelte hastighed. Ingen kunne svare igen på dette angreb, end ikke Virenque.

Det er, som sagt, Pantanis essens: grimpeuren, der befinder sig bedst alene på de stejleste stigninger hvor han træder ind i en anden væren end resten af feltet for hvem stigningen er et sandt helvede.

Klatreren har et kærlighedsforhold til bjerget, som Pantani klart skulle udtrykke det i nedenstående citat fra Tour de France 1997. Men citatet kræver en forhistorie: Pantani har ofte været uheldig og haft voldsomme styrt, men det grusomste var uden tvivl da han i oktober 1995, få dage efter sin bronzemedalje ved VM, kørte ind i en privatbil, der havde forvildet sig ind på en nedkørsel under løbet Milano-Torino. Hans venstre ben blev smadret, og der skulle gå et helt år før han var tilbage på cyklen og yderligere 8 måneder før han var tilbage i Tour de France 1997. Det store spørgsmål var om Pantani havde genvundet sin storhed eller om han aldrig ville blive den samme igen. Og den mest ivrige efter at få besvaret dette spørgsmål var Pantani selv.

Han havde allerede i foråret vist sig som en mere komplet rytter ved at klare sig godt på et par enkeltstarter, en disciplin der jo ofte er de egentlige bjergrytteres svaghed. Det blev bekræftet i den første enkeltstart i Touren, hvor han blev nr. 5, lige efter de største tempoeksperter. Nu gjaldt det så den mest prestigefyldte af alle etaper, en etape han havde vundet i 1995 før ulykken, konge-etapen til bjerget Alpe d’Huez. Sjældent har nogen villet vinde noget så gerne som Pantani ville vinde den dag. Vi holdt vejret og slog korsets tegn.

Pantani satte angrebet ind på det rette tidspunkt og med den velkendte gimmick at smide kasketten lige før angrebet - en overlegen gestus der udtrykker at han ikke behøver lukrere på overraskelseseffekten, men kan angribe helt åbent. Alle vidste at det ville ske, kun Ullrich og Virenque kunne hænge på. Men da Pantani, som alle store bjergfyrster, befinder sig bedst alene, måtte han ryste disse to generende elementer af sig. Og til det måtte han benytte sig af et af hans karakteristiske og mest frygtede våben: de pludselige temposkift, accelerationer der slår rytmen i stykker hos større legemer som er afhængige af det regelmæssige tråd, men som er essensen af den lille Pantanis stil. Og det havde sin virkning: først måtte Virenque slippe, siden Ullrich. Resten af vejen mod mål var et triumftog af de store, et mytisk billede på genrejsningen af fordums storhed. Og stærkest af alt var billedet af Pantani da han krydsede målstregen. Hans gestus har ikke set sin lige hverken før eller siden. Der var ingen opadstrakte arme, ingen glædesjubel, kun en indestængt krampetrækning der vidnede om den indre forløsning efter den lange kamp mod smerten og usikkerheden. Også da han stod på podiet var han sært indadvendt: bevægelsen gjorde ham ude af stand til at smile. Han behøvede ikke nogen hyldest den dag. Det eneste vigtige var at han havde gjort det; at han havde bevist over for sig selv at han var tilbage.

Dagen efter (som det så oftest sker i afmatningen efter en stor bedrift) blev han småsyg med bronkitis. Han overvejede at stoppe. Næste dag igen var det den anden store bjergetape med den hårde stigning på Col de Joux Plane. Pantani var stadig groggy og ville egentlig ikke angribe, men han gjorde det alligevel og vandt endnu en etape. Denne gang var sejrsgestusen udadvendt og efter sejren udtrykte han sig som en ægte bjergrytter:

"Jeg havde det så skidt at jeg overvejede ikke at stille op her til morgen. Og jeg havde besluttet at jeg ikke ville angribe. Men jeg fik det bedre undervejs, og da vi så kom til den sidste stigning kunne jeg ikke lade være. Den var så smuk og så hård."

Så smuk og så hård! Også rytterne selv mytologiserer løbet. Pantani knytter an til både det skønne og det sublime i denne sætning: det naturskønne er med i beslutningen, bjerget er smukt, det indbyder til store præstationer, det skal erobres. Således angriber Pantani Kants interesseløse behag: skønhed er også fristelse. Det sublime ligger i hårdheden, i den umenneskelige trussel som bjerget udgør og tilfredsstillelsen ved næsten overmenneskeligt at kunne trodse dets modstand og klatre ubesværet hvor andre må stå af. Igen er Pantani polemisk mod Kant: det sublime overvindes ikke ved fornuft og sikker afstand, men ved direkte og fysisk konfrontation. Pantani repræsenterer, som cykelsporten i det hele taget, en førborgerlig æstetik.

Året efter, 1998, var på én gang det bedste og det værste år for cykelsporten i 90’erne. Bedst, fordi man vidnede de mest spændende cykelløb og fordi en bjergrytter, Pantani, formåede at vinde - ikke blot Giroen eller Touren, men dem begge, og det i en offensiv stil man ikke har set mage til i mange, mange år. Værst, fordi dopingskandalerne var en konstant trussel mod nydelsen af denne triumf.

Pantani er nu ikke længere blot en mand der triumferer spektakulært i bjergene, men en komplet rytter der vinder de allerstørste etapeløb. Han er Italiens mest populære mand og den mest elskede cykelrytter i verden. Således er vores helt nået hjem. Men i modsætning til den klassiske fortælling slutter beretningen ikke her. Den fortsætter i skrivende stund med Pantani i en birolle i Baskerlandet Rundt og for alvor i Giro d’Italia om få uger, hvor Pantani som helt skal forsvare sit mesterskab.

[Uddrag fra artiklen "Cykelsporten som myte", Kulturo nr. 9, forår 1999]

Kommentarer

Men du glemmer bjergetapen i Giroen 1999, altså før han blev smidt ud. Det var dér, hvor han fik defekt ved bjergets fod, og hele holdet måtte ned og hente ham, og så blev der ellers klatret som aldrig før eller siden. Konkurrenterne fløj ud til højre og venstre, og til sidst troede alle - Pantani inklusive - at der kun manglede en eller anden ubetydelig rytter. Men nej, Pantani tog etapen, også den......

Hej Søren

Jeg husker den godt - jeg kan huske at jeg tænkte at nu bliver det næsten for meget med hans styrke - han var ved at eliminere spændingen i løbet. Og så kom nemesis eller hvad det nu var...

Grunden til at det ikke er med i min artikel er at den er skrevet lige før Giroen 1999.

Torben jeg er helt enig med det du har skrevet... Synes man ska udelukke alt med doping i denne sag og tænke på pantani som den han var og for den stærke bjergrytter rytter han har været!

hvil i fred Pantani!

Du vil være husket som noget positivt!

Det er nu kommet frem at der ikke var tale om et egentligt afskedsbrev, men om nogle "nedfældede tanker". Der vil sikkert blive gravet mere i det i den kommende tid, hvor makabert og tragisk det end er.

Der er nu kommet mere frem om de sedler han efterlod sig:

Marco Pantani følte sig forfulgt og plaget af især den italienske presse på grund af sin dopingfortid. En del kunne tyde på, at netop dette lå Pantani på hjerte i timerne, før han døde. Italiensk politi beretter om, at der på hotelværelset i Rimini lå et stykke papir med ordene: »De er kun ude på at straffe mig.«

En anden seddel skulle have ordlyden: »Ingen er i stand til at forstå mig, end ikke i cykelverdenen, end ikke min familie. Jeg er blevet alene.«

(Citeret fra BT)

Der er nu kommet et større uddrag af Pantanis noter fra hotelværelset:

"I løbet af fire år var jeg i alle retssale. Jeg mistede lysten til at være som alle andre sportsmænd, men cykling betalte godt, og mange unge har alligevel mistet troen på retfærdighed. Det er svært at skrive dette brev.

Folk forstår, at alle mine kolleger er blevet ydmyget på deres hotelværelser med skjulte kameraer, som har ødelagt så mange familier. Efter det hvordan kan man så undgå at skade sig selv.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg stoppede mig selv i disse øjeblikke af vrede. Hvis jeg har begået fejl, så vil jeg gerne se beviser. Men når min sportslige karriere og først og fremmest mit privatliv blev krænket, så mistede jeg meget.

Jeg er i dette land og har lyst til at sige, at ’Hasta La Victoria’ er en god ting for en atlet, men det er sværere at have givet sit hjerte til en sport med uheld og skader. Men jeg kom altid op igen.

Hvad er der tilbage? Bare en masse vrede og sørgmodighed over det juridiske systems krænkelser. Min sande historie skal være et eksempel for andre sportsgrene. Regler - ja, men de skal være lige for alle.

Der findes ikke noget job, hvor du bliver nødt til at give dit blod, og hvor dine kollegers familier er vågne om natten.

Jeg var altid bange for at blive udspioneret hjemme, på hoteller og af tv-kameraer. Jeg endte med at skade mig selv, for ikke at opgive min privatsfære, min kærestes intimitet og andre kollegers, som også tabte.

Kom og se hvordan en cykelrytter i virkeligheden er. Se hvor mange, der var involveret i min sorg, da jeg prøvede at gøre comeback med mine drømme - som en mand, der blev mudret til med stoffer efter mit liv som atlet.

Hvis en smule menneskelighed hjælper os til at forstå og spørger, hvad der får os til at håbe, når du har lavet en stor fejl, så forstår du, og du kæmper med hele hjertet.

Dette dokument er sandheden. Mit håb er, at sande mænd og kvinder kan læse det og vil forsvare lige regler for alle i sport. Jeg er ikke en løgner, jeg er dybt såret, og alle, der troede på mig, må forsvare mig."

Det viser sig nu at Pantani døde af en overdosis kokain. Så kan man kun gisne om hvorvidt det var selvmord eller ej.

Hej Torben

Hvad ved man entenligt om Pantani's død.? Og hvor veldokumenteret er det.?

Mvh
Christian

Man ved at han begik selvmord ved at tage en overdosis kokain; at han var meget underlig de sidste dage inden; at han var meget alene.

Hej Torben,
en stor melankonsk fornøjelse af genlæse din Pantani-historie!

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2