« Så har jeg afleveret! | Forside | Smilemuskler »

23.02.2004

Sneglens følehorn

Ud over resuméet af min afhandling Objektiv sensibilitet, så vil jeg lige diske op med det allersidste af min afhandling - det sidste afsnit af afslutningen, som handler om en snegl. Det er sneglen hos Adorno og Horkheimer, sneglen hvis følehorn er det bedste billede på sammenhængen mellem sansning, tanke og følelse. Adorno/Horkheimer-citatet gengiver jeg her på bloggen på dansk.

At sansningen, tanken og følelsen kan betragtes som viklet ind i samme sensibilitet illustrerer Adorno/Horkheimer i slutningen af Dialektik der Aufklärung med lignelsen om sneglens følehorn som det sensibilitetsorgan der rækker ud for at registrere sine omgivelser:

"Intelligensens vartegn er sneglens følehorn, "det følende ansigt", hvormed den, om man ellers kan tro Mefistofeles, også lugter. Når følehornet møder modstand, trækkes det straks tilbage i kroppens beskyttende hætte, det bliver atter ét med det hele og vover sig først tøvende frem igen som selvstændigt. Hvis faren endnu er til stede, forsvinder det på ny, og der går længere mellem gentagelserne af forsøget. Det åndelige liv er i sin vorden uendelig sart. Sneglens sans er afhængig af musklen, og muskler bliver slappe, når deres muligheder for at spille indsnævres. Kroppen lammes af det fysiske chok, ånden af forskrækkelsen. I deres oprindelse kan de to ting slet ikke skilles ad."
(Oplysningens dialektik s. 346, tysk s. 295)

Både det fysiske (sansningen af omverdenen) og det mentale (tanker, følelser) har hos sneglen deres aktive organ i følehornet. Sneglen mærker hvad der er omkring den, den orienterer sig derefter og den reagerer på det. Sneglens erkendelse går udelukkende gennem dens sensibilitet.

Når sneglen trues eller hæmmes trækker den følehornene til sig. Først langsomt tør den stikke dem ud igen. Hvis den er under en permanent trussel sløves sensibiliteten idet ”musklerne slappes” i de tilbagetrukne følehorn. Sneglen bliver ikke blot mindre følsom, den bliver ”dum”, og essayfragmentet kaldes da også ”Zur Genese der Dummheit”. Dumhed hos mennesker skyldes et ”ar” fra et sår påført sensibiliteten, ofte som en dæmpelse af den åbne nysgerrighed og undersøgelsestrang hos barnet. Her formuleres et ganske andet begreb om dumhed end det gængse, et begreb der hverken handler om passiv intelligens eller mængden af akkumuleret viden, men om en mere eller mindre udviklet sensibilitet.

Lignelsen om sneglen synes at tale om anæstesien i kulturen, og kobles dette med Adornos æstetik er det tydeligt at Adornos filosofi rummer en implicit og diskret positivitet: kunstens mulighed for at udvikle den ellers hæmmede sensibilitet såvel i individet som i kulturen, og dermed skabe en klogere, en mere følsom, alsidig og nysgerrig kultur. Denne positivitet skal ikke hypostaseres som målestok, men blot afslutningsvis nævnes som et videre perspektiv på den æstetiske erfaring.

Selv uden at være lige så pessimistisk som Adorno ofte er hvad angår vor nutids muligheder for egentlig mangfoldighed og sanselighed vil man kunne anerkende det stadige behov for en udvikling af sensibiliteten.

Torben Sangild

Kommentarer

Nu har jeg lige genopfrisket nervesystemets fysiologi, så jeg vil lige kommentere på det biologiske i følehornseksemplet!
Følehornsbilledet er et smukt billede på hvordan det kan ske at man lærer at blive ufølsom.
Følehornenes tilbagetrækning er en forsvarsrefleks. Det fungerer på samme måde som fx vores egen blinkerefleks.
For at en refleks kan blive "habituret" - dvs forsvinde ved tilvænning må stimulus ikke være smertefuld eller kraftigt angstfremkaldende - der vil der nærmest ske det modsatte - refleksen udløses lettere. Det kræver selvfølgelig også at stimulus gentages. Altså en gentagen ikke-livstruende stimulus.
Man kan sige at en habituering er en indlæring af falsk alarm.
Det der sker, er ikke at "musklerne slappes" (de bliver stærkere ved brug!), men at der skal mere til at udløse en nerveimpuls - et fænomen man kalder "synaptisk depression". Der skal altså en kraftigere stimulus til at udløse refleksen.

Jeg tænkte nok du ville kommentere det! Vi har jo snakket lidt om det...

For det første vil jeg jo understrege at jeg kalder det en lignelse netop fordi du har gjort mig opmærksom på at det måske ikke holder helt biologisk med sneglen.

For det andet er jeg ikke helt sikker på at jeg forstår din forklaring: altså det som der siges hos Adorno/Horkheimer er jo at sneglen vil stikke sine følehorn sjældnere og sjældnere ud hvis der er en konstant (real) trussel. Der er altså egentlig ikke tale om at refleksen slappes, men at refleksen (tilbagetrækningen) bliver normen. Det er vel det modsatte af dens "habituering"?

Ups, ja jeg skimmede kun din tekst denne gang, så jeg må jo indrømme jeg havde glemt præcis hvordan eksemplet lød.
Det der bliver beskrevet hos Adorno, er at sneglen påvirkes så dens følehorn trækkes tilbage, og at påvirkningen er så kraftig at sneglen holder dem permanent tilbagetrukket.
Jeg huskede det som at sneglen på et tidspunkt holdt op med at trække følehornene tilbage.
Det der sker i Adornos eksempel, er nærmest det modsatte af at blive ufølsom - sneglen er ude for en meget traumatisk hændelse og trækker følehornene tilbage - så kraftig en påvirkning at den ikke strækker dem frem foreløbig - den vil måske endda trække sig helt ind i sin skal - og lukke låget i hvis det fx er en vinbjergsnegl!
Ud fra mit kendskab til snegle vil jeg sige at den sikkert vil komme frem af sin skal igen når faren er drevet over, og hvis den er udsat for mange af disse traumatiske hændelser, vil resultatet ikke være en mere ufølsom snegl, men faktisk en der er langt mere følsom. Det er lidt det samme man kan se hos torturofre og krigsveteraner - deres forsvarsreflekser er meget stærkere end andre menneskers. Sneglens tilbagetrækning er en forsvarsrefleks, menneskets forsvarsrefleks kan fx være at spænde musklerne. Så her er der faktisk tale om at væsenet bliver mere følsomt, måske overfølsomt. Der skal altså meget lidt til at udløse refleksen.
Derfor er “habituering” - som jeg beskrev i min foregående kommentar - et bedre eksempel på hvordan man bliver ufølsom.
Habituering af en refleks kan ske når man udsættes for gentagne påvirkninger der udløser en bestemt refleks, men ikke i en grad der er smertefuld eller angstfremkaldende. Du sammenlignende det i vores telefonsamtale selv med hvordan der kan være forskel på folk der bor i en by og folk der bor på landet - forskel på deres reaktion på byens lyde. De kraftige lyde fra trafik og andre mennesker vil få landboeren til at fare sammen (forsvarsrefleks), mens byboeren ikke vil lade sig mærke med det. Byboeren er blevet habitueret overfor de høje lyde.
Når en refleks er “habitueret” skal der mere til at udløse den - man er blevet mere ufølsom, man kan tåle mere.
Sneglen er blevet blasert.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2