Arkiv: marts 2004

« februar 2004 | Forside | april 2004 »

31.03.2004

Hjælp mig Pia!

Alle kender (eller burde kende) "Hatten er din"-videoen. Sidste år kom en dansk pendant (som jeg med skam at melde først har opdaget nu), den hedder "Hjælp mig Pia" og har politiske undertoner. Men det absurde er i højsædet, helt i Hattens ånd. (Husk at slå lyden til).

Jeg selv har i årevis jævnligt haft Hatten-sangen i hovedet, og er jævnligt vendt tilbage til den på nettet. Jeg er ikke sikker på at Pia bliver en lige så stor klassiker, selv om der sker mere i denne video. Det skyldes simpelthen at den slags er sjovest første gang. Men fin er den...

28.03.2004

Pissoir-kultur

Alle mænd kan skrive under på at der er helt særlige og uskrevne regler for at benytte et offentligt pissoir. Hvor placerer man sig og hvor kigger man hen når der er andre? Ofte er reglerne helt ubevidste, men fungerer alligevel til punkt og prikke for de socialiserede individer.

Hvad blikket angår kigger man i hvert fald ikke ned på sidemandens lem, men enten ind i væggen eller ned på sit eget. Hvad placeringen i forhold til de andre tissere angår er de uskrevne regler ganske indviklede i detaljen. Og de minder i struktur om de uskrevne regler der gælder når man placerer sig i andre offentlige rum hvor man ikke har noget til fælles med de andre (det som Sartre kalder for en seriel organisering af mennesker) - bruserrum, bænke, ventesale etc.

Den fælles grundregel, som næsten alle intuitivt følger, er: placér dig så langt fra de andre som muligt. Reglen skyldes både at man ikke ønsker at være for tæt på de andre og at man ikke ønsker at de andre skal tro at man ønsker at være tæt på dem.

Men det er ikke altid så let endda. Det kan hurtigt kræve yderst komplicerede beregninger af sociale koder og kombinatorikker så snart en række urinaler er halvt besatte på forskellige måder. Heldigvis er der lavet en test som ligger her, hvor du kan afprøve dine sociale færdigheder og efterfølgende blive belært.

27.03.2004

Flere anmeldelser af Loaded

Ud over de tre første anmeldelser af Velvet Underground-bogen Loaded er der kommet i hvert fald tre yderligere (Jyllandsposten, P2s Kulturnyt og tidsskriftet Sentura), som jeg nedenfor linker til og kommenterer.

I online-tidsskriftet Sentura, tager Peter Due Jensen (som også andre anmeldere) udgangspunkt i spørgsmålet hvorfor vi skal have denne bog nu. Men også han synes godt om enkelte af indlæggene (heriblandt heldigvis mit, sagde hunden). Læs anmeldelsen her.

Jyllands-postens Niels Pedersen ved heller ikke om det lige er den bog vi har brug for og ironiserer lidt over VUs appel til journalister, forfattere og intellektuelle (inklusive ham selv). Men han redder alligevel en vis ros hjem når det nu skal være, ikke mindst fordi VU jo stadig inspirerer nutidige bands, og anbefaler den til alle VU-fans.

Mest positiv er Torben Brandt på P2s Kulturnyt. Han synes nok at nogle bidrag er vigtigere end andre, men ville i sidste ende ikke undvære nogen af dem. Hør hans anmeldelse (med musikeksempler) her.

Og så til sidst en lille polemisk bemærkning til fortidslevnet Torben Bille, som citeres i Jyllandsposten for at sige at "Jeg forstår Nico lige så godt som Bo Green Jensen, jeg onanerer bare ikke over hende mere".

Man fristes til at sige at næsten alle andre end Torben Bille er holdt op med at onanere over Bruce Springsteen!

26.03.2004

My Bloody Valentine-udgivelse

My Bloody Valentine kommer med en ny plade her i foråret! Det skulle være ganske vist. Men der er ikke tale om den i 13 år ventede opfølger til mesterværket Loveless.

Der er i stedet tale om en dobbelt-CD hvor den første rummer nye mixninger af samtlige tracks fra de tre EP'er You Made Me Realize, Glider og Tremolo. Der er tale om genial musik, men jo altså ikke om noget nyt. Om de nye mixes lægger noget til de oprindelige versioner har jeg svært ved at tro, men det må jo høres når den kommer.

Den anden CD er umiddelbart mere interessant. Her er hidtil uudgivne ting, som kun har floreret i dårlige MP3-piratversioner, men som nu kommer til ære og værdighed.

Her er en komplet trackliste og et link til et interview:

Disc 1. EPs
You Made Me Realise
Slow
Thorn
Cigarette In Your Bed
Drive It All Over Me
Feed Me With Your Kiss
I Believe
Emptiness Inside
I Need No Trust
Soon
Glider
Don't Ask Why
Off Your Face
To Here Knows When
Swallow
Honey Power
Moon Song

Disc 2. Unreleased
Instrumental #2
Instrumental #1
Cowboy Song
Good For You
Sugar
Kevin Song
Belinda Song
Glider (Long)

Interview med Kevin Shields i The Guardian her

18.03.2004

Loaded - anmeldelser

Bogen Loaded (om Velvet Underground og dets bandmedlemmer), som jeg har bidraget til, er blevet anmeldt i hvert fald tre steder i sin første uge: Politiken, Information og Gaffa. Nedenfor vil jeg opsummere anmeldelserne og – da det nu engang er min weblog - citere de steder hvor mit eget essay nævnes.

Information er den mest positive. Jan Sonnergaard er grebet, og giver den "fem og en halv luftguitar ud af seks mulige" (de mange gentagelser mellem de mere oversigtsprægede artikler trækker en halv ned). Bogen er underholdende og velskrevet. Anmelderen kan vistnok bedst lide de mest subjektive bidrag, modsat de to andre anmeldere. (Han nævner - måske derfor - ikke mit).
(Information 12/3 s. 17)

Politiken er en smule mere kritiske. Karsten R.S. Ifversen er generelt begejstret, men synes nok der er for lidt om musikken og for meget om skribenternes egne ungdomsminder - altså modsat Sonnergaard.
Foran i bogtillægget anmelder han også omslaget, og roser Knud Oddes billede, men bryder sig ikke om tekst-designet.
(Politiken 13/3 s. 5)

Gaffas anmeldelse ligger online her. Martin Nielsen stiller sig spørgsmålet om det nu er "det mest øjenåbnende man kan finde på lige nu" at skrive om Velvet Underground. Men siger så at når det nu skal være er den glimrende. Dog er han enig med Ifversen i at der er for meget bekendelse rundt omkring.

Og så til citaterne om mit eget essay, "Flossede nerver"

"Støjeksperten Torben Sangild bidrager med en overmåde interessant beskrivelse af de avantgardistiske elementer i gruppens musik - suverænt bogens mest 'musikalske' essay!" (Gaffa)

"...det er bemærkelsesværdigt så få, der skriver om musikken. Det er da for fanden det, det hele handler om. Det er kun Torben Sangild, der rigtig går i lag med at beskrive Velvet Undergrounds særlige lyd i følsomme nærlytninger af de forskellige støjtyper og musikalske avantgardevirkemidler i en række nedslag fra 'Black Angels Death Song' til 'Metal Machine Music'." (Politiken)

17.03.2004

Gads Musikleksikon

Der er kommet en helt ny kæmpe udgave af Gads Musikleksikon, som jeg har anmeldt i P1.

Den er herlig at bladre rundt i, men har også sine problemer, især i de korte navneopslag. Desuden reklamerer den med at der nu er pop, electronica og underholdningsmusik med, men hvad electronica angår står det meget sløjt til.

[Da radionameldelserne kun ligger 1/2 år på DRs hjemmeside har jeg nu erstattet linket til lydfilen med teksten]

Anmeldelse af Gads Musikleksikon
Indtalt til P1Morgen, marts 2004 (5 min.)
Gads nye musikleksion er en stor bedrift. Næsten 2000 sider med tre spalter i to smukke bind. Og denne gang er der ikke tale om en udvidelse af det gamle leksikon fra 70erne, men om et helt nyskrevet og dobbelt så omfattende værk. Som der står på bagsiden, så er det ikke kun den klasiske musik og jazz og rock (som i det gamle), men nu også "electronica, pop og underholdningsmusik".

I bind 1 kan man slå tusindvis af navne op fra Erik Satie til The Sandmen, fra Mozart til Jørgen Mylius, fra Platon til Portishead. Og i det andet bind kan man slå sagord op, altså musikudtryk, genrer, overordnede begreber og også enkelte landes musikhistorie. Det første opslag her er tonen a, det sidste er "åndelig sang". Man kan slå ord som nationalromantik, mikrofon, kino-orgel, feedback, hiphop og improvisation op. Man kan læse lange opslag om fx Danmark, filmmusik, middelalderen og klaver. Det er med andre ord ikke mindre end et imponerende forsøg på at få det hele med.

Nu er det så at man som anmelder skal påpege det indlysende at de selvfølgelig ikke har fået det hele med. Jeg kunne remse mange opslagsord op som jeg gik forgæves med og rette nogle af de småfejl jeg har fanget rundt omkring. Men jeg vil hellere bruge lytterens tid på nogle mere generelle betragtninger.

Overordnet er der ingen tvivl om at bind 2, den med sagopslagene, er mere tilfredsstillende end bind 1 med navnene. Det skyldes i høj grad at navnedelen har så mange opslag (og det er virkelig imponerende så mange navne de har fået med) – men det betyder bare at mange af navneartiklerne er på 10 spaltelinier, hvor man kun lige kan nå at nævne de biografiske facts og så slynge to upræcise ord om musikken ud og nævne en tilfældig pladetitel. Det gælder naturligvis ikke store navne som Beethoven og Beatles, men derimod det store flertal af mindre navne fra alle genrer. Som regel vil man her kunne få mere at vide ved en hurtig søgning på internettet.

Det gælder til gengæld ikke bindet med sagord. Her er der faktisk brugt eksperter på de enkelte felter (det synes ikke helt at være tilfældet i navnedelen) – eksperter som norske Arnfinn Bø-Rygg, der skriver eksemplarisk og klart om de filosofiske og musikæstetiske emner. Det kan dog undre at man får mere at vide om filosoffen Adorno ved at slå op under Musikæstetik end under Adorno. Men det skyldes nok igen at sagdelen har færre opslag og derfor mere plads at brede sig på end navnedelen.

Som sagt reklameres der på bagsiden med electronica som et af leksikonets nye satsningsområder. Og her må man blive skuffet. Den nye elektroniske musik, som har været i en rivende udvikling, mere end nogen anden musikalsk genre de sidste 10 år, er mærkeligt underprioriteret, og intet af det som er sket siden 1995 er med. Det banebrydende band Kraftwerk får ikke mere spalteplads end Preben Kristensen fra Linje 3! Der er fx ikke noget opslag om danske Opiate (heller ikke under hans rigtige navn, Thomas Knak), men kun om ældre fænomener som The Orb…osv. osv. Det må der gøres noget ved til næste udgave!

Jeg tøver alligevel ikke med at anbefale Gads Musikleksikon både til hjem med klaver og hjem med CD-afspiller. Her er noget for både den musikkyndige og for den som intet ved om musik. Man kan bladre rundt i den i timevis og glemme tid og sted fordi man bliver fanget af de mange krydshenvisninger og af de fine illustrationer og underholdende billedtekster. Der er stof til eftertanke, fx når der vises en amerikansk plakat fra 1955 der advarer mod at de unge lytter til denne negermusik som underminerer moralen for pæne hvide mennesker (altså rock'n'roll). Det er slet ikke så længe siden man sagde den slags, også i Danmark.

Torben Sangild, Danmarks Radio, 2004

15.03.2004

Vi er stadig ikke bange for Michael Kastberg

Som bekendt har denne weblog en kæreste, Sidsels, og denne kæreste har nu fået trusler fra en alternativ behandler ved navn Michael Kastberg.

Sidsel har tilladt sig på sin weblog at kritisere Michael Kastbergs uhyrlige påstand i sine artikler om at kræft og AIDS skyldes parasitter og derfor let kan helbredes ved urdrensningskure. Hun giver en række klare og fagligt begrundede argumenter for hvorfor dette ikke har noget på sig. Resultat: han truer med at retsforfølge hende for injurier og personlig tilsvining, men har næppe nogen god sag. Det er vigtigt at bemærke at Michael Kastberg endnu ikke har svaret på Sidsels argumenter for at der ikke kan være tale om parasitter.

Her er de relevante links:
Her begyndte diskussionen
Her stiller Sidsel flere konkrete spørgsmål til Michael Kastberg
Her bliver tonen fra ham truende og ubehagelig

11.03.2004

Kunst og hjerneforskning 2

Min kritik af hjerneforskeren der troede at han havde forklaret kunst har fået et efterspil:

I dag sad jeg på mit kontor og stenede ved computeren efter at have undervist i trip hop, da det bankede på døren. Ind trådte Frederik Stjernfelt og Nikolaj Zeuthen (som sammen kører et kursus i "neuroæstetik") og kidnappede mig til at komme ned til anden halvdel af et foredrag af en århusianer ved navn Andreas Roepstorff. Selv om han kommer fra Århus havde denne kognitionsforsker fået fat i mit lille indlæg i Universitetsavisen (som er københansk) og under hans foredrag havde han opsummeret mit argument på et powerpoint-slide, og desuden vendt tilbage til problemet "Sangil" (som han stavede det - det viste sig at han havde fået min tekst læst op i telefonen). Nu var der pause, og de syntes jeg skulle komme ned og tage del i debatten...

Jeg frygtede at jeg nu skulle slagtes i et selskab af hardcore-hjerneforskere, men det viste sig faktisk at Andreas Roepstorff kaldte mine indvendinger mod Zeki relevante, og valge at betragte dem som udfordringer for hjerneforskningen. Så det blev en god dialog, om end det var lidt mærkeligt pludselig at blive hevet ind fra venstre i en sal med 50 mennesker: ”her er Torben Sangild.”

Og min pointe er jo netop ikke at hjerneforskningen er irrelevant, men derimod at den kan bidrage til at forstå sansing og kognition. Den skal bare ikke tro sig dermed at have forstået kunsten, som er mere end det der sker i os når vi står over for den.

Et af eksemplerne i sidste del af Roepstorffs foredrag var at der var stor forskel på hvordan rytmekyndige og rytmedøve hører en synkopisk snublen af rytmen. Og netop dette peger i retning af en af mine pointer: kunstens mening/betydning/indhold er ikke det som et statistisk gennemsnit oplever. Den rytmekyndige har hørt noget som den rytmedøve ikke har. Hun har dermed forstået musikken bedre. Hun har større indsigt i det aspekt af værket. Og det er og bliver værket som æstetikken må prøve at forstå.

Oplevelsen af værket som målt af hjerneforskningen kan af og til kaste lys over detaljer i hvad der foregår i dele af erfaringen, men kan ikke selv forklare hvad værket udsiger. Dens resultater må altid sættes i sammenhæng med en forståelse af kunsten – materielt, historisk, analytisk, teoretisk.

10.03.2004

Ekspert i seksualdrift...

Jeg har lige fået nys om at jeg er citeret på Netprofessor som "ekspert" i forskellen på mænds og kvinders seksualdrift. Det er vist lidt af en tilsnigelse (på det punkt er jeg lægmand), og jeg har ingen ide om hvorfra jeg er citeret, men det ligner faktisk noget jeg kunne have sagt...

Se den uransagelige "ekspertudtalelse" her.

(NB: der findes kun to med navnet Torben Sangild. Den anden er fodboldspiller. Jeg tror faktisk at det må være mig der har udtalt mig om emnet en gang)

Anmeldelse af Støjens æstetik 6 - DMT

Den sjette anmeldelse af min bog kommer som lidt af en efternøler, og den er ikke så interessant i forhold til de andre anmeldelser. Der er snarere tale om en kort beskrivelse fra en anmelder (Erik H.A. Jakobsen) der tilsyneladende "helst undgår rockmusik", og måske også derfor undgår at udtale sig om hvorvidt han kan lide den eller ej. Med mindre at man altså læser mellem linjerne og ser en diskret ros af mine præcise definitioner og de interessante refleksioner.

Den står i det nye nummer af DMT (Dansk Musik Tidsskrift), der da også har konservatoriemusikken som sit kerneområde. Den kommer her:

Her er anmeldelsen så i sin helhed:

"For et år siden omtalte jeg i disse spalter en pamflet, der bar samme titel som denne bog af Torben Sangild, blot på engelsk. Heri blev det nævnt, at en bog om støjrock og støjens æstetik var ved at blive forberedt til udgivelse. Det er så denne bog, Støjens æstetik , der bygger på et speciale fra midten af 90erne.

Torben Sangilds bog er primært en bog om støjrocken, belyst gennem analyser af musik af fire støjrock-grupper: Sonic Youth, The Jesus & Mary Chain, My Bloody Valentine og Band of Susans.

Bogen indledes dog med en ekskurs i begrebet støj som forstået i en kontekst af kommunikationsteori. Støj er jo ikke bare støj. I en analytisk sammenhæng er det vigtigt at begrebet bruges præcist, og her sonderer Sangild mellem akustisk støj (defineret ved en bestemt frekvensprofil, der inden for akustikken adskiller musik og støj), kommunikativ støj (elementer, der forstyrrer en given kommunikations entydighed) og subjektiv støj (lyde, der af en given person opfattes som ubehagelige).

Som historisk begrebsramme føres læseren forbi kongerækken af lyd- og støj-pionerer som Russolo, Varèse, Cage, Pierre Schaeffer, Stockhausen og Ligeti, inden støjrockens spor gennem historien følges. Her går vejen forbi Link Wray, The Who, Hendrix, Velvet Underground m.fl., inden vi når frem til postpunk og altså støjrock.

Bogens tyngdepunkt er analyser af numre af de fire nævnte grupper, men vil også være af interesse for læsere, der helst undgår rockmusik, på grund af de indledende kapitler samt de afsluttende refleksioner over støjens æstetik."

(DMT nr. 5, feb/mar 2004 s. 178-9)

09.03.2004

Pantani skal høres i radioen

I anledningen af Marco Pantanis tragiske død har P1s Søren E. Jensen lavet et fint radioportræt af Pantani. Det varer 18 minutter og kan høres her.

Han kommer kort ind på min vidtløftige (og delvist humoristisk mente) diskussion af Pantani og filsoffen Kant i min gamle artikel. Jeg kalder Pantani "polemisk mod Kant", hvilket er en studentikos joke, dog med en vis alvor bag. Jeg ser Pantanis begejstrede sammenkædning af det smukke og det hårde ved et bjerg (som han bare MÅ angribe på) som en forening af det skønne og det sublime, der ellers er modstillet hos Kant. Alvoren i det er at en del af vores begejstring for cykelsporten netop ligger i et (i sidste ende æstetisk) ønske om en sådan forening, og at Pantani var mand for det i sine bedste øjeblikke.

04.03.2004

Loaded er udkommet

Så er antologien Loaded (om Velvet Underground, Lou Reed, John Cale, Nico og Moe Tucker) udkommet!

Jeg har selv skrevet et af bidragene til bogen, "Flossede nerver - støj og avantgardisme hos Velvet Underground".

loadedweb.gif

Der er desuden artikler om Velvet Underground af bl.a. Klaus Lynggaard, Lars Movin og Per Reinholdt Nielsen; om Lou Reed af bl.a. Elo Nielsen, Bo Green Jensen og salig Dan Turell; om Moe Tucker af Pia Juul og om Nico af T.S. Høegh og Søren E. Jensen. Til sidst en kommenteret diskografi. Jeg har kun fået skimmet bogen, men den ser generelt ret god ud (selv om enkelte af bidragene måske kunne være undværet).

Min egen artikel er skrevet for to år siden (da det var meningen at bogen skulle være udgivet). Jeg kan naturligvis ikke bringe hele artiklen her, men jeg vil dog citere slutningen.

Min artikel gennemgår John Cales avantgardebaggrund i samarbejder med John Cage og La Monte Young, hans brug af bratsch og droner; Velvet Undergrounds Lo-fi-æstetik og deres brug af støjelementer; og Lou Reeds Metal Machine Music som ekstremt støjstatement. Undervejs er der nærlytninger af numrene "Venus In Furs", "Black Angel's Death Song", "Heroin", "European Son", "I Heard Her Call My Name" og "Sister Ray".

Her er så "konklusionen" (s. 70):

---
Ved at forene popmusik med avantgarde-elementer opnåede Velvet Underground ikke blot at bygge bro mellem to lejre som på det tidspunkt stadig var langt fra hinanden, de skabte også en vej som senere har forgrenet sig i utallige forskellige udtryk inden for den mere alternativt søgende del af rockmusikken. Velvet Underground gav stemme til den smertelige bagside af 60ernes kulturelle liv, og fremmaner såvel forbrugeroptimismens som hippie-romantikkens skyggeside. I den forstand er deres musik realisme - stoffernes, nederlagets, voldens og desillusionens realisme. De rørte ved en nerve - en flosset, anspændt nerve.

Men samtidig viste de også vejen til en alternativ form for skønhed, der ikke gik gennem magelig vellyd, men gennem støj, og krævede en ny måde at sanse på - en ny sensibilitet. Der ligger en intens varme i Velvet Underground musik, på trods af dens umiddelbare kølighed, men det er ikke varmen fra en ubekymret, californisk sol – det er snarere den varme der opstår af friktionen når man gnider hænderne voldsomt mod hinanden i vinterkulden. Ved at jage de onde ånder bort gennem hård og usentimental musik, kunne Velvet Underground også med tilsvarende større troværdighed skabe skrøbelige numre som "I'll Be Your Mirror", hvor en intakt kærlighed strømmer gennem Nicos kølige stemme. Her er nerverne sårbart blottede og anspændtheden dæmpet i et sukkende øjeblik.

(Fra Torben Sangild: "Flossede nerver" i Loaded (ed. Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, Informations Forlag, København 2004.)

03.03.2004

Kunst og hjerneforskning

Hjerneforskingen løser kunstens gåde! Det mener i hvert fald hjerneforskeren Semir Zeki, som har undersøgt hvordan malerier påvirker hjernen. Han blev interviewet i seneste nummer af Universitetsavisen. I det kommende nummer har jeg et indlæg i hvor jeg kort kritiserer hans antagelser og konklusioner.

Her kommer der nogle citater fra artiklen og derefter mit indlæg.

Citater og pointer fra artiklen (Universitetsavisen 20/2 side 9):

Hjernen er interesseret i ideer, idealer, urformer - ikke i forandringer.

"Kunst er en bestræbelse på at give ideal viden en form som vil tilfredsstille hjernen"

"Kunstnere bør i virkeligheden opfattes som en slags hjerneforskere"

"Konsekvensen af Braque og Picassos kubisme er nemlig formuleringen af et nyt spørgsmål: 'Hvad er alle formers konstans? Hvilke urformer er alle former skabt af?' Mondrian satte sig for at finde frem til disse urformer, og hvad nåede han frem til? Den rette linje!"...Malevich arbejdede på et lignende projekt og nåede også frem til den lige linje."

Kunstens formål er at stimulere hjernens pereptuelle apparat.

---------------

Her kommer så mit indlæg i Universitetsavisen 5/3:

Hjerneforskeren Semir Zeki taler i et interview i Universitetsavisen om sin særlige udgave af neuroæstetikken, der undersøger kunstens kognitive love. Det er velkomment at hjerneforskningen undersøger den æstetiske perception, men som det gælder alle videnskaber er det også vigtigt at kende sin begrænsning i forhold til hvad man kan slutte om sin genstand. Det gør Semir Zeki ikke. Han slutter således fra hjernens reaktion på kunst til hvad kunst i virkeligheden handler om – netop denne respons, hvilket for det første er en cirkelslutning og for det andet er åbenlyst forkert. Der ligger mindst tre problematiske antagelser bag Zekis ræsonnement:

1. Kunst handler ifølge Zeki om essenser og idealer. Den forsøger at finde ind til nogle universelle urformer, hvoraf den vigtigste er den rette linje. Eksemplerne er meget betegnende hentet fra den abstrakte billedkunst og kubismen (fx Mondrian, Malevich, Picasso), og udelukker de store dele af billedkunsten der ikke bevæger sig mod en sådan idealitet. Der ligger altså et implicit formalistisk kunstsyn bag Zekis ideer, og en bestemt periodes abstrakte malerier ophøjes til norm. Hvis kunstnerisk betydning er evig, universel og ahistorisk - hvad gør vi så med Duchamp, Warhol og Richter?

2. Kunsten handler om synets indretning, om samspillet mellem øje og hjerne, siger Zeki. Derfor er kunst i sidste ende hjerneforskning! Men hvad med kroppen? Vi kan fx kun forstå balancen hos Mondrian fordi vi har en kropslig erfaring af balance. Ligesom der er taktile og rumlige aspoekter af kunsten som ikke angår øjet alene.

3. Kunst er en respons på visuelle stimuli. Her går han for alvor fejl. Kunstens betydning ligger ikke i subjektets umiddelbare respons på perceptuelle stimuli. Det ligger derimod i værkets udsagn, som naturligvis bl.a. nås gennem en perception. Responsen er et middel til at erfare værket, det er ikke værket som er et middel til en neurologisk respons.

Kunstnerisk betydning er hverken universel eller subjektiv: den er specifik, historisk, kontekstuelt betinget og knyttet til objektet – værket (hvor flygtigt dette så end må være). Det kan man ikke finde ud af alene gennem studier af hjernen, her må man studere kunsten.

Zeki rammer dog plet på ét punkt: at kunstens flertydighed ikke er det samme som upræcished, men at flertydighed kan være ganske eksakt. Men det behøver man ikke studere hjernen for at gennemskue.

01.03.2004

Mmmmm - hvid støj

Jeg har jo i mange år slået til lyd for at støj ikke bare kan affærdiges som ubehagelig, men at det afhænger af sammenhængen og af hvilken indstilling man har til lyden. Derfor opererer jeg i Støjens æstetik ikke blot med et støjbegreb, men med tre, hvor det subjektive (de ubehagelige lyde) kun er ét af dem.

Jeg havde dog aldrig troet at industrien ligefrem ville markedsføre støj, oven i købet hvid støj (dvs. susen som en radio mellem to stationer), som medicinsk og terapeutisk afslapning, også for små børn. Men jo, det er ganske vist, firmaet Pure White Noise har lanceret en række Cder med forskellige former for støj. Her kan du simpelthen købe lyden af radiostøj, ventilator, aircondition-anlæg, luftfugter og hårtørrer! Men naturligvis også naturens egen støj – regnvejr, tordenvejr, blæsevejr, og endda baggrundslyden af jorden selv!

Det kan måske lyde helt vanvittigt, men tænk på hvis du skal sove i et fartøj – et fly, en bus, et tog eller en bil. Hvornår sover du bedst? Det gør du når der er en konstant bevægelse som giver en konstant støj som drukner alle de andre lyde fra medpassagerer etc. Når bussen stopper ved en tankstation så vågner du. Motoren går i tomgang og giver en ubehagelig resonans i modsætning til den mere behagelige støj af en motor i fart. Det gælder endda når den stopper ved et lyskryds. Mange sovende passagerer bliver urolige og skifter stilling eller vågner. Det er blot et lille eksempel på støjens beroligende virkning.

Af en eller anden grund generer havets brusen os ikke lige så meget som en radios støj – heller ikke selv om radiostøjen også variede lydstyrken i ”bølger”. Det kan skyldes små akustiske forskelle i overtonernes organisering (det er overtoner som giver enhver lyd sin klangfarve), men først og fremmest skyldes det at havet (som natur) giver mening for os på en anden måde end radiostøjen som udtrykker at noget ikke er som det skal være.

Netop derfor er det interessant at Pure White Noise altså ikke kun sælger naturlyde, men også de føromtalte elektriske apparaters lyde.

Jonathan Franzen fortæller i romanen Strong Motion (s. 150) at forbrændte patienter foretrækker at lytte til hvid støj frem for musik. Lidt research fra min side viser at det nu også bruges til tandlægepatienter, tinitus-patienter, søvnløse og nervøse patienter. Hvad siger du til at få lidt støj i stedet for bedøvelse hos tandlægen?

Jeg skal her i foråret skrive to længere akademiske artikler om støj (som tænker videre i forhold til Støjens æstetik), og jeg vil nok bruge dette eksempel i den ene, kunne jeg forestille mig.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2