Torben Sangilds weblog

Citater og pointer fra artiklen (Universitetsavisen 20/2 side 9):

Hjernen er interesseret i ideer, idealer, urformer - ikke i forandringer.

"Kunst er en bestræbelse på at give ideal viden en form som vil tilfredsstille hjernen"

"Kunstnere bør i virkeligheden opfattes som en slags hjerneforskere"

"Konsekvensen af Braque og Picassos kubisme er nemlig formuleringen af et nyt spørgsmål: 'Hvad er alle formers konstans? Hvilke urformer er alle former skabt af?' Mondrian satte sig for at finde frem til disse urformer, og hvad nåede han frem til? Den rette linje!"...Malevich arbejdede på et lignende projekt og nåede også frem til den lige linje."

Kunstens formål er at stimulere hjernens pereptuelle apparat.

---------------

Her kommer så mit indlæg i Universitetsavisen 5/3:

Hjerneforskeren Semir Zeki taler i et interview i Universitetsavisen om sin særlige udgave af neuroæstetikken, der undersøger kunstens kognitive love. Det er velkomment at hjerneforskningen undersøger den æstetiske perception, men som det gælder alle videnskaber er det også vigtigt at kende sin begrænsning i forhold til hvad man kan slutte om sin genstand. Det gør Semir Zeki ikke. Han slutter således fra hjernens reaktion på kunst til hvad kunst i virkeligheden handler om – netop denne respons, hvilket for det første er en cirkelslutning og for det andet er åbenlyst forkert. Der ligger mindst tre problematiske antagelser bag Zekis ræsonnement:

1. Kunst handler ifølge Zeki om essenser og idealer. Den forsøger at finde ind til nogle universelle urformer, hvoraf den vigtigste er den rette linje. Eksemplerne er meget betegnende hentet fra den abstrakte billedkunst og kubismen (fx Mondrian, Malevich, Picasso), og udelukker de store dele af billedkunsten der ikke bevæger sig mod en sådan idealitet. Der ligger altså et implicit formalistisk kunstsyn bag Zekis ideer, og en bestemt periodes abstrakte malerier ophøjes til norm. Hvis kunstnerisk betydning er evig, universel og ahistorisk - hvad gør vi så med Duchamp, Warhol og Richter?

2. Kunsten handler om synets indretning, om samspillet mellem øje og hjerne, siger Zeki. Derfor er kunst i sidste ende hjerneforskning! Men hvad med kroppen? Vi kan fx kun forstå balancen hos Mondrian fordi vi har en kropslig erfaring af balance. Ligesom der er taktile og rumlige aspoekter af kunsten som ikke angår øjet alene.

3. Kunst er en respons på visuelle stimuli. Her går han for alvor fejl. Kunstens betydning ligger ikke i subjektets umiddelbare respons på perceptuelle stimuli. Det ligger derimod i værkets udsagn, som naturligvis bl.a. nås gennem en perception. Responsen er et middel til at erfare værket, det er ikke værket som er et middel til en neurologisk respons.

Kunstnerisk betydning er hverken universel eller subjektiv: den er specifik, historisk, kontekstuelt betinget og knyttet til objektet – værket (hvor flygtigt dette så end må være). Det kan man ikke finde ud af alene gennem studier af hjernen, her må man studere kunsten.

Zeki rammer dog plet på ét punkt: at kunstens flertydighed ikke er det samme som upræcished, men at flertydighed kan være ganske eksakt. Men det behøver man ikke studere hjernen for at gennemskue.