Torben Sangilds weblog

Bryllupsmagasinet

Da det gik op for mig at man i kioskerne kan købe et blad der kun handler om bryllup, blev jeg straks grebet af en masse fordomme om hvor overfladisk og kommercielt sådan et blad måtte være. Jeg forestillede mig at det udelukkende handlede om mode og trends inden for bryllupper, og ikke særlig meget om det som burde være det væsentlige ved et bryllup - for hvorfor ellers ikke bare lave en bog?

Jeg var åben over for at det kunne være jeg tog fejl – jeg håbede det faktisk – men alle mine fordomme holdt stik. Ja, faktisk viser det sig at være endnu værre end jeg havde forestillet mig!

Der er to ord der går igen gennem hele bladet: "Prinsesse" og…"perfekt". De to P'er kunne man kalde dem. Og bag de to P'er ligger der et større P, der sjældent nævnes – nemlig Penge. Det meste af bladet er reklamer, og det eneste formildende ved dem er at de som regel er så grimme at man må trække på smilebåndet. Men bladet er gennemkommercielt. Og selv artiklerne er som regel skjulte reklamer for forhandlere i bryllupsindustrien.

"Man skal føle sig som en prinsesse på sin bryllupsdag", står der allerede i den første artikel. I den næste såkaldte artikel står der: "alle kommende brude burde forkæle sig selv med et visit hos Estée Lauder Skincare center". Og så er stilen lagt.

Der er næsten ingen mænd på de tusindvis af billeder i bladet. Brylluppet er kvindens fest, og hun skal helst ligne en uberørt dukke, ikke en voksen kvinde. En af annoncerne for en bryllupssuite på et hotel viser et billede kun af en kvinde i brudekjole med et glas champagne i en rød sofa. Manden er altså også nærmest fraværende på bryllupsnatten! Når der endelig er afbildet en mand, så er han blot et af de statussymboler kvinden omgiver sig med på linje med smykker, kjoler, hår, kareter og slotte. Kvinden skal beundres, og alt skal være – perfekt. Og nej, der er ikke skyggen af ironi i bladet. De kender deres læsere.

Selve festen skal helst renses fuldstændig for spontanitet. Man hyrer en såkaldt "weddingplanner" til at planlægge alt i mindste detalje. Man skal lave en liste over gaver "så gæsterne ved hvad de skal købe", som der står. Man skal så have en gavelistebestyrer – gerne en butik – som så kan fordele gaveindkøbene og sikre sig at der ikke kommer nogen overraskelser. Og jeg som troede at en gave var noget personligt!

Ind imellem er der deciderede mærkværdigheder. På tjeklisten over ting man skal huske inden brylluppet står der: "Gå til lægen og få en helbredsundersøgelse, og tal eventuelt med en familieplanlægger". En familieplanlægger?! Enten er der noget jeg har misforstået, eller også så tror de vi lever i 1800-tallet eller i et katolsk land. Jeg kender i hvert fald ikke nogen par der ikke ved både hvordan man får børn og hvordan man undgår at få børn! Men måske skal man også sikre sig at der heller ikke er risiko for spontanitet hvad sexlivet angår.

Nu synes lytteren måske at jeg er lige lovligt sur. Skal man da ikke have lov til at gøre sin bryllupsdag til noget særligt? Jo selvfølgelig. Er det ikke bare anmelderen der er misundelig over at han endnu ikke selv er blevet gift? Nej, det er ej!

Jeg har ikke noget imod bryllupper som sådan, men de bedste bryllupper jeg har været til er netop dem hvor det ikke var perfektionen og prestigen der var i centrum. Jo, bruden var smuk og der blev også danset bryllupsvals og de bedste af traditionerne blev overholdt. Men i centrum var det som det hele handlede om. Ja – kærligheden.

Og så har jeg jo afsløret at det er MIG der er der den store romantiker!

(P1 Morgen, februar 2002)