« Ph.d-bedømmelse og forsvar | Forside | Leo Tandrup til angreb på nutidskunsten »

10.05.2004

Hvorfor intellektuelle hader musicals

Min kære kollega, Michael Eigtved, skrev 8/12-02 en kronik i Politiken med titlen ”Hvorfor hader intellektuelle musicals?”. Hans svar er at det er fordi musicals indbyder til at man mister kontrollen og slipper intellektet, og det kan intellektuelle ikke lide, for vi er jo kontrolfreaks, der hellere vil høre svært tilgængelig musik.

Jeg kan ikke lide musicals, men jeg tror det er af andre grunde. Nedenfor vil jeg svare på Michael Eigtveds polemiske indlæg.

1. Michael Eigtved er selv intellektuel, men det er naturligvis ikke ham det handler om. Det er alle hans kolleger, formentlig mig indbefattet, idet jeg har haft adskillige venskabeligt-sarkastiske diskussioner med ham, hvor han har svinet mig til som elitær. Det samme har han naturligvis gjort med Adorno. Dette er altså en fortsættelse af en allerede eksisterende polemik.

2. Eigtved: ”[Musicals] arbejder med en bevidst strategi, som går ud på at søge at bearbejde publikum såvel emotionelt som sensorisk.”
Ja, netop, man føler sig manipuleret. Jeg vil ikke bearbejdes. Men modsat hvad Eigtved tror kan man godt lade sig rive med af sanselige og følelsesmæssige oplevelser alligevel. Han opstiller en dikotomi mellem kunst der virker opslugende og selvforglemmende (bearbejdningen) på den ene side og en intellektuel kunst der kan ”dissekeres efterfølgende” for formelle greb. Jeg accepterer ikke denne spidsborgerlige modsætning, og jeg mener helt generelt ikke at man kan skelne mellem følelseskunst og hjernekunst. Jeg er grebet af mange ting, heriblandt rockmusik, der vel næppe kan kaldes for hjernekunst. Og når jeg gribes af det som Eigtved rubricerer som intellektuel musik hvor man sidder på ”pinebænken” frem for at nyde, så tager han fejl. Hvorfra ved han at de som lytter til Schönberg ikke nyder det? Hvori består det intellektuelle i fx Erwartung, der er ét stort hysterisk følelsesudbrud fra ende til anden? Eller for den sags skyld Xenakis’ voldsomme, ekspressive musik? (Schönberg var selv træt af at blive rubriceret som intellektuel komponist, og skrev bl.a. et essay med titlen ”Hjerte og hjerne i musikken” hvor han understreger at det kræver langt mere intellektuel bearbejdning at skrive tonalt end atonalt. Den atonale musik – ekspressionismen – er langt mere umiddelbar end den klassiske musik, hvis man skal sætte det på spidsen).

3. Musicalen kræver at man bliver en del af menneskehavet, af massen, siger Eigtved. Og der er han inde på noget af det som jeg faktisk ikke kan lide ved musicals – nemlig udslettelsen af individet til fordel for synkroniserede bevægelser og ens reaktioner på scenen. Pludselig afbrydes handlingen og alle på scenen deltager i en dans og sang der ofte ender med et klimaks hvor alle strækker hænderne ud i samme længsel eller opfyldelse. ”Masseornamentet” (som det hedder hos Kracauer) støder mig på samme måde som Rip, Rap & Rup, Dupond & Dupont og utallige skildinger af skoleklasser i film og på TV. Det er ikke primært en intellektuel anfægtelse, for jeg har haft den siden jeg var barn, og den er næsten fysisk. Det er den manglende individualitet, det er folk som opfører sig ens og som man ikke kan kende forskel på, det er skolebørn der alle uden undtagelse reagerer på samme måde. Det er i øvrigt også (for nu at tage et finkulturelt eksempel) folkemængder i dramaer som Shakespeares Julius Cæsar, der alle som en forføres af den seneste taler. Og i virkelighedens verden er det sekter og soldater, faner og parader, uniformer og slagsange. Jeg kan godt begrunde det ideologisk som en aversion mod det totalitære - det vil Eigtved naturligvis ikke godtage. Men det er også helt personligt en aversion der nok skyldes at jeg selv som barn altid har været anderledes (og ofte udstødt) og ikke passede ind. Og jeg har en solidaritet over for netop de som ikke passer ind i totaliteten. Og en ide om at det særegne er vigtigt. Det er ikke tilfældigt at jeg netop tænder så meget på Adorno. Men det kan ikke reduceres til denne psykologiske forklaring. Det er ikke nok at musicalen så skildrer en udstødt (som fx i ”Tommy”), det må også vise sig i iscenesættelsen.

4. Eigtved: ”Måske skyldes noget af modviljen mod musicals, at man i dem genkender fortrængninger som man i den sårbare tilstand, man sættes i, når musikken spiller, ikke kan undvige.”
Lidt drillende kan jeg oplyse at dette argument er om ikke hentet fra Adorno, så i hvert fald helt parallelt med hvad Adorno siger om hvorfor avantgardemusikken frastøder publikum: ”De dissonanser, der forfærder dem, taler om deres egen tilstand: det er netop grunden til at de finder dem uudholdelige.” (Den ny musiks filosofi s. 16).
Altså skulle argumentet være at jeg er bange for at møde noget af det i mig selv som musicalen handler om (ifølge Eigtved) og at Eigtved skulle være bange for at møde sine egne fortrængte vilkår og sin egen lidelse (ifølge Adorno) i dissonerende musik. Tjah...

5. Nogle af de ting jeg i øvrigt ikke bryder mig om ved musicals:
A. Den pompøse musik. Og måden at synge på. Uanset genre. De såkaldte ”rockmusicals” har ikke de kvaliteter jeg søger i rockmusik - de har mere til fælles med Meatloaf og Queen end med Velvet Underground og My Bloody Valentine.
B. Dansen. Jeg forstår den simpelthen ikke. Heller ikke når der bare er tale om koreograferede bevægelser. Hvad skal det til for? Er det flot? Det synes jeg ikke. Jeg synes det er kedeligt. Ke-de-ligt. Det er altså ikke fordi jeg er for medrevet af dansen, som Eigtved tror. Jeg gaber og kigger på klokken.
C. Se Lex og Klattens ”Glasvandtis” og især Det brune punktums parodi på en ungdomsmusical der foregår i ”det hårde gademiljø”. De fanger det lige på kornet. Sådan er musicals. Stereotypiserende til det uudholdelige. Musicalen Rent kunne være et eksempel. Så hellere høre Vesterbros Ungdomsgård. De danser ikke.

6. Eigtved synes at mene at musicals er mere følsomme end det som vi intellektuelle kan lide. Det holder ikke. Snarere tværtimod. Er det følsomt at tromle over et publikum med pompøse klichéer? At være følsom er også at lytte og give plads til den man henvender sig til. Og at mærke de finere nuancer. Det gør musicals ikke.

7. Eigtved konkluderer at musicalen er mere virkelig – man kan ”generobre den tabte følelse af virkelighed, som intellektuelle i mange år har begrædt.” Nu ved jeg ikke hvad der ligger bag denne ide, så afslutningsvis må jeg spørge hvorfor Cats er mere virkelig end Idioterne, hvorfor Hair er mere virkelig end Nordkraft?

TrackBack

Listed below are links to weblogs that reference Hvorfor intellektuelle hader musicals:

» Hjerte og hjerne i musikken from Det spekulative øre
Enkel og iørefaldende musik taler til hjertet og kroppen og nydelsen. Kompleks musik taler til hjernen. Dette er en yderst udbredt forestilling i den vestlige kultur, især naturligvis når den komplekse musik skal kritiseres. I det følgende essay vil je... [Read More]

Kommentarer

En musical der er anderledes og som jeg synes kan noget er "Dancer in the dark". Jeg kan ikke huske om du kunne lide den, Torben?
Musikken er i dette tilfælde skøn (Björk) og den pludselige "bryden-ud-i-sang" er for en gang skyld begrundet - om man så synes hendes kærlighed til musicalgenren og hendes deraf følgende fantasier er begrundelse nok.
Danseoptrinnene er også nedtonede - der svælges ikke i koreografien og dansernes kunnen og kostumer; der er kun den her søsyge kameraføring som passer ekstra godt til fantasier. Så selvom der er massedans, er det ikke så overvældende og uniformeret som i mange andre musicals.
Forskellen er vel også at der i denne films tilfælde faktisk er tale om en interessant historie - ikke bare en tyndbenet undskyldning for sangnumrene, som mange musicals virker som.
I Dancer in the dark bliver der virkelig prikket til følelserne - men jeg føler mig ikke manipuleret når det jeg græder over, virkelig er sørgeligt og det jeg ler af virkelig er morsomt. Kun når det ikke er tilfældet. Reaktionen skal stå i et nogenlunde forhold til årsagen.

Jeg ved nu ikke helt om jeg er en intellektuel, og jeg ved hellere ikke om jeg hader musicals. Men jeg hader dog de fleste musicals, så måske gør det mig lidt intellektuel?

Jeg tror dog ikke jeg hader musicals fordi jeg ikke kan lide at blive manipuleret, for nogle gange elsker jeg at blive manipuleret, særlig i biografen -The Matrix, Lord of the Rings.. jeg sluger det råt. Jeg tror hellere ikke det er fordi jeg ikke kan lade give følelserne los, for det hænger ikke sammen med at jeg tit går i operaen, og gerne ser både Wagner og Puccini.

Nej, det jeg ikke kan lide med musicals er noget af det Torben er inde på under pkt. 6: At beskrive musicals som værende følsomme er i mine øjne at forveklse, eller snarere at sætte lighedstegn mellem følelser og sentimentalitet. De fleste musicals svælger i og dvæler ved sentimentaliteten - og kun den, for sentimentaliteten har en tendens til at ekskludere alle andre følelser (læs f.eks. Milan Kunderas "Forrådte testamenter"). Men det er da ikke særlig følsomt, for hvor bliver alle de andre emotioner af?

Jeg oplever det som at musicals forsøger at nivellerer mit følelsesregister ved at udelukkende præsentere mig for stereotypiske emotioner som sort/hvid, smukt/grimt, godt/ondt, uden engang at antyde de finere, sensitive nuancer der ligger i mellem disse emotionelle yderpunkter. Og det synes jeg er ubehagelig, primitivt og usympatisk. Jeg kan ikke lide det - faktisk byder det mig rigtig, rigtig meget i mod! Ja, jeg vil næsten gå så langt som til at sige at det i denne følelsesnivellering, særlig fordi den er forklæd som følsomhed, ligger roden til mange skræmmende ting, lige fra folkemord og miljøkatastrofer til forliste ægteskab og knudemænd! .. men kun næsten, og det er jo nok i virkeligheden en anden historie...

Men det er så min forklaring på hvorfor jeg hader musicals, og forklarer i øvrigt også hvorfor jeg ikke kan lide musik af hverken Richard Ragnwald eller Celine Dion, hvorfor jeg ikke er medlem af Greenpeace, og nødig ser "chick-flicks" fra Hollywood eller nyhederne på TV2...

Jo, Dancer in the Dark havde helt klart noget, men nok snarere på trods af at det var en musical end på grund af det. Björk synger helt anderledes end musical-traditionen, hun har en særegen stemme, og de numre skal synges af hende. Men musicals kan og bliver opført af alle mulige allround-sangere og musikere.

Det hænger også sammen med at det er en film. På film kan man lydteknisk nogle andre ting end på et teater, hvor det næsten partout bliver overartikuleret fordi man også skal nå dem nede på de billige rækker. Men jeg har nu ikke set andre musical-film jeg kan lide.

Hvad angår Frodes kommentar er jeg ganske enig. Jeg mener det er relevant at skelne mellem følsomhed og sentimentalitet. Ikke for at forbyde sentimentalitet (og har Dancer In The Dark i øvrigt ikke også en god portion af det?), men for at undgå Michael Eigtveds fejlslutninger.

Michael Eigtved kan måske trøste sig med, at han ifølge en undersøgelse om sammenhængen mellem musiksmag og adfærd hører til det mindst kriminelle segment af befolkningen:

http://www.jp.dk/nyviden/artikel:aid=3959932/

Jeg tjekkede i øvrigt undersøgelsen ud. Den indeholder nogle ret interessante svarmuligheder. Blandt andet kan man svare "I find my favorite music BORING".

Det er lidt skræmmende, at så kloge hoveder i virkeligheden efterspørger "the high school experience" fra deres kunstoplevelser.
Teatret genererer ikke i nær samme grad som filmen indlevelse, allerhøjest i form af empati og mulig identifikation med personerne i det pgl. stykke. Det gælder talt teater, som det gælder musikteater. Mens jeg således er enig med Michael E i megen analytisk tilgang, mener jeg, at han tager fejl, når han gør rockens indtog i teatret til noget særligt. Tværtimod er det bemærkelsesværdigt, hvordan teatret indoptager de nye toner og bevarer sin årtusindgamle vægtning af dramaet, forstået som en mimetisk omgang med menneskelig handling. Aristoteles var ikke dum, men det er heller ikke de utallige musikdramatikere, der har understøttet den klassiske dramamodel med musikalske virkemidler.
Det er egentlig sært, at det ikke falder jer ind, at netop opløb og folkestemninger i klassisk tragedie, opera, musical, Shakespeare og alle andre steder ikke nødvendigvis skal ses i et positivt lys. Når Evita hyldes musicalen af samme navn, er det for den skræmmende virkning af massepsykosen - hele forestillingen er jo én lang kritisk tirade, i en revyagtig, kaleidoskopisk dramaturgi.
Og sådan er musicals så forskellige, efter handling og problematik - dog er der tale om en antirealistisk stil, der indgår i et kompliceret spil med disparate æstetiske former, men altid styret af stykkets fremadskriden mod katharsis.

Naturligvis ved jeg godt at folkemasser kan være skildret som noget skræmmende, såsom i Julius Cæsar, men problemet med den i øvrigt glimrende scene hos Shakespeare, er at folkemassen er karikeret til at være altid-enige, alle i samme stemning. Det er overtaget i utallige film, og jeg tror ikke på det. Der er altid folk til stede med en anden mening eller med en anden reaktion eller som er mere afdæmpede.

Kun i det ironiske univers i "Life of Brian" har den karikerede folkemængde sin berettigelse, og den bliver netop punkteret dobbelt. De fleste kender den, men for en sikkerheds skyld:

- You're all individuals!
- Yes! We're all individuals!
- You're all different!
- Yes, we are all different!
- I'm not...
- Ssscchhhh

Mit had til musicals har været tilstede siden barndommen, fra Disney til hver eneste gange man skulle slæbes med ind til den slags forstillinger i sin ungdomsår, gennem studieturene.

Jeg tror ærligt det hænger på det overvældende følesesmæssige 'enkelhed' som er kvalmende, At man skal række så langt ud for at få følelsen for empati at man mister den helt.

Danser in the dark, er bestemt en musical, men som altid bryder hr. Trier nogle regler, som Sidsel Larsen også giver understreger.

Sjovt nok, har jeg det ikke på samme måde når, eksempelvis de gange jeg har set Tom Waits musicals, hvor jeg vil vove at han leger mellem musical og "rock-opera".

Mere underligt er det måske at opera netop kan flække mine øjne med vand, hvor musicals nærmest gør mig følelsesløs, medmindre der er sammenfald med en forelskelse, som sidder ved min side. Ja så usselt kan det vel siges.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2