Torben Sangilds weblog

1. Michael Eigtved er selv intellektuel, men det er naturligvis ikke ham det handler om. Det er alle hans kolleger, formentlig mig indbefattet, idet jeg har haft adskillige venskabeligt-sarkastiske diskussioner med ham, hvor han har svinet mig til som elitær. Det samme har han naturligvis gjort med Adorno. Dette er altså en fortsættelse af en allerede eksisterende polemik. 2. Eigtved: ”[Musicals] arbejder med en bevidst strategi, som går ud på at søge at bearbejde publikum såvel emotionelt som sensorisk.” Ja, netop, man føler sig manipuleret. Jeg vil ikke bearbejdes. Men modsat hvad Eigtved tror kan man godt lade sig rive med af sanselige og følelsesmæssige oplevelser alligevel. Han opstiller en dikotomi mellem kunst der virker opslugende og selvforglemmende (bearbejdningen) på den ene side og en intellektuel kunst der kan ”dissekeres efterfølgende” for formelle greb. Jeg accepterer ikke denne spidsborgerlige modsætning, og jeg mener helt generelt ikke at man kan skelne mellem følelseskunst og hjernekunst. Jeg er grebet af mange ting, heriblandt rockmusik, der vel næppe kan kaldes for hjernekunst. Og når jeg gribes af det som Eigtved rubricerer som intellektuel musik hvor man sidder på ”pinebænken” frem for at nyde, så tager han fejl. Hvorfra ved han at de som lytter til Schönberg ikke nyder det? Hvori består det intellektuelle i fx Erwartung, der er ét stort hysterisk følelsesudbrud fra ende til anden? Eller for den sags skyld Xenakis’ voldsomme, ekspressive musik? (Schönberg var selv træt af at blive rubriceret som intellektuel komponist, og skrev bl.a. et essay med titlen ”Hjerte og hjerne i musikken” hvor han understreger at det kræver langt mere intellektuel bearbejdning at skrive tonalt end atonalt. Den atonale musik – ekspressionismen – er langt mere umiddelbar end den klassiske musik, hvis man skal sætte det på spidsen). 3. Musicalen kræver at man bliver en del af menneskehavet, af massen, siger Eigtved. Og der er han inde på noget af det som jeg faktisk ikke kan lide ved musicals – nemlig udslettelsen af individet til fordel for synkroniserede bevægelser og ens reaktioner på scenen. Pludselig afbrydes handlingen og alle på scenen deltager i en dans og sang der ofte ender med et klimaks hvor alle strækker hænderne ud i samme længsel eller opfyldelse. ”Masseornamentet” (som det hedder hos Kracauer) støder mig på samme måde som Rip, Rap & Rup, Dupond & Dupont og utallige skildinger af skoleklasser i film og på TV. Det er ikke primært en intellektuel anfægtelse, for jeg har haft den siden jeg var barn, og den er næsten fysisk. Det er den manglende individualitet, det er folk som opfører sig ens og som man ikke kan kende forskel på, det er skolebørn der alle uden undtagelse reagerer på samme måde. Det er i øvrigt også (for nu at tage et finkulturelt eksempel) folkemængder i dramaer som Shakespeares Julius Cæsar, der alle som en forføres af den seneste taler. Og i virkelighedens verden er det sekter og soldater, faner og parader, uniformer og slagsange. Jeg kan godt begrunde det ideologisk som en aversion mod det totalitære - det vil Eigtved naturligvis ikke godtage. Men det er også helt personligt en aversion der nok skyldes at jeg selv som barn altid har været anderledes (og ofte udstødt) og ikke passede ind. Og jeg har en solidaritet over for netop de som ikke passer ind i totaliteten. Og en ide om at det særegne er vigtigt. Det er ikke tilfældigt at jeg netop tænder så meget på Adorno. Men det kan ikke reduceres til denne psykologiske forklaring. Det er ikke nok at musicalen så skildrer en udstødt (som fx i ”Tommy”), det må også vise sig i iscenesættelsen. 4. Eigtved: ”Måske skyldes noget af modviljen mod musicals, at man i dem genkender fortrængninger som man i den sårbare tilstand, man sættes i, når musikken spiller, ikke kan undvige.” Lidt drillende kan jeg oplyse at dette argument er om ikke hentet fra Adorno, så i hvert fald helt parallelt med hvad Adorno siger om hvorfor avantgardemusikken frastøder publikum: ”De dissonanser, der forfærder dem, taler om deres egen tilstand: det er netop grunden til at de finder dem uudholdelige.” (Den ny musiks filosofi s. 16). Altså skulle argumentet være at jeg er bange for at møde noget af det i mig selv som musicalen handler om (ifølge Eigtved) og at Eigtved skulle være bange for at møde sine egne fortrængte vilkår og sin egen lidelse (ifølge Adorno) i dissonerende musik. Tjah... 5. Nogle af de ting jeg i øvrigt ikke bryder mig om ved musicals: A. Den pompøse musik. Og måden at synge på. Uanset genre. De såkaldte ”rockmusicals” har ikke de kvaliteter jeg søger i rockmusik - de har mere til fælles med Meatloaf og Queen end med Velvet Underground og My Bloody Valentine. B. Dansen. Jeg forstår den simpelthen ikke. Heller ikke når der bare er tale om koreograferede bevægelser. Hvad skal det til for? Er det flot? Det synes jeg ikke. Jeg synes det er kedeligt. Ke-de-ligt. Det er altså ikke fordi jeg er for medrevet af dansen, som Eigtved tror. Jeg gaber og kigger på klokken. C. Se Lex og Klattens ”Glasvandtis” og især Det brune punktums parodi på en ungdomsmusical der foregår i ”det hårde gademiljø”. De fanger det lige på kornet. Sådan er musicals. Stereotypiserende til det uudholdelige. Musicalen Rent kunne være et eksempel. Så hellere høre Vesterbros Ungdomsgård. De danser ikke. 6. Eigtved synes at mene at musicals er mere følsomme end det som vi intellektuelle kan lide. Det holder ikke. Snarere tværtimod. Er det følsomt at tromle over et publikum med pompøse klichéer? At være følsom er også at lytte og give plads til den man henvender sig til. Og at mærke de finere nuancer. Det gør musicals ikke. 7. Eigtved konkluderer at musicalen er mere virkelig – man kan ”generobre den tabte følelse af virkelighed, som intellektuelle i mange år har begrædt.” Nu ved jeg ikke hvad der ligger bag denne ide, så afslutningsvis må jeg spørge hvorfor Cats er mere virkelig end Idioterne, hvorfor Hair er mere virkelig end Nordkraft?