« Hvorfor intellektuelle hader musicals | Forside | Funky »

13.05.2004

Leo Tandrup til angreb på nutidskunsten

Er kunsten i dag overfladisk, selvoptaget og åndsforladt? Det mener historikeren Leo Tandrup, som har skrevet adskillige bøger om emnet. Hans seneste bog tager fat i mere end 30 danske nutidskunstnere og måler hvilke værdier de giver udtryk for. Den hedder Værdier på spil i moderne danske kunstværker – Næbdyret og Hr. Ingenting. Den er én lang prædiken, og jeg har givet den nogle hårde ord med på vejen i min anmeldelse i P1.

Anmeldelsen er rimelig kort, og jeg fik kun plads til en brøkdel af mine mange indvendinger. Her kommer først en tekstversion af anmeldelsen og derefter en række yderligere iagttagelser og kritikpunkter fra bogen. Jeg har holdt mig til udvalgte kapitler for begrænsningens skyld (min tekst er rigeligt lang som den er):

Anmeldelse af Leo Tandrup: Værdier på spil i nutidskunsten - næbdyret og Hr. Ingenting

P1 Morgen, maj 2004 (5 min.)

Historikeren Leo Tandrup har en mission – nemlig at vise at den moderne kunst (med nogle få undtagelser) er åndsforladt, amoralsk og nihilistisk. At vi i det hele taget lever i en forarmet tid der har glemt de klassiske værdier og enheden af det gode, det sande og det skønne. Derfor er Michelangelo Tandrups store helt. Samtidig forstår han ikke at han ikke får særlig meget opmærksomhed fra dem som har forstand på kunst og at hans bøger ikke får så mange anmeldelser, hvad han gentagende gange har påpeget. Han er tæt på at få rollen som et miskendt geni som ingen forstår. Det vil vi råde bod på her på P1 og anmelde Leo Tandrups nye bog med den lange titel: Værdier på spil i moderne danske kunstværker – Næbdyret og Hr. Ingenting.

Her tager Tandrup fat i mere end 30 nutidige danske kunstnere og kører dem – en efter en – gennem sin kulturkonservative mølle. Der er tale om kunstnere som Jørgen Nash, Bjørn Nørgård, Per Morten Abrahamsen, Poul Anker Bech, Palle Nielsen, Christan Lemmerz, Claus Carstensen og Hein Heinsen. Han tager udgangspunkt i et enkelt værk af hver kunstner som han går tæt på og tolker i lyset af hvilket livssyn han synes det giver udtryk for. For det er det kunsten skal ifølge Tandrup – give udtryk for et sammenhængende livssyn der bygger på naturlighed og fællesskab. Og det gør den moderne kunst ikke. Den dyrker tomheden og tilfældigheden og egoet og markedskræfterne. Den er abstrakt og dermed umenneskelig, den er lukket og dermed autisktisk. Selv om Tandrup faktisk er blevet mildere med årene og anerkender at der er små glimt af talent hos nutidens kunstnere (og at de derfor er værd at beskæftige sig med i en 500 sider lang bog), på trods af den indrømmelse ryster Tandrup ikke på hånden når han beskriver vores tid som et nulpunkt.

Leo Tandrup måler hele den vestlige historie i opgangs- og nedgangstider. Opgangstiderne kalder han "kultur" og nedgangstiderne kalder han "civilisation". Han går endda så vidt som at lave en kurve over hvor godt det står til fra antikken til i dag. Og det ser ikke godt ud for vor tid – den er på niveau med hellenismen og den mørkeste middelalder og scorer dermed lavest på Tandrup-skalaen. Højdepunkterne er den tidlige renæssance og oplysningstiden. Siden da er det gået ned ad bakke og nu skraber vi bunden – tæt på nul i værdi. Det er modigt at have en så skråsikker evaluering af historien, men det er ikke særligt overbevisende. Hvad med alle de fremskridt vi trods alt har gjort os siden renæssancen? Vi brænder ikke hekse, der er mindre forskel på rig og fattig og vi er veluddannede som aldrig før – for bare at nævne nogle af vor tids dyder. Men det er ideerne Tandrup er interesseret i, idealerne som præger en tid snarere end dens realiteter.

Og vor tids idealer – som de viser sig i nutidskunsten – er ifølge Tandrup relativisme, narcissisme, fortrængning af fortiden, traditionerne og historien, egoisme, ironi og kunst for kunstens skyld. På sin vis kunne man godt forstå hvad han mente hvis det han talte om var TV-reklamer eller hiphop-tekster, men det er det ikke. Det er nutidskunsten. Og den er altså i regelen uhyre engageret i samfundsdebatten – mere end nogensinde før, skulle jeg hilse og sige.
En skulptur af Hein Heinsen affærdiges af Tandrup som autistisk fordi den ikke viser handlekraft. Han siger om Heinsen at han "ingen respekt og forståelse har for den klassiske skulptur. Derfor har han lavet sin skulptur i aluminium og ikke i bronze". Om en skulptur af Christian Lemmerz kaldes det at han spiller på det tvekønnede for "narcissistsisk" (skulpturen er halvt mand, halvt kvinde), men han stopper ikke der. Det er onani og transvestit-kunst: "man tager de former og ideer der lige falder én ind og så lader man dem hore med hinanden" skriver han, og er tydeligvis bange for homoseksualitet. Kunsten skal nemlig vise "ligefremme og naturlige drifter, mand over for kvinde". Så det tæller altså ikke rigtigt når kunsten forsøger at bløde køns-stereotyperne op – de skal bevares, for de er en del af den tradition som Tandrup hylder.

Jeg kunne blive ved længe endnu, men min hovedindvending mod Tandrups kunstsyn er at han går efter budbringeren, efter symptomet. Hvordan skulle kunsten kunne stille idealer op? Hvordan skulle man kende alle svarene bare fordi man er kunstner? Skal kunsten ikke snarere vise hvordan livet faktisk er i dag? Og dermed i samme ombæring stille spørgsmål ved den, men netop kritiske spørgsmål og ikke endelige svar. Der findes masser af interessant nutidskunst som gør netop det – også blandt de kunstnere som Tandrup ikke kan lide.

Torben Sangild, Danmarks Radio 2004.

Yderligere kommentarer til Leo Tandrup som der ikke blev plads til i anmeldelsen

Undertitlen ”Næbdyret og Hr. Ingenting” henviser til to gennemgående figurer i bogen. Hr. Ingenting er det moderne, glatte, overfladiske menneske, som dyrker tomheden og som er relativist. Han er ikke til stede, er ikke nærværende. Det er Hr. Ingenting der forsvarer den postmoderne kunst, tilsyneladende en blanding af franske filosoffer som Lyotard og Baudrillard. Tandrup er ikke bange for at generalisere. Men nu kan man altså godt forsvare nutidskunsten uden at være hverken Baudrillard-tilhænger eller overfladisk!

I det hele taget har Tandrup ikke forstået hvad postmodernisme er for noget. Han knytter det oven i købet til ”substansfilosofi” (19-20), hvilket er noget vrøvl. En af de få ting som er gennemgående i de mange forskellige begreber om det postmoderne er i hvert fald at der ikke er en substans, men snarere konstruktioner af betydning.

”Næbdyret” er en for mig uforståelig figur. Det synes at være ham selv, hævet over menneskene som er blevet kolde og hule. Næbdyret Tandrup har desuden vinger og sidder i et træ. Tandrup ved tilsyneladende ikke engang hvad et næbdyr er, men tror det er en fugl!

Tandrup mener at kunsten skal udtrykke fællesskabet. Og må ikke behandle tilfældigheden. Men hvad nu hvis det vi har til fælles netop er at vi i mangt og meget er underkastet det tilfældige? Hvad nu hvis det er en erfaring som mange kunstnere i dag har. Hvorfor må det så ikke afspejle sig i kunsten? Hvorfor er det dog at gøre tilfældigheden til Gud? Hvorfor er det at benytte sig af tilfældighedselementer en nihilistisk dyrkelse af tomheden? Det tror jeg bestemt at fx John Cage ville have sig frabedt. For ham er det en åbning af sanseligheden.

Tandrups helte er Asger Jorn og Ole Sarvig. Hvad angår Jorn kan det vel næppe være den situationistiske periode, hvor han står for et radikalt opgør med det konservative kunstsyn Tandrup repræsenterer.

Desuden har han hentet en skelnen mellem ”kultur” og ”civilisation” fra Oswald Spengler. Det bliver her lig med hhv. godt og dårligt, og kendetegner hele historiske perioder.

Analysen af Christian Lemmerz’s bronzestatue Madam er idiosynkratisk og ofte forvrøvlet. På den ene side kalder han Lemmerz’s brug af guden Hermes for ”ubevidst”, på den anden side kritiserer han den blindskrift der er forrest på soklen. Men blindskrift er jo netop hermetisk, knyttet til hermes, for de som ikke kan læse den. Det er derfor næppe en ubevidst brug der er tale om.
Androgyniteten gøres lige med narcissime og onani. Det er noget lodret vrøvl! Og den modbydelige måde at omtale homoseksualitet på er langt mere intolerant end den kunst han anklager.
Han går ikke kun efter bolden, men også efter manden: ”...vanviddet opstår fordi kunstneren ikke kan mobilisere ægte følelser” (102). Hvor følsom er Tandrup når han anklager alle mulige andre som han ikke kender for at være ufølsomme?
Tandrup ender Lemmerz-analysen med ordene: ”Hans værk siger således noget karakteristisk om vores tid og bliver for så vidt et autentisk vidnesbyrd om vor traditionsforladte civilisations overfladiske voldelighed. Derfor er værket værd at analysere og gøre op med.” (105). Men at være et autentisk vidnesbyrd er vel netop det kunsten kan? Nej, Tandrup vil ikke have vidnesbyrd, han vil have prædikener!

Bjørn Nørgårds gobelin Adelsvældet bliver hos Tandrup et udtryk for materialistisk kapitalisme og forbrug (200nf). Det er tankevækkende at en analyse af en vis Jon Lauring i Weekendavisen sidste år kom frem til det stik modsatte: Bjørn Nørgårds gobeliner er kommunistiske! Måske er de hverken eller.

Tandrup er ikke bare bange for de homoseksuelle, men også for indvandringen. Han taler om et ”multikulturelt miskmask”, og går i stedet ind for en historiebunden renhedskultur. Så vil jeg til enhver tid hellere være postmodernist!

I stedet for al denne kunst som er relativ og androgyn og multikulturel og uren skal vi have kunst som fremviser ”frodige, naturalistiske mennesker med ansigtstræk, overskud og sjæl” frem for nutidens ”abstrakte former, masker og mønstre” (21). Det virker i hvert fald som pointen, for hvorfor ellers kritisere nutidskunsten for at den gør dette og ikke hint? Men det gør den jo for det første fordi den afspejler sin tid, hvad Tandrup indrømmer, men han kan ikke lide tiden og derfor heller ikke den kunst der afspejler den. Kunsten skal sætte idealer op frem for at være tidssvarende, synes Tandrup at mene.

Men bortset fra det, så er det altså ikke abstraktioner og mønstre der præger kunsten i dag, men snarere installation, video, performance etc. – som Tandrup overhovedet ikke forholder sig til. At forargres over den abstrakte kunst fra et naturalistisk udgangspunkt var konservativt i 1920. I dag er det nærmest latterligt!

Tandrup mener at kunsten er blevet ”autistisk” – den dyrker tomheden, lukketheden og sig selv (fx 25, 50). For det første er det ikke gyldigt at sige at kunsten ”dyrker” det som den afspejler. Kunstneren er ikke så meget gartner som hun er spejlmager, kunne man måske sige. Dyrkede Picasso volden med billedet Guernica? Nej han gjorde da ej, han afspejlede den, han viste den frem! Kunne det ikke være på samme måde med det som Tandrup kalder for det autistiske?
For det andet er det ikke en korrekt diagnose af tidens kunst (ligesom abstraktion heller ikke er det). Kunsten er mere politisk og udadvandt end nogensinde før. Den er som aldrig før optaget af at gå i dialog med publikum, at træde uden for museernes vægge og blande sig uventede steder. I sammenligning med nutidskunsten er Michelangelo mærkeligt verdensfjern og paveligt ophøjet, kunne man polemisk indvende.

Tandrup kalder fejlagtigt Superflex for en ”Musikgruppe” – det viser hvor lidt han egentlig følger med når det kommer til den yngre kunst (hans eksempler er mest aldrende kunstnere). Superflex beskyldes for dobbeltmoral når de på den ene side laver et biogasanlæg og på den anden side ”bidrager til klodens nedbrydning” (111). Hvordan gør de det? Det får vi ikke noget svar på. Det synes at være noget med ”kasketter”.

Poul Anker Bech misforstås fuldstændig, idet han køres gennem Tandrups idiosynkrasier og bl.a. tages til indtægt for en længsel efter ”det intakte folk” (216). Så hjælper det ikke så meget at han er én af de kunstnere Tandrup kan lide.

Tandrup opstiller på s. 280 de ti bud for den moderne kunst, som han påstår er dennes selvforståelse:
1. Du er din egen Gud. Traditionens gud er død.
2. Du skaber selv virkeligheden og bestemmer selv, hvad der er godt og skidt.
3. Kun den af dig skabte verden er autentisk.
4. Din verden må ikke ligne noget i fortiden.
5. Undgå mest muligt et menneskeligt indhold og naturens levende former.
6. Et kunstværk er et kunstværk, ikke en fortælling eller forvandling af virkeligheden.
7. Kunst er kun til for dit eget behags skyld, ikke for massen.
8. Kunst er leg, uden alvor – intet andet. Brug underbevidstheden. Fornuften er kaput.
9. Tilstræb med ironiens hjælp ren form og rastløs ærlighed.
10. Kunst har ingen universel eller transcendent betydning.
De fleste af disse rammer eklatant ved siden af! Kun det tiende bud er kendetegnende for nutidskunsten, og naturligvis ikke den hele. De andre er decideret fejlagtige. Især nr. 6 er stik modsat nutidskunstnernes selvforståelse (og ofte også deres praksis). Hvad angår nr. 2 og 3 så lyder det mere som den manglende selvkritik Tandrup burde udføre. Men han vil naturligvis sige at det ikke er ham selv der har fundet på sine værdier, de ligger i traditionen. Men Tandrup har jo valgt ud fra den tradition hvad der passer ind i hans verdensbillede. Nietzsche er vel også en del af traditionen? Heksebrændinger og grusomheder er der store traditioner for. Tandrup vælger sine idealer i lige så høj grad som kunstnerne. Men det er ikke det samme som selv at skabe virkeligheden. Nutidskunsten skaber ikke virkeligheden, men afspejler den, kommenterer den og griber somme tider direkte ind i den. Den er altså ingenlunde l’art pour l’art, som Tandrup påstår.

Tandrup anklager kritikere for at udøve ”traditions-spolering”: den ”opstår når man knytter smuk tradition til moderne umenneskelighed. Eks. kammermusik til jøde-mord; Stars and Stripes til jøde-bosættelser” (310). Det er pudsigt. Bortset fra at det er overraskende at Tandrup finder at det amerikanske flag er en smuk, kunstnerisk tradition (hvad så med Jasper Johns?), så er det jo præcis det samme han selv gør, bare med nutiden. Den får skyld for alle mulige dårligdomme, som den umuligt kan have begået. Han bruger kunsten som anledning til én lang prædiken på 500 sider. Leo Tandrup laver således nutidskunst-spolering!

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2