Arkiv: juni 2004

« maj 2004 | Forside | juli 2004 »

29.06.2004

Philosophiæ Doctor

Så har jeg fået den officielle grad af ph.d! Jeg forsvarede min afhandling i går eftermiddags foran et overraskende stort publikum, og det gik rigtig godt.

Tak til alle der mødte op og til bedømmelsesudvalget for de flotte ord og gode spørgsmål.

Så er det at folk spørger mig: hvad skal du nu? Og svarene er:

1. Ordne vores nye lejlighed og flytte ind. Være sammen med min kæreste i vores nye lejlighed.
2. Rette adskillige eksamensopgaver og to specialer.
3. Forberede undervisning til næste semester, hvor jeg har det store oversigtsfag "Den moderne kulturs historie", som jeg ikke har undervist i før. Og mit lille kursus i støjens æstetik skal der også kigges på.
4. Lave ansøgninger til post doc-stipendier
5. Skrive artiklen "Three Gestures of Noise" færdig (mere om den senere).
6. Slappe lidt af ind imellem, hvis der bliver tid. Være nogle dage i sommerhus.
7. Blogge...

23.06.2004

Grosbøll- og Coetzee-diskussionerne

Der er gang i to intense diskussioner her på bloggen.

Først og fremmest Grosbøll/folkekirke-diskussionen, der har rundet de 50 debatindlæg og som har været omkring diskussioner om videnskab og subjektivitet, bekendelsesskrifterne, teismens alternativer, religion som psykose etc. Den blev sat i gang af at jeg mener at Grosbølls fyring logisk set er folkekirkens endeligt.

For det andet den mere akademiske diskussion om voldtægt (eller rettere: reaktionen på voldtægt) i lyset af Coetzee, Deleuze og Adorno. Den har også været vidt omkring: helte i filosofien, glæde og fortvivlelse, Dogville, Festen og meget andet. Den blev sat i gang af jeg kritiserede Alexander Carneras ide om at resignation frem for vrede er den rette reaktion for et offer.

Da jeg elsker diskussioner (i hvert fald så længe de bliver ført nogenlunde sagligt og i en høvisk tone) glæder det mig at kunne lægge rammerne om disse, ligesom jeg naturligvis deltager aktivt.

Lad mig nævne to andre omfattende diskussioner tidligere i denne blogs liv:
Dogville-diskussionen, der stadig står som en fantastisk kilde til hvordan denne film kan forstås.
og
Kreationisme-diskussionen, der i positioneringer kan minde lidt om Grosbøll-diskussionen, bortset fra at der her var vaskægte fundamentalister på banen. (Det kan til stadighed undre mig at der findes den slags i et nogenlunde oplyst samfund).

17.06.2004

Objektiv sensibilitet - nu på nettet

Så er min ph.d-afhandling lagt på nettet! Den ligger som pdf-fil og er den officielle version med gældende sidetal som man kan henvise officielt til. Den fulde titel på afhandlingen er:
"Objektiv sensibilitet
- om objektiveringstendenser i nyere kunst og musik med refleksioner over sensibilitetens afgørende rolle i kunstnerisk udtryk, erfaring og kritisk potentiale"

Afhandlingen kan downloades her (hvis du bliver bedt om password, så blot tryk annullér)

Læs resumé her

Læs afslutningen om sneglens følehorn her

16.06.2004

Bloomsday 3 - Ulysses i radioen

Så er P1-interviewet om Ulysses lagt på nettet. Det er Mette Starck der interviewer mig til programmet "Vita". Det foregik i øvrigt hjemme i min gamle lejlighed, omgivet af pakkede flyttekasser og tomme vægge (lige før jeg flyttede).

Jeg taler om hvad der er det fængslende ved Ulysses, hvordan bipersonerne skal opfattes, hvorfor det er blevet en kultbog, hverdagens rolle og hvad jeg nu ellers bliver spurgt om.

Derefter afspilles et uddrag af den unge Lone Hertz's legendariske oplæsning af kvinden Molly Blooms monolog (sidste kapitel af Ulysses).

Det kan altsammen høres her

(Den tekniske lydproduktion lader noget tilbage at ønske, hvilket falder tilbage på fyringerne af teknikere på DR. )

Bloomsday 2 - guides til Ulysses

Man kan sagtens læse Ulysses uden hjælpemidler, bare læse derudaf og nyde sproget og legen med sproget og acceptere at der er mange indforståetheder som man ikke lige forstår. Mange passager er nærmest lige til at gå til, fx kap. 4, hvor Leopold Bloom står op, spiser morgenmad og går på toilettet.

Men mange går i stå første gang de forsøger sig med Ulysses, ikke mindst fordi de tre første kapitler er blandt de sværeste i bogen (sammen med kap. 9 og 14). Jeg selv gik i stå i kap. 7 første gang jeg forsøgte mig som 19-årig uden nogen forudsætninger eller introduktioner. Kap. 7 foregår på den avis hvor Bloom er annonceagent, men der forekommer at hav af bipersoner som jeg ikke kunne finde rundt i, og jeg var heller ikke sikker på hvorfor vi pludselig var på en avis og hvad Blooms relation til den var. Så jeg gav op, men med fornemmelsen at jeg nok ville vende tilbage. For den havde allerede gjort et stort indtryk.

Næste gang jeg læste Ulysses nogle år senere havde jeg sikret mig et resumé af hvad der sker i de forskellige kapitler, så orienteringsevnen ikke forsvandt, og nu lykkedes det mig at læse den hele med stor fornøjelse. Men der var stadig mange ting jeg ikke forstod en meter af og var nysgerrig over. Jeg havde sat en masse spørgsmålstegn i bogen med blyant. Så begyndte jeg at købe nogle af bøgerne om Ulysses, og det er dem det skal handle om her. Jeg har brugt dem sporadisk når der var noget jeg ville forstå i mine genlæsninger, og de har åbnet nye sider af Ulysses som jeg ikke havde fanget før.

Her vil jeg give en lille guide til bøgerne om Ulysses (altså dem jeg selv har):

Læseguides
Vi begynder i den lette ende med de bøger som simpelthen fortæller hvad der foregår kapitel for kapitel og som også fortolker en smule – en slags rejseførere til Ulysses. De er gode til at orientere sig gennem, og man lægger dem nok væk når man først har forstået hele handlingen og dens sammenhænge.

Stuart Gilbert: James Joyce’s Ulysses
Den første af sin slags, skrevet i 1930 før Ulysses officielt udkom (den var spærret af censuren på grund af de erotiske elementer). Det er således en slags genfortælling kapitel for kapitel for de som ikke havde en piratkopi af manuskriptet med mange citater og med stor vægt på de homeriske paralleller. Den er af samme grund lidt rodet, men har nogle vigtige iagttagelser som mange af de senere bøger bygger videre på.

Harry Blamires: The New Bloomsday Book
Dette er den klassiske guide til Ulysses, som er velskrevet og let læst. Kan anbefales til nybegynderen.

Nøgler
Så er der de meget nørdede kommentarbøger, som tager fat i alle mulige småting og forklarer dem bogen igennem. Disse er længere end Ulysses selv og fulde af unyttig informationer, men også af yderst nyttige forklaringer af ord, referencer og fremmedsprogscitater.

Don Gifford & Robert J. Seidman: Ulysses Annotated
Dette er monsteret, den ultimative nørdbog! Her er detaljerede kort over de dele af Dublin de enkelte kapitler foregår i og forklaringer til alle mulige ord. Alene de første to linjer i Ulysses giver anledning til halvanden side (tre spalter) i dette kæmpe værk. Kan fås ganske billigt i betragtning af dets omfang.

Bent Wiberg: Ulysses kommenteret. Nøgle til James Joyces hovedværk (Idons Forlag, 2004)
Denne danske nøgle er lige udkommet og får mine varmeste anbefalinger! Den er noget mere behersket end den ovennævnte og tager naturligvis udgangspunkt i den danske oversættelse og dennes sidetal. Wiberg bygger ofte på Gifford/Seidman, men har udvalgt de vigtigste oplysninger og supplerer med mange andre. Og så som det allervigtigste er der mange kommentarer og rettelser til Mogens Boisens (ikke altid så heldige) oversættelse. Et must for den danske læser!

Joyce-encylopædier
Der findes også mere almene opslagsværker om Joyce, opbygget alfabetisk.

Fargnoli & Gillespie: James Joyce A to Z
En dejlig bog, hvor man fx kan slå bipersoner op og få en samlet karakteristik af dem (det kan man ikke andre steder), ligesom man selvfølgelig kan slå hovedpersonerne op og få en længere analyse. Man kan slå de enkelte kapitler i Ulysses op og få en gennemgang der er kortere, men faktisk bedre end de ovennævnte guides, man kan slå stream-of-consciousness eller work in progess op og meget andet. Den kan jeg ikke anbefale nok!

Den foreløbige James Joyce encyklopædi
Dette danske opslagsværk kan ikke erstatte det ovennævnte, for det er yderst tilfældigt hvad der er med og hvad ikke. Det er en del af konceptet at der skal være en masse ”subjektive”, skæve opslagsord blandet med de mere seriøse. Den er derfor meget underholdende at gå på opdagelse i - ligesom den danske vinkling er interessant. Blandt opslagsordene er: Dansk, Boksning, Ja, Tom Kristensen, Åh, Fyrværkeri, Død, Georg Brandes, Etikette og Penis.

Endnu et par gode bøger
Til sidst to klassikere:

Richard Ellmann: Ulysses on the Liffey
Den hører ikke under de anndre kategorier, men kommer tættest på læseguiden for så vidt som den er opbygget med en gennemgang af kapitel efter kapitel. Men i modsætning til de andre er den snarere analyserende end genfortællende. Det gør den meget mere interessant, men den henvender sig så også til den som allerede har forstået det basale i handlingen. Ellmann skriver blændende og har mange gode indsigter. Bogen er blevet en klassiker, og kan købes billigt.

Olof Lagercrantz: At være til
Titlen lugter af en håndbog i livsfilosofi, men der er tale om en gode, engagerede læsninger af Ulysses på kryds og tværs gennem romanen. Den egner sig godt til nybegynderen, mens kenderen nok vil finde den en smule triviel.

Bloomsday 1 - at læse Ulysses

I dag er det en ganske særlig dag. Det er 100-året for Bloomsday! Bloomsday er 16. juni 1904, den dag James Joyces roman Ulysses foregår. Det er nok den eneste roman der fejres på denne måde hvert år, og det er da heller ikke nogen helt almindelig bog. Den er besættende, sanselig, voyeuristisk, svær, indforstået, medrivende og umulig at slippe når den først er blevet en del af ens liv.

I dag sker der en masse i anledning af Bloomsday, og dagens poster på bloggen vil også være Ulysses-relaterede. Jeg regner med at skrive lidt om bøgerne om Ulysses (især de guides der hjælper forståelsen lidt på vej), og så bliver jeg interviewet som Ulysses-fan i radioen (programmet Vita kl. 11.30 på P1) og det vil jeg også lægge et link ud til når udsendelsen kommer på nettet.

Men allerførst en kort præsentation af hvad det er der gør Ulysses til en så besættende bog. Det er en lille artikel jeg skrev i Politiken for 5 år siden:

Detaljer
Jeg læser James Joyces Ulysses for tredje gang, og igen griber denne roman ind som en besættelse i min hverdag, umulig at ryste af sig, hele tiden til stede i min bevidsthed, næsten uanset hvad jeg foretager mig.

Det besættende ved Ulysses kan ikke forklares kort, der er hundredevis af grunde til at den bliver dyrket kultisk-fanatisk af læsere verden over. Men dén jeg vil slå ned på her, er en af de vigtigste: detaljerigdommen. Den 800 sider lange roman forløber over kun 24 timer, nærmere bestemt Dublin 16. juni 1904. Man følger først og fremmest (men ikke kun) den midaldrende annonceagent Leopold Blooms stilfærdige gang, der åbner sig mod et væld af bipersoner og hele Dublins sløvt pulserende liv. Den ydre handling er ikke videre dramatisk, men de mange passager der skildrer det indre liv og vældet af sansninger er altafgørende. Her ligger dramaet. Og det er samtidig det som gør bogen svær at læse.

Forestil dig følgende situation: du står og vasker op, tænker lidt lommefilosofisk over dit og dat, den ene association og erindring tager brat den anden, samtidig med at der i baghovedet kører den melodi som overboen spillede tidligere på dagen. Ind gennem vinduet strømmer umærkelige dufte som sætter noget i gang. Hvis man skal prøve at gengive dette sammensatte bevidsthedsliv i ord (vel vidende at det er umuligt), så bliver det for det første meget kaotisk og for andet meget indforstået. Man forklarer jo ikke tingene for sig selv; man kan benævne hele sider af ens tilværelse og fortid med ét enkelt ord. Springene i ens associationskæder er uransalige og følger en spinkel, ubevidst logik. Og sansningerne forbliver for det meste ordløse anelser.

Når James Joyce forsøger at ramme dette mylder af summende sansninger og adspredte tanker, er det ikke så underligt at bogen er svær. Men det er præcis det samme mylder som er det fantastisk besnærende ved bogen. Det er en af de mest sanselige romaner der findes. Alene lugtene: både lugten af stegt nyre når Bloom tilbereder sin morgenmad og lugten af afføringen der stiger op når han sidder på toilettet bagefter. Lydene: klipklap, Fff, pii, mmm - allermest virtuost i 11. kapitel, hvor lyden af en blind mands stok trænger sig langsomt mere og mere på gennem hele kapitlet, efterhånden som manden nærmer sig den hotelcafé, vi befinder os i.

Det er Blooms distræthed, som da han på én gang indgår i en konversation med en mand som keder ham, og samtidig har halvdelen af sin opmærksomhed rettet mod en kvinde som skal til at stige op på en vogn på den anden side af gaden, med forventningen om at få hendes lår at se idet hun blotter skørtet for at træde op i vognen. Skuffelsen da dette øjeblik af flygtig erotik ødelægges af en sporvogn der spærrer udsynet.

Det er Blooms forsøg på at undgå at tænke på at hans kone, Molly, samme dag får besøg af sin elsker, den utålelige flødebolleflanør, Boylan. Hele tiden dukker der ting op som flygtigt stikker til denne fortrængning: barpigens henkastede kærtegn af ølhanen, navnet på forfatteren Paul de Coq, stokken, vinflasker der trækkes op - og meget andet - kædes sammen med Boylans enorme lem der skal fryde Blooms kone og vanære ham selv yderligere.

Det er den naive ide om at gå hen på museet for at se om de klassiske statuer af gudinderne nu også har en anus, for den slags har gudinder vel ikke. Bloom planlægger minutiøst hvordan han vil lade som om han taber noget på gulvet, så kustoden ikke fatter mistanke, mens han sniger sig til at kigge efter. Og det er den indlysende erkendelse af at rotternes gnaven i de rådne lig på kirkegården ikke er værre end menneskets fortæring af ost - det rådnende lig af mælk.

Det er disse og hundredetusindvis af andre detaljer som gør at man ikke kan slippe Ulysses når først man har indladt sig med den.

Torben Sangild, Politiken 27/11 1999

(en klumme der hed "Ud af bogskabet" bag på sektionen Bøger)

13.06.2004

Stemning

Jeg nyder altid selve valgdagen. På en helt naiv-troskyldig måde. Jeg mærker en rislende lykkefølelse når jeg nærmer mig valgbygningen sammen med de andre indbyggere. Det er følelsen af at være så priviligeret at leve i et demokratisk samfund hvor jeg blot i kraft af at være borger får lov at stemme på lige fod med alle andre.

Glemt er den daglige skumlen over regeringen og politikerne og mediedebatten og magtstrukturerne. Den dag der er valg tror jeg på det gode i vores samfund.

Og i det hele taget vil jeg nok til enhver tid forsvare det parlamentariske demokrati som den bedste (kendte) model for det grundlæggende forhold mellem staten og dens medlemmer. Man kan altid diskutere systemets huller og uretfærdigheder, men ikke i dag. I dag er jeg bare glad for at få lov til at sætte mit kryds!

11.06.2004

Grosbøll, kirken, staten og kulturen

Med ekskluderingen af præsten Thorkild Grosbøll har Den Danske (såkaldte) Folkekirke meldt rent ud: den tager trosbekendelsen og skabelsen bogstaveligt. Gudsbegrebet er ikke noget eksistentielt, formuleret i en svunden tids metaforer; Gud er et bogstaveligt nærværende viljesvæsen, og hvis ikke man mener dét er der ikke plads til en i Den Danske (såkaldte) Folkekirke. Hvis jeg altså har forstået sagen ret.

Det giver et problem for alle de præster der er enige med Grosbøll, for de tør ikke sige deres mening af frygt for at miste deres job. Der er dog heldigvis undtagelser (klik for TV-indslag).

Til gengæld bliver man ikke ekskluderet fra den såkaldte folkekirke hvis man siger at man skal være kristen for at være dansker (jf. Sundby-præsten Leo Kamstrup Olesen). Der er også plads til oplysningsfjendsk mørkemandstale fra fætrene Krarup/Langballe og deres ligesindede.

Der er muligvis gode liturgiske grunde til at man ikke kan mene som Grosbøll. I så fald er der også gode instutionelle grunde til at skille stat og kirke ad. Når folk argumenterer for bibeholdelse af en statskirke henviser de ofte til at vi lever i en kristen kultur (altså ikke at der er metafysiske grunde til det, såsom at Gud har indstiftet Danmark). Men at kristendommen er en kultur, dvs. en fortolkningsramme, en række metaforer som vi er fælles om, er åbenbart samtidig ukristeligt og ufolkekirkeligt. Det kan en befolkning som mestendels netop er kristne af kultur (snarere end gennem åbenbaringer eller teologiske overvejelser og læsninger af Luther) ikke være tjent med. Folkekirken er ikke for folket (den kristne kultur), men en sekt for de som tror på opstandelsen i bogstavelig forstand. Derfor bør den tage konsekvensen af sin lukning som trossamfund og løsrive sig fra staten.

Jeg er i hvert fald glad for at jeg allerede har meldt mig ud…

03.06.2004

Catch 22 - folkeregisteret

Jeg bliver så rasende når institutioner eller firmaer opfører sig irrationelt, ofte fordi deres bureaukratiske logik er så rigid at den underminerer sig selv. En af de bureaukratiske figurer kaldes berømt af Joseph Heller for Catch 22. Det er når det som kræves for at opnå noget forudsætter det som man søger at opnå - altså en absurd cirkel hvor intet er muligt.

Københavns Kommunes folkeregister har lige givet mig en sådan. Jeg skal flytte til Københavns Kommune (jeg skal nemlig heldigvis flytte sammen med Sidsel). For at melde folkeregisteradresse skal jeg kontakte Københavns Kommune. De reklamerer med at det let kan gøre via nettet ("Københavns Kommune ønsker at gøre det let for borgerne at få kommunal service" - derfor onlinemuligheden). Når jeg forsøger at melde mig til hos folkeregistret i Københavns Kommune får jeg følgende fejlmeddelelse:

"Du er blevet afvist i dit forsøg på at logge på elektronisk selvbetjening. Afvisningen skyldes at du ikke har folkeregisteradresse i Københavns Kommune."

Det står der!

01.06.2004

Vanære og voldtægt

Hvordan bør man reagere hvis man bliver voldtaget? Kan resignation (modsat vrede, hævnfølelse og flugt) over for en voldtægt være vejen frem mod øgede handlingsmuligheder? Alexander Carnera argumenterer i Information 23/3-04 for at en krise efter et overgreb kan være en kilde til erkendelse og større åbenhed hvis man vel at mærke ikke forstener sig og fordømmer de skyldige. Udgangspunktet er J.M. Coetzees roman Disgrace (dansk: Vanære) og Gilles Deleuzes filosofi.

I det følgende vil jeg diskutere Carneras provokerende tese, som virker problematisk både som læsning af romanen og som generelt udsagn om håndtering af overgreb.

(Jeg vil meget gerne diskutere det, så kom endelig med kommentarer hvis du har nogle. Mit lille essay er i høj grad tænkt som et spørgsmål: har Carnera virkelig ret eller er der en anden side af den historie? Kan vi nå til en mere nuanceret forståelse af krisen gennem Deleuze, men uden de bastante konklusioner Carnera drager?)

I J.M. Coetzees roman Disgrace (som jeg nok vil skrive mere om senere, da dette kun er et af mange spor i bogen) bliver hovedpersonens datter Lucy voldtaget og reagerer til faderens bestyrtelse med at holde det hemmeligt og nægter at flytte på trods af at gerningsmændene færdes i hendes lokalområde og er viklet ind i hendes nærmiljø. Frem for at flygte eller give udtryk for sin vrede accepterer hun tingenes tilstand (som har politiske perspektiver efter apartheid, idet gerningsmændene var sorte og hun er hvid). Det viser sig at hun er gravid, og hun bærer barnet ude på gården, og ender med at indvillige i at gifte sig med naboen, der har en af gerningsmændene ansat som medhjælper.

Carnera udlægger dette som en undersøgelse af krisen og af hvordan vi kan håndtere den. Det er det uden tvivl også, men mere åbent, vil jeg vove at påstå, end Carnera gør det til. Carnera forstår romanen sådan at Lucy har fundet svaret på hvordan man overkommer en krise, modsat faderen (og de fleste af os andre) som tyr til ”moralisering”; som vil beskytte sig og straffe de skyldige.

Carnera har tydeligvis læst Malene Busks ph.d-afhandling om Deleuze og Adorno (se referencer i bunden), og henter flere formuleringer herfra. Han henviser kun til Deleuze, men smugler altså også noget Adorno/Horkheimer ind ad bagvejen – nærmere bestemt ideen om dumhed som følelsesløshed (jf. sneglens følehorn) og om følelsesløsheden som det at vi ikke rækker ”følehornene” frem når vi gentagne gange har været udsat for vold i ordets brede forstand.

Han kombinerer (ligesom Malene Busk, men med mere radikale konklusioner) dette med Deleuze/Guatarris tale om at ”samle sårets kraft mod alle ar”, altså at holde såret åbent i stedet for at dække det til. Arret sættes lig med følelsesløshed og dette sættes hos Carnera igen lig med den vanlige reaktion af fordømmelse og flugt, som adskiller én fra krisen frem for at få det bedste ud af den, at se den om en åbning af kræfter.

Datteren hos Coetzee er altså den deleuzianske helt (ifølge Carnera), idet hun bliver hvor hun er og ikke forfølger gerningsmændene og ikke svælger i skam, men nærmest holder voldtægten hemmelig. Faderen er så ”moralisten” der vil have gerningsmændene fanget, og som er opfyldt af en stor vrede på sin datters vegne. Han vil også beskytte hende mod yderligere overgreb og trygler hende om at opgive gården og flytte. Han forstår ikke hendes projekt, og vi læsere bliver heller ikke rigtig kloge på det.

Mit problem er at selv efter at have læst Carneras artikel er jeg stadig ikke overbevist om at Lucys reaktion er entydigt ”produktiv”. Og jeg er heller ikke så sikker på at Coetzee er overbevist. I hvert fald gør han ikke meget for at vi skal forstå hende. Set fra fortællerens perspektiv er det en gåde hvad hun skal på den gård omgivet af disse mennesker. Hendes reaktion er i høj grad fortrængende – hun vil ikke tale om hvad der er sket, hun vil ikke vise at hun er bange og vred (men det skinner alligevel igennem flere steder), hun vil fortsætte som om intet er hændt. Hun lukker i som en østers og kan ikke relatere til sine egne eller andres følelser. Hun gør sig hård for at holde ud. Hun er tavs og trist, en skygge af sig selv. Stædig, men tilsyneladende nærmest følelsesløs.

Det er ganske vist set gennem faderens øjne, men det står langt hen ad vejen til troende. Jeg ser ikke nogen åbning, jeg ser ikke produktive kræfter, jeg ser ikke nogen bevaret sensibilitet – tværtimod. Jeg ser resignation og fortrængning. Dermed havner jeg sikkert i det Carnera kalder at ”reducere krisen til et terapeutisk eller socialpsykologisk anliggende”. Men at benægte den terapeutiske og sociale side er vel mindst lige så reducerende?

Jeg tror godt jeg forstår Carneras pointe at kriser kan betragtes som produktive, men ikke for voldtægtsofferet. Jeg tror ikke et voldtægtsoffer kan bruge hændelsen til noget produktivt. I hvert fald vil jeg mene at det er vigtigt at sige fra og beskytte sig selv, hvis ikke man skal forstenes. Vreden er vel også en intensitet i Deleuzes forstand? Vreden kommer op i Lucy da de er ved politistationen (Disgrace s. 152-3), men hun holder den nede, holder tårerne tilbage.

Carnera sammenligner Lucys krise med Spaniens efter terrorangrebet i foråret. Problemet er ikke så meget at springe fra individ til kollektiv som det er at gå fra det traumatiserede offer til det sekundære offer, vidnet. Måske kan man bruge en krise til noget produktivt når ikke man selv er det konkrete offer for et overgreb, men er man selv offeret er den eneste vej til noget der minder om heling at bearbejde det terapeutisk. Ellers forfølger det én som en angst og forsvinden ind i sig selv. Det gælder bl.a. ofre for vold, incest, voldtægt og tortur.

Mange nyder kynisk at citere Nietzsche (uden at vide det) med sætningen: ”det som ikke dræber én gør én stærkere”. De tager bare fejl. Overgreb gør ikke et menneske stærkere.

Torben Sangild, 2004

Litteratur:
J.M. Cotzee: Disgrace (1999). (Da. Vanære)
Malene Busk: ”Den som dör fortvivlad har levt hela livet förgäves” i Efter Adorno (Göteborg: Glänta, 2003) s. 61-76
Malene Busk: Mødets fornuft eller hvordan tænke væren etisk? Ph.d-afhandling, Aarhus Universitet, 2003 s. 156-57.
Horkheimer/Adorno: Oplysningens dialektik s. 346-48
Torben Sangild: Objektiv sensibilitet , Ph.d-afhandling, Københavns Universitet 2004 s. 159-60
Gilles Deleuze & Felix Guatarri: Hvad er filosofi? s. 200-201.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2