« Stemning | Forside | Bloomsday 2 - guides til Ulysses »

16.06.2004

Bloomsday 1 - at læse Ulysses

I dag er det en ganske særlig dag. Det er 100-året for Bloomsday! Bloomsday er 16. juni 1904, den dag James Joyces roman Ulysses foregår. Det er nok den eneste roman der fejres på denne måde hvert år, og det er da heller ikke nogen helt almindelig bog. Den er besættende, sanselig, voyeuristisk, svær, indforstået, medrivende og umulig at slippe når den først er blevet en del af ens liv.

I dag sker der en masse i anledning af Bloomsday, og dagens poster på bloggen vil også være Ulysses-relaterede. Jeg regner med at skrive lidt om bøgerne om Ulysses (især de guides der hjælper forståelsen lidt på vej), og så bliver jeg interviewet som Ulysses-fan i radioen (programmet Vita kl. 11.30 på P1) og det vil jeg også lægge et link ud til når udsendelsen kommer på nettet.

Men allerførst en kort præsentation af hvad det er der gør Ulysses til en så besættende bog. Det er en lille artikel jeg skrev i Politiken for 5 år siden:

Detaljer
Jeg læser James Joyces Ulysses for tredje gang, og igen griber denne roman ind som en besættelse i min hverdag, umulig at ryste af sig, hele tiden til stede i min bevidsthed, næsten uanset hvad jeg foretager mig.

Det besættende ved Ulysses kan ikke forklares kort, der er hundredevis af grunde til at den bliver dyrket kultisk-fanatisk af læsere verden over. Men dén jeg vil slå ned på her, er en af de vigtigste: detaljerigdommen. Den 800 sider lange roman forløber over kun 24 timer, nærmere bestemt Dublin 16. juni 1904. Man følger først og fremmest (men ikke kun) den midaldrende annonceagent Leopold Blooms stilfærdige gang, der åbner sig mod et væld af bipersoner og hele Dublins sløvt pulserende liv. Den ydre handling er ikke videre dramatisk, men de mange passager der skildrer det indre liv og vældet af sansninger er altafgørende. Her ligger dramaet. Og det er samtidig det som gør bogen svær at læse.

Forestil dig følgende situation: du står og vasker op, tænker lidt lommefilosofisk over dit og dat, den ene association og erindring tager brat den anden, samtidig med at der i baghovedet kører den melodi som overboen spillede tidligere på dagen. Ind gennem vinduet strømmer umærkelige dufte som sætter noget i gang. Hvis man skal prøve at gengive dette sammensatte bevidsthedsliv i ord (vel vidende at det er umuligt), så bliver det for det første meget kaotisk og for andet meget indforstået. Man forklarer jo ikke tingene for sig selv; man kan benævne hele sider af ens tilværelse og fortid med ét enkelt ord. Springene i ens associationskæder er uransalige og følger en spinkel, ubevidst logik. Og sansningerne forbliver for det meste ordløse anelser.

Når James Joyce forsøger at ramme dette mylder af summende sansninger og adspredte tanker, er det ikke så underligt at bogen er svær. Men det er præcis det samme mylder som er det fantastisk besnærende ved bogen. Det er en af de mest sanselige romaner der findes. Alene lugtene: både lugten af stegt nyre når Bloom tilbereder sin morgenmad og lugten af afføringen der stiger op når han sidder på toilettet bagefter. Lydene: klipklap, Fff, pii, mmm - allermest virtuost i 11. kapitel, hvor lyden af en blind mands stok trænger sig langsomt mere og mere på gennem hele kapitlet, efterhånden som manden nærmer sig den hotelcafé, vi befinder os i.

Det er Blooms distræthed, som da han på én gang indgår i en konversation med en mand som keder ham, og samtidig har halvdelen af sin opmærksomhed rettet mod en kvinde som skal til at stige op på en vogn på den anden side af gaden, med forventningen om at få hendes lår at se idet hun blotter skørtet for at træde op i vognen. Skuffelsen da dette øjeblik af flygtig erotik ødelægges af en sporvogn der spærrer udsynet.

Det er Blooms forsøg på at undgå at tænke på at hans kone, Molly, samme dag får besøg af sin elsker, den utålelige flødebolleflanør, Boylan. Hele tiden dukker der ting op som flygtigt stikker til denne fortrængning: barpigens henkastede kærtegn af ølhanen, navnet på forfatteren Paul de Coq, stokken, vinflasker der trækkes op - og meget andet - kædes sammen med Boylans enorme lem der skal fryde Blooms kone og vanære ham selv yderligere.

Det er den naive ide om at gå hen på museet for at se om de klassiske statuer af gudinderne nu også har en anus, for den slags har gudinder vel ikke. Bloom planlægger minutiøst hvordan han vil lade som om han taber noget på gulvet, så kustoden ikke fatter mistanke, mens han sniger sig til at kigge efter. Og det er den indlysende erkendelse af at rotternes gnaven i de rådne lig på kirkegården ikke er værre end menneskets fortæring af ost - det rådnende lig af mælk.

Det er disse og hundredetusindvis af andre detaljer som gør at man ikke kan slippe Ulysses når først man har indladt sig med den.

Torben Sangild, Politiken 27/11 1999

(en klumme der hed "Ud af bogskabet" bag på sektionen Bøger)

Kommentarer

det er om livets sandhed

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2