« Cancellara | Forside | Fredsmuren diskuteres »

16.07.2004

Mænd som statusobjekter

Kvinder objektiverer også mænd. I mange sammenhænge bliver manden et statusobjekt på linje med sko, spisestel og sofa. Nej, ikke på linje med det, men endnu mere udtalt. Da jeg spurgte min kæreste om hun kunne nævne noget der var et højt statussymbol blandt kvinder, kom det prompte: "mænd"!

Den svenske antropolog Fanny Ambjörnsson har i en doktorafhandling fulgt pigerne i to (meget forskellige) gymnasieklasser. Her fremgår det klart at pigerne i den velfungerende klasse tænker på drengene som noget der kan give dem status - hvis altså de ser ud på den rigtige måde. Drenge skal være tjekkede, ikke for små (for så kommer pigen til at se for stor og tyk ud), ikke være indvandrere, have et job med jakkesæt eller uniform. Når pigerne taler om drengene er det ikke med de romantiske briller på - drengen er objektiveret som statusgivende tilbehør, som social kapital.

Og hvis man tror at det går over når pigerne bliver ældre må man tro om. Som det fremgår af min anmeldelse af Bryllupsmagasinet er hele ideen med et bryllup tilsyneladende ikke at love hinanden troskab, men at få lov at være prinsesse og centrum for alles opmærksomhed og beundring. Og manden, ja, han er blot det trofæ som fuldender seancen. I mange af teksterne og annoncerne (fx for en bryllupssuite) er han endda helt fraværende. Hvis det var muligt ville kvinderne tilsyneladende helst bare holde en prinsessefest. Eller de kunne måske leje en gigolo i et bryllupsbureau?

Heldigvis er ikke alle kvinder sådan. Måske er det ikke engang de fleste. Men det fylder ikke desto mindre skræmmende meget i visse kredse. Og hvilken kvinde kan sige sig helt fri for det?

(P.S. Jeg er godt klar over at kvinder objektiveres af mænd. Og det finder jeg lige så ubehageligt.)

TrackBack

Listed below are links to weblogs that reference Mænd som statusobjekter:

» Mænd som statusobjekter from The Road to Yin
Fanny Ambjörnssons doktorafhandling (fordansket)I en klasse for sig med undertitlen Køn, klasse og seksualitet blandt gymnasiepiger, har givet Torben Sangild anledning til et indlæg. [Read More]

Kommentarer

Jeg læste artiklen om doktorafhandlingen i Weekend-Avisen. Skræmmende læsning, det må man sige. Men bemærk at det kun var blandt de såkaldte S-piger, de velstillede og velafrettede at denne merkantile indstilling til kærester (og alt muligt andet) gjorde sig gældende. De såkaldte BF-piger virkede meget mere fornuftige og meget mere sig selv.
S - samfundslinjen
BF - børn og fritid
Er der flere muligheder? Det håber jeg sandelig...

Ja, det gjorde de måske, men de dæmoniserede også de andre som værende uægte og satte derfor sig selv som de autentiske (ud fra devisen: det er mere autentisk at bande end at opføre sig pænt), og den ideologi kender vi jo kun alt for godt.

Men det er så en anden diskussion, der ikke længere har med køn at gøre.

Jeg ser det som et faktum, at vi objektiverer hinanden udfra diverse parametre, herunder køn. 'Problemet' ligger dog, i mine øjne, ikke i selve objektiveringen, da den evindeligt, måske uundgåeligt, finder sted, men i formerne for objektivering. Objektiveringsformerne er slående uopfindsomme. Heri ligger det ydmygende i at blive objektiveret (dvs. sub-jektiveret, fra mit synspunkt). Ikke så meget det, at hun tilsyneladende begærer mig på grund af, for min egeneksistens så uudtømmende, forhold såsom min bil, overarm, belæsthed, venskaber, øjne etc. Men især det, at disse tegn tydeligvis har et vist præg af almenhed og derfor almindelighed. Det, hun begærer hos mig, begærer hun, i hvert fald ifølge sociologien, sandsynligvis også hos andre (hvormed jeg udstilles). 'Problemet' er måske allermest, når hver enkelt jeg finder et misforhold mellem 'det vedkommende synes han/hun er' (selvobjektivering) og 'det andre tilsyneladende synes han/hun er' (objektivering). Måske kunne man sige at 'problemet' er hvad man kunne kalde for repræsentationens tvang, det at blive påduttet et tegn (en type, en overarm (eller begæret efter at opnå denne overarm) etc.)? Mit problem med mange reklamer angår sikkert dette. Ikke at de objektiverer, men at de i deres stereotype objektivering påtvinger mig et særligt utilstrækkelig billede af mit for mig opfattede selv. Dermed ikke sagt at en mere nuanceret repræsentation vil være tilfredsstillende. endsige mulig.

Problemet er først og fremmest, at folk er så tumpede at de tror de skal følge andres påduttelser for at være individer...
Problemet er ikke pådutningen af objektiveringer, hvilket uværgerligt vil ske. Problemet er (og andres) din reaktion på dem.

Det må du uddybe, Lars.

Hmm...ok.
Umiddelbart er jeg enig med det Ulrik skriver (hvis jeg ellers har forstået det korrekt), som jeg fortolker som en vis ubehag over de objektiveringstendenser (hvis vi skal kalde det det) man fx finder i reklamer, eller i S-pigerns holdninger (eller BF-pigernes holdninger til S-pigerne), fordi man kun sjældent kan føle at den identitet man får påduttet svarer til hvem man 'virkelig er' - ikke at der nødvendigvis skal ligge et essentielt 'jeg' i én, men at en eller to mærkater aldrig vil kunne gøre det ud for den komplekse helhed, som er et individ.
Imidlertid er det jo ikke kun et problem som udspringer af reklamer eller teenage-pigers omgang med hinanden, selvom problemet nok er særligt udtalt her, men derimod simpelthen af vores almindelige sprogbrug (der jo ikke kan andet end at tale i generelle vendinger), og af den måde vi forstår verden på, hvor stereotyper er et nødvendigt redskab.
- Derfor var min 'løsning' såmænd bare, at objektiveringer er et faktum som man må besinde sig på, men heller ikke tage for mere end det er. Og det synes jeg lige præcis teenagepigerne gør: tager det for alt for meget, og finder på alle mulige moralske bud og formaninger ud fra nogle meget grove og stereotype inddelinger af verden (fx at man skal have en høj kæreste for ikke at virke fed). Dette fører til at de endda tror at de skal følge andres objektiveringer (jo mere objekt des bedre) for at blive et rigtigt individ. Hvilket naturligvis er absurd.
- Derfor må det rigtige være simpelthen at sige fra. Bare fordi de andre har forventninger til hvordan du skal opføre dig, betyder det ikke at du skal følge dem. Det er temmeligt old school, men grundlæggende mener jeg det er rigtigt.

Her nærmer vi os så diskussionen om frihed og individualitet, idet ideen om at man bare kan lade være at blive manipuleret og socialiseret i bedste fald er utopisk. Men det vender jeg tilbage til i min bebudede liberalisme-kritik...

Og det du så skal forholde dig til er at objektiveringen er et grundvilkår, om man så har liberalisme eller ej...

Jamen det gør jeg skam også, Lars. Alligevel kan jeg vel godt tillade mig at synes at det nogle gange kammer over i en unødvendig og ubehagelig tingsliggørelse.

Jo da.

Jeg har ikke læst artiklen, men synes bestemt at diskussionen er mere end vedkommende.

Er objektivering eller tingsliggørelse ikke en naturlig del af psykens udvikling? Vi bevæger os indefra og ud på overfladen af de andre/det andet, idet vi præges af alment gældende værdinormer, indtil vi bliver i stand til at danne vore egne. Vi ser på det der kan vejes og måles og tillægger det værdi efter status og seksuel tiltrækningskraft.

Med erfaring og nysgerrighed bevæger vi os efterhånden ind bag overfladen på de andre/det andet. Bliver med andre ord empatiske og får indsigt. Hvis vi når så langt.

Hej

JEg kan nu ikke se det uhyggelige i at man vælger partner ud efter status symbol - det gør alle vel ? Hvor ofte falder man for en "der ikke lige er ens stil"? det sker ikke tit og hvis man falder i med en som ikke passer til ens normer, holder forholdet nok heller ikke så længe. At det kun er kvinder der vælger mænd efter status symboler og ikke omvendt tror jeg ikke på. Mænd vil da også gerne have noget smukt/smart/klogt at vise frem. Hvad der så er status symbol for det enkelte individ er jo så forkellig alt efrter hvilket samfundlag eller hvilken omgangs kreds man befinder sig i. Personlig kigger jeg da selv efter en partner "der kan matche" og det ved jeg da også at både min nuværende kæreste og mine eks at det har de da også gjort. Om det er ubevidst eller ej så forgår dette ved begge køn og i alle samfundslag.

At det kun er kvinder der vælger mænd efter status symboler og ikke omvendt tror jeg ikke på.

Det er der vist heller ikke nogen der har påstået...

Jeg kan nu ikke se det uhyggelige i at man vælger partner ud efter statussymbol - det gør alle vel?

Ja, i en eller anden grad gør alle det vel - det er der heller ikke nogen her der har benægtet. Problemet kommer når det bliver det primære.

Desuden: hvis alle valgte partner med status som primær drivkraft (samtidig med at kærligheden hyldes overalt), så ville det faktisk være uhyggeligt. At noget er almindeligt frikender det ikke fra at kunne være uhyggeligt.

Sådan har det da altid været:

Women Explained
- The Basic Principle

Chicks act at all times to gain and maintain social status. This is more important to them than getting laid.

http://www.bristollair.com/inner-game/nature-and-reality/women-explained.html

Okay, du henviser her til et sted for psykopatiske forførere, der har regnet kvinder ud. Fint nok, og det virker sikkert effektivt når man bare vil score.

Men uanset hvad alle I kynikere siger, så bliver jeg altså ved med at tro på at der er en anden side af sagen, at kærligheden er andet og mere end status. At det ensidige fokus på status som regel ikke fører til kærligheden. Det er så heller ikke kærlighed alle søger, det ved jeg godt.

Men lad os bare blive i den nøgterne registrereing af verden omkring os: der er mange relationer som statusdriften ikke kan forklare. Og det er som oftest disse der er de stærkeste.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2