Arkiv: september 2004

« august 2004 | Forside | oktober 2004 »

29.09.2004

Damo Suzuki på Loppen!

Jeg har netop fået denne meddelelse om at Damo Suzuki spiller på Loppen sammen med Peter Peter - et arrangement som jeg desværre ikke kan komme til, men som alle Can-fans bør opsøge:

"I morgen aften torsdag kl. 21 og frem er der, hvis det virkelig passer, et megascoop på Loppen for 100 kr., hvor The Bleeder Group (Peter Peter, nogle af dem fra Düreforsög etc.), hvis det virkelig passer, spiller sammen med selveste Kenji "Damo" Suzuki, tidligere forsanger i CAN, den tyske krautrockgruppe fra 70erne der er blevet ved med at være seje indtil nu. Damo Suzuki fik i sin tid, efter sigende, tjansen som forsanger i CAN, et af datidens mest velrenomerede undergrundbands i Tyskland, fordi han sagde han ville. Han var japaner, levede vist lidt på gaden, sikkert i Düsseldorf, havde egentlig ikke rigtig sunget før, men kunne godt lide eksperimenterende og progressiv rockmusik og særligt CAN. CAN havde netop mistet deres tidligere forsanger og, flippere som de var, sagde ja og lod ham komme på scenen. Det Damo Suzuki har gjort for punken og al andet dogmemusik er noget. Han hviskede meget. Og sagde nogle ret diskante lyde. Måske gør han det stadig i morgen på Loppen."

Kilde: Ulrik Schmidt´s Cultural Exchange Team

28.09.2004

Mit hoved udstillet i Berlin

I Berlin står der en videomonitor som blandt andet viser mit hoved og som udsender lyden af min stemme mens jeg beskriver de lyde jeg hører i mine hovedtelefoner. Disse lyde er lydsiden fra den anden monitor, optagelser fra forskellige arbejdsmiljøer, som jeg ikke fik at se. Jeg skulle altså beskrive lydene, og mine beskrivelser sættes nu sammen med oprindelige billeder. Er det forvirrende? Jeg prøver igen: Monitor 1 viser video-optagelser af forskellige rum med menneskelig aktivitet. Monitor 2 og 3 viser (blandt andre) mig som beskriver lydene fra monitor 1s oplevelser (på engelsk). Forholdet mellem lyd, ord og billede tematiseres altså direkte i dette værk, kaldet Concert, som er af den amerikanske lydkunstner Brandon LaBelle. Det er udstillet på Gallerie Singhur i Klosterstrasse.

Labelle 2.JPG

Jeg har ikke selv set installationen (kun dette still-billede som viser et af de andre hoveder), ikke engang optagelserne af mig. Det er lidt mærkeligt at mit talende hoved udstilles i Berlin uden at jeg selv kan se det (med mindre jeg tager derned).

Hvis du tilfældigvis skal til Berlin, så må du meget gerne kigge forbi udstillingen og fortælle mig hvordan installationen ser ud og fungerer. Jeg er nemlig lidt nysgerrig!

Læs mere om værket nedenfor (pressemeddelelse):

Brandon LaBelle
"concert + backstage"

September 22 - October 31, 2004

Gallery Singuhr - Hörgalerie in Parochial
Klosterstrasse 67
10179 Berlin-Mitte
T/F: 0049-30-24724465
Internet: www.singuhr.de
Opening: September 22, 6 - 8pm

Concert - double video work on three monitors: the first, finding people in spatial situations: sitting at a cafe table, waiting in line, walking through an open square, sitting in an open window, going up an escalator. The second and third videos translate the first: people listening to the sounds of the first video attempting to describe what they are hearing. The final work replaces sound-track with sound-poem, found sound with psychological image, urban environment with personal portrait, forming a play of place and its aural life.

"backstage" - working with the architecture of the gallery space and its two main archways, large wooden swinging doors are built and inserted, thereby filling the arches with flexible divisions and passageways. Loudspeakers are mounted at the far-ends of the space, amplifying recordings of crowds found "backstage". These are broadcast through local radio transmission within the space, and modulated by the movements of visitors and the constructed doors, making an instrument out of the space, not as acoustic-resonator, but body-locator as registered by "moving through the crowd".

*

Brandon LaBelle is an artist and writer working with sound and the specifics of location.
His work has been featured in the exhibitions: "Undercover: sound/art and social space", Museum of Contemporary Art, Roskilde Denmark (2003), "Pleasure of Language", Netherlands Media Institute (2002), "BitStreams", Whitney Museum (2001), "Amplitude of Chance", Kawasaki City Museum Japan (2001), and "Sound as Media", ICC Tokyo (2000). He is the co-editor of "Surface Tension", "Site of Sound" and "Writing Aloud", and curator of "Social Music" (2001), a radio series commissioned by Kunstradio, Vienna.

27.09.2004

Adorno Records

Det kan godt være at min forbindelse mellem PJ Harvey og Adorno er udnævnt til verdens mest prætentiøse drøm, men er Adorno Records så også verdens mest prætentiøse pladeselskab?

26.09.2004

Svar til Lars Hvidberg om Støjens æstetik

Lars Hvidberg har læst min bog Støjens æstetik, og skriver om den på sin weblog. Der er mange pæne ord og så én overordnet indvending, som jeg vil svare på her. Den angår forholdet mellem følelse og rationalitet i musikken.

Først vil jeg sige tak for de pæne og engagerede ord fra en ægte støjrockfan, der vel kan betragtes som indbegrebet af bogens målgruppe. Så meget desto vigtigere er det at kommentere Hvidbergs indvending, som jeg forstår og som jeg ville være enig i, men som ikke rammer mit argument, så vidt jeg kan se.

1. Jeg må først understrege at de filosofiske refleksioner er essayistiske tangenter eller eksperimenter i et forsøg på at sætte teoretiske ord på det der dengang (1995) ikke var sat ord på, nemlig støjen og dens musikalske virkning. Der er altså ikke tale om en ”filosofisk overbygning”, hvilket jeg understreger s. 90. Men det er måske alligevel forståeligt nok at man læser dem som en påstand om hvordan tingene hænger sammen, idet jeg nøjes med at se hvor langt jeg meningsfuldt kan gå ad disse tangenter og ikke kommer med en selvkritik af resultaterne. Så lad mig tage begrebsparret apollinsk/dionysisk ganske alvorligt i det følgende.

2. Misforståelsen hos Lars Hvidberg ligger i at betragte det apollinske som det rationelle, ufølsomme og overjeg-agtige i freudiansk forstand. Det er det ikke hos Nietzsche, og heller ikke i Støjens æstetik. Det rationelle som undertrykkelse kommer ind med Nietzsches tredje princip, nemlig det sokratiske. Det dionysiske og apollinske er begge æstetiske og følelsesladede kategorier. Det fremgår helt klart af min tekst, hvor jeg knytter det apollinske i musikken til ”den smukke, mismodige melodi” og videre siger: ”Der er i melodien en musikalsk forholden sig til smerten, der bevarere det apollinske slør af skønhed i lokkende rygradsrislende melodier” (s. 97)
Det bliver hos Lars Hvidberg til at jeg knytter det melodiske og popmusikken til ”det beherskede, det rationelle og det sproglige” og at dette skulle føre til mangel på følelsesindhold. Det ville naturligvis være noget vrøvl, men det er altså heller ikke pointen i bogen. Den apollinske smerte knytter jeg i musikken til det melankolske og sørgmodige, mens den dionysiske smerte knyttes til det dystre, skriget og den voldsomme ekstase. Der er altså ikke en dikotomi mellem det rationelle og det følsomme, hvilket ganske rigtigt ville stride imod mine pointer i Objektiv sensibilitet. Til gengæld er det klart at jeg måske burde have understreget det dialektiske i forholdet mellem fornuft og følelse noget mere hvis jeg havde vidst at min tekst kunne læses sådan, det vil jeg bestemt gerne medgive.

3. Til gengæld sættes der implicit i Støjens æstetik en forskel (ikke en dikotomi, men et spændingsforhold) mellem det kontrollerede udtryk og udtryk for (grader af) kontroltab. Jeg understreger ordet ”udtryk for”, da der ikke er tale om en realitetsmodel for kontrol – det ville være problematisk af flere grunde. Det meste musik rummer lidt af begge dele - det er ikke noget støjrocken har patent på – men det er bare ofte et tematiseret eller potenseret spændingsforhold i støjrocken.

4. Jeg påstår altså heller ikke at popmusikken er støjrockens rationelle modsætning og at popelementerne i støjrocken er undertrykkende. Det fremgår vist også klart i mine analyser at jeg kan sætte pris på en smuk melodi.

5. Skulle man endelig tale om megen popmusiks karakter af rationalitet, så må vi et kulturelt niveau op, og se på dens karakter af kalkuleret kulturindustri i forlængelse af Adorno. Det gør jeg ikke i min bog (Adorno nævnes faktisk ikke én eneste gang). Men nu har jeg da antydet denne betragtning som en mulig tangent. Og lad mig så sige at jeg mener der er noget om det, men at det ikke er hele sandheden om den kommercielle musik i dag.

Links til Støjens æstetik
Bogen udkommer
Omslag og bagsidetekst
Anmeldelser og andet relateret her på webloggen (læs nedefra, denne tekst vil stå øverst)
Forlagets præsentation
Bogen skal udgives på engelsk

23.09.2004

P.J. Harvey synger Adorno

Jeg drømte i nat at teksterne på P.J. Harveys nye plade faktisk bestod af engelske oversættelser og parafraser af Adornos prosadigtsamling "Der junge Mann aus Sachsen". Jeg var i fyr og flamme over denne opdagelse, og lovede straks mig selv (i drømmen) at jeg ville skrive om det på min weblog.

Så nu tænkte jeg at jeg ville skrive det i virkeligheden, selv om jeg jo i den vågne tilstands desillusionerende lys har måttet fortælle mig selv at det naturligvis ikke har noget på sig: at Adorno desværre aldrig har udgivet nogen prosadigte og at teksterne på P.J. Harveys nye plade desværre skæmmes af dårlige rim. Men det var godt mens det stod på!

(Der sker i øvrigt ikke så meget her på bloggen i øjebliket på grund af travlhed. Til gengæld barsler jeg med en ny, supplerende, intellektuel weblog. Mere om det senere)

07.09.2004

Verdens første boyband

For de historieløse som tror at boybands er en nyere opfindelse vil jeg lige minde om designerbandet "Oberst-zone" der er over 100 år gammelt. De sparkede røv! Men det er I vel for unge til at huske...

En lignende forvirrende tidslomme finder man i Roys container. Man skal lige vænne sig til sproget - et godt tip er at læse det højt, så kommer meningen helt af sig selv. Sublim weblog, der burde få en litteraturpris!

(dette er i øvrigt mit indlæg nr. 100 på denne weblog)

02.09.2004

Opsummering af Kastberg-diskussionen

Diskussionen om Kastberg her på bloggen er gået helt amok, idet der i skrivende stund er 190 kommentarer til dette indlæg, hvilket er rekord [programmet kan åbenbart kun vise de første 174, men der blev skrevet flere]. Til gengæld består det meste af det af gentagelser med variationer og jeg tror kun at det er de deltagende der følger med længere. Derfor vil jeg nedenfor forsøge at opsummere hvad uenigheden går på - uden at gå ned i hvem der har hvilken retorik og hvem der har misforstået hvem. Jeg forsøger således også at fremstille Trines standpunkt loyalt.

Den ene holdning (repræsenteret af Trine) er som følger:
- Når man er syg af kræft er alternativ behandling ofte en sidste udvej når det etablerede lægesystem har givet op. Også når den givne behandling ikke er dokumenteret. Det tager for lang tid og er for omstændeligt at dokumentere, og lægevidenskaben skal i øvrigt ikke overføre sine egne krav på alternativ behandling.
- Det kan godt være at det kun er placebo-effekten der virker i Kastbergs behandling, men hvis det kan redde nogen, så er det fint. Han behøver ikke fremlægge dokumentation offentligt, og lægerne gider vel alligevel ikke lytte hvis han gør det. De vil komme med deres sædvanlige lægelatin om at det skal kunne testes. Han er selv blevet helbredt for kræft og flere af hans patienter fortæller at de også er sluppet af med sygdommen. Det må være dokumentation nok. Man kan tage ned og besøge ham hvis man vil vide mere.
- Hvis man indfører regler om dokumentation for behandling på lægevidenskabens præmisser bliver menneskene ensrettet, og man fratager dem deres selvstændighed. En ny undersøgelse viser i øvrigt at godt humør hos kræftpatient er gavnligt for sygdomsforløbet. Videnskaben kan også tage fejl. Lægerne er tit i lommen på medicinalindustrien, og er ikke i stand til at give patienterne håbet.
- Michael Kastberg er sandsynligvis selv blevet helbredt af urterne, og har derfor lavet en teori der kan forklare det. Selv om teorien ikke holder er det vigtige nu engang om behandlingen virker.
- Det er en nedgørelse af Kastberg og hans patienter at kritisere (og stille krav til) hans teori og behandling. Det er personhetz at blive ved med at skrive om det på sin weblog. Og det er en manglende accept af anderledes tænkende at holde så stejlt på sine argumenter i diskussionen. Mangel på respekt.

Den anden holdning (repræsenteret af de feste andre) er som følger:
- Den teori som hans behandling bygger på er forkert på grænsen til det groteske, idet den påstår at kræft skyldes nogle parasitter som kun Kastberg kan se – selv i en kop ren the. De angivne parasitter findes ikke hos kræftpatienterne, ifølge alle der ved meget om parasitter og om kræft.
- Det kan godt være at Kastberg har gode intentioner og selv tror på hvad han gør, men det er ikke nok for at godtage en behandling. (I øvrigt er han flere gange blevet taget i at manipulere med sandheden). Han nægter at argumentere for sin teori (fx svare på Sidsels 8 spørgsmål eller andre lignende indvendinger). Han nægter at dokumentere effekten af sin behandling. Han vil ikke en gang offentliggøre en statistik over helbredelsesfrekvensen. Hvis han sidder inde med en viden og en metode der kan revolutionere verden er det mærkeligt at han holder den for sig selv.
- Anekdoter om at nogen er blevet helbredt efter at have været hos Kastberg er ikke nok. Der er lige så mange patienthistorier som går i den modsatte retning. Man er nødt til at undersøge
1. om det var Kastbergs behandling der gjorde det eller andre faktorer og
2. hvilke dele af Kastbergs behandling der gjorde det, hvis det var hans og
3. om der helbredes flere end der dør af kuren.
- Man må stille krav til alternative behandlere. Der følger et stort ansvar med at drive en klinik. Kræftpatienter er ofte desperate og har krav på at få at vide om en behandling virker, hvor godt den virker og hvorfor den virker. Det er en forbrugeroplysning som er særligt vigtig når et dødssygt menneske skal tage stilling til hvilken supplerende behandling vedkommende skal vælge. Det alternative marked bugner med kvaksalveri, og fårene må skilles fra bukkene for at forhindre udnyttelsen af patienterne. Derfor skal også alternative behandlingsformer dokumenteres og testes. Og i hvert fald har man lov at kritisere dem uden at blive anklaget for personhetz.
- En vigtig grund til at behandlinger skal underlægges almindelige krav er at de kan have frygtelige bivirkninger og i øvrigt dræbe flere end de redder. Oplysninger om bivirkninger bør være et krav. Det kan kun opnås hvis behandlingen undersøges og godkendes.
- Konsekvensen af at behandling ikke skal dokumenteres er også at man ikke har nogen grund til at vælge det ene frem for det andet. Placebo-effekten kan i øvrigt opnås billigere og tryggere end Kastbergs og andre behandleres metoder. Fx kan omsorg være en vigtig parameter.

Dette var min opsummering af de to positioner. Jeg tilhører selv den sidste, men har nu forsøgt at opstille dem neutralt over for hinanden som to forskellige måder at tænke på. Så må man selv dømme. Eller gå ned i den lange diskussion for at se detaljer og retorik. De mange gentagelser skyldes formentlig at Trine på sin side vil have det sidste ord (selv om hun gang på gang siger farvel og nu er det slut) på den ene side og at Sidsel og Jesper Thomsen (og til dels mig selv) på den anden side insisterer stædigt på at få argumenterende svar på vores irriterende spørgsmål.

Jeg tror nu ikke at kommer noget nyt i diskussionen. Det er blevet klart at der er to grundopfattelser på spil – den ene fløj (Trine) synes den anden fløj er videnskabs-dyrkende, rationel, ufølsom, ensrettende og selvhøjtidelig. Den anden fløj (os andre) synes at den første er blind for facts og argumenter og kan ende i det umenneskelige, selv om den prøver det modsatte. Vi når nok ikke videre. Derfor denne opsummering.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2