« Verdens første boyband | Forside | Svar til Lars Hvidberg om Støjens æstetik »

23.09.2004

P.J. Harvey synger Adorno

Jeg drømte i nat at teksterne på P.J. Harveys nye plade faktisk bestod af engelske oversættelser og parafraser af Adornos prosadigtsamling "Der junge Mann aus Sachsen". Jeg var i fyr og flamme over denne opdagelse, og lovede straks mig selv (i drømmen) at jeg ville skrive om det på min weblog.

Så nu tænkte jeg at jeg ville skrive det i virkeligheden, selv om jeg jo i den vågne tilstands desillusionerende lys har måttet fortælle mig selv at det naturligvis ikke har noget på sig: at Adorno desværre aldrig har udgivet nogen prosadigte og at teksterne på P.J. Harveys nye plade desværre skæmmes af dårlige rim. Men det var godt mens det stod på!

(Der sker i øvrigt ikke så meget her på bloggen i øjebliket på grund af travlhed. Til gengæld barsler jeg med en ny, supplerende, intellektuel weblog. Mere om det senere)

TrackBack

Listed below are links to weblogs that reference P.J. Harvey synger Adorno:

» Verdens mest prætentiøse drøm from Notes from Classy's Kitchen
Torben Sangild virker fra sin blog som en helt igennem rimelig fyr, og jeg er sikker på at det nok... [Read More]

Kommentarer

Min drøm er allerede blevet kåret som verdens mest prætentiøse drøm ovre på Classy's Kitchen. Jeg er beæret over denne udnævnelse og glæder mig til prisoverrækkelsen på Café de Flore i Paris.

Da hans kommentarfunktion ikke virker i øjeblikket må jeg foreløbig skrive mit svar her:

Jeg ved det, jeg ved det...

På den anden side er vel principielt set sådan at drømme er en af de eneste ting man ikke selv er spor herre over, og at man derfor ikke kan prætendere og være prætentiøs med sine drømme?

Desuden har jeg haft mange endnu mere "prætentiøse" drømme: For eksempel den om at jeg mødte Sokrates på torvet i Athen. Han oplyste mig, så jeg kendte Sandheden og faldt helt til ro. Det var før jeg skulle til eksamen i filosofihistorie for mange år siden...

Jeg opfattede Torbens drøm mere som naiv end prætentiøs... for at en rocksanger rent faktisk skulle lave musik til en så svært tilgængelig forfatter som Adorno er vel ren ønsketænkning eller hvad? Eller er der nogen der har gjort noget der minder om det? Mener at huske at en norsk rocksangerinde har lavet sange over nogle tekster af Jens Bjørnebo, men han er trods alt skønlitterær.

Heldigvis kan jeg aldrig huske hvad jeg drømte når jeg vågner...

Utrolig sej drøm, og utrolig sej ære at have verdens mest prætentiøse drøm. Jeg ved heller ikke helt om den strengt taget kan klassificeres som 'prætentiøs', da en drøm må siges at være udenfor bevidst kontrol, men at den er mere højtragende end de fleste må være sikkert. Men det lader til at være normalt for dig...

Forslag til en ny blog: "Drømmetime med Torben"...

Jeg vil nu mene, at den slags drømme afspejler ens prætentiøse sider ganske klart! ... Men det er en sej drøm. Gid det var min. Måske skulle jeg lægge mig hen og drømme, at Dolly Parton genindspiller Ministry's "Jesus Build My Hodrod" med Aphex Twin som gæstesolist?

Jeg ved godt mine kommentarer er nede - comment spam blev for meget. Mht spørgsmålet om en rocksanger kunne finde på at lave musik til Adorno, så iler jeg med at bidrage med en anekdote fra min ferie i Wien sidste sommer, også genfortalt her: http://www.classy.dk/log/archive/000518.html

Adorno blev født 11/9 1903, og sidste september ville han altså være fyldt 100. I den anledning var Wien ganske enkelt PLASTRET til i Adorno. Han var på forsiden al alle aviser flere dage i træk og i alle boghandlervinduer. Som prikken over i'et så namedroppede VJ'en på mit hotelværelses tysksprogede musikvideokanal Adorno. Hvis en VJ kan hans navn, så kan PJ vel også synge om ham?

Ja, så måske er min drøm slet ikke så prætentiøs igen, nu efter at Adorno er blevet superstar?

Man burde samle alle populærmusikalske referencer til Adorno - fx findes der en tysk sang som hedder "Adorno hatte Recht"! [altså "Adorno havde ret"]

Og så er der jo Adorno Records, som jeg linker til i et af de næste indlæg her på bloggen.

En tysk cabaret-duo, Pigor & Eichhorn, har lavet et reggae-nummer, der hedder "Da hat der Heidegger wieder mal recht gehabt", hvor de citerer en del Heidegger. Her en lille smagsprøve:

Dasein ist Seiendes das sich in seinem Sein verstehend zu diesem Sein verhält (0uouou)
Und seine Wesensstruktur das In der Welt sein wirft die Frage auf nach der Weltlichkeit der Welt (Ououou)

Det er ovenikøbet et ret dansabelt nummer, der blev spillet en del i radioen (og ikke bare på Deutschlandfunk, der svarer til P1, men også på Radio Eins, der svarer til P3!) og kan købes på cd - og kan helt sikkert få selv den mest prætentiøse førsteårs-filosofistuderende til at svinge uhæmmet med hofterne.

Og her er hele teksten:
http://lyrictracker.com/show.php?id=NjQxNTg=

En tysk cabaret-duo, Pigor & Eichhorn, har lavet et reggae-nummer, der hedder "Da hat der Heidegger wieder mal recht gehabt", hvor de citerer en del Heidegger. Her en lille smagsprøve:

Dasein ist Seiendes das sich in seinem Sein verstehend zu diesem Sein verhält (0uouou)
Und seine Wesensstruktur das In der Welt sein wirft die Frage auf nach der Weltlichkeit der Welt (Ououou)

Det er ovenikøbet et ret dansabelt nummer, der blev spillet en del i radioen (og ikke bare på Deutschlandfunk, der svarer til P1, men også på Radio Eins, der svarer til P3!) og kan købes på cd - og kan helt sikkert få selv den mest prætentiøse førsteårs-filosofistuderende til at svinge uhæmmet med hofterne.

Og her er hele teksten:
http://lyrictracker.com/show.php?id=NjQxNTg=

Wow! De to mest ambitiøse tyske filosoffer fra det 20. århundrede er assimileret af popmusikken.

Hvad siger franskmændene? Hvor mannge franske popsange findes der om Merleau-Ponty, Lyotard, Deleuze og Derrida?

Magnetic Fields har jo også skrevet en sang om Ferdinand de Saussure hvor de Saussure fortæller jeg-personen at han intet ved om kærlighed, men at vi er ingenting uden kærlighed. Og så skyder jeg-personen de Saussure og siger "It's well and kosher to say you don't understand but this is for Holland-Dozier-Holland!". De sidstnævnte er en soulproduktionstrio fra 60'erne og 70'erne med adskillige hits bag sig. De har selvfølgelig skrevet en masse kærlighedssange, men ellers har jeg svært ved at se forbindelsen.

Desuden er de Saussure jo bare lingvist og ikke filosof så det gælder vel ikke.

Hov, men Isis' nye album hedder da forresten Panopticon og både Bentham og Foucault skulle være citeret i bookletten. Nu har jeg ikke fået købt albummet endnu så jeg kan ikke verificere det.

Glimrende! Lad endelig referencerne rulle ind. Jeg kan røbe at jeg i begyndelsen hørte Radioheads sanglinje "be constructive" fra sangen Dollars and Cents som "deconstruct it"!

Og så er der jo Lou Reed, som synger de udødelige linjer:

I know the feeling, I know it from before
Descartes through Hegel belief is never sure

i sangen "Dime Store Mystery" fra New York-albummet.

Jeg sendte godt nok en email også, men jeg tror vedlagte Adorno Rap passer ind her :
Det e en kjennsgjerning
At en skallet særing
E en viktig del av vår estetikkopplæring
Hvis du e med
Så vet du det
At mannen heter Teddy dobbelt-v

http://unge-anemiske-menn.blogspot.com/2005/09/new-craze-paraphrase.html

Hej Torben

Somme tider går drømme i opfyldelse... eller sådan lige omtrent i hvert fald... tjek blot:
www.brianjosephdavis.com/adorno.html

Støj OG Adorno under ét - Store sager!

Mvh Jonathan

Well, og så er der selvfølgelig den klassiske Monty Python sketch, hvor tre australske filosofiprofessorer - der alle heder Bruce - synger en filosofisk drikkevise:

Immanuel Kant was a real pissant
Who was very rarely stable.

Heidegger, Heidegger was a boozy beggar
Who could think you under the table.

David Hume could out-consume
Both Schopenhauer and Hegel

And Wittgenstein was a beery swine
Who was just as schloshed as Schlegel.

There's nothing Nietzsche couldn't teach ya
'Bout the raising of the wrist.
Socrates, himself, was permanently pissed.

John Stuart Mill, of his own free will,
On half a pint of shandy was particularly ill.

Plato, they say, could stick it away--
Half a crate of whisky every day.

Aristotle, Aristotle was a bugger for the bottle.
Hobbes was fond of his dram,

And René Descartes was a drunken fart.
'I drink, therefore I am.'

Yes, Socrates, himself, is particularly missed,
A lovely little thinker,
But a bugger when he's pissed.

NB: Pigor & Eichhorns Heidegger-reggae findes på iTunes

Og ikke at forglemme:

Radio Free Vestibule: The Ballad of Marshall McLuhan

Matmos: Roses and Teeth for Ludwig Wittgenstein

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2