Torben Sangilds weblog

Først vil jeg sige tak for de pæne og engagerede ord fra en ægte støjrockfan, der vel kan betragtes som indbegrebet af bogens målgruppe. Så meget desto vigtigere er det at kommentere Hvidbergs indvending, som jeg forstår og som jeg ville være enig i, men som ikke rammer mit argument, så vidt jeg kan se. 1. Jeg må først understrege at de filosofiske refleksioner er essayistiske tangenter eller eksperimenter i et forsøg på at sætte teoretiske ord på det der dengang (1995) ikke var sat ord på, nemlig støjen og dens musikalske virkning. Der er altså ikke tale om en ”filosofisk overbygning”, hvilket jeg understreger s. 90. Men det er måske alligevel forståeligt nok at man læser dem som en påstand om hvordan tingene hænger sammen, idet jeg nøjes med at se hvor langt jeg meningsfuldt kan gå ad disse tangenter og ikke kommer med en selvkritik af resultaterne. Så lad mig tage begrebsparret apollinsk/dionysisk ganske alvorligt i det følgende. 2. Misforståelsen hos Lars Hvidberg ligger i at betragte det apollinske som det rationelle, ufølsomme og overjeg-agtige i freudiansk forstand. Det er det ikke hos Nietzsche, og heller ikke i Støjens æstetik. Det rationelle som undertrykkelse kommer ind med Nietzsches tredje princip, nemlig det sokratiske. Det dionysiske og apollinske er begge æstetiske og følelsesladede kategorier. Det fremgår helt klart af min tekst, hvor jeg knytter det apollinske i musikken til ”den smukke, mismodige melodi” og videre siger: ”Der er i melodien en musikalsk forholden sig til smerten, der bevarere det apollinske slør af skønhed i lokkende rygradsrislende melodier” (s. 97) Det bliver hos Lars Hvidberg til at jeg knytter det melodiske og popmusikken til ”det beherskede, det rationelle og det sproglige” og at dette skulle føre til mangel på følelsesindhold. Det ville naturligvis være noget vrøvl, men det er altså heller ikke pointen i bogen. Den apollinske smerte knytter jeg i musikken til det melankolske og sørgmodige, mens den dionysiske smerte knyttes til det dystre, skriget og den voldsomme ekstase. Der er altså ikke en dikotomi mellem det rationelle og det følsomme, hvilket ganske rigtigt ville stride imod mine pointer i Objektiv sensibilitet. Til gengæld er det klart at jeg måske burde have understreget det dialektiske i forholdet mellem fornuft og følelse noget mere hvis jeg havde vidst at min tekst kunne læses sådan, det vil jeg bestemt gerne medgive. 3. Til gengæld sættes der implicit i Støjens æstetik en forskel (ikke en dikotomi, men et spændingsforhold) mellem det kontrollerede udtryk og udtryk for (grader af) kontroltab. Jeg understreger ordet ”udtryk for”, da der ikke er tale om en realitetsmodel for kontrol – det ville være problematisk af flere grunde. Det meste musik rummer lidt af begge dele - det er ikke noget støjrocken har patent på – men det er bare ofte et tematiseret eller potenseret spændingsforhold i støjrocken. 4. Jeg påstår altså heller ikke at popmusikken er støjrockens rationelle modsætning og at popelementerne i støjrocken er undertrykkende. Det fremgår vist også klart i mine analyser at jeg kan sætte pris på en smuk melodi. 5. Skulle man endelig tale om megen popmusiks karakter af rationalitet, så må vi et kulturelt niveau op, og se på dens karakter af kalkuleret kulturindustri i forlængelse af Adorno. Det gør jeg ikke i min bog (Adorno nævnes faktisk ikke én eneste gang). Men nu har jeg da antydet denne betragtning som en mulig tangent. Og lad mig så sige at jeg mener der er noget om det, men at det ikke er hele sandheden om den kommercielle musik i dag. Links til Støjens æstetik Bogen udkommer Omslag og bagsidetekst Anmeldelser og andet relateret her på webloggen (læs nedefra, denne tekst vil stå øverst) Forlagets præsentation Bogen skal udgives på engelsk