Torben Sangilds weblog

Abekatten (alias Brian Mørk) har endelig fundet beviset for at legenden om Noahs ark holder vand (så at sige). Det var godt vi fik den reddet! Jeg var næsten begyndt at tvivle på at alt hvad der stod i Bibelen var sandt...

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:00 | Kommentarer (7)
Kategorier: Links

Minsandten om ikke Datalogisk Institut på Aarhus Universitet har en Adorno-bygning!

Man kan glæde sig, men samtidig undre sig over at netop datalogi har en Adorno-bygning, da Adorno ikke havde det fjerneste med computere og datalogi at gøre. Der kan naturligvis være tale om en anden Adorno, men det er et ganske sjældent navn, og mine søgninger på Google har ikke ført til nogen kendte dataloger under det navn.

Hvis nogen kender forklaringen (eller har et gæt) må I meget gerne komme med det her.

[Svaret er delvist fundet! (Klik for at læse fortsættelsen)]

Tilføjelse efter yderligere 15 minutters research

Aha! Jeg har her fundet antydningen af en forklaring. Jeg citerer:
"De enkelte bygninger i IT-parken er opkaldt efter "afdøde, ukontroversielle, internationalt kendte, historiske, naturvidenskabelige og humanistiske forskere og pionerer - og hvis muligt nogle, der har en betydning for it og medieområdet".

At Adorno skulle være ukontroversiel er egentlig interessant. Det tror jeg ikke han selv ville bryde sig om. Og det er da heller ikke rigtigt. Der er mange der finder ham endog yderst kontroversiel - ofte fordi de ikke har læst andet end kulturindustriessayet og hørt at han skulle mene at man ikke kan skrive digte efter Auschwitz og at han ikke kunne lide jazz. Folk hidser sig på denne baggrund op og kalder ham elitær og pessimist og gnaven og så er han oven i købet svær at forstå. At der er mange andre sider af Adorno som denne kritik ikke aner eksistensen af er noget jeg forsøger at råbe op om, såvel i min forskning som på denne blog. Men det er en anden historie.

At han er afdød, internationalt kendt og pionér er ganske korrekt. Og så kommer det altså at medieområdet er talt med - det er altså ikke kun datalogi, men også medier vi befinder os inden for. Og der har han da også en betydning. Men netop hvad angår medier er han ganske kontroversiel. Det skyldes så igen at folk ikke har læst ham ordentligt, for gør man det kan man finde interessante bemærkninger om grammofonen og den elektroniske musik. For en indføring i Adornos tekster om grammofonen kan jeg anbefale Thomas Y Levins artikel "For the Record: Adorno on Music in the Age of Its Technological Reproducibility" som kan findes i October nr. 55 (1990). Desuden kan det nævnes at Adorno optrådte flittigt i TV og især radio, som han så mulighederne i, samtidig med problemerne. Nogle af de letteste Adorno-tekster er oprindelig holdt som radioforedrag.

På IT-parkens hjemmeside står han desuden præsenteret som
filosof, socialskribent, medie- og musikforsker. Medlem af Frankfurterskolen. Meget omfattende forfatterskab.
Og det kan man ikke være uenig i, omend kun en institution for medievidenskab ville omtale ham som medieforsker.

Han er nu i IT-byen nabo til folk som Dreyer, Turing og Benjamin. Førhen hed bygningen vistnok ATP-bygningen. Er det ikke et pensionsselskab?

Men tænk at Adorno overhovedet har fået en dansk bygning opkaldt efter sig!

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:57 | Kommentarer (2)
Kategorier: Adorno

Så er det nye nummer af det akademiske tidsskrift Journal of Music and Meaning udkommet, hvori jeg har en artikel om forskellige former for støj som musikalske gestus. Jeg skelner mellem en ekspressionistisk støjgestus, en indadvendt støjgetus og en minimal støjgestus. Musikeksemplerne som næranalyseres er Band Of Susans, My Bloody Valentine og Merzbow. Desuden er der en kæmpelang note hvor jeg lægger en ansats til en generel teori om musikalsk betydning gennem gestusbegrebet. Det er på engelsk og online med lydeksempler tilknyttet, hvilket er en stor force ved dette tidsskrift, for det er nu rarest at læse om musik hvis man også lige kan høre den musik der skrives om.

Læs artiklen her

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:24 | Kommentarer (0)
Kategorier: Støjens æstetik

Så er bogen Bad Music endelig kommet. Der er tale om en antologi på det engelsk-amerikanske forlag Routledge som tager fat i musik som regnes for dårlig, på den ene eller den anden måde. Coveret er retro-agtigt:

Jeg bidrager med artiklen "Glitch - The Beauty of Malfunction", som handler om musik der benytter digitale fejlkilder som lydmateriale - CDer der går i hak, computerstøj etc. Og som titlen mere end antyder advokerer jeg for den særlige skønhed som kan findes i visse typer glitch-musik. Desuden reflekterer jeg over hvilke sider af tekonlogien der afspejles i en sådan praksis.

Af de mere kendte glitch-navne kan nævnes Oval, Microstoria, Fennesz, Nobukazu Takemura, Ryoji Ikeda og Alva Noto.

Opdatering: Efter at have kigget nærmere på bogen præsenterer jeg nu kort de forskellige artikler her:

Præsentation af bogen Bad Music
Simon Frith skriver i sit indledningsessay om de forskellige kriterier folk har for dårlig musik (det er en af de få artikler jeg har fået læst) - det er på en gang skarpt og underholdende. Der er mange måder musik kan være dårlig på: fx kan det være håndværksmæssigt dårligt, ufrivilligt komisk i sine effekter, outdated, ude af trit med sangtekstens emne, klichéfyldt/rip-off, politisk ukorrekt, skadeligt for moralen etc. etc. alt efter hvem der dømmer.

Første del handler om "Værdi og identitetspolitik":
Aaron A. Fox skriver om country,
Jason Lee Oakes skriver om amatørscenen "Loser's Lounge",
Timothy D. Taylor skriver om dårlig verdensmusik,
og Elizabeth Tolbert skriver om "det musikalsk abjektale", hvor hun kobler biologi, semiotik og Kristeva (jeg har ikke læst den og kan ikke gennemskue hvad pointen er, men det er noget med identitet).

Anden del handler om det populære/kommercielle og det hverdagslige:
Christopher Washburne skriver om Kenny G. og "dårlig jazz",
James Koehne skriver om den klassiske musiks tab af sin automatiske status som god smag
Richard Carlin skriver om godt/dårligt-kriterier inden for folk-genren,
Giorgio Biancorosso skriver om hvordan karakterer i film lytter til musik og hvordan det påvirker os som publikum,
og Matthew Wheelock Stahl skriver om American Idol-fænomenet - altså det reality TV-program hvor det handler om at udvælge medlemmer til et idol-band.

Tredje del handler så om støj, fejl og inautenticitet:
Angela Rodel skriver om punk, harcore og neo-hardcore i lyset af amatørisme og den brutalt-enkle æstetik,
en vis Torben Sangild skriver som bekendt om glitch (se ovenfor),
Eliot Bates skriver om hifi-begrebets indbyggede paradokser og om støj i afspilningsteknologier, studieproduktion og lagringsmedier,
Deena Weinstein skriver om rockkritikkens afhængighed af en ide om dårlig musik,især heavy Metal, som de fleste rockkritikere ifølge hende betragter som dårlig smag,
og Elizabeth J. Wollman skriver om rockmusicals.

Fjerde del er to nyoversatte essays af den berømte, afdøde tyske musikæstetiker Carl Dahlhaus om begrebet "trivialmusik" i den klassiske tradition (med en introduktion af Walter Frisch).

Så bogen kommer godt rundt om aspekter af begrebet om dårlig musik. Det er tydeligt at der er tre slags artikler: de generelle, dem som handler om en type musik som er dårlig i smagsdommernes øjne (de fleste artikler) og endelig dem som tager fat i et fænomen som af de fleste betragtes som grim musik og derfor dårlig (hvor min artikel hører hjemme). Nogle kan lide den musik de skriver om og forsvarer den, mens andre holder den ud i strakt arm og analyserer blot hvordan/hvorfor den bliver betragtet som dårlig.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:38 | Kommentarer (4)
| TrackBacks (1) Kategorier: Nyheder | Objektiv sensibilitet | Støjens æstetik

Så er min P1-anmeldelse af Steen Chr. Steensens bøger om at lytte til de symfoniske komponister Beethoven, Brahms, Bruckner og Carl Nielsen endelig blevet sendt i radioen. Jeg synes at bøgerne er for korte og prioriteret mærkeligt og at de biografiske tolkninger er yderst problematiske. Men de er godt skrevet - på niveau med de bedste CD-covernoter.

Læs en tekstversion af anmeldelsen nedenfor:

[Beethovens 9., 2. sats 0:00-0:10, fade langsomt ud – evt. fortsætte ganske svagt under min tale]

Den store symfoniske musik lever i bedste velgående. Ikke mindst i form af udvandede udgaver der benyttes som lydspor til pompøse Hollywood-film. Og var der ikke også noget om at det var længden på Karajans indspilning af Beethovens 9. symfoni der afgjorde den faste spilletide på en CD til de berømte 74 minutter?

Netop Beethovens 9. og også hans 5. symfoni bliver brugt og misbrugt til mangt og meget – fx og i diverse TV-reklamer og som EU's nationalsang.

I lyset af at den romantiske symfoni er blevet en vare, er blevet en kliché og er blevet popmusik kan det være velgørende at prøve at viske tavlen ren og gå til de egentlige klassikere på deres egne præmisser. Og her er det nogle gange rart med lidt hjælp i form af en introduktion fra en historisk kyndig ekspert der samtidig kan formidle en lytteoplevelse på en levende facon. Steen Chr. Steensen er sådan en formidlende ekspert, og han har nu udgivet tre bøger: Lyt til Beethoven; Lyt til Brahms og Bruckner; og Lyt til Carl Nielsen.

Konceptet er enkelt: komponisten bliver introduceret kort og biografisk, og derefter gennemgås hans væsentligste orkesterværker (og kun dem) én efter én. Bag i hvert bind er der anbefalinger af bestemte CD-indspilninger af værkerne med en fin beskrivelse af dirigentens stil. Der er også en ”Musikalsk ordbog” over de musikfaglige udtryk og endelig en kort liste med anbefalet videre læsning.

[Beethovens 5., 1.sats 0:00-0:10, derefter kort fade]

Alle kender begyndelsen på Beethovens 5. symfoni, og symfonien er nærmest blevet synonym med den begyndelse. Men Steen Chr. Steensen slår naturligvis ned et helt andet sted i symfonien, nemlig i overgangen mellem 3. og 4. sats - en overgang uden pause, hvor der sker et elegant skift fra mol til dur, fra mørke til lys (som altid hos Beethoven). Som Steensen skriver: ”Dørene åbnes, lyset strømmer ind og Beethoven marcherer stolt ind i finalen. Hør selv her:

[Beethovens 5., 3. sats 5:45 – 4. sats 0:11, mellemkort fade]

Det er romantisk musik det handler om, og det er som om det smitter af på Steensens egne beskrivelser. Som det hedder om Beethoven: ”Afgrunden var altid nær og satte sit præg på en musik der kunne svinge mellem ekstatisk lykke og dyb fortvivlelse inden for samme sats”. I det hele taget føler man sig tit hensat til den slags komponistbiografier der blev skrevet for 100 år siden, og hvor det var en selvfølge at musikken var et udtryk for komponistens egen sjæl og endda hans private problemer. Om Brahms står der fx: ”Han gemte på sine inderste følelser og tog aldrig skridtet fuldt ud i forhold til kvinder”, og der tales om hans ”noble, æresbevidste karakter” som giver musikken dens særlige klangbund. Om Carl Nielsen siges det at ”det private liv kom til udtryk i musikken, men ikke i bekendelsesform. Carl Nielsens glæder og sorger, hans egoisme, dybe tvivl om sit eget værd og uimodståelige charme fik musikalsk udtryk”.

Jeg skal ikke her bruge tid på at forklare hvorfor det er problematisk at betragte kunsten på den biografiske måde, men man kunne til en begyndelse spørge lidt drillende hvorfra Steensen mon kender de for længst afdøde komponisters inderste følelsesliv…

Gennemgangene af de enkelte symfonier er meget korte – mellem 1 og 3 små sider. Det er som regel for lidt til at beskrive en hel symfoni. Og man kan også undre sig over hvorfor alle de orkesterværker skal puttes ind på så lidt plads. Og hvorfor kun orkesterværkerne? Hvorfor skal vi læse om det ligegyldige Beethovenværk Wellingtons sejr når man fx kunne have introduceret de sene strygekvartetter eller nogle af klaversonaterne? Det virker som om ideen er at orkestermusik pr. definition er hovedværker og kammermusik er mindre betydningsfuldt. Og det er i hvert fald også en romantisk tankegang.

Men Steen Chr. Steensen skriver godt, og bøgerne er på niveau med de bedste cover-noter til CD-udgivelserne og er et udmærket supplement til de dårligere af slagsen. Og så er bøgerne jo altså skrevet på dansk (modsat de fleste CD-noter).

Vi lader Carl Nielsens musik få de sidste ord – eller rettere: toner.

[Noget fra Carl Nielsens 5. symfoni]

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:02 | Kommentarer (1)
Kategorier: Bøger

Vi har købt computerspillet Sims 2. Anledningen er at jeg er syg i disse dage, og derfor trænger til noget tidsfordriv. Og så var vi meget nysgerrige efter at prøve spillet. Vi har lavet to figurer der ligner os til forveksling - man kan selv designe deres udseende, men ikke så det fuldstændig ligner, vi er noget kønnere i virkeligheden! De hedder også Torben og Sidsel. De har allerede overhalet os indenom og fået et barn. Det tog ellers lang tid for dem at blive kærester.

Her ses Sim-udgaven af Torben og Sidsel i en øm situation...

Men så er det jo at jeg straks får tanker oppe i mit lille hoved, tanker om forholdet mellem Sims og virkeligheden, og ud af mit (bogstavelig talt) syge hoved kommer der så fire betragtninger set ud fra økonomens, autistens, den hjerneskadedes og spillerens synsvinkel. Det kan du læse om her:

Økonomen
Som bekendt beskæftiger økonomer sig ikke kun med pengeøkonomi, men også med menneskelig adfærd. Her overfører de matematiske modeller fra den såkaldte ”spilteori” på vores gøren og laden. Fx kan varigheden af et ægteskab sættes på en formel (med så vidt jeg husker 4 parametre), hvor grundpointen er at man bliver i et ægteskab så længe fordelene/goderne overstiger ulemperne/problemerne i forholdet. Al vores adfærd sættes således på tal af økonomerne, og jo flere parametre man opererer med (inklusive de ikke så rationelle), des mere nuancerede bliver formlerne, og des tættere kommer de formentlig på virkeligheden.

Sim’erne er opbygget på samme måde. De har nogle værdier for evner, stræben og behov som hele tiden påvirkes af hvad de foretager sig og kommer ud for. Det er vældigt avanceret, og der er virkelig mange parametre. Alligevel er figurerne mærkeligt enstrengede når det kommer til stykket. Deres personlighed mangler den kompleksitet og smidighed som vi forventer hos mennesker. Sim’erne er langt mere forudsigelige og kedelige end mennesker. (Det fascinerende ved spillet er på et andet niveau, nemlig at man skal styre dem og træffe de fleste valg for dem, såvel i hverdagen som de mere afgørende ting, og det giver en følelsen af at være halvgud over en række eksistenser som man så kan følge, for helt forudsigeligt er det naturligvis ikke).

Pointen er så at økonomerne betrager os andre som Sim’er. Som størrelser der kan anskues via talværdier og spilteorier. På den ene side er det en grov forenkling af menneskelivet og af mennesket, der måske netop unddrager sig det menneskelige. På den anden side er det skræmmende så effektive deres teorier er til at forudsige statistisk adfærd. Vi er Sim’er langt hen ad vejen, men vi er heldigvis meget mere end det!

Autisten
Efter sigende er der en autist der har skrevet en guide til det at være menneske (hvis du kender titlen på denne bog vil jeg meget gerne vide det). Han har brugt lang tid på at lære at aflæse hvad folk føler og på at lære at sende de rigtige signaler, og i bogen giver han sine resultater videre som hjælp til andre autister, så de kan klare sig i sociale sammenhænge.

Her kan man fx læse om hvor længe man skal holde øjenkontakt med et andet menneske (max. 7-8 sekunder) før man kigger væk igen – noget der for os andre ikke er en viden men en spontan og ubevidst adfærd, mens der for autisten vist slet ikke er et behov for øjenkontakt overhovedet.

Ligesom vi skal beregne hvad en Sim har behov for, bogstavelig talt læse den, så skal en autist bruge energi på en masse skematiske aflæsninger af situationer for at kunne fungere socialt. Parallellen er ikke indlysende, men der er noget autistisk både i vores forhold til Sim’erne og i deres forhold til hinanden.

En Sim vælger taktisk hvordan vedkommende vil omgås en anden gennem nogle simple kategorier, og der er fx en del forskellige typer kys (fx blidt, venskabeligt, romantisk) at tage stilling på en liste til før man kan kysse. Dog knytter de bånd, og både venskaber og parforhold skal plejes, men igen ud fra beregninger om at ”nu er det længe siden jeg har ringet til NN, og hvis ikke jeg snart gør det mister jeg nok det venskab og taber dermed noget på livskvalitetsmåleren”.

NB: Jeg påstår ikke at autister er ligesom Sim’er, men blot at der kan være nogle paralleller.

Den hjerneskadede
Hjerneskader kan gøre alt muligt ved mennesker. Neurologien benytter sig ofte af mere spektakulære hjerneskadede for at forstå hvordan hjernen fungerer. Hvis området i hjernen X er beskadiget og funktionerne Y og Z ikke fungerer normalt efter hjerneskaden konkluderes det at der er en sammenhæng mellem området X og funktionerne Y og Z. Sådan meget enkelt sagt.

Jeg var en gang til et interessant foredrag hvor en neurolog påpegede at det at gestikulere spontant (altså ekspressivitet) ikke hænger sammen med at kommunikere bevidst – at det er to forskellige evner, kommunikation og ekspressivitet. (Det overvejer jeg at drage nogle æstetiske konsekvenser af, men det er en anden historie). Hovedvidnet var en hjerneskadet som ikke kunne gøre noget uden at koncentrere sig om at give kroppen ordre til det. Når han skulle gå skulle han nøje beregne hvert skridt, ellers ville han falde. Alting som forekommer os selvfølgeligt skulle overvejes, planlægges, styres. At spise, at sætte sig ned, og altså at kommunikere bevidst (men altså ikke at gestikulere spontant).

Pointen er så igen at Sim’erne kun kan gøre én ting ad gangen, at de tænker fuldstændig sekventielt, og at det er op til spilleren at servere tingene i en hensigtsmæssig rækkefølge. De kan ikke gå på toilettet uden at få ordre til det, og de kan ikke lige snakke til nogen eller samle noget op på vej derud som de skal bruge senere – de har deres fulde opmærksomhed om det at gå på toilettet. Igen, parallellen er kun delvis, men min syge hjerne har tænkt det, og nu kommer det ned på skrift.

Uhyre vigtig er dog den sidste parallel:

Spilleren
Sims handler meget om at klare de dagligdags gøremål, og også om de vigtige ting i livet. Man plejer og passer sine sim’er – sørger for at de kommer på arbejde og på toilettet, at de får nok søvn og får set deres venner og får givet deres kæreste et kram og en tur under dynen. Det er et hårdt tidsskema og Sim-tiden går lynhurtigt.

Det omvendte sker for spilleren af Sims. Ganske vist går tiden også for spilleren lynhurtigt, og inden man får set sig om er der gået bogstaveligt talt 10 timer med at spille Sims. Men netop derfor forsømmer man netop sine egne behov mens man kæmper for at opfylde Sim’ernes ditto. Man lytter ikke til sult, blære eller kæreste, og hvis telefonen ringer er det blot en irriterende afbrydelse midt i at man forsøger at få en Sim til at tømme postkassen eller at gøre toilettet rent – eller at tage telefonen!

Når man spiller Sims sætter man sit eget liv på standby, og det er også fremragende så længe man er syg og ens liv alligevel blot er snot og feber og stress over den undervisning man må udskyde så man får frygteligt travlt når man bliver rask. Men jeg er bange for at jeg er nødt til at lægge bånd på mig selv og forbyde mig (og Sidsel?) at spille Sims med mindre vi virkelig skal slå tiden ihjel. Og hvornår skal man det, ud over når man er syg?

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:46 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned

Weblog-genren har mange forgreninger, hvoraf den mest populære er dagbogsformen. Her skriver bloggeren om hvad der sker i hans/hendes hverdag, nogle gange ned i detaljer som hvad de spiser eller at de har købt et par nye sko. Det kan have sin egen poetiske charme, men kun hvis det sker så gennemført som på Den kedelige weblog.

Nåja, og så er der naturligvis også gode, gamle Prevn.

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:51 | Kommentarer (7)
Kategorier: Links

Du kender det sikkert: du har vasket tøj, og idet du lægger sokkerne sammen (dvs. krænget den ene ud over den anden parvis) sker det igen - der er en enlig sok tilbage! Det findes der nu råd for på denne hjemmeside, hvor man kan indrykke annoncer med efterlysninger af manglende enlige sokker. For makkeren må jo findes et sted derude. Databasen over enlige sokker er efterhånden vokset til en størrelse så der faktisk er en vis sandynlighed for at sokkerne kan forenes med deres bedre halvdel igen - en slags sokkernes dating.dk. Et smukt initiativ som varmt kan anbefales. Måske skulle nogen lave en dansk version?

Men det forklarer jo stadig ikke hvordan det sker. Den eneste forklaring jeg nogensinde har set var i et MAD-blad fra begyndelsen af 80erne, hvor de kunne afsløre at der bag tørretumbleren var en skjult sokkesugermaskine, programmeret til at fjerne netop én sok fra hver vask. En interessant konspirationsteori, der dog mangler lidt på motivationssiden: hvorfor en sådan anordning? Skulle tørretumblerfirmaerne sælge de enlige sokker videre eller er de bare onde?

Hvis du har en god forklaring er du velkommen til at bidrage med den her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:39 | Kommentarer (10)
Kategorier: Levned | Links

Sally og Johnny er bare for seje. Selv de sorte elsker dem!

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:30 | Kommentarer (0)
Kategorier: Links