« Sims og mennesker | Forside | Bad Music endelig på gaden! »

10.10.2004

Beethoven, Brahms, Bruckner og Nielsen

Så er min P1-anmeldelse af Steen Chr. Steensens bøger om at lytte til de symfoniske komponister Beethoven, Brahms, Bruckner og Carl Nielsen endelig blevet sendt i radioen. Jeg synes at bøgerne er for korte og prioriteret mærkeligt og at de biografiske tolkninger er yderst problematiske. Men de er godt skrevet - på niveau med de bedste CD-covernoter.

Læs en tekstversion af anmeldelsen nedenfor:

[Beethovens 9., 2. sats 0:00-0:10, fade langsomt ud – evt. fortsætte ganske svagt under min tale]

Den store symfoniske musik lever i bedste velgående. Ikke mindst i form af udvandede udgaver der benyttes som lydspor til pompøse Hollywood-film. Og var der ikke også noget om at det var længden på Karajans indspilning af Beethovens 9. symfoni der afgjorde den faste spilletide på en CD til de berømte 74 minutter?

Netop Beethovens 9. og også hans 5. symfoni bliver brugt og misbrugt til mangt og meget – fx og i diverse TV-reklamer og som EU's nationalsang.

I lyset af at den romantiske symfoni er blevet en vare, er blevet en kliché og er blevet popmusik kan det være velgørende at prøve at viske tavlen ren og gå til de egentlige klassikere på deres egne præmisser. Og her er det nogle gange rart med lidt hjælp i form af en introduktion fra en historisk kyndig ekspert der samtidig kan formidle en lytteoplevelse på en levende facon. Steen Chr. Steensen er sådan en formidlende ekspert, og han har nu udgivet tre bøger: Lyt til Beethoven; Lyt til Brahms og Bruckner; og Lyt til Carl Nielsen.

Konceptet er enkelt: komponisten bliver introduceret kort og biografisk, og derefter gennemgås hans væsentligste orkesterværker (og kun dem) én efter én. Bag i hvert bind er der anbefalinger af bestemte CD-indspilninger af værkerne med en fin beskrivelse af dirigentens stil. Der er også en ”Musikalsk ordbog” over de musikfaglige udtryk og endelig en kort liste med anbefalet videre læsning.

[Beethovens 5., 1.sats 0:00-0:10, derefter kort fade]

Alle kender begyndelsen på Beethovens 5. symfoni, og symfonien er nærmest blevet synonym med den begyndelse. Men Steen Chr. Steensen slår naturligvis ned et helt andet sted i symfonien, nemlig i overgangen mellem 3. og 4. sats - en overgang uden pause, hvor der sker et elegant skift fra mol til dur, fra mørke til lys (som altid hos Beethoven). Som Steensen skriver: ”Dørene åbnes, lyset strømmer ind og Beethoven marcherer stolt ind i finalen. Hør selv her:

[Beethovens 5., 3. sats 5:45 – 4. sats 0:11, mellemkort fade]

Det er romantisk musik det handler om, og det er som om det smitter af på Steensens egne beskrivelser. Som det hedder om Beethoven: ”Afgrunden var altid nær og satte sit præg på en musik der kunne svinge mellem ekstatisk lykke og dyb fortvivlelse inden for samme sats”. I det hele taget føler man sig tit hensat til den slags komponistbiografier der blev skrevet for 100 år siden, og hvor det var en selvfølge at musikken var et udtryk for komponistens egen sjæl og endda hans private problemer. Om Brahms står der fx: ”Han gemte på sine inderste følelser og tog aldrig skridtet fuldt ud i forhold til kvinder”, og der tales om hans ”noble, æresbevidste karakter” som giver musikken dens særlige klangbund. Om Carl Nielsen siges det at ”det private liv kom til udtryk i musikken, men ikke i bekendelsesform. Carl Nielsens glæder og sorger, hans egoisme, dybe tvivl om sit eget værd og uimodståelige charme fik musikalsk udtryk”.

Jeg skal ikke her bruge tid på at forklare hvorfor det er problematisk at betragte kunsten på den biografiske måde, men man kunne til en begyndelse spørge lidt drillende hvorfra Steensen mon kender de for længst afdøde komponisters inderste følelsesliv…

Gennemgangene af de enkelte symfonier er meget korte – mellem 1 og 3 små sider. Det er som regel for lidt til at beskrive en hel symfoni. Og man kan også undre sig over hvorfor alle de orkesterværker skal puttes ind på så lidt plads. Og hvorfor kun orkesterværkerne? Hvorfor skal vi læse om det ligegyldige Beethovenværk Wellingtons sejr når man fx kunne have introduceret de sene strygekvartetter eller nogle af klaversonaterne? Det virker som om ideen er at orkestermusik pr. definition er hovedværker og kammermusik er mindre betydningsfuldt. Og det er i hvert fald også en romantisk tankegang.

Men Steen Chr. Steensen skriver godt, og bøgerne er på niveau med de bedste cover-noter til CD-udgivelserne og er et udmærket supplement til de dårligere af slagsen. Og så er bøgerne jo altså skrevet på dansk (modsat de fleste CD-noter).

Vi lader Carl Nielsens musik få de sidste ord – eller rettere: toner.

[Noget fra Carl Nielsens 5. symfoni]

Kommentarer

Jeg kom til at tænke på Torbens radioanmeldelse her forleden da jeg læste om Jørgen Sandemose, der har skrevet en biografi om sin far, Aksel Sandemose.

Jørgen beskriver sin far som et totalt usympatisk menneske, og anklager nærmest også sin mor for at have giftet sig med ham. Men det der fik Jørgen til at skrive biografien var at han var træt at (- eller rasende på) alle littererater der skrev mer eller mindre rosende ting om faren, baseret på det biografiske de (troede de) kunne læse gennem hans bøger og Aksels yderst manipulerede billede af sig selv.

Jørgen slår dog i øvrigt fast (i et interwiev på norsk radio), at han synes faren har skrevet nogle af de bedste romaner i norsk litteratur..

Et godt billede på hvorfor man skal være forsigitig med at være for konkret og bastant i sine biografiske kommentarer omkring gamle døde kunstnere, noget Torben ganske rigtigt påpeger...

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2