Enlige sokker
Du kender det sikkert: du har vasket tøj, og idet du lægger sokkerne sammen (dvs. krænget den ene ud over den anden parvis) sker det igen - der er en enlig sok tilbage! Det findes der nu råd for på denne hjemmeside, hvor man kan indrykke annoncer med efterlysninger af manglende enlige sokker. For makkeren må jo findes et sted derude. Databasen over enlige sokker er efterhånden vokset til en størrelse så der faktisk er en vis sandynlighed for at sokkerne kan forenes med deres bedre halvdel igen - en slags sokkernes dating.dk. Et smukt initiativ som varmt kan anbefales. Måske skulle nogen lave en dansk version?
Men det forklarer jo stadig ikke hvordan det sker. Den eneste forklaring jeg nogensinde har set var i et MAD-blad fra begyndelsen af 80erne, hvor de kunne afsløre at der bag tørretumbleren var en skjult sokkesugermaskine, programmeret til at fjerne netop én sok fra hver vask. En interessant konspirationsteori, der dog mangler lidt på motivationssiden: hvorfor en sådan anordning? Skulle tørretumblerfirmaerne sælge de enlige sokker videre eller er de bare onde?
Hvis du har en god forklaring er du velkommen til at bidrage med den her.



Kommentarer
Hvis du kun har en enkelt sok tilbage, er du jo en lykkelig mand, Torben! Selv føler jeg mig meget heldig, hvis jeg kan finde så meget som et eneste par, der passer sammen. ALLE MINE SOKKER ER ENLIGE! - til trods for at jeg har postet 100vis af kroner i dyre sokker, som jeg var sikker på ville holde længere og motivere mig til at være mere påpasselig. Men situationen er stadig den samme, og det er en ganske almindelig dag, når jeg lidt pinligt berørt håber på, at ingen opdager længde- og farveforskellige fra den ene fod til den anden :-)
Posted by: Thomas | 05.10.2004 18:31
Jamen hvis vi skal gå i den slags detaljer (og det skal vi vel, inspireret af dagbogs-weblogs), så har jeg skam også masser af enlige sokker, for jeg har nemlig vasket tøj adskillige gange, og det er som regel kun én sok pr. gang der bliver til overs.
Den smarte løsning er jo så at alle mine sokker er samme farve (sort), så ingen vil lægge mærke til hvis jeg har to på som ikke er helt ens. Tror jeg da nok. Måske er der bare ikke nogen der har sagt noget. Skræmmende tanke...
Posted by: Torben Sangild | 06.10.2004 08:57
Jeg har godt lagt mærke til det! Du bruger forskellige sokker! (Jeg har bare ikke kunnet ligesom finde den helt rigtige lejlighed til at få det sagt... så nu kom det....nu er det sagt...)
Posted by: Ulrik Schmidt | 06.10.2004 10:47
Torben, sort passer jo ikke til alting! Og der er stadig forskelle i længder og størrelser og forvaskethed. Den eneste løsning er at bo i sommerland hele året, så man kan gå uden sokker. Det er også meget rarere!
Posted by: Abekongen | 06.10.2004 19:02
Thomas: Hvad passer sort ikke til?
Ulrik: Jeg har godt bemærket at du nogle gange har været lidt...forlegen-hemmelighedsfuld når vi har siddet ned på et beskidt koncertgulv et gudsforladt sted og lyttet til elektronisk støj. Jeg var dog ikke klar over før nu at du simpelthen havde spottet forskellen mellem dem med 12 cm og de 13 cm skaft. Men at du ikke troede at den ene bare var ålet lidt og derfor sad en smule længere nede af benet - det må jeg tilkende dine detektiviske evner.
I øvrigt må du stadig meget gerne skrive om Suzuzki/Peter-koncerten i den dertil indrettede kommentarboks...jeg er lidt spændt.
Posted by: Torben Sangild | 07.10.2004 19:51
Jeg tror strømper forsvinder ind i hidtil ikke beskrevne, mikroskopiske, sorte huller. De opstår i mindre, lokale centrifugalfelter, pga molekylære forandringer, forårsaget af fluktuationer, stammende fra ujævnheder i centripetalkraften. Eller noget.
De vil formentlig forblive et uopdaget fænomen, fordi de kræver, at man opholder sig inden i vaskemaskinen, mens den kører! Og desuden er de sikkert underlagt usikkerhedsrelationen: hvis vi iagttager dem, forandres de. (Schrødingers kat, og det der. Og man skal jo ikke putte katte i vaskemaskinen...)
Hvem siger forresten at man behøver at have identisk udseende strømper på højre og venstre fod?
Posted by: Torben Kallesøe (tok) | 12.10.2004 09:33
Hvorfor dog al den problematik. Mangler du en dag en sok og ikke har andre ved hånden - ja så kunne du f.eks gå med bare tæer..venligst Mikkel
Posted by: Mikkel Hansen | 31.03.2005 10:30
GGGGGG
se lige hér !
http://www.funbureau.com/
Posted by: Susanne | 08.10.2008 18:39
Det er katten der stjæler dem :-) hehe
http://en-verden-af-sokker.blogspot.com/2009/08/det-er-katten-der-stjler-dine-sokker.html
Posted by: Christian | 24.09.2009 12:35
Istedet for at bekymre sig om enlige sokker, hvorfor så ikke bare have ens sokker? Hvem kigger alligevel på dem :)
Jeg har fundet en hjemmeside som sender sokker til dig, når du skal bruge det, og så er det enda BILLIGT!
Prøv at gå ind på www.sockz.dk og læs om det, det er faktisk meget smart.
Posted by: Hanne Dollager | 09.12.2009 14:29