« Dagbogs-weblog | Forside | Beethoven, Brahms, Bruckner og Nielsen »

07.10.2004

Sims og mennesker

Vi har købt computerspillet Sims 2. Anledningen er at jeg er syg i disse dage, og derfor trænger til noget tidsfordriv. Og så var vi meget nysgerrige efter at prøve spillet. Vi har lavet to figurer der ligner os til forveksling - man kan selv designe deres udseende, men ikke så det fuldstændig ligner, vi er noget kønnere i virkeligheden! De hedder også Torben og Sidsel. De har allerede overhalet os indenom og fået et barn. Det tog ellers lang tid for dem at blive kærester.

Sims_2_320x240.jpg Her ses Sim-udgaven af Torben og Sidsel i en øm situation...

Men så er det jo at jeg straks får tanker oppe i mit lille hoved, tanker om forholdet mellem Sims og virkeligheden, og ud af mit (bogstavelig talt) syge hoved kommer der så fire betragtninger set ud fra økonomens, autistens, den hjerneskadedes og spillerens synsvinkel. Det kan du læse om her:

Økonomen
Som bekendt beskæftiger økonomer sig ikke kun med pengeøkonomi, men også med menneskelig adfærd. Her overfører de matematiske modeller fra den såkaldte ”spilteori” på vores gøren og laden. Fx kan varigheden af et ægteskab sættes på en formel (med så vidt jeg husker 4 parametre), hvor grundpointen er at man bliver i et ægteskab så længe fordelene/goderne overstiger ulemperne/problemerne i forholdet. Al vores adfærd sættes således på tal af økonomerne, og jo flere parametre man opererer med (inklusive de ikke så rationelle), des mere nuancerede bliver formlerne, og des tættere kommer de formentlig på virkeligheden.

Sim’erne er opbygget på samme måde. De har nogle værdier for evner, stræben og behov som hele tiden påvirkes af hvad de foretager sig og kommer ud for. Det er vældigt avanceret, og der er virkelig mange parametre. Alligevel er figurerne mærkeligt enstrengede når det kommer til stykket. Deres personlighed mangler den kompleksitet og smidighed som vi forventer hos mennesker. Sim’erne er langt mere forudsigelige og kedelige end mennesker. (Det fascinerende ved spillet er på et andet niveau, nemlig at man skal styre dem og træffe de fleste valg for dem, såvel i hverdagen som de mere afgørende ting, og det giver en følelsen af at være halvgud over en række eksistenser som man så kan følge, for helt forudsigeligt er det naturligvis ikke).

Pointen er så at økonomerne betrager os andre som Sim’er. Som størrelser der kan anskues via talværdier og spilteorier. På den ene side er det en grov forenkling af menneskelivet og af mennesket, der måske netop unddrager sig det menneskelige. På den anden side er det skræmmende så effektive deres teorier er til at forudsige statistisk adfærd. Vi er Sim’er langt hen ad vejen, men vi er heldigvis meget mere end det!

Autisten
Efter sigende er der en autist der har skrevet en guide til det at være menneske (hvis du kender titlen på denne bog vil jeg meget gerne vide det). Han har brugt lang tid på at lære at aflæse hvad folk føler og på at lære at sende de rigtige signaler, og i bogen giver han sine resultater videre som hjælp til andre autister, så de kan klare sig i sociale sammenhænge.

Her kan man fx læse om hvor længe man skal holde øjenkontakt med et andet menneske (max. 7-8 sekunder) før man kigger væk igen – noget der for os andre ikke er en viden men en spontan og ubevidst adfærd, mens der for autisten vist slet ikke er et behov for øjenkontakt overhovedet.

Ligesom vi skal beregne hvad en Sim har behov for, bogstavelig talt læse den, så skal en autist bruge energi på en masse skematiske aflæsninger af situationer for at kunne fungere socialt. Parallellen er ikke indlysende, men der er noget autistisk både i vores forhold til Sim’erne og i deres forhold til hinanden.

En Sim vælger taktisk hvordan vedkommende vil omgås en anden gennem nogle simple kategorier, og der er fx en del forskellige typer kys (fx blidt, venskabeligt, romantisk) at tage stilling på en liste til før man kan kysse. Dog knytter de bånd, og både venskaber og parforhold skal plejes, men igen ud fra beregninger om at ”nu er det længe siden jeg har ringet til NN, og hvis ikke jeg snart gør det mister jeg nok det venskab og taber dermed noget på livskvalitetsmåleren”.

NB: Jeg påstår ikke at autister er ligesom Sim’er, men blot at der kan være nogle paralleller.

Den hjerneskadede
Hjerneskader kan gøre alt muligt ved mennesker. Neurologien benytter sig ofte af mere spektakulære hjerneskadede for at forstå hvordan hjernen fungerer. Hvis området i hjernen X er beskadiget og funktionerne Y og Z ikke fungerer normalt efter hjerneskaden konkluderes det at der er en sammenhæng mellem området X og funktionerne Y og Z. Sådan meget enkelt sagt.

Jeg var en gang til et interessant foredrag hvor en neurolog påpegede at det at gestikulere spontant (altså ekspressivitet) ikke hænger sammen med at kommunikere bevidst – at det er to forskellige evner, kommunikation og ekspressivitet. (Det overvejer jeg at drage nogle æstetiske konsekvenser af, men det er en anden historie). Hovedvidnet var en hjerneskadet som ikke kunne gøre noget uden at koncentrere sig om at give kroppen ordre til det. Når han skulle gå skulle han nøje beregne hvert skridt, ellers ville han falde. Alting som forekommer os selvfølgeligt skulle overvejes, planlægges, styres. At spise, at sætte sig ned, og altså at kommunikere bevidst (men altså ikke at gestikulere spontant).

Pointen er så igen at Sim’erne kun kan gøre én ting ad gangen, at de tænker fuldstændig sekventielt, og at det er op til spilleren at servere tingene i en hensigtsmæssig rækkefølge. De kan ikke gå på toilettet uden at få ordre til det, og de kan ikke lige snakke til nogen eller samle noget op på vej derud som de skal bruge senere – de har deres fulde opmærksomhed om det at gå på toilettet. Igen, parallellen er kun delvis, men min syge hjerne har tænkt det, og nu kommer det ned på skrift.

Uhyre vigtig er dog den sidste parallel:

Spilleren
Sims handler meget om at klare de dagligdags gøremål, og også om de vigtige ting i livet. Man plejer og passer sine sim’er – sørger for at de kommer på arbejde og på toilettet, at de får nok søvn og får set deres venner og får givet deres kæreste et kram og en tur under dynen. Det er et hårdt tidsskema og Sim-tiden går lynhurtigt.

Det omvendte sker for spilleren af Sims. Ganske vist går tiden også for spilleren lynhurtigt, og inden man får set sig om er der gået bogstaveligt talt 10 timer med at spille Sims. Men netop derfor forsømmer man netop sine egne behov mens man kæmper for at opfylde Sim’ernes ditto. Man lytter ikke til sult, blære eller kæreste, og hvis telefonen ringer er det blot en irriterende afbrydelse midt i at man forsøger at få en Sim til at tømme postkassen eller at gøre toilettet rent – eller at tage telefonen!

Når man spiller Sims sætter man sit eget liv på standby, og det er også fremragende så længe man er syg og ens liv alligevel blot er snot og feber og stress over den undervisning man må udskyde så man får frygteligt travlt når man bliver rask. Men jeg er bange for at jeg er nødt til at lægge bånd på mig selv og forbyde mig (og Sidsel?) at spille Sims med mindre vi virkelig skal slå tiden ihjel. Og hvornår skal man det, ud over når man er syg?

Kommentarer

Interessant vinkel. Dog er jeg ikke enig med dig omkring det sidste punkt, og det faktum at "tiden flyver afsted". Jo, det gør den da, men det er kun 10 timer én gang - for derefter bliver spillet uhyggeligt ensformigt, monotomt og mister evnen til at tilbyde spilleren noget nyt og interessant. At man kan spille det 10 timer i træk, er muligt - set i lyset af at man efter 9 timer ikke med alskens vold og magt har flået stikket ud af væggen, efter at være blevet godt og grundigt sindsyg af spillets temmeligt irriterende lydside.

Uh, det lyder ikke godt at det bliver kedeligt så hurtigt. Eller også gør det - her er jeg lidt splittet. Det kunne jo være ganske rart at blive afvænnet.

Hvad angår lydsiden kan du selv slukke for musik og evt. andre lyde (særskilt) i Indstillinger-menuen. Det gjorde jeg med det samme, da jeg er enig i at computerspilmusik er noget af det mest enerverende, idet den samme meldodi gentages i det uendelige.

Det var da en generalisrende udmelding om computerspilsmusik. Jeg er dog temmelig enig. I de gode gamle dage var der sjældent plads til meget musik især ikke da man til Commodore Amiga begyndte at bruge samples i musikken. Sidenhen er pladsen ikke det store problem, og når man ser de store summer der spenderes på udviklingen burde det ikke være noget problem at betale for lidt musikalsk variation. Dog kan der være lidt problemer med royalties og en stiv musikbranche - det burde kunne være en karrierebooster at lægge musik til populære spil.

Et af problemerne kan være at man ofte har designet en lydside der skal følge handlingerne. Dør man f.eks. og starter forfra får man melodien ein mal mehr.

Hvis jeg vil høre musik mens jeg spiller computerspil, så sætter jeg en plade på mit anlæg, helt efter eget valg. Hvis nogen godt kan lide computerspillenes egen musik, så fint med mig, bare jeg har muligheden for at slå det fra. Og det har jeg heldigvis i Sims.

Følgende uddrag af et interview om Sims gør min pointe om forholdet mellem spilleren og Sim'erne ekstra tydelig...:

Wright: There's a kind of epiphany that a lot of players go through, when in the game, you can buy a computer for your Sim, and on the computer you can have your Sim actually play little games. A lot of players get to the point where it's 2 in the morning for the Sim and the Sim is up playing computer games, and the player is trying to get him to stop playing because the Sim has to get up in the morning. Then they step back and realize it's actually 2 in the morning and that they actually need to go to work. It's almost a creepy model of the real world.

AP: What happens then?

Wright: A lot of players stop playing the game at that point. Not a lot of them, but I've heard certain ones say, "As soon as I realized I was taking better care of the Sim than I was of myself, I stopped playing the game."

The Canadian Press, 2004

(Via Dorthes smadderkasse

Jeg har lige lavet lidt mere research: Det ovenstående citat er (som jeg havde forventet) et interview med skaberen af Sims. Og hans svar fortsætter:

"...I've heard certain ones say, ''As soon as I realized I was taking better care of the Sim than I was of myself, I stopped playing the game.''"

Så kan den pointe vist ikke understreges tydeligere...

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2