Torben Sangilds weblog

Torben Sangild: Anmeldelse af Politikens Store Rock Leksion i P1 Morgen
(NB: denne tekst er en mundtlig radiotekst)

Vi har en tendens til at glemme at rock egentlig betyder ”klippe” eller ”en stor sten”. Men når man holder Politikens nye Rockleksikon i hånden er der ikke langt til den association: den er nemlig kæmpestor og tung, og på forsiden står der med sort og gråt ordet ”Rock” med store bogstaver. Inde i bogstaverne ser man fragmenterede billeder af bl.a. Frank Zappa, Keith Richards, Tom Waits, Debbie Harry og David Bowie, og på bagsiden af bogen er der et billede af Chuck Berry – en af rockgenrens vigtigste pionerer.

Politikens Rockleksikon er ikke bare endnu et opslagsværk. For mange musikinteresserede med hang til det nørdede er det næsten en bibel med en lang tradition bag sig. Den første udgave kom for tredive år siden – en lille gnalling med titlen ”Rock”. Siden er der kommet nye versioner med ujævne mellemrum og altid mere omfattende end forgængeren. Det nye Rockleksikon er bogstaveligt talt over 20 gange så stort som det første, og for at få plads til alle de artikler har redaktionen (fornuftigt nok) valgt en tynd papirkvalitet samtidig med at de har undladt billeder i selve bogen. Her er det teksten det handler om. Oplysninger om hvem, hvad og ikke mindst hvornår. Mange væddemål og diskussioner er blevet afgjort med et opslag i rockleksikonet, og mange har opdaget pladeudgivelser med deres yndlingsnavne som de ellers ikke kendte eksistensen af.

Jeg husker tydeligt hvordan jeg havde ét stort julegaveønske i 1986: Verdensrock, som den daværende udgave af Politikens rockleksikon hed. Jeg fik bogen, og så var den jul reddet! I hvert fald for mig, som sad med næsen begravet i bogen resten af juledagene. Jeg slog op under de navne jeg allerede kendte og holdt af, og de henviste jo så videre til navne som jeg endnu ikke kendte, men måtte fantasere om hvordan lød ud fra beskrivelserne - og sådan forgrenede det sig til et veritabelt selvstudium i rock-nørderi. Men det var netop ikke kun nørderi, for rockleksikonet er jo også en inspiration til at opsøge den musik man endnu ikke kender. Derfor er det en vigtig kvalitet at rockleksikonet altid har sørget for også at give spalteplads til mindre kendte, men nyskabende navne.

I den nye udgave har redaktionen måttet indse at rock er en begrænset genre som ikke længere har samme altafgørende betydning på populærmusikområdet, og derfor har de inddraget flere navne fra tilstødende genrer som country, easy listening og R&B, og rammer dermed bredere end nogensinde før. Især er det glædeligt at de sidste 10 års vigtigste musikgenre, electronica, har fået sin fortjente plads, selv om den ikke kan kaldes for rock.

Selvfølgelig er der fejl i bogen, den er jo skrevet af mennesker. Og selv om det kan være irriterende for en musiknørd at se at der ofte er rod i nummerhenvisningerne til diskografien, at opdage stavefejl og andre småting, så er der ingen tvivl om at redaktionen nok skal få at høre for dem: de angiver forudseende en email-adresse som man kan sende sine rettelser til. Det skal læserne nok finde ud af at benytte sig af!

Vigtigere er det at kommentere den skævhed der nogle gange er i længden af de enkelte artikler. Her taler jeg ikke om at mine egne yndlingsnavne skal have mest plads, men at de navne som rockleksikonet selv udråber til de største og mest indflydelsesrige burde få mere plads end dem som bare er en mat efterligning. Lad mig vove at nævne to eksempler: Pixies kaldes med rette for ”et af de mest indflydelsesrige bands på den amerikanske indie-scene”, og alligevel får de kun en halv spalte, mens deres efterfølgere får mere end det dobbelte. Det samme gælder Kraftwerk, der med rette kaldes for ”en af de mest stilskabende grupper i nyere rock”. De får mindre end en spalte, mens døgnfluer får det tredobbelte. Inden for leksikonets egne kriterier og værdidomme burde det være anderledes.

Og nu vi er ved den pedantiske optælling af spalteplads, så kan lytteren få lov til at gætte hvilket rocknavn gennem tiderne, der får allermest plads – langt mere end de som kommer efter. Er det Beatles? Nej. Er det Rolling Stones? Nej Er det Bob Dylan? Nej. Det er R.E.M….Misforstå mig ikke, jeg holder meget af R.E.M., men de har ikke fortjent 7 spalter med detaljerede beretninger om alt hvad de har foretaget sig, inklusive oplysninger om hvornår medlemmerme har været indlagt for blindtarmsbetændelse og lyskebrok med datoangivelse og det hele. Det er ikke længere en leksikonartikel, dertil har den simpelthen vokset sig for stor.

Nogle af skævhederne skyldes formentlig at der i lidt for høj grad bygges videre på de gamle artikler. Derfor kan man finde gamle, subjektive formuleringer helt tilbage fra 80erudgaven, også selv om artiklerne nu er signeret af en anden skribent. Nogle af dem kunne vist godt trænge til en ren tavle og en frisk gennemskrivning.

Men uanset alle disse gnavne detaljer, som man bare må nævne som anmelder og musiknørd, så er der ingen tvivl om at Jan Sneum og hans stab har lavet et imponerende stykke arbejde endnu engang – og at Politikens Store Rock Leksikon er en gave til enhver der gerne vil vide mere om den musik vi hører, og finde inspiration til at opdage nye navne, nye plader og nye sammenhænge på kryds og tværs af det musikalske landskab som ordet ”rock” ikke længere er helt dækkende for.

Torben Sangild/DR 2004

Uddybbende kommentarer

Her er så nogle af de kommentarer og rettelser som der ikke blev plads til i radioanmeldelsen:

Generelt er det ambitionen ikke kun at opregne facts om hvem og hvornår, men også at skitsere det enkelte navns musikalske udtryk og de eventuelle ændringer der sker i løbet af karrieren, ud fra en ide om at læseren ikke nødvendigvis kender alle bands i forvejen. Det lykkedes ikke altid lige godt.

Et grelt eksempel er My Blooody Valentine-artiklen. Her har vi et band der har været stilskabende med albummet Loveless, men musikken her beskrives blot som ”et mere melodiorienteret materiale”. Nu er My Bloody Valentine naturligvis en af mine kæpheste, men det er altså ikke nogen særlig præcis beskrivelse af den unikke lyd der har gjort bandet legendarisk. En længere sætning eller to kunne have gjort underværker. Det gælder desværre også mange andre artikler.

Som en ros skal det siges at leksikonet er vældig godt opdateret i diskografierne. Som eksempel kan nævnes at Björks Medulla, som udkom i august er medtaget. Det er usædvanligt for et leksikon at være så opdateret!

Sonic Youth-artiklen er et eksempel på to af de ting jeg nævner i anmeldelsen: for det første er den gamle kommentarer fra 1986 om at ”Sonic Youths force viste sig især live, hvor gruppens stilistisk sikre og til tider tegneserieagtige særpræg kom til sin fulde ret…” bibeholdt nu 18 år senere – det er en meget subjektiv vurdering, der efter min mening undervurderer studiepladerne, og det er lidt slapt at den ikke er skrevet om i lyset af hvor epokegørende Sonic Youths 80erplader er. Et mere faktuelt problem er at der er fejl i nummereringen, idet der er byttet rundt på pladerne Goodbye 20th Century og NYC Ghosts & Flowers. Hvis det kun var i denne artikel var det ganske tilgiveligt, men det forekommer en del steder rundt omkring, som jeg tilfældigvis er stødt på i min adspredte læsning. (Et andet eksempel jeg lige kan huske er Saul Williams, hvor der to gange henvises til Not In My Name, selv om der første gang tydeligvis menes Amethyst Rock Star.

Nu vi er ved det pedantiske, så staves genren glitch konsekvent forkert (”glitsch”).

Ofte nævnes koncerter i Danmark, men det er underligt inkonsekvent. Hvorfor fx kun nævne én af Ovals efterhånden mange koncerter i København? Er det så ikke bedre ikke at nævne nogen overhovedet?

Og det der med hvad der skal nævnes og hvad ikke er også til tider ufrivilligt komisk. Jeg nævnte i anmeldelsen hvor lang R.E.M-artiklen er, og at den præges af overflødige oplysninger. Her er et citat:

”I juli blev nok en række koncerter aflyst, da Mike Mills måtte indlægges på et hospital i Köln med komplikationer efter en blindtarmsoperation året før, og næppe var gruppen startet igen, før den på ny måtte tage en ufrivillig pause: Efter en koncert i Prag 11. august blev Michael Stipe indlagt med lyskebrok. Den 8. september blev turneen genoptaget i Miami, Florida, og først den 21. november 1995 var turneen definitivt slut med en koncert i The Omni i Atlanta, Georgia.”

Jeg forstår godt at Jan Poulsen gerne vil fortælle om hvor hård en turné R.E.M. havde det år, og hvis det var et citat fra en bog om R.E.M. ville det da også være helt på sin plads. Nu er det imidlertid fra et leksikon hvor selvsamme Jan Poulsen ikke får beskrevet My Bloody Valentines musik, og hvor hele artiklen om Pixies kun er dobbelt så lang som redegørelsen for R.E.M.s hospitalsindlæggelser. Der er et eller andet med proportionerne her. Ligesom det virker lidt overflødigt at få at vide hvilket hospital Prince er født på! (Måske elsker de bare hospitaler? Men hvorfor så kun Prince?)

En grund til at bands som My Bloody Valentine, Pixies og Kraftwerk er så underprioriterede kunne være at man ikke har nyskrevet artiklerne ud fra den betragtning at de ikke eksisterer længere, og at historien derfor er fortalt en gang for alle. Og de nyere bands får så mere plads fordi det nye format er større og mere rummeligt. Men de tre navne har utvetydigt vokset sig større og større i indflydelse de sidste 10 år, og det ville derfor være på sin plads med en nyskrivning i lyset af dette.

Og så skal jeg nok stoppe for nu. Det er og bliver et fremragende opslagsværk på trods af disse fejl, som jeg også har tænkt mig at sende til dem. Hvis du har fundet yderligere fejl og mangler eller bare har kommentarer til leksikonet (eller min anmeldelse) skal du være yderst velkommen til at bidrage med en kommentar.