At være sprogrøgter er egentlig ikke nogen ædel beskæftigelse. Når nogen går meget op i at rette på andres sprog er det nærliggende at spørge dem hvad det egentlig er der er så forfærdeligt ved at nogen siger ”handle ind” når nu det hedder ”købe ind”? Hvad er problemet egentlig? Hvorfor kan det være så provokerende at der er nogen der taler eller skriver lidt ukorrekt at man svinger sig op til jeremiader om ungdommens eller journaliststandens forfald med en energi som var der tale om liv og død og landets ve og vel? Egentlig betyder det vel ikke særlig meget.
Denne indledning tjener til at sætte mit følgende sprogrøgteri i proportioner. Jeg ved godt at det ikke er særlig vigtigt, men ikke desto mindre kan også jeg forfalde til at irriteres over slap sprogbrug blandt i øvrigt veluddannede folk. Også selv om jeg sikkert selv kommer til at fejle i mine egne skriverier. Så lad mig begynde med at indrømme en stavefejl som Sidsel heldigvis opdagede i min ph.d-afhandling inden den blev afleveret. Jeg skrev ”toge” som flertal af tog! (det hedder ”tog” uden e). Med denne pinlige indrømmelse må det vel så nu være mig tilladt at give udtryk for de sprogfejl som jeg selv irriteres over hos andre uden at blive beskyldt for at slå nogen i hovedet, for det er ikke min mening. De fleste af nedenstående fejl er meget udbredte og er sikkert på vej til at blive godkendt af sprognævnet, men de provokerer ikke desto mindre min indre djævelske pedant.
(Det minder mig om engang for mange år siden da en medstuderende som jeg lige havde korrigeret sagde ”Ih, Torben, du er da også lidt af en pendant”, hvortil jeg kun med slet skjult fryd kunne svare: ”Det hedder ikke ”pendant”, men ”pedant””! Nå, det var et sidespor…)
Her kommer så mine idiosynkratiske rettelser af det omsiggribende sproglige forfald:
Sammensatte navneord
Lad os begynde med det allermest irriterende og allermest udbredte: at dele sammensatte navneord med mellemrum! Det gør man altså ikke på dansk! Ikke desto mindre gør 90% af den skrivende befolkning det efterhånden, inklusive journalister, skolelærere og akademikere. Skam jer!
Det hedder således fx ikke fin mekaniker, grov smed, lyst hus, rød spætte, spids kandidat, sær udstilling, tyve knægte eller ældre boliger når det man vil sige er finmekaniker, grovsmed, lysthus, rødspætte, spidskandidat, særudstilling, tyveknægte og ældreboliger. Eksemplerne er naturligvis pædagogisk valgte fordi de er meningsforstyrrende (tak til Fiduso for inspiration), men stort set alle sammensatte navneord kommer ud for denne behandling dagligt. Grunden til at gud og især hvermand er begyndt på denne uskik de sidste 10 år må være at man gør sådan på engelsk (fx top candidate, precision mechanic etc.), men det er ingen undskyldning for dansk er ikke engelsk!
En cd’er og en pc’er
Tsk-tsk! Alle mulige, selv mine kolleger på universitetet, forfalder til den synd at skrive cd og pc i ental med tilføjet ’er. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor nogen synes der må være noget der hedder ”en cd’er”, men de er tilsyneladende flere millioner her til lands. Hvad skulle ”en cd’er” betyde? En ”compact disker”? I min barndom var der noget som hed ”en disker”, men det var altså en der gik på diskotek i 70erne. Mere forståeligt er det måske med ”en pc’er”, da ”computer” trods alt ender på –er, men da c’et i pc nu engang står for ”computer” er der ingen som helst grund til denne tilføjelse, og det er i øvrigt forkert. Helt galt går det så når de samme personer skal skrive i flertal, for det har de jo allerede gjort da de skrev det i ental. Men deres løsning er simpelthen at skrive ”flere cd’ere og pc’ere” – her burde absurditeten være indlysende!
Bekræftige og forpligtige
Det hedder ”bekræfte” og ”forpligte”, men nogen synes åbenbart at fremmedord helst skal gøres mere komplicerede, og derfor sætter de komplicerede endelser på. Men det bliver det altså ikke finere af. Jeg mener at sprognævnet for nylig har bukket under for presset og godkendt den ene af dem som gyldigt alternativ – jeg kan ikke huske hvilken af dem det er, og det er mig ubegribeligt at den ene skulle være mere gyldig end den anden.
Objektivisere
Det er et andet eksempel på at folk er så fremmedgjorte over for fremmedord at de gør dem mere komplicerede end de er. Det hedder naturligvis ”objektivere”.
Fremmedord som bruges forkert
”Fungibel” bruges med rette om enkeltelementer der kan udskiftes som varer, hvilket betyder at deres individuelle egenskaber er ligegyldige, men at de, (ligesom penge) har en rent nominel værdi i et udvekslingssystem. Det betyder altså ikke funktionel, som visse af mine kolleger tror.
Ordet ”qua” bruges også forkert af mange. Det betyder ikke ”på grund af”, men ”i egenskab af”. Det er altså forkert brug at sige ”jeg var ikke på arbejde qua influenza” eller ”han måtte gå af qua formandens ordre”, men det er rigtigt at sige ”qua influenza er det en smitsom virus” eller ”han var nødt til qua formand at udstede ordren”.
Kom gerne med flere eksempler på sprogets forfald, men husk at det ikke handler om at slå hinanden oven i hovedet med hvem der er bedst. Vi kan alle begå fejl (min kommatering er fx ikke altid lige regelret), og sådanne idiosynkrasier siger mindst lige så meget om dem der har dem som dem der begår fejlene…
