Til Christian Braad Thomsen (USA-had og 11. september)
Filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen har med rette korrigeret en urimelig nævnelse af hans navn som et eksempel på dem som hader "alt amerikansk" i en tidligere diskussion her på bloggen. Hans navn stod i en parentes som jeg nu har slettet (efter sætningen "de som hader alt amerikansk").
Nedenfor vil jeg først beklage denne urimelighed, og dernæst forsøge at åbne en dialog om de af hans udtalelser som nok var min impuls til at slynge det ud i forbifarten i en diskussion om noget helt andet.
Nemlig det jeg ser som hans manglende respekt for New Yorkernes behov for at bearbejde traumet 11. september med de midler de havde, inklusive New York Times. Læs videre nedenfor.
Kære Christian Braad Thomsen,
Jeg skal beklage de urimelige ord, som selvfølgelig ikke er korrekte og som endda er et eksempel på noget jeg selv forsøger at bekæmpe, nemlig den overdrivende dæmonisering af dem man er uenige med. Jeg har nu slettet dit navn fra kommentaren. Undskyld!
Jeg kan slet ikke huske at have skrevet det, men hvis jeg skal tænke tilbage tror jeg at det må have skyldtes min harme over noget du skrev i Politiken, som jeg så beklageligvis har ladet løbe af med mig.
Men lad mig da alligevel nævne det som gjorde mig vred. Jeg har fundet det frem, og det lyder som følger:
"New York Times er i gang med at skrive nekrologer over alle ofrene for terroraktionen i USA. Det ville være en utroligt oplysende og smuk handling, hvis avisen også skrev nekrologer over hvert eneste anonymt offer for USA's terrorbombning i Afghanistan. Men det kunne avisen ikke drømme om at gøre, for fattige muslimers liv er ikke så værdifulde som rige vesterlændinges. Dermed bliver avisens nekrologskrivning et ubehageligt og sentimentalt udtryk for racisme og kan kun bidrage til historieforfalskningen omkring 11. september." (Christian Braad Thomsen i Politiken 18/1-02)Denne din bemærkning tolkede jeg som et udslag af ualmindeligt dårlig dømmekraft som resultat af et irrationelt USA-had. Og det gjorde mig vred af personlige grunde, som jeg ikke skal uddybbe her.
Så derfor spørger jeg dig: Mener du virkelig ikke at det er legitimt for New Yorks førende avis at mindes byens døde efter det traumatiske chok som ramte New York og alle dens indbyggere, rige som fattige, af alle racer? Hvordan kan du dog antage at verdens mest kosmopolitiske by skulle bestå udelukkende af rige, hvide mennesker? Er du ikke klar over at der også befandt sig muslimer i WTC? Såvel som unge kunstnere, rengøringspersonale, sekretærer og andre der ikke kan beskyldes for at tilhøre den hvide overklasse. En del af dem var ikke engang amerikanske statsborgere.
Og hvordan kan du dog antyde at New York Times eller New York som by skulle bære et særligt ansvar for krigen i Afghanistan? Eller et ansvar for at skrive nekrologer over dem? Ved at kæde de to ting sammen begår du efter min mening en fejlslutning, som vel handler om at NYT er en amerikansk avis og derfor skal tage skyld på sig for en krig de ikke specielt har ønsket, på trods af at det som brændende optager dem er at deres by har fået tilført et voldsomt sår.
Kommentarer
Right on, Torben! Det er noget pjat af CBT at NYT pludselig skal stå skoleret og tage ansvar for hvad den amerikanske regering går og laver i Afghanistan. NYT har et særligt ansvar overfor newyorkerne, og skal skrive særligt for deres behov. NYT er ikke (kun) en verdensavis, og er slet ikke det officielle USA's organ - heldigvis. CBT elskede Bobi-Bar nok til at portrættere baren i Den Blå Munk - hvorfor ikke et tehus i Cairo, må man spørge? Er det fordi CBT ikke kan lide muslimer?
Posted by: Lars Hvidberg | 08.12.2004 11:57
Selvfølgelig skal amerikanerne have lov til at bearbejde deres sorg, men lad os da tage fat, hvor diskussionen bliver interessant.
Kan det tænkes at Christian Braad Thomsens nok generaliserende og indignerede kommentar kan være opstået som reaktion på den måde Amerikanerne valgte at skrive historie på omkring 11 September bombningen. Jeg kan ikke give noget overblik over amerikanske mediers dækning af angrebet. Men med tankerne på de efterfølgende am. strategier og valg i måden politisk og militært at håndetere situationen på. Og ikke mindst i forbindelse med de begrundelser eller mangel på samme der blev givet for at gå i krig i Irak. Der er det da dødinteressant at se på, hvordan medierne spiller en rolle i gestaltningen af en myteskabelse omkring de Am. helte. I tiden efter 11 September måtte mange muslimer se deres basale rettigheder tilsidesat i amerikanernes jagt på de skyldige. En problematik som allerede er bleve behandlet, men i hvert fald ikke af The New York Times, som havde travlt med helt andre ting, end at føre en kritisk journalistisk linie. Det er selvfølgelig til en vis grad forsvarligt, at man taber overblikket i en sådan situation; vælger at fokusere på sammenhold - os mod de andre osv. Men med den tradition der er for underhåndsaftaler, politisk betingede mord, og andre vederstyggeligheder i amerikansk politik, bør medierne også være ansvarlige nok til at holde øjnene åbne. Hvis eks. Michael Moore havde haft muligheden, at fortælle sin version af bagrunden for og tiden omkring 11. September 2001 på et tidligere tidspunkt, eller hvis andre større medier, havde været interesseret i den del af historien, så havde vi måske ikke oplevet de ting i Irak vi har set. Osv. Osv. Det er selvfølgelig let nok, og halvkedeligt at anskue historien baglæns. Men jeg synes ikke der kan komme nok fokus på mediernes strategier, og rolle som sandhedssigerske og organ for "folket" især i sådanne ekstreme situationer. Man kunne eks. kigge på, hvordan de danske medier har behandlet "katastrofen" i Seest. Hvad er det for et selvbillede der der gestaltes. For at komme en mulig indvending i forkøbet. Dette ikke for at antyde en eller anden vestlig konspirationsteori i forhold til den musimske verden, men for at holde den selvkritiske fane højt, selvom medier andre steder i verden måske ikke gør det bedre, eller "sandere". Nu kom diskussionen vist til at handle om noget helt andet, og meget forskelligt på en gang. Men igen, sorgearbejde kan vi vist alle hurtigt blive enige om der skal være plads til, sikkert også Christian Braad Thomsen.
Posted by: Lars Brund Jensen | 12.12.2004 16:42