En af denne blogs ædle aktiviteter er at følge hvordan filosoffen Theodor W. Adorno bliver brugt (og ofte misforstået) i medierne.
En af de mere pudsige måder at bruge Adorno på kunne man finde i et læserbrev i Information 27/10, hvor en studerende på Biblioteksskolen, Mikkel Ferneborg, er stødt over ikke længere at kunne få undertrøjer i størrelse small.
Og hvad har det så med Adorno at gøre? Læs videre her:
Mikkel Ferneborg tager fat i Adornos kritik af kulturindustriens nivellering af det som ikke passer ind i det strømlinede gennemsnit:
Den tyske filosof Theodor Adorno (1903-69), der kaldte enhver form for masseproduktion af underholdnings- eller livsstilsprodukter for kulturindustri, benyttede sig af begrebet »den repressive egalitets triumf«, om det af markedskræfterne manipulerede kollektivs sociale tvang. Under konstant påvirkning af kulturindustriens reklamer og påståede mode – og i misforstået sympati med de overvægtige, har man overbevist dem, der normalt ville købe undertrøjer i størrelse small om at købe noget større. Efterspørgslen falder, varen udgår – simpel markedsøkonomi. Men disse mennesker er kun ubevidst en del af sammensværgelsen.
For kulturindustrien er de overvægtige et hastigt voksende befolkningssegment, der stort set er ekskluderet fra den kropsnære mode. Som en maskine sætter det kulturindustrielle system i gang. Reklamefolk udpønser strategier, popkunstnere købes til at gå i for stort tøj og konceptet sænker sig som et tæppe over de købestærke, men letpåvirkelige unge.
Hele konceptet er så godt designet, og kulturindustrien så dygtig til at sløre profitmotivet, at de unge mennesker nu tror, at tøjet er et udtryk for deres egen autonome kultur, der udstråler selvstændighed og oprør mod systemet. Men oprøret mod systemet er udtænkt af systemet – udelukkende for at tjene penge på fedmeepidemien.
Mit eneste håb er, at Oscar Wilde havde ret da han sagde: »Mode er en så afskyelig form for grimhed, at vi bliver nødt til at udskifte den hvert halve år«. Og så vil der måske igen blive tid til de tynde.
Nu kan man så spørge sig om det er en rimelig applikation af Adorno? I hvert fald skal den roses for kreativt at anvende Adornos tanker på en ny genstand, og den peger også på nogle væsentlige sider af industrien.
Men kan man virkelig tale om tøjfabrikation som kulturindustri? Det vil jeg ikke mene - der er i stedet tale om almindelig, kommerciel industri. Men Adornos pointe med at bruge udtrykket "kulturindustri" om kommercielt tænkte kulturprodukter (Hollywood-film, hitlistemusik, TV-serier etc.) er jo netop at understrege at det produceres på samme markedsorienterede måde som almindelige industrielle produkter (fx undertrøjer). Og derfor kommer "den repressive egalitet" (altså det undertrykkende ligemageri) ind, som det fx er tilfældet på de fleste radiostationer, der kun spiller det som de store pladeselskaber vil have folk til at købe. Det sker på bekostning af mangfoldigheden, i dette tilfælde den musikalske mangfoldighed. Og man bliver regnet for en kuriøs krukke hvis man hører noget andet og i denne sammenhæng fremmedartet.
Men tilbage til undertrøjerne. For det undertrykkende ligemageri kommer jo netop fra storindustrien, hvor den er helt åbenlys. Her handler det mere ærligt om at sælge så meget som muligt, og det gør man kun hvis man rammer det bredest mulige gennemsnit. Det gælder også tøj. Og det gælder altså både hvis man er tyk eller tynd, bruger store eller små størrelser sko, så falder man uden for det rentable gennemsnit. Kropsstørrelser er normalfordelte, hvilket betyder at der er flest i midten og færrest i ekstremerne. Man passer ikke ind i det gennemsnitsmenneske som har forbrugermagten alene i kraft af sin gennemsnitlighed. Heldigvis findes der så ofte specialbutikker til dem som er specielle (der findes fx en venstrehåndsbutik i Lyngby, med alt til de venstrehåndede), men de er få og dyre og igen kræver det at der er nok som passer ind til at det kan løbe rundt. I den forstand er det en relevant betragtning.
Spørgsmålet er om man kan klandre tøjindustrien for at spekulere i gennemsnittet? Jeg mener fx at man bør klandre P3 for at have solgt sig til kulturindustrien på bekostning af mangfoldigheden, men netop fordi det er en statslig radio med public service-forpligtelser, som er overgået til en overvejende markedsbestemt, automatisk rotationsordning (dog med den klausul at der skal spilles noget dansk musik). Men hvad med tøjindustrien? Har de nogen som helst forpligtelser over for mindretal? Jeg er bange for at svaret må være nej. Storindustrien er i sin essens konform (også når den prøver at sælge individualitet til os allesammen, den løgnhals). Og at tøjindustrien følger moden er jo også noget nær en præmis.
Men selv om man ikke kan klandre industrien, så kan man stædigt påpege dens mekanismer og forsøge holde den i skak frem for at lefle for den. Det skal også komme fra forbrugerne, som i tilfældet med mælkeproducenten Arlas hybris, som har skabt en modreaktion, hvor mange af os køber andre mælkeprodukter når vi har mulighed for det.
Og så kan man, netop med Adornos egentlig ret præcise begreb om kulturindustri, pege på de områder hvor kulturen er i fare for at miste mangfoldigheden på grund af den stadigt mere kyniske spekulation i letfordøjelige gennemsnitskulturprodukter.
Men samtidig (for at jeg ikke skal lyde lige så pessimistisk som Adorno, for det er jeg ikke) bør man værdsætte alle de områder hvor kulturen i stigende grad har fundet nye nicher og alternative distributionskanaler og subkulturer. For det er hvad der er sket lige siden Adornos død. Og internettet med alle dens muligheder (herunder weblogs) er blot et led i denne generelle kulturelle decentralisering som modsvarer kulturindustriens stigende centralisering. Det er altså et tveægget sværd.
Med en sådan kritisk-optimistisk udgang vil jeg sige tak til Mikkel Ferneborg for at have sat denne tankeræke i gang. Og held og lykke med at finde undertrøjer i din størrelse!
Se også:
Copyright på Adorno
Adorno-bygningen i Århus
P.J. Harvey synger Adorno
Adorno Records
Sneglens følehorn
Læserbrev (kritik af Jan Bo Hansens Adorno-artikel)
Adorno forklaret for børn (radio-interview)
Lyt... (Adorno-aforisme om vinden og lykken)
Adorno som kioskbasker (kritik af Ole Thyssen)
Lykke er...
Nu tænkte jeg så at jeg ikke var den eneste der havde fået øje på denne indlysende sammenhæng, og jeg forestillede mig at der ville være adskillige artikler om Bunuels forhold til Tristan & Isolde. Jeg har imidlertid søgt på diverse internationale filmartikelbaser og har intet fundet! Det giver mig naturligvis muligheden for at være den første der skriver om emnet og dermed for at bidrage til Bunuel-forskningen, men jeg vil næsten ikke tro det kan være rigtigt.
