« Og mig, sagde hunden | Forside | Kreditkort-signaturer »

03.01.2005

Adorno og undertrøjer i størrelse small

En af denne blogs ædle aktiviteter er at følge hvordan filosoffen Theodor W. Adorno bliver brugt (og ofte misforstået) i medierne.

En af de mere pudsige måder at bruge Adorno på kunne man finde i et læserbrev i Information 27/10, hvor en studerende på Biblioteksskolen, Mikkel Ferneborg, er stødt over ikke længere at kunne få undertrøjer i størrelse small.

Og hvad har det så med Adorno at gøre? Læs videre her:

Mikkel Ferneborg tager fat i Adornos kritik af kulturindustriens nivellering af det som ikke passer ind i det strømlinede gennemsnit:

Den tyske filosof Theodor Adorno (1903-69), der kaldte enhver form for masseproduktion af underholdnings- eller livsstilsprodukter for kulturindustri, benyttede sig af begrebet »den repressive egalitets triumf«, om det af markedskræfterne manipulerede kollektivs sociale tvang. Under konstant påvirkning af kulturindustriens reklamer og påståede mode – og i misforstået sympati med de overvægtige, har man overbevist dem, der normalt ville købe undertrøjer i størrelse small om at købe noget større. Efterspørgslen falder, varen udgår – simpel markedsøkonomi. Men disse mennesker er kun ubevidst en del af sammensværgelsen. For kulturindustrien er de overvægtige et hastigt voksende befolkningssegment, der stort set er ekskluderet fra den kropsnære mode. Som en maskine sætter det kulturindustrielle system i gang. Reklamefolk udpønser strategier, popkunstnere købes til at gå i for stort tøj og konceptet sænker sig som et tæppe over de købestærke, men letpåvirkelige unge.
Hele konceptet er så godt designet, og kulturindustrien så dygtig til at sløre profitmotivet, at de unge mennesker nu tror, at tøjet er et udtryk for deres egen autonome kultur, der udstråler selvstændighed og oprør mod systemet. Men oprøret mod systemet er udtænkt af systemet – udelukkende for at tjene penge på fedmeepidemien.
Mit eneste håb er, at Oscar Wilde havde ret da han sagde: »Mode er en så afskyelig form for grimhed, at vi bliver nødt til at udskifte den hvert halve år«. Og så vil der måske igen blive tid til de tynde.

Nu kan man så spørge sig om det er en rimelig applikation af Adorno? I hvert fald skal den roses for kreativt at anvende Adornos tanker på en ny genstand, og den peger også på nogle væsentlige sider af industrien.

Men kan man virkelig tale om tøjfabrikation som kulturindustri? Det vil jeg ikke mene - der er i stedet tale om almindelig, kommerciel industri. Men Adornos pointe med at bruge udtrykket "kulturindustri" om kommercielt tænkte kulturprodukter (Hollywood-film, hitlistemusik, TV-serier etc.) er jo netop at understrege at det produceres på samme markedsorienterede måde som almindelige industrielle produkter (fx undertrøjer). Og derfor kommer "den repressive egalitet" (altså det undertrykkende ligemageri) ind, som det fx er tilfældet på de fleste radiostationer, der kun spiller det som de store pladeselskaber vil have folk til at købe. Det sker på bekostning af mangfoldigheden, i dette tilfælde den musikalske mangfoldighed. Og man bliver regnet for en kuriøs krukke hvis man hører noget andet og i denne sammenhæng fremmedartet.

Men tilbage til undertrøjerne. For det undertrykkende ligemageri kommer jo netop fra storindustrien, hvor den er helt åbenlys. Her handler det mere ærligt om at sælge så meget som muligt, og det gør man kun hvis man rammer det bredest mulige gennemsnit. Det gælder også tøj. Og det gælder altså både hvis man er tyk eller tynd, bruger store eller små størrelser sko, så falder man uden for det rentable gennemsnit. Kropsstørrelser er normalfordelte, hvilket betyder at der er flest i midten og færrest i ekstremerne. Man passer ikke ind i det gennemsnitsmenneske som har forbrugermagten alene i kraft af sin gennemsnitlighed. Heldigvis findes der så ofte specialbutikker til dem som er specielle (der findes fx en venstrehåndsbutik i Lyngby, med alt til de venstrehåndede), men de er få og dyre og igen kræver det at der er nok som passer ind til at det kan løbe rundt. I den forstand er det en relevant betragtning.

Spørgsmålet er om man kan klandre tøjindustrien for at spekulere i gennemsnittet? Jeg mener fx at man bør klandre P3 for at have solgt sig til kulturindustrien på bekostning af mangfoldigheden, men netop fordi det er en statslig radio med public service-forpligtelser, som er overgået til en overvejende markedsbestemt, automatisk rotationsordning (dog med den klausul at der skal spilles noget dansk musik). Men hvad med tøjindustrien? Har de nogen som helst forpligtelser over for mindretal? Jeg er bange for at svaret må være nej. Storindustrien er i sin essens konform (også når den prøver at sælge individualitet til os allesammen, den løgnhals). Og at tøjindustrien følger moden er jo også noget nær en præmis.

Men selv om man ikke kan klandre industrien, så kan man stædigt påpege dens mekanismer og forsøge holde den i skak frem for at lefle for den. Det skal også komme fra forbrugerne, som i tilfældet med mælkeproducenten Arlas hybris, som har skabt en modreaktion, hvor mange af os køber andre mælkeprodukter når vi har mulighed for det.

Og så kan man, netop med Adornos egentlig ret præcise begreb om kulturindustri, pege på de områder hvor kulturen er i fare for at miste mangfoldigheden på grund af den stadigt mere kyniske spekulation i letfordøjelige gennemsnitskulturprodukter.

Men samtidig (for at jeg ikke skal lyde lige så pessimistisk som Adorno, for det er jeg ikke) bør man værdsætte alle de områder hvor kulturen i stigende grad har fundet nye nicher og alternative distributionskanaler og subkulturer. For det er hvad der er sket lige siden Adornos død. Og internettet med alle dens muligheder (herunder weblogs) er blot et led i denne generelle kulturelle decentralisering som modsvarer kulturindustriens stigende centralisering. Det er altså et tveægget sværd.

Med en sådan kritisk-optimistisk udgang vil jeg sige tak til Mikkel Ferneborg for at have sat denne tankeræke i gang. Og held og lykke med at finde undertrøjer i din størrelse!

Se også:
Copyright på Adorno
Adorno-bygningen i Århus
P.J. Harvey synger Adorno
Adorno Records
Sneglens følehorn
Læserbrev (kritik af Jan Bo Hansens Adorno-artikel)
Adorno forklaret for børn (radio-interview)
Lyt... (Adorno-aforisme om vinden og lykken)
Adorno som kioskbasker (kritik af Ole Thyssen)
Lykke er...

Kommentarer

Kære Torben, jeg forstår godt din indignation over at Adorno bruges på tøj-industrien! Du ved jo, at jeg ikke selv er særligt bekendt med Adornos arbejde, hvorfor du også må undskylde mig min ignorance hvis jeg skyder helt ved siden af med min her udtrykte undren: Tøj-industri og kultur-industri...Adornos kulturbegreb/kunstbegreb...sondringen mellem den æstetiske kunstkultur og den industrielle 'hverdags'-produktion, det er vel den der muliggør Adornos fortørnelse over at 'kunsten' reificeres og appropieres af kapitalens kværnende maskineri. Denne sondring mellem 'varm' æstetik' og 'kølig' produktion må vel tilskrives Kant, der lagde vigtige grundsten til oplysningen ved at bestemme distinkte (kommunikations)systemer (politik, æstetik, jura, etc.). Hvis vi godtager disse sondringer, så giver det fint mening at skelne skarpt mellem 'kunst' og 'industri'. Hvis man nu bløder distinktionen lidt op, så vil jeg mene det er muligt at se på tværs, selvfølgelig med fare for at der går rod i systemerne - for hvad er så hvad, hvor skal vi hente kriterierne for at gruppere i den ene eller den anden retning (men det har selvfølgelig efterhånden et gammelt problem i kunstteorien).

Men hvis vi nu vender os mod spørgsmålet om hvorvidt tøjfabrikation kan beskrives som kulturindustri, så siger du, at det kan det ikke, fordi tøjfabrikation tilhører det system, som Adorno så som kolonialiserende den æstetiske produktion. Er det korrekt?

Godt, jeg vil foreslå, at vi i dag, i en tid hvor æstetiseringen af hverdagen er massiv og helt og aldeles omsiggribende (politik, medier, livstil, etc etc), må overveje om vi ikke skal revurdere kategorierne en kende. Hertil kan tilføjes, at kapitalen idag ikke homogeniserer, mainstreamer og udraderer det mangfoldige, men netop producerer og lever af det mangfoldige. Derudover vil jeg hævde, at tøjindistriens varedesign henter mange af sine udtryk i musik- og filmproduktion, reklamer, og alle de her andre steder hvor man møder æstetiserede fremstillinger (af kroppen), der vel ofte kan rubriceres som 'kunst'. Man vil selvfølgelig kunne hævde, at alle disse områder allerede er indlemmet i kulturindustrien. Men man vil også kunne hævde, at selv kommercielle kioskbaskere som Lars Von Trier og Radiohead ikke tilhører denne industri.

Jeg er i tvivl om hvordan vi skal definere grænser for kunst og industri i en tid, hvor Zeitgeisten bliver stadig mere æstetisk i sine udtryk.

Så måske er spørgsmålet bare, og det kommer fra en, der ikke har læst Adorno selv: Hvad sker der med Adornos (veldefinerede?) kulturindustribegreb, når kulturen på alle mulige områder rådyrker det æstetiske?

Og så vil jeg jo lige benytte lejligheden til at reklamere for et glimrende seminar, hvor den slags skal diskuteres, manchet ligger på

http://hum.ku.dk/littvid/downloads/opslag/Aesthetics_and_Politics_Call_for_Papers.pdf

kh frederik

Jeg forstår godt din indignation over at Adorno bruges på tøj-industrien

Hvilken indignation? Jeg håber da det fremgår at jeg synes det er en interessant skæv vinkel at inddrage Adorno i. Og desuden giver jeg ham jo delvist ret, bortset fra at ordet "kulturindustri" måske ikke er rammmende. Lad mig da understrege nu at jeg synes det er et interessant og tankevækkende læserbrev, som jeg bestemt ikke er indigneret over.

Denne sondring mellem ‘varm’ æstetik’ og ‘kølig’ produktion må vel tilskrives Kant

Jeg ved godt at du gerne vil anklage Kant for enhver traditionel skelnen, men den er langt bredere og mere diffus end som så, og det industrielle er vist ikke noget der optager Kant så voldsomt al den stund at der ikke var en volsom industrialisering endnu på Kants tid. Hvis du kan finde en sådan skelnen hos Kant tror jeg egentlig blot han udtrykker det selvfølgelige. Industrien hører jo netop ikke ind under et af Kants tre områder (ligesom jura vist heller ikke gør det, modsat hvad du siger).

Det er heller ikke en sådan naiv skelnen mellem ”varm” og ”kold” som Adorno overtager. Desuden ser han en klar gensidig påvirkning mellem de to områder.

Hvis vi nu vender os mod spørgsmålet om hvorvidt tøjfabrikation kan beskrives som kulturindustri, så siger du, at det kan det ikke, fordi tøjfabrikation tilhører det system, som Adorno så som kolonialiserende den æstetiske produktion. Er det korrekt?

Ja, i den forstand at kulturprodukter inden for kunstarterne i stigende grad kalkuleres kommercielt og produceres på samlebånd.

Jeg vil foreslå, at vi i dag, i en tid hvor æstetiseringen af hverdagen er massiv og helt og aldeles omsiggribende (politik, medier, livstil, etc etc), må overveje om vi ikke skal revurdere kategorierne en kende.

Gerne, og det er jo også det jeg antyder i slutningen af mit indlæg…Men almindelige masseproducerede hverdagsundertrøjer kommer ikke ind i området af kunstindustri (som er det Adorno mener med udtrykket kulturindustri).

Hertil kan tilføjes, at kapitalen idag ikke homogeniserer, mainstreamer og udraderer det mangfoldige, men netop producerer og lever af det mangfoldige.

Det er noget af en påstand! Jeg er naturligvis godt klar over at der findes undtagelser, men reglen er vel stadig at Microsoft, Coca-Cola, McDonalds, Nike og andre multinationale firmaer tegner kapitalen med en hidtil uset global homogenisering. Så nu vil jeg gerne høre analysen af den nutidige kapitals mangfoldiggørelse.

Derudover vil jeg hævde, at tøjindistriens varedesign henter mange af sine udtryk i musik- og filmproduktion, reklamer, og alle de her andre steder hvor man møder æstetiserede fremstillinger (af kroppen), der vel ofte kan rubriceres som ‘kunst’.

Her er vi så uenige. Det er rigtigt at kunsten tilnærmer sig industrien i kulturindustrien og at reklamen og moden tilnærmer sig kunsten i æstetiseringen – og det er endda rigtigt at der findes fænomener der spiller på at ligge i gråzonen, men dette spil er netop kun et spil fordi zonerne stadig eksisterer som distinke og væsensforskellige. Designet af en almindelig undertrøje er ikke kunst bare fordi den er designet. Alt undtagen naturen og det tilfældigt opståede er designet. Det gør det ikke til kunst. Kants paryk og Adornos slips var designede. Det gør dem ikke til kunst. I hvert fald ikke i Adornos forstand. Og heller ikke i nogen meningsfuld forstand, for hvis alt menneskeskabt er kunst, så er kunstbegrebet så udvandet at det bliver meningsløst.

Man vil også kunne hævde, at selv kommercielle kioskbaskere som Lars Von Trier og Radiohead ikke tilhører denne industri.

Lige netop! Her rammer du jo netop to af mine kerneeksempler på at kommerciel succes ikke er ensbetydende med kulturindustri. Et tredje er The Beatles, som jeg giver som eksempel i Objektiv sensibilitet note 282. Det er vi helt enige om, og det er ikke i modstrid med at boybands og soap-operaer er kulturindustri. Faktisk er der jo også omvendt kulturindustri som ikke har nogen nævneværdig kommerciel succes. Den betragtes derfor som en fiasko.

Altså: Kulturindustri er industrielt og kommercielt fremstillede og distribuerede kunstprodukter. De behøver ikke have kommerciel succes, ligesom omvendt de der har kommerciel succes ikke behøver være industrielt produceret. Der er en flydende grænse mellem kunst og kulturindustri – også hos Adorno. Der er endda en dialektik som giver sig udtryk i sætninger som ”den absolutte kunst er den absolutte vare”. Men det betyder ikke at der derfor ikke er grund til at skelne mellem en undertrøje og et kunstværk.

Hvad sker der med Adornos (veldefinerede?) kulturindustribegreb, når kulturen på alle mulige områder rådyrker det æstetiske?

Jeg går ud fra at du mener ”industrien” og ikke ”kulturen”? Men i hvert fald er svaret enkelt: kunst og æstetisering er ikke det samme. Æstetisering er langt bredere end det kunstneriske, og derfor er æstetikkens område traditionelt set også langt bredere end at være kunstteori. Jeg kan i denne forbindelse nævne at der er en antologi på vej om æstetisering, redigeret af Carsten Friberg, der selv har skrevet en ph.d-afhandling om æstetisk erfaring. En af hans kernepointer er at understrege æstetiseringen og dermed den bredde som æstetikken bør dække i stedet for at forstå sig selv som kunstteori.

Jeg forsøget at være morsom da jeg skrev ’indignation’ :).
Men jeg mente faktisk ”kulturen”, herunder industrien.
Her kommer en række spørgsmål, jeg forventer ikke nødvendigvis svar.

Vedr. kapitalens homogenisering: det er nok hverken homogenisering eller fragmentering, men begge dele på en gang. I senkapitalismen er der i hvert fald masser af fragmentering på spil, det handler i stigende grad dom at skille sig ud, være anderledes og unik – og alt dette kan man selvfølgelig købe sig til, men ikke kun: man kan kun købe sig til det hvis man køber kreativt, er opfindsom, nyskabende i sine indkøb. Så måske kunne vi tale om en homogenisering af ideen om, at det er forskellen der er vigtig – som Nikes slogan lyder: just do it! Denne diskussion kan selvfølgelig føres langt.

Vil man ikke kunne sige, at Radiohead både er ’kunst’ og ’industri’ – deres produktion, markedsføring, lyd, stil generelt…der er vel masser af ting i deres (kunst)produktion, der kan rubriceres som kulturindustri? Hvilket får mig til at spørge, om den ”flydende grænse mellem kunst og kulturindustri”, er denne grænse tilstede i selve værket - eller er noget der skal lokaliseres som en forskel mellem værket og dets omgivelser?

Du skriver: ”Det er rigtigt at kunsten tilnærmer sig industrien i kulturindustrien og at reklamen og moden tilnærmer sig kunsten i æstetiseringen – og det er endda rigtigt at der findes fænomener der spiller på at ligge i gråzonen, men dette spil er netop kun et spil fordi zonerne stadig eksisterer som distinkte og væsensforskellige”.

Jeg bemærker at du skriver ’stadig eksisterer’. Antyder du hermed, at distinktionen mellem zonerne potentielt set kan ophæves, og hvis, hvor nærværende er denne mulighed og hvordan man forestille sig en sådan ophævelse? Og hvordan kan man ligge i gråzonen, hvis zonerne er distinkte og væsensforskellige – hvis distinktionen er distinkt vil der højst kunne tales om en oscillering mellem zonerne, der til forveksling kan opleves som at konstituere et gråzoneområde – præcis som når man spiller blå toner på klaveret.

Kære Frederik,

Selv om du ikke nødvendigvis forventer svar kan jeg ikke lade være med at svare dig, for dette emne interesserer mig, og jeg er i øvrigt rekonvalescent (forkølelse), og har derfor god tid….

Det handler i stigende grad dom at skille sig ud, være anderledes og unik – og alt dette kan man selvfølgelig købe sig til, men ikke kun: man kan kun købe sig til det hvis man køber kreativt, er opfindsom, nyskabende i sine indkøb. Så måske kunne vi tale om en homogenisering af ideen om, at det er forskellen der er vigtig – som Nikes slogan lyder: just do it!

Præcis! Det var det jeg forsøgte at indikere med min parentes om at industrien er en løgnhals når den sælger individualitet i milliardoplag. Når Monty Pythons sekteriske flokdyr i Life of Brian råber ”we’re all individuals” er det ikke bare en logisk vits, men også en samfundsmæssig. Pseudo-individualitet er en yderst rentabel vare! Der findes faktisk et ord for det inden for markedsføring, men jeg kan ikke huske det nu. Det er naturligvis en helt bevidst strategi.

Vil man ikke kunne sige, at Radiohead både er ’kunst’ og ’industri’ – deres produktion, markedsføring, lyd, stil generelt…der er vel masser af ting i deres (kunst)produktion, der kan rubriceres som kulturindustri?

For mig at se er det afgørende at Radiohead har 100% kreativ frihed til at lave det der passer dem. Det er en undtagelse fra reglen om at de fleste bands på de store pladeselskaber er underlagt en streng markedskalkule med en masse sagte og usagte regler. Paradoksalt nok har Radiohead – ligesom Beatles, i øvrigt – kunnet opnå denne frihed fordi de har solgt så godt tidligere. De har på flere punkter brudt med de mest vanemæssige produktionsformer inden for popmusik. For eksempel var der ingen videoer til Kid A, som mirakuløst blev nr. 1 på den amerikanske hitliste uden at blive spillet på MTV (vistnok det eneste eksempel i nyere tid på en sådan præstation). Et andet eksempel er at de tog på en lang turné forrige år for at prøve deres nye materiale af for deres ihærdigste fans. Radiohead handler i så høj grad om musikken og så lille grad om styling at der er endog meget langt til Britney Spears.

Men naturligvis er der kulturindustrielle elementer til stede, især i distributionen (og husk som sagt at der er et kontinuum mellem kunst og kulturindustri snarere end en dikotomi). De er blot ikke væsentligt definerende for det musikalske. Derfor vil jeg ikke kalde Radiohead for kulturindustri.

Hvilket får mig til at spørge, om den ”flydende grænse mellem kunst og kulturindustri”, er denne grænse tilstede i selve værket - eller er noget der skal lokaliseres som en forskel mellem værket og dets omgivelser?

Det er produktionsforholdet der er det afgørende i denne sammenhæng, altså om kunstneren/kunstnerne kan bevare en høj grad af autonomi i forhold til de kommercielle tilpasningskrav. Det er således i første omgang hverken noget værkimmanent eller receptionsmæsigt, men noget institutionelt og produktionsmæssigt. Det er så Adornos påstand at det uværgeligt påvirker såvel værket som receptionen. Hvilket han som regel har helt ret i, men der er som bekendt undtagelser.

Lars Von Trier og Radiohead laver ting som ingen kommerciel strategi på dette historiske tidspunkt ville kunne frembringe. Hvis en kommerciel producer havde fået demobåndene til Kid A ville han tæmme albummets udtryk og smide numre som ”Kid A” og ”The National Anthem” på porten, ligesom nogle af de små ujævnheder ville blive udlignet. Og frem for alt ville han normalisere Thom Yorkes stemme. Og så videre. Tag ikke fejl, Kid A er et popalbum, men et yderst særegent sådant som er helt på niveau med Abbey Road.

Hvordan kan man ligge i gråzonen, hvis zonerne er distinkte og væsensforskellige?

God pointe! Her kommer jeg tæt på at modsige mig selv. Men lad mig forsøge med et hurtigt opfundet billede: Selv om man kan godt røre kartoffelmos og sovs sammen til en lysebrun masse er der stadig en væsensforskel på sovs og kartoffelmos, og den er endda distinkt. Det distinkte ophører i selve blandingen som fænomen, men ikke generelt. Begreberne sovs og kartoffelmos er ikke truet af at nogle børn blander dem sammen. Først når man hører op med at servere dem hver for sig og alle tilbereder dem sammen som retten ”kartoffelsovs” bør begreberne opgives.

Øhh...er 'kartoffelsovs' så gråzonen mellem 'sovs' og 'kartoffelmos', og bliver alt så til gråzone nede i maven? Og er 'sovs' og 'kartoffelmos' analytiske begreber, på samme måde som kunst og industri?

-spørgejørgen

;-)

Nej, sovs og kartoffelmos er ikke analytiske begreber, og det er kunst og industri egentlig heller ikke. Det er betegnelser for fænomener som man kan vælge at analysere eller ikke.

Men det afgørende er nu at det med sovsen og kartoffelmosen er en lignelse hvis eneste pointe er at noget som er distinkt og væsensforskelligt godt kan blandes sammen.

Til grove løjer.

Ytringsfriheden til trods konformeres indlæg i de danske aviser af at skulle indordne sig under et genreafhængigt standardiseret antal tegn. Derfor kræver min opfattelse af Adornos kulturindustribegreb nok en nærmere forklaring.
Tøjindustrien er muligvis ikke umiddelbart en del af kulturindustrien, men idet tøjet bliver livsstilsprodukter må det betragtes som en del af en samlet pakke, et koncept eller en stil som indebærer bestemte forbrugsvaner og holdninger. ”Samfundet er alt-integrerende, …….. Dets organisation omklamrer endog dem, der bekriger det, og former deres bevidsthed” (#132 i Minima Moralia). Eksempelvis kan nævnes Hip-Hop kulturen. Hvis det posede tøj nogensinde var en del af rap-musikkens udtryk, er det nu så gennemkommercialiseret, at det vil være naivt at tale om et subkulturelt oprør.
Derfor er dét, at vi bliver federe og federe og tøjindustrien tilpasser deres produkter derefter, ikke bare købmandslogik. I og med at tøjet sælges som en del af en trend hvor både tykke og tynde kan købe sig til at tilhøre samme kollektiv eller samme kultur, bliver tøjet en del af kulturindustriens forsøg på at inddele folk i de genrer dens produkter er tilpasset. Og at det lykkes så godt som det gør, må igen betegnes som en triumf for den repressive egalitet. Eller: ”Med længselsfulde blikke ser frøernes konge, den uforbederlige snob, op til prinsessen og kan ikke løsrive sig fra det håb, at hun vil forløse ham” (#52).
Tvetydigheden i Adornos tekster indebærer at han kan forstås og misforstås efter behag. Jeg gør mig sikkert skyldig i begge forhold. Men det er bare fordi jeg synes, at ligegyldigt hvilken situation man stå overfor, har Adorno skrevet noget om det. Jeg ved godt det er farligt; mange religiøse vildfarelser er startet på den måde.

P.S. Til sidst vil jeg tilslutte mig dem der vredes over P3. Eksempelvis spiller de aldrig ”The Tiger Lillies” – et engelsk orkester, der efter enkelte gennemlytninger, kan ændre ens liv for evigt.

Tak for opmærksomheden i øvrigt.

Interessant diskussion. Jeg kunne godt tænke mig at starte et andet, men dog relevant, sted. Jeg har svært ved at forstå betydningen af 'hverdagens æstetisering' og vil gerne spørge til din/jeres præcise forståelse af dette. Æstetik handler for mig først og fremmest om sansning. Men da det er et udvandet, forvredet og gammelt begreb aner jeg at det har ændret betydning og muligvis bare betyder 'det skønne'. Det er klart at kunsten ikke længere tager sig af det skønne og Les Belles Artes sådan set stopper omkring Duchamps fontæne. Således er noget som er 'ren æstetik' set ned på indenfor kunstens verden. jeg mener således sagtens man kan sige at der er tale om distinkte kategorier når man taler om kunst og æstetik, da de to reelt ikke har noget med hinanden at gøre længere og ikke har haft det i lang tid. Men hvor, helt præcist, ses æstetiseringen af hverdagen? Handler æstetik reelt om en værdiforøgelse i fx reality shows hvor det hverdagslige ophøjes? Handler det om en branding som fx ift økologi? Hvordan ses en æstetisering ift medier, politik og livsstil? Er æstetisering lig med design/formidling/spin?
Da det er presserende for mig at blive afklaret omkring disse spørgsmål håber jeg du vil tage dig tid til at oplyse mig om dine synspunkter.

Mange hilsner,
Matilde

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2